ALLE MINE HOFTER OG USIKKERHEDER

Dengang jeg var 10 år, troede jeg, jeg lignede Shania Twain. Bare lige lidt. Indtil jeg en dag så mig i spejlet og så noget helt andet. I spejlet stod der en 11-årig pige med fregner og overbid og en underlig næse Jeg kan tydeligt huske det øjeblik, hvor det gik op for mig, at jeg ikke var nær så smuk, som jeg havde fået at vide, at jeg var. Det var nu ikke noget, jeg havde tid til at tænke alt for længe over, for der var bamser der skulle leges med og robinsonader, der skulle skrives og et liv, der skulle leves, og selvom man ikke ligner Shania Twain, kan man jo godt have det udmærket.

Mit selvbillede har altid svinget gevaldigt op og ned. Helt inderst inde har der altid siddet en tro på, at jeg var smuk. Med to sæt hengivne bedsteforældre og en far, der nærmest dagligt skrev sine egne sange til mig, var det svært at tro andet, og det ledte til en forventning om, at jeg da måtte være lidt af et vidunder, men jeg har i mange perioder været virkelig ked af at kigge mig selv i spejlet, fordi jeg slet ikke lignede det billede, jeg havde af mig selv. Altså Shania Twain.

Min mor har altid fortalt mig, at jeg var smuk. Og at jeg lignede hende. Hun har gjort alt for, at jeg skulle møde verden med en selvtillid der sad både indeni og udenpå, men som så mange andre kvinder har hun også engang imellem ævlet lige lovlig meget om slankekure og fundet småfejl ved sig selv. Nu har min mor aldrig været et blufærdigt menneske (og hvis min lillebror læste med herinde, ville han stensikkert vide, hvor denne sætning bærer hen) – nej, hun har faktisk været så veltilpas, at hun flere har præsteret at danse rundt foran fjernsynet uden en trevl på kroppen, når hun lige havde svært ved at få os til at høre efter. Altså, hun stod ikke og smed tøjet foran os, men når hun nu alligevel havde været i bad, kunne det vel ikke skade at danse lidt. Så det gjorde hun. Nogen ville nok synes, det var upassende, men jeg tror snarere, hun skulle have gjort det noget oftere. Så hvor kom vi fra? Jo, de der fejl.
En dag i mine meget sorte år stod jeg på badeværelset og smurte eyeliner rundt om øjet, da hun fortalte mig, at “i vores familie sidder vores øjne ret tæt sammen”, og at det derfor var en god idé at lade være med at tvære sort farvelade rundt ved den inderste øjenkrog. Fabelagtigt godt tip, det må jeg erkende, men det der sad fast hos mig var, at mine øjne sad tæt sammen. Det havde jeg aldrig tænkt på før.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Lindsay Lohan i Mean Girls, da hun bliver overrasket over, hvor mange ting der egentlig kan være i vejen med sådan en helt almindelig krop og, fordi hun ikke selv er blevet forurenet af pigeverdenen, kun kan komme i tanke om, at hun har dårlig ånde om morgenen.

Senere fortalte min veninde mig, at det var sjovt, at jeg fra taljen nærmest gik lige op og altså manglede den øvre del af mit timeglas. Hun tænkte ikke over det, men min anoreksi bed på, og der gik mange år, hvor jeg prøvede at tabe mine hofter, så jeg kunne være en søjle i stedet for en pære. Det viste sig, at hofter ikke kan tabes, hvis det er knoglerne, der sidder yderst, så det gik ikke så godt med det.

Men jeg havde gode dage, og jeg havde mange af dem. Jeg syntes, jeg var formidabel, som jeg vandrede omkring i min hulkorte laknederdel med alle lynlåsene, og jeg anlagde en ironisk distance til mit udseende. Jeg inkorporerede gul og pink øjenskygge i min hverdagsrutine (gul inderst, så afstanden mellem øjnene syntes mindre) og ofrede én gang om måneden en børste og en svinedyr dunk balsam på at rede mit hår.

Og da jeg kom til psykolog spurgte hun mig, hvor mange gange på en dag, jeg kiggede mig i spejlet, og jeg svarede bundærligt, at hvis der var en blank overflade, så spejlede jeg mig i den. Hun bad mig tænke over det, og jeg fandt ud af, at jeg halvdelen af tiden så på mig selv, fordi jeg syntes, jeg så fremragende ud, og at jeg resten af tiden syntes, jeg var helt forkert og forfærdelig. Jeg var ked af min næse, der var for stor, mine hofter, der var for brede, mine fødder, der var for lange, mine øjne, der sad for tæt og så videre, og da jeg senere tog på, blev min næse lidt mindre, fordi mine kinder blev større, og der er altid noget galt, hvis man leder efter det, og jeg kommer aldrig rigtig til at ligne Shania. Jeg gik på frivillig spejlingsafvænning, mens jeg prøvede at forandre min krop til det sundere, men det var svært at se kiloene sætte sig og fordele sig og rykke sig, og det tog en del år, før de fandt deres plads.

Og siden da er der sket noget fantastisk. I løbet af de seneste par år er jeg begyndt at finde mig til rette i mig selv. Selvom jeg stadig kan ærgre mig over mine hofter i stramtsiddende kjoler og altid husker på at putte den lyse øjenskygge inderst, så er det ikke længere noget, der går mig på. Da jeg sad og legede med collagen med mom jeans, tog jeg mig selv i at tænke, at det var møgærgerligt, at jeg havde for store hofter til den slags bukser, og så tog Fanden ellers ved mig, og så snart jeg fik chancen, tog jeg i Topshop og anskaffede mig et par, og jeg følte mig så godt tilpas, da jeg endelig gav mine hofter den opmærksomhed, de har skreget på. Jeg kan godt forstå, hvis nogen lige nu føler trang til at råbe, at det sgu da bare er et par bukser, men som Blake Lively og The Sisterhood of the Traveling Pants har lært os, så er det ikke bukserne i sig selv, men hvad de repræsenterer. Er det ikke? Nu har jeg glemt, hvad filmen handler om.

I hvert fald resulterede de nye bukser i dagens billeder, som jeg er rigtig glad for. Og hvis I nu kigger rigtig godt efter, så kan I se et sjældent straight-on billede af mig. Dem er jeg normalt lidt nærig med på grund af det der med øjnene, men jeg blev sgu så inspireret, at jeg besluttede mig for at være ligeglad, og det viste sig, at de kloge mennesker tager fejl, for det gjorde mig så glad at være ligeglad, at jeg har besluttet mig for at være det noget oftere.

Jeans: Topshop / Bluse: m by M / Taske: Vintage / Frakke: Genbrug / Bælte + sko: H&M

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)