Der er engang imellem nogen, der spørger ind til den anoreksi, jeg som bekendt har døjet en del med. I løbet af det sidste halve år har jeg skrevet nogle forskellige indlæg, der på forskellige måder beskriver og forklarer, hvordan sygdommen har været for mig, men i takt med at jeg laver flere og flere videoer, tænkte jeg, at det var på tide at kaste mig ud i at lave en video om emnet. Det var ikke nemt at begynde på, men da jeg først kom i gang, plaprede jeg så længe, at jeg slet ikke kan beskrive, hvor lang tid det tog at redigere videoen ned til en *nogenlunde* overskuelig længde.
Noget af det fede ved videoformatet er, at jeg kan fortælle jer alt det, der er galt med mig. Altså, det kan jeg egentlig også på skrift, men hvis jeg begynder at skrive bivirkningerne ned herinde, kommer det meget hurtigt til at få en ynkeklang, det slet ikke skal have. Derfor har jeg endnu ikke fortalt om de bivirkninger, jeg har fået, men i dag er dagen, hvor I kan se mig liste et par stykker op – og se at jeg altså smiler imens og ikke har ondt af mig selv. Det, synes jeg, er en meget væsentlig pointe. Jeg hader sådan noget sygdomspjank, og når jeg skriver om min anoreksi, har jeg lyst til at fyre fyrre forskellige smileyer ind i hvert indlæg, bare så I lige kan se, at jeg altså ikke sidder med min sutteklud og en kop varm mælk og synes, det er synd for mig.
Hvis I kunne tænke jer at vide lidt mere om det hele, så er videoen lige nedenunder til ganske gratis afbenyttelse ;) Jeg håber, I får en skøn onsdag!
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Virkelig god video! Synes det er sejt at du kan sidde og snakke sådan om det :)
Hvor høj er du? :)
Tak, Cecilie!
Jeg er ca. 178 cm. :)
Årh, super god video! Jeg er selv sådan én, der tænker rigtig meget over maden og lige skal lære at finde en god balance, så det er rigtig dejligt at se din video :)
Tusind tak!
Jeg håber, du finder en balance med det. Det kan kræve urimeligt meget energi at tænke så meget på det.
Så havde jeg endelig 20min fred og ro til at sidde og kigge din video. Jeg synes det er rigtig flot, at du er så ærlig og åben om det, og synes helt sikkert at det er en oplysende video! Det er jo utrolig tankevækkende hvor store konsekvenser sådan et sygdomsforløb har. Jeg håber dine knogler retter sig op, og hukommelsen vender helt tilbage :)
Tusind tak, Carina! Ja, det var en af de længere videoer. Jeg er glad for, du så den alligevel :)
Og tak – jeg arbejder på det! :D
Du er så ufattelig modig at lægge sådan en video op!
Jeg var på et tidspunkt med på en lejr, hvor jeg skulle agere som voksen for en hytte med nogle 4. klasses piger i. Den ene af dem var nyligt blevet diagnosticeret med anoreksi, og man kunne tydeligt mærke, at de andre piger synes det var ret mærkeligt og lidt uhyggeligt.
Selv var det også mit første møde med den sygdom. Jeg kendte intet til den, og vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg gjorde mit bedste, selvom det måske ikke var det rette. Vi var der i tre dage, og jeg gjorde meget ud af, at vi skulle spise og lave mad, hun kunne være med til at vælge og lave. Lavede hyggeaftner med is og slik, for i det mindste bare at få noget i hende. Og jeg talte rigtig meget med hende. Når de andre løb rundt, som ‘almindelige’ børn, i vandlandet, prøvede rutsjebaner osv, sad vi i varmtvandsbassinet fordi hun evigt frøs og talte om hvordan hun havde det. Hun talte meget om modeller og hvor tynde de var, og jeg synes var så uhyggeligt at høre de betragtninger komme fra en lille pige der slet ikke burde kigge på modeller.
Den oplevelse har altid siddet fast i mig og givet mig en kæmpe respekt for sygdommen. Senere, i gymnasiet, udviklede en af mine gode veninder også sygdommen, men jeg fandt endnu engang, at jeg som pårørende var utilstrækkelig. Det er så svært, synes jeg, uanset hvor empati man armerer sig med, at sætte sig ind i den verden og rent faktisk være til nytte.
Ja, ingen mening med ordene – blot nogle tanker, du fik mig til at tænke :)
Tak!
Åh jeg bliver helt rørt over din historie. Det er så utroligt svært at være pårørende/veninde til en anorektiker, fordi selv de bedste intentioner kan virke helt modsat. Det gode ved hendes historie er, at hendes omgangskreds var opmærksom på det. Så håber jeg bare, det var nok.