Dagens: Klatretøsen

Hold da op, hvor var det hektisk i går. Der er noget helt særligt over den første dag i en valgkamp, og i går var ingen undtagelse. Da jeg stod op til gule Breaking-bannere overalt, kunne jeg godt se, at jeg nok ikke ville få brugt dagen med eksamensoplæsning, som jeg ellers havde planlagt, så jeg trak i det praktiske tøj (ikke det på billederne), spiste min sene morgengrød og så et afsnit Friends, mens jeg ventede på pressemødet, så jeg kunne høre ordet “valg” og sadle min cykel. For nej, jeg cykler skisme ikke ned ad Viborgvej, medmindre det er alvor. Og det var det så. Derfor brugte jeg flere timer i går på at hænge i diverse halvrustne lygtepæle ude på Ringvejen, and I gotta say: Jeg var dygtigere, end jeg huskede.

Sidste gang jeg hængte plakater op, var jeg 17 (vi taler 2007-valget), og vi havde en stige og en masse mænd med. I går havde jeg kun én makker og ingen stige, og jeg følte, jeg hang i toppen af Rundetårn, hver gang jeg klatrede de halvanden meter op. “Jeg tror, du tror, du er højere oppe, end du egentlig er”, konstaterede min plakatmakker tørt, da jeg begyndte at tale om benskader og kraniebrud, men der er ikke ret meget action i mit liv, og 5 skrå trin i en halvrusten lygtepæl kan være noget af en oplevelse. Det skal ingen have lov at tage fra mig.

Jeg begyndte at interessere mig for politik som meget ung, og jeg kan tydeligt huske valgaftenen i 1998, hvor en af mine veninder havde inviteret mig og et par andre piger til valghygge. Jeg endte med at sidde og se TV med hendes far, mens de andre piger legede på hendes værelse. På efterskolen endte jeg med at sidde mutters alene i storsalen, da de andre gav op efter en lille times tid, og jeg har altid virkelig værdsat valgdagen. Sidste valgdag mødte jeg Mathias, og det må være det endegyldige bevis på, at det bør være en festdag.

Vi er så heldige at leve i et samfund, hvor vi ofte kommer til at tage demokratiet for givet, fordi det er en selvfølge for os. Selvfølgelig kan vi stemme, tænker vi, og så glemmer vi at værdsætte vores demokratiske ret og rent faktisk kvalificere os selv. I det gamle Grækenland var en idiot en person uden politisk forstand, og selvom jeg ikke kunne drømme om at gå så vidt, synes jeg, det er værd at tænke over, at for at vores demokrati skal kunne fungere, kræver det, at de, der bestemmer – os – ved, hvordan systemet hænger sammen. Hvis det ikke er en interesse, er det ikke en interesse, og så behøver det heller ikke fylde ret meget, men med så meget magt som medier og politikere har til at dreje, twiste, spinne alting, er det jo nemt at blive tosset, når alle fremlægger forskellige sandheder. Der hjælper det rigtig meget, hvis man lige har læst lidt på lektien om samfundsfag og nationaløkonomi, så man kan træffe sit helt eget valg. Selvfølgelig er der ikke kun én sandhed (selvom de fleste af os har det med at tro det), og det er værd at huske på, at vi alle bare vil vores land det bedste, når vi hænger i lygtepælene og hiver og slider i genstridige strips.

Politik bliver hurtigt en adskillende i stedet for en samlende ting. Der kommer en kløft mellem fløjene og mellem partierne indbyrdes, og jeg har ikke tal på hvor mange gange mine venner har sagt rigtig grimme ting om det, jeg tror på. Det kræver meget ikke at kaste den tilbage, men hvor bliver det en ærgerlig debat, hvis ikke vi allesammen husker at respektere hinandens holdninger og lade de grimme ord være i fred. Der er ikke nogen, der har patent på godheden, og der er ikke nogen, der, med hjemmel i førnævnte godhed, kan tillade sig at lukke ned for andres meninger. Der er ingen, der kan tillade sig at grine hånligt af andres synspunkter eller ryste på hovedet, mens andre taler. Ungdomsforeningerne mødes ofte til øl på tværs af fløjene, og jeg bliver så glad over, at vi er fælles om en indsats, selvom vi kæmper for noget forskelligt.

Jeg har egentlig slet ikke tid til det, men jeg kommer til at bruge en del tid på valgkamp i de næste 3 uger, men selvom politik kommer til at fylde meget i min hverdag, tænker jeg ikke, at det skal fylde ret meget på bloggen. Måske kommer jeg til at bekende kulør (mange af jer ved allerede, hvor jeg hører til), men jeg har ikke i sinde at prædike, for jeg har truffet en bevidst beslutning om ikke at bruge denne skønne platform og vores fællesskab til at trække noget ned over hovederne på jer. Vi er allesammen velkomne, og selvom politik i mine øjne burde være en fredelig samtale, har det det med at udvikle sig til dem og os, og herinde skal der være plads til at være VI, når de andre står og råber inde i fjernsynet.

Så god valgkamp til jer allesammen! Jeg håber, det bliver en god en af slagsen :)
Går I op i politik? Og ved I allerede nu, hvem I vil stemme på, eller er I nogle af de eftertragtede tvivlere?

Ps. Jeg har gjort noget, jeg normalt ikke kunne drømme om. Jeg har ikke godkendt et par kommentarer fra nogle af jer, fordi der åbent står, hvilket parti jeg stemmer på. Jeg har læst dem, og jeg er glad for, at I er så søde og gode, selvom I er uenige, men der er en grund til, at jeg ikke selv skriver det herinde, så det håber jeg, I vil respektere. Men tak for kommentarerne alligevel! De bekræfter mig i, at vi sagtens kan holde en god tone over for hinanden, selvom vi sætter vores kryds forskellige steder :)
Sæt: Vero Moda / Jakke: Fra dengang Far var ung og smart

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)