Hvis du møder mig til en kop te, er der stor sandsynlighed for, at jeg deler mine dybeste hemmeligheder med dig. Jeg har altid været liidt for god til at udlevere lidt for meget af mig selv, men jeg tror, det inderst inde bunder i et ønske om, at du tør gøre det samme overfor mig. De hemmeligheder vi deler med andre, vejer ikke så tungt på vores skuldre, som de hemmeligheder, vi lukker inde og prøver at blokere for. Det er i hvert fald min erfaring, at en stor ting, når den først er ude, kan synes væsentligt mindre. Hvor er det så, jeg vil hen med denne halvkryptiske intro?
Jo. Jeg vil fortælle noget om mig selv. Det er nok ikke så chokerende i sig selv, jeg mener – hvad laver bloggere ellers? men jeg vil fortælle jer det helt uden, I har bestukket mig med en kop te. I sidste uge traf jeg en beslutning om at stoppe i det gruppebehandlingstilbud, jeg har gået i de sidste par år. Beslutningen om at stoppe var meget nem at tage, den tog nærmest sig selv, for jeg er heldigvis nået til det punkt, hvor jeg tør sige højt, at jeg er rask. Jeg ved godt, det måske ikke giver så meget mening for jer, eftersom jeg kun med meget få ord har nævnt, at jeg har været syg. Derfor er det paradoksalt nok et meget stort skridt for mig at hejse flaget og erklære mig rask.
De kloge mennesker siger, at alle mennesker har deres at kæmpe med, og det er med den tanke i baghovedet, at jeg besluttede mig for, at min ting ikke skal være en hemmelighed. Jeg har lidt af anoreksi i 13 år. Min anoreksi førte til en depression, og efter alt for mange år kom jeg heldigvis i behandling. Det er nu fire år siden, og det har været fire hårde år. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg var endt, hvis ikke jeg havde turdet at tage kampen op, men jeg er bange for, jeg ikke havde været her i dag. Jeg fortæller jer det nu, hvor jeg er nærmest kan smage lyset for enden af tunnelen (ikke den der dø-tunnel, men den positive af slagsen – det kan være et forvirrende udtryk!), og hvor jeg for første gang i mange år er begyndt virkelig at kunne kende mig selv igen. Det er en vidunderligt befriende fornemmelse, men det er også skræmmende at skulle stå på egne ben og sige farvel til vægte, terapi og terapeuter.
Jeg er nået utroligt langt siden den dag for fire år siden, hvor jeg sad og hulkede foran psykologen og fik noget der lignede et angstanfald, da hun fortalte mig, at behandlingen først og fremmest gik ud på at få mig til at tage 10 kg. på. Jeg var så bange, som jeg aldrig har været før, men selvom vejen var hård, har den også været lærerig og har været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag. Det er den vildeste kliché, men nu har jeg også tænkt mig at bryde den ved at sige, at jeg godt ville have været det foruden. Jeg synes altid, jeg hører folk sige, at de ikke vil være deres sygdom foruden, og jeg kan virkelig ikke forstå det. Jeg er heldigvis ude på den anden side i dag, men det er ikke uden mén og bivirkninger, og jeg har spildt alt for meget af min ungdom på at have det forfærdeligt.
Da jeg læste på litteraturhistorie, fortalte jeg ikke nogen, at jeg var syg. Jeg lod dem tro, at jeg var en slacker, og at det var dovenskab, der fik mig til at gå midt i timerne. At det var dovenskab der gjorde, at jeg ikke kunne hive mig ud af sengen, og at jeg desuden var for nærig til at deltage i frokostdelen af julefrokosten og først troppede op langt ud på aftenen, hvor jeg var sikker på, at bordene var tomme. Det er stadig det billede, de har af mig (hvis de da lagde mærke til mig), og dengang var det vigtigt for mig, at det var det billede, de skulle have. Måske er det derfor, jeg aldrig fandt mig til rette derovre. Det er svært at blive venner med nogen, der ikke må vide, hvem man er. Og det er lige netop pointen med dette indlæg – I skal vide, hvem jeg er. I skal I hvert fald have muligheden. Bagom pastelfarverne. Hvis bloggen skal være et frirum og lille hjørne, hvor vi alle sammen kan være de ægte internetversioner af os selv, så er det jo mig, der skal begynde med at slå tonen an. Jeg siger ikke(!), at indlæggene fremover skal indeholde diagnoser og irriterende “what doesn’t kill you makes you stronger”-sætninger, men nu er mit kort på bordet, og fremover skal jeg ikke censurere mine indlæg og sikre mig, at der ikke ryger en lille sygdomshistoriebønne igennem nettet (fik I den – nettet – høhø).
Jeg ligger ikke længere under for en diagnose, og jeg behøver hverken medlidenhed (kun for mit dårlige ordspil) eller klap på skulderen. Vi har alle vores ting. Anoreksien (og desværre også depressionen) er min, og sådan er det. Hvis nogle af jer er interesserede i det, vil jeg gerne gå mere i dybden med de enkelte ting. Måske kan mine erfaringer hjælpe en af jer. Hvem ved.
Nu har jeg måske gjort det igen – fortalt for meget over en kop virtuel te, men det nytter ikke noget, at vi skjuler vores udfordringer for hinanden og dermed alle sammen kommer til at tro, at det kun er os, der har noget at kæmpe med. Tak fordi I læste med :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
39 comments
Hvor er det dejligt, at du fortæller. Og at du er blevet rask.
Det gør det pastelfarvede mindre pastelfarvet og mere virkeligt.
Jeg følger trofast med, det skal du bare vide :)
Tusind tak, Emma! Det er jeg rigtig glad for, du synes. Og tak fordi du følger med :)
Hvor er du modig. Jeg kan ikke relatere til din sygehistorie, men dét med at fortælle en tand for meget kan jeg. Det er bare ikke altid andre lytter. Derfor syntes jeg lidt jeg måtte kommentere, for at vise jeg lyttede. Godt du er igennem det. Jeg ved ikke om man kan sige det sådan. Hvordan betragter du det selv? Vil du altid have det siddende i dig?
Tusind tak. Engang imellem er det også helt fint, at andre ikke hører efter – i hvert fald hvis man sidder og kaster småhemmeligheder om sig :D Tak – det er rart, at du giver lyd. Det er så underligt at sende et indlæg ud i verden og så kun få respons i form af sidevisninger :)
Du rammer noget helt rigtig med dine spørgsmål, for ja, det vil altid være en del af mig. Anoreksitankerne er ikke forsvundet, og det tror jeg heller ikke, de nogensinde gør, men jeg har lært at håndtere dem og lade være med at reagere på dem. Rask er for mig at være stærkere end sygdommen :)
Jeg synes du er modig for at skrive det her. Det er flot, at være så ærlig på nettet og jeg læste helt opslugt fra ende til anden. Som jeg plejer at gøre med dine indlæg. Der er mange blogs, hvor jeg nærmest bare kigger billeder – men dine indlæg læser jeg. Hver gang. Du skriver på en måde, som bare fanger mig ind og du er lynhurtigt strøget helt til tops som en af mine favoritbloggere.
Jeg beundrer dig, ligesom Emma, for at du har givet pastelfarverne lidt ekstra nuance.
Mange tak, Malene! Hvor er du sød :) Det betyder virkelig meget for mig, at du siger det!
Tak fordi du delte :)
Selv tak :)
Hvor er det fint, at du skriver det!
(og hallo, jeg elsker altså dine ordspil … hvad siger det om mig?)
Tak!
Og ja – hvad siger det? Det siger noget i retning af, at du er prototypen på den perfekte læser :D
Hvor er det fantastisk for dig at du er blevet rask. Virkelig! Og som de andre siger – så er det altid dejligt at mærke at der findes et rigtigt menneske bagved alt det pastelfarvede. Pastelfarver er altid fantastisk (i mit univers ihvertfald) men det bliver en tand mere fantastisk når det gemmer på noget ægte og ærligt. keep up the good work :-)
Ja, det er virkelig skønt! Og tak skal du have, det er jeg glad for, at du synes. Pastelfarver er vidunderlige(!), men et pastelfarvet univers kan nok blive lidt kedeligt, hvis det ikke gemmer på noget mere :) Tak – will do!
Åh Anne-Li – det er præcis derfor jeg startede min blog i sin tid. Bloggen er VORES hjørne, vores sted hvor vi kan være os selv og ikke behøver gemme vores skævheder, prutter og ting vi går og mosler med. Det glæder mig inderligt at høre, du er kommet over det, jeg ved det er en hård kamp!
Men jeg vil egentlig bare sige tak, fordi du minder mig om hvorfor JEG gerne ville blogge, og tak fordi du beriger blogland med så meget mere end bare pastelfarver. Tak fordi du tør!
Måske skulle vi i virkeligheden tage den kop te. Jeg lytter gerne interesseret. Og jeg giver gerne noget af mig selv igen.
Amen! Det skal jo netop være en form for hjem på internettet, og hvis man skal kunne føle sig hjemme, duer det jo ikke, at det hele er poleret :)
Selv tak!
Og den kop te kunne godt gå hen og blive meget interessant! :D Jeg stemmer for!
Jeg sidder her og ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive… Jeg har drukket min te færdig, og mest af alt har jeg bare lyst til at give dig et smil og et kram. Fordi jeg virkelig er glad for at have lært dig at kende.
Det kræver mod og overskud at fortælle og dele sin historie – specielt med nettet ;) Og at kunne skrive sin historie med sådan en følsomhed og styrke er noget helt specielt – det skal du huske og vide, at det er ikke noget man bare kan! Det er noget ret unikt, og jeg er glad for at have muligheden for at få lov til at læse når du skriver.
Tak for at vi må være med, Anne-Li. Jeg er personligt ret beæret over at blive lukket ind på den måde :)
Masser af knus og tanker!
Nu tager jeg altså snart den kop te. Det kan da ikke passe, at I sidder og hygger sig med varme drikke, når jeg ikke gør!
Det er jeg virkelig glad for, at du skriver. Det er svært at bedømme sine egne tekster udefra (hvis ikke umuligt). Tusind tak, det er jeg virkelig glad for!
Tak fordi du gider at læse med – jeg er ret beæret over, at der er nogen, der vil bruge tid på at læse det, jeg skriver :)
Knus tilbage til dig, Camilla!
Sådan! Hvor er det bare mega sejt og modigt af dig! Ih jeg ville ønske at jeg havde haft tid til at stoppe på cyklen, da vi sås i dag, og give dig et kæmpe highfive. Det er den her slags indlæg der gør det værd at læse blogs.
Tak! Jeg gjorde det sgu ;)
Jeg er bare glad for, vi ikke forsøgte os med en high-five i farten midt i universitetskrydset. Så er det bedre at lade det blive ved tanken :D Og tusind tak – det er jeg glad for!
Må man sige tillykke? Det vil jeg gerne i hvert fald – tillykke!! Jeg er ret glad for det her internet og blog faktisk, specielt når der kommer sådan nogle gode indlæg ud af det :) TAK!!
Man må sige, lige hvad man vil. Og tillykke er slet ikke så dumt! Det er jo en glimrende idé at fejre de sejre (Åh Gud, nu rimer jeg også), man støder på :)
Tusind tak for ros – hvor er du sød!
Jeg har aldrig selv lidt (lidet?) af anoreksi men siden jeg var helt lille har jeg haft problemer med at spise. Ingen appetit og når jeg endeligt spiste var det ikke nok. Folk ser det ikke som et problem fordi man er fin og slank, men hver dag var (og er) en kamp for at holde vægten og få mad i sig selv, selvom man ikke er sulten.
Heldigvis er det blevet meget bedre og det skal ikke handle om min egen sappy-sad story. Det jeg ville frem til er at mange af os har noget at kæmpe med, men det er ikke alle, der tør komme frem med det.
Stor respekt for dig fordi du gør! Og dejligt at høre at du har det bedre nu (:
Tusind tak for din kommentar – og tak fordi du også delte din historie. Vi har nemlig alle vores – og jeg er ked af at høre, at du også døjer med din vægt, omend i en lidt anden forstand. Jeg kan virkelig godt relatere til, at folk ikke kan se problemet, fordi man ser “fin og slank” ud – hvis det var omvendt, og du tog på og ikke kunne gøre noget ved det, er jeg sikker på, de fleste ville være mere lydhøre. Det er lidt det samme som, at det slet ikke er i orden at kalde nogen for “tyk”, men ordet “tynd” bliver der gladeligt delt ud af – uden tanke for, at det kan være et lige så følsomt emne.
Jeg er glad for, at det går bedre med dig, men jeg kender til kampen, og selvom det er blevet bedre, kan det stadig være hårdt!
Det er godt nok modigt at åbne op med sådan en historie oven på en kop virtuel te. Jeg takker for skænken og siger godt gået :) Ingen medlidenhed herfra – det er jo ikke det man leder efter mht. til sine problemer. Det er det i hvert fald heller ikke hos mig. Jeg synes bare det er sejt, at du kommer ud på den anden side og har det bedre i dag!
Tak skal du have, Søs. Og tak for ingen medlidenhed – det er lige det, jeg gerne vil have ;) Der er ikke noget som medlidenhed, der kan få én til at tro, man har det skidt :D
Flot, datter. Love you always. Mor
Tak mor :)
Hej Anne Li,
Hatten af for dig, og for at du står frem. Du vil være en inspiration for andre unge med lignende problemer, og vi skal have mere fokus og åbenhed omkring psykisk sygdom, som stadig (utroligt nok) er tabu for mange, åbenhed kommer vi videre med, jeg blev glad over at læse dit indlæg, forstå mig ret- kan godt forstå du ville have været foruden, jeg har også haft en depression. Anne Li- keep up the good work som vi siger i Danmark :-) knus Anita.
Tusind tak, Anita! Ja, det er virkelig utroligt, at det er et så tabubelagt emne, på trods af at hele nationen er proppet med lykkepiller og andet kemi. I will do – som vi nu også siger i Danmark :)
Knus tilbage til dig!
det er flot at du tør sige det og tillykke med at blive rask.
Tak skal du have :)
Hvis jeg går igennem botanisk have en dag du står og balancerer på en sten for at få taget lækre billeder til bloggen, så får du et klap på skulderen, og så har du bare at holde balancen. Det er noget af en hemmelighed at bære rundt på, og ikke mindst slippe ud.
Og så har jeg hele tiden kunne mærke at der var mere end pasteller bag denne her blog.
…Balancen den lyder det til du er ved at have fundet :)
Haha, jeg skal prøve! Du må gerne lige råbe dit navn højt imens, så jeg ved, at det er det, der sker, og at det ikke bare er en hatecrime :D
Tak, Line – det er jeg glad for, at du har kunnet. Det har også været intentionen :)
I will, finder på noget godt ;)
Synes du er modig :) Jeg har også haft anoreksi som yngre, og gået i behandling for det. Den dag i dag er jeg 110% ude af spiseforstyrrelsen, men den vil altid være i min bagage. Jeg kan ærgre mig gul og grøn over de ting sygdommen har kostet mig, men ja.. Jeg vandt i sidste ende :) Lyder til du også har gjort!
http://www.blueeyedflower.dk
Tak skal du have! Jeg er glad for at høre, at det også lykkedes dig at overvinde anoreksien. Det er virkelig en hæslig sygdom, der strækker sig langt ud over, hvad folk kan forestille sig. Det er jo desværre ikke alle, der er så heldige at nå ud på den anden side, så vi må vel trods alt være nogle af de heldige :)
Ja.. Har også hele tiden været meget åben omkring det. Kunne jo være der var nogle der blev inspireret af at det kan lade sig gøre at komme videre :) For mig forsvandt det helt da jeg fik min søn. Der var lige pludselig en jeg bare SKAL være der for, og det at blive forælder giver nok noget andet perspektiv.
Det er lidt den samme tanke, jeg har :)
Det kan jeg godt forstå. Hvis der er noget, der for alvor kan trumfe tankerne, må det være sådan en bette en!
Fantastisk modigt inlæg! Hvor er det godt, at du er kommet så langt.
Det er svært at åbne op, omkring de her ting. På trods af, at jeg blogger meget personligt,
er der stadig en del jeg holder for mig selv. Jeg har så meget respekt for dig! :-)
Tusind tak, det er jeg glad for at høre! Det er også en svær grænse at bevæge sig langs, og jeg var også meget i tvivl, før jeg trykkede udgiv. Engang imellem lukker jeg bare øjnene, trykker og håber på, at det går. Og jeg er utroligt taknemmelig for al den positive respons, jeg har fået på dette indlæg :)