Jeg har virkelig ikke kunnet finde ud af, om jeg skulle skrive det her indlæg. Det er ikke fordi, jeg ikke vil lukke jer ind – der er faktisk få ting, jeg hellere vil. Grunden til at jeg endnu ikke har gjort det, er at jeg desværre har haft lidt for mange oplevelser, hvor det, jeg skriver på bloggen er blevet brugt imod mig – og ikke mindst imod det, Mathias og jeg er ved at bygge op. De kommer selvsagt ikke fra jer, for I er vitterligt altid så opbakkende og dejlige, men nogle gange skal der bare én person til at få læsset til at vælte – især hvis den person er tæt nok på. Var det bare en sur kommentar til et indlæg, kunne jeg sagtens klare det, men det gør sgu ondt, når jeg åbner op for mit liv på både godt og ondt, og mine svagheder og problemer så bliver brugt til at dekonstruere alt det, jeg drømmer om og kæmper for indefra. Så der har I forklaringen. Hvis nogle af jer har haft en fornemmelse af, at jeg har holdt jer lidt i strakt arm, så er det derfor. Ikke på grund af jer, men fordi jeg simpelthen ikke har kunnet overskue konsekvenserne af min eventuelle ærlighed.
Men nu kommer den sgu alligevel. Vi har talt det igennem, Mathias og jeg, og nu åbner jeg døren, for det er vores liv (og min blog), og det kan ikke passe, at vi skal gå på listefødder igennem det. Jeg har altid delt mit liv med jer – inklusiv bekymringer og udfordringer, og sådan skal det blive ved med at være. Og lige nu har jeg et problem.
Det har jeg faktisk haft siden begyndelsen af november, hvor jeg begyndte at blive svimmel og få propper for ørerne, når jeg stod op. Det kom snigende i løbet af en måneds tid, og da vi kom til Vietnam var det blevet så grelt, at jeg ofte måtte sætte mig ned midt på fortovet. Jeg har altid haft et ret lavt blodtryk, og jeg tænkte, det måtte være det. Det føltes på samme måde, som når man rejser sig op for hurtigt, og verden laver et vakuum rundt om en. Gange 10. Eller hundrede. Jeg læste på det og fandt frem til, at høje temperaturer kan sænke blodtrykket, så jeg tænkte, det måtte være det. Min læge hjemme i Danmark foreslog mig, at jeg spiste noget lakrids og drak noget vin. Kort og godt skulle jeg indtage alle de usunde ting, man fraråder folk med for højt blodtryk. Det virkede absolut absurd for mig, at jeg skulle genoptage alle de dårlige vaner, jeg igennem de sidste år med møje og besvær har lagt fra mig – alkohol, koffein, rygning, sukker. Så jeg lod være med at følge hans råd.
Så snart jeg havde spist morgenmad, havde jeg behov for at sove igen. Jeg kunne kun være vågen i små bidder på 4-5 timer ad gangen, og når jeg var vågen, var jeg alligevel så træt, at jeg ikke kunne meget andet end at glæde mig til min næste lur. Jeg begyndte at blive bange for, om jeg mon var røget tilbage i en depression, men mit humør fejlede sådan set ikke noget – selvom det selvfølgelig tærede noget på det, at jeg følte, min krop var gået i stykker.
Jeg har været træt i mange år. Sådan rigtig træt. Jeg gik til lægen for 5 år siden, fordi jeg var så træt, at jeg minimum havde behov for at sove 12 timer i døgnet. Jeg følte, mit liv forsvandt som sand mellem fingrene på mig. Jeg fik taget nogle blodprøver, der viste, at “alt var fint, men jeg var godt nok lidt lav på B-vitamin”. Jeg begyndte at tage b-vitaminer for en sikkerheds skyld, og jeg startede alle mine morgener med en halv liters smoothie. Efter et par uger, begyndte det at gå fremad, og jeg kunne fungere nogenlunde på 8 timers søvn og en lur om eftermiddagen. Jeg kunne stadig ikke forstå, jeg var så træt, når jeg var vågen, men det var trods alt bedre, end det havde været, fordi jeg dog havde fået skåret nogle timers søvn væk. “Sådan er det typisk, når man har haft en depression”, fik jeg at vide, “man kan ikke helt det samme bagefter”. Jeg accepterede det, lægen og psykologerne sagde.
Jeg har været ked af det. Rigtig ked af det. Det tog nogle år, men jeg lærte at affinde mig med, at jeg aldrig ville være i stand til at fungere på samme niveau som andre på min alder. Jeg måtte sige mit arbejde op, fordi jeg altid var helt udmattet efter en 8-timers vagt. Jeg fik blister i munden og nogle gange et forkølelsessår. Jeg kunne ingenting andet end at ligge og vente på, at tiden gik, og min krop samlede sig op igen.
I et år fik jeg (pga. anoreksi og depression og alle mine eftervirkninger) et handicaptillæg, der gjorde, at jeg kunne studere og leve nogenlunde normalt uden at skulle stresse over at arbejde. Da det år var gået, fik jeg et brev om, at de havde vurderet, at jeg kunne få det bedre med årene og dermed ikke længere var berettiget til støtte. Det var lige efter min farmors død, og det slog mig helt ud. Både min læge og psykolog fra gruppeterapien var chokerede over den udmelding og villige til at hjælpe mig med at tage kampen op, men jeg orkede det ikke. Jeg kunne ikke klare tanken om måske at få endnu et nej.
Min psykolog foreslog mig at flytte hjem til mine forældre igen, så jeg ikke risikerede at ryge tilbage i anoreksien, men jeg boede sammen med Mathias, og mine forældre havde desuden ingen værelser til overs. Heldigvis fik vi få måneder efter muligheden for at rykke over i en meget billigere lejlighed, og jeg lærte at leve for min SU. Et par gange om måneden hjalp jeg min far i hans butik, men jeg aflyste lige så mange gange, som jeg mødte op, og enhver anden arbejdsgiver ville have givet mig sparket. På det tidspunkt var jeg erklæret “rask”, men jeg følte mig alt andet end det. Jeg var træt hver dag, hele dagen. Når jeg sagde det til folk, fortalte de mig, at de også var trætte for tiden, og at det var helt normalt. Jeg vidste godt, det ikke var det samme, for de kunne trods alt stå op om morgenen og gå på arbejde, og jeg kunne ikke. Hvor end jeg gerne ville. Men sådan var det for mig, sagde lægen, for man kan bare ikke præstere på samme niveau efter en depression.
Det gik op for mig, at jeg blev nødt til at finde en plan b. Hvis jeg ikke kunne holde til at arbejde 8 timer på en arbejdsplads, kunne jeg måske arbejde derhjemme. På den måde kunne jeg sove engang imellem og arbejde, når jeg var mest vågen – i de timer, hvor alle andre sov. Jeg indstillede mig på, at jeg aldrig kunne få et normalt liv. Jeg fik gang på gang at vide, at der ikke var noget galt med mig, men hver gang jeg fik den besked, følte jeg mig mere og mere forkert. For hvorfor havde jeg det så sådan? Var jeg i bund og grund bare doven uden at vide det? Bildte jeg mig bare ind, at jeg gerne ville arbejde?
Sådan har mit liv efterhånden set ud i mange år. Jeg begyndte at få sådan nogle nervestik rundt omkring i kroppen. I starten tænkte jeg ikke meget over det, men i løbet af det sidste års tid har det været flere af dem. I knæene, bag øjnene, i brystet. Min læge sagde muskelkramper, men jeg vidste godt, det ikke kunne passe.
Jeg gik på nettet, og alle ved, at træthed og smertejag betyder sklerose. Ligesom hovedpine betyder hjernesvulst. Jeg registrerede net-diagnosen og satte mig på et fly til Bangkok. Det ville alligevel ikke nytte noget at tage til lægen, hvor jeg har fået det samme at vide de sidste mange år. Sådan er det bare.
Den første måned på Bali var god. Jeg brugte godt nok en lille uges tid på at være forkølet, men jeg fik skrevet en masse på mit speciale og arbejdet 4-5 timer om dagen. For mig var det en kæmpesejr. 4 timer er stadig langt fra de 8, men jeg fik produceret en masse, og hvis jeg kan få så meget arbejde fra hånden på 4 timer, behøver jeg måske ikke engang nå op på de magiske 8. Den første måned i Chiang Mai forløb på samme måde (denne gang med 5 dages forkølelse), og jeg fik afleveret mit speciale. Og så gik det ellers ned ad bakke, indtil jeg sad på et fortov i Vietnam og ikke kunne gå videre. Mine ben fungerede fint nok, men det var som om, blodet ikke kunne komme helt op i hovedet. Jeg var ikke svimmel, men jeg kunne ikke stå op. Det er svært at forklare. Min krop ville bare ligge ned.
“Du er godt nok lidt lav på b-vitamin”. Det var det, lægen havde sagt, og det kom tilbage til mig med et brag. Alle mine tal var fine. Bortset fra et, og det var ikke noget at bekymre sig om. Men hvad nu hvis det var? Hvad nu hvis det var det ene tal, der gjorde hele forskellen? Jeg søgte på Vitamin B12-deficiency, og så begyndte jeg at tude. Sådan rigtigt tude.
Alle de ting, jeg gang på gang havde fået at vide, jeg bare måtte lære at leve, stod listet som symptomer. Den evindelige træthed, angsten, hjerteflimmer, nervespjæt og smertejag, sløret syn, mentale problemer – depression, hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær, prikken i hænderne, hårtab, blister i munden, konstant gaben, nedsat immunforsvar.
Even at slightly lower-than-normal B12 levels, a person can experience depression, confusion memory problems and tiredness.
Så jeg gjorde det eneste logiske og gik ud og købte nogle B12-piller. Damen på apoteket gav mig nogle piller designet til gravide med både jern, folsyre og B12, og efter en uges tid kunne jeg igen nøjes med 8 timers søvn og en lur. Men jeg var stadig træt hele tiden, og mine symptomer fortsatte, men jeg følte trods alt en lille forbedring og tænkte, jeg måtte give det tid. Alternativet var lægens lakrids og rødvin. Jeg holdt helt op med at spise sukker og hvidt mel, og det hjalp på mit energiniveau, men jeg følte mig stadig ikke rigtigt klar i hovedet, og jeg havde stadig propper for ørerne, og jeg begyndte at gabe hele tiden. En aften på Phuket forsvandt propperne og tågen ikke, da jeg lagde mig ned, og jeg gabte – nærmest sådan nogle små ticks med kæben – mere end 20 gange i minuttet.
Dagen efter gik jeg ned til en læge og fik mit første B12-stik. Jeg har været i underskud i årevis, og fordi kroppen har så svært ved at optage B12, kan det med al sandsynlighed ikke rettes op med vitaminpiller. Jeg ville ønske, jeg havde nået at få taget en blodprøve, før jeg begyndte på pillerne i Vietnam, men jeg ikke så meget som overvejede at vente, da jeg først havde fundet ud af, hvad der kunne være galt. Nu vil en blodprøvetest af B12 ikke kunne give mig nogle svar. Jeg har dog en fra sidste år, som giver mig et hint eller to og understreger det lave B12-niveau (og der spiste jeg vel af mærke både animalske produkter og tog B-vitamintilskud), men det er jo ikke helt det samme.
Jeg er nu på mit 4. stik i løbet af et par uger, og jeg har fået det lidt bedre. Selve “blod”-delen af regnestykket er der stadig ikke styr på, for jeg har stadig problemer med at stå – og endda sidde, men jeg kan mærke, at der sker lidt på hjernefronten. Jeg begynder at have lidt nemmere ved at fokusere og koncentrere mig – til Mathias’s store lettelse, for han synes sjovt nok det er vildt irriterende, når jeg 10 sætninger inde i hans fortællinger kigger på ham med et blankt udtryk i øjnene og spørger, om han lige vil gentage. Jeg har fået resultatet tilbage fra min overordnede blodprøve, der fortæller mig, at de fleste af mine tal er helt normale, men at jeg er i den allerlaveste normal hvad angår lympositter og monositter – en form for hvide blodceller, der har med immunsystemet at gøre. Det kan måske forklare, hvorfor jeg konstant tiltusker mig forkølelsessår, forkølelser og alle mulige andre infektioner. Hele min ryg, mine kraveben og lidt af mit ansigt er fyldt med hvide pletter fra en sær svampeinfektion, som er vendt tilbage til mig flere gange om året de sidste 7 år. Min læge har givet mig piller med, men den kommer bare tilbage igen og igen nu. Og ja, det er måske too much information, men jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere orker at tage mig af det. Hvis nogle af jer har oplevet noget af det samme, vil jeg være jer evigt taknemmelige, hvis I vil lade høre fra jer – enten i kommentarfeltet eller i en mail. Jeg er ved at være desperat.
Jeg venter på resultatet fra jern-prøven, og så må jeg se, om jeg skal betale hvad det koster at få flere tests. Det koster 500 kroner per resultat, så jeg kan desværre ikke bare tjekke hele baduljen på én gang.
Så det er det, jeg kæmper med, og det er eddermaneme noget af en kamp. Jeg prøver at arbejde og opleve, men det er svært, når det føles som om, min krop har lukket ned, og jeg har følt, at min hjerne fulgte med. Jeg har haft svært ved at skrive, for jeg har ikke kunnet huske selv de mest normale ord, og jeg har hele tiden tabt tråden og glemt, hvor mine sætninger er på vej hen.
Det var ikke sådan, jeg havde regnet med, mit første halve år ude i verden skulle gå, og jeg har perioder, hvor jeg er virkelig sur på og skuffet over mig selv, fordi jeg ikke har kunnet følge min egen plan og få sat gang i min virksomhed og en indtjening, men jeg har ganske enkelt ikke det overskud, der skal til. Selvfølgelig stresser det mig ad Pommern til, at min opsparing svinder, og der ikke tikker noget arbejde ind, og jeg tvivler dagligt på, om jeg nogensinde kommer til at kunne klare mig selv. Det er så uendeligt frustrerende at være midt i det liv, jeg drømmer om, men alligevel ikke rigtig kunne leve det. Men jeg har besluttet mig for, at det nok skal komme til at gå. Det nytter ikke noget, at jeg banker mig selv oveni hovedet, når min krop i dén grad allerede gør det for mig.
Heldigvis lader det til, at der er håb forude, når jeg får mine B12-lagre fyldt op igen, og jeg er netop begyndt at supplere med en ordentlig spand folsyre (B9), som åbenbart går hånd i hånd med B12 og forhåbentlig kan hjælpe med at få styr på blodsituationen. Det er utroligt, at jeg ikke har kunnet få den fjerneste hjælp fra nogle af de læger, jeg har talt med, men det er heldigvis ganske ufarligt at selv-supplere både B12 og B9, omend det selvfølgelig bliver en lettere bekostelig affære med stik og piller hele tiden. Men jeg ville efterhånden sælge både min sjæl og min samling af Spice Girls-kort for at få det bedre, så det går nok med det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg mon kan blive helt normal igen.
At det måske alligevel ikke er noget, jeg bare må lære at leve med.
>> Se hvordan det er gået siden i dette indlæg.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
50 comments
Fantastisk indlæg, så dejligt at du ikke lader dig slå ud af negative oplevelser og deler din historie – det betyder i hvert fald virkelig meget for mig! Jeg har selv de sidste 2 år gået med en del af de samme symptomer, som du nævner, værst har dog været mit søvnbehov, særligt i gymnasiet. Ingen kunne relatere, forstod eller ønskede at undersøge det, men jeg skal da uden tvivl have tjekket B12 ! Håber virkelig at det bliver lettere for dig snarest, og at den lækre mad, solen og roen giver dig overskud mentalt. Store knus her fra kolde DK
Tusind tak, Cecilie! Det gør mig virkelig glad, hvis du kan bruge mine oplevelser til noget, for jeg har ærlig talt har svært ved at se, hvad jeg selv skal bruge dem til ;)
Åh det er jeg ked at at høre. Det er bare ikke sjovt, og det værste er, at det for det meste bare bliver fejet væk, når man tager sig sammen og rent faktisk fortæller om det. Smut du endelig til lægen og få taget en blodprøve – og husk så desuden, at man sagtens kan være i mangel af B12, selvom ens tal ligger indenfor normalen (og normalen defineres vidt forskelligt fra land til land, og nogle gange endda fra læge til læge!). Hvis det vitterligt er B12 du mangler (og det er der stor sandsynlighed for, at det er, for det er der en relativt stor del af befolkningen, der gør), tror jeg, du vil bliver overrasket over, hvor meget af det, du går og døjer med, det faktisk kan forklare. Jeg håber, du finder ud af, hvorfor du er så træt – for det er altså ikke noget, man bare skal lære at leve med!
Og tak for alle de gode tanker! Jeg sender store knus tilbage din vej :)
Sødeste du, jeg er ked af, at du har det sådan, og jeg er enormt taknemmelig for, at du har skrevet indlægget. Det er en kæmpe øjenåbner for mig, meget af det du nævner er noget jeg har kæmpet med rigtig længe. Jeg kan godt klare en 8 timers vagt, men når jeg kommer hjem kan jeg oftes intet. Der er ikke mere tilbage at give af. Mit immunforsvar er helt af h til og mange af de andre symptomer kan jeg også tjekke af på. Jeg må simpelthen et smut til lægen, hvis det er det og det kunne være løsningen ville jeg simpelthen være så forfærdelig lykkelig. Kæmpe kram herfra håber sådan du får det helt godt og skønt!!! <3
Tusind tak, søde Lise!
Jeg er glad for, hvis du kan bruge indlægget til noget, men jeg er ked af at høre, at du også kæmper med noget lignende. Skynd dig at få det tjekket, inden du får det så ringe, du begynder at sidde på fortovene rundt omkring :) Hvis det er en vitamin/mineralmangel af en art, kan det heldigvis meget nemt behandles. Bed evt. om at få en udskrift af din blodprøve, så du også selv kan kigge tallene igennem! Det er desværre mit indtryk, at det afhænger meget af ens læge, om man bliver taget alvorligt – og om tallene får den opmærksomhed, de bør få.
Jeg krydser fingre for, at du finder en løsning! Og keep me posted, ikke?
Kæmpe kram tilbage til dig <3
Det lyder som en forfærdelig situation at være i. Jeg har desværre ingen kloge råd eller vise ord, men jeg ønsker dig alt det bedste! <3
Tak skal du have, Ida! Det betyder mere, end du aner! :)
For det første er du så sej, sympatisk og modig! For det andet er jeg netop påbegyndt behandling med B12. Jeg har bestemt ikke været ramt så hårdt som du, men kan alligevel nikke genkendende til det ualmindelig store søvnbehov. Jeg er kun to dage inde, så jeg synes, det er svært at sige om der er nogen effekt endnu. Jeg fik desuden at vide, af min læge, at nogen ikke kan optage det som vitaminpiller, og derfor kun kan optage det gennem blodet.
God bedring og kram
Tusind tak for det, Pernille! Det er nogle dejlige mærkater at få sat i nakken – især nu hvor jeg ærligt talt føler mig alt andet end sej!
Ja, det har jeg også læst mange steder, og jeg tænker, det giver meget god mening for mig, nu hvor jeg har haft et konstant lavt niveau, endda selvom jeg temmeligt troligt har taget b-vitamintilskud. Det er også derfor, jeg nu har taget konsekvensen og er begyndt med stikkene. Jeg kan stadig ikke med sikkerhed sige, at de virker, men det føles fantastisk i det mindste at være i gang!
Jo større underskuddet er, desto længere kan der gå, før man mærker bedring. De fleste, jeg læser om, får det ligefrem værre et par uger inde i behandlingen, før de får det bedre, så det er måske værd at have in mente, hvis du ikke mærker noget med det samme. Jeg bliver supertræt, når jeg har fået mine indsprøjtningen, men det giver jo egentlig også fin mening, hvis kroppen koncentrerer energien ét sted. Lidt ligesom når man har spist et lidt for stort måltid ;)
Jeg ønsker dig alt det bedste med din behandling – og rigtig rigtig god bedring!
Telepatere tusind tanker, overskud og varm kakao – sikke en omgang! Håber der er lys forude; godt du har et dejligtnetværk, til at hjælpe dig til du forhåbentlig når frem til en mere rar og rask tilværelse (: Krydser fingre for, det er snart!
– A
Årh, tak skal du have, Anne! Jeg kunne faktisk virkelig godt bruge den varme kakao!
Og tak for de krydsede fingre! Jeg sætter dem direkte ind på helbredskontoen :)
Det lyder godt nok som en ufattelig træls situation at stå i! Håber at du er på rette vej, for at finde ud af, hvordan du får en nemmere tilværelse, hvor hukommelsen ikke fejler og kroppen kan stå oprejst.
Tak for at dele det med os. Det er informativt og tankevækkende.
God bedring!
Det er det også. Virkelig. Jeg tror og håber, jeg har fundet nøglen nu, så det kan gå mod levesiden igen! :)
Tusind tak!
Du er så sej! Og skal nok komme ud på den anden side. Heldigvis er du i besiddelse af både en personlighed og en intelligens, der selv i meget træt, slatten og usammenhængende form er noget nær fantastisk. Altså. Helt fantastisk. Jeg tænker altid på dig <3
Hvis videnskaben nogensinde kommer dertil, vil jeg meget gerne have dig i lommeform. Så kunne du sidde på min skulder og gøre alle dage meget bedre! Jeg glæder mig SÅ meget til at se dig igen om ikke alt for mange måneder! <4!
Jeg har været præcis det samme igennem i løbet af de sidste 3-4 år. Min krop fungerede simpelthen ikke. Jeg kunne ikke gå nogen steder uden at holde pause undervejs, jeg var ved at falde i søvn på cyklen, og på de værste dage, kunne jeg ikke engang løfte en blyant. Jeg kunne bare ligge og kigge ud i luften og vente på, jeg skulle sove igen. Jeg var simpelthen så træt, helt ind til benet. Og vildt ulykkelig, fordi min krop jo føltes som en på 80. Jeg var egentlig også begyndt at tro, det bare var sådan det skulle være resten af mit liv. Især fordi min læge ikke mente, der var noget galt – hans enste forslag var, at jeg måske kunne have gavn af at se en psykolog… Så det var jo flot. Heldigvis insisterede jeg også på at blive undersøgt hos en anden, som straks sendte mig igang med indsprøjtninger ligesom dig. Det er efterhånden et halvt år siden og har allerede hjulpet helt enormt. Det jeg egentlig bare ville sige var TAK for, at du deler det, selvom det er en personlig sag – om ikke andet så for, at sådan en som dig og mig måske tidligt nok kan falde over din beskrivelse og komme til lægen asap. Det er i hvert fald ikke noget, nogen skal gå rundt og tro, varer for evigt! Det ville jeg selv have sat pris på at vide dengang :)
Julie. For Fanden altså. Det var lige netop dén kommentar, jeg håbede på at se.
Hold nu op. Nu begynder jeg at tro på, jeg er i gang med noget af det rigtige.
Du rammer helt plet med din beskrivelse – jeg har følt, jeg var lige til at putte på et plejehjem. Og det er denondelyneme en følelse, der gør ondt, når man er 26 og bare får at vide, at man “skal dyrke noget mere motion”. JEG.KAN.JO.IKKE!
Hvor er det sejt af dig, du fik insisteret på at blive undersøgt ordentligt! Det viser også bare (desværre), at nogle læger ikke tillægger tallene nogen værdi. Det er skræmmende, faktisk. Hvad får man så egentlig taget alle de blodprøver for?
Må jeg spørge, hvordan dit indsprøjtningsskema så ud? Sådan cirka?
Jeg er SÅ glad for, at du deler din historie og for at høre, det går bedre med dig. Det er sådan en forfærdelig situation at være i, og du har ret – jeg håber virkelig, mit indlæg (og din historie) kan hjælpe nogen til at komme af sted til lægen, før det går så lige så vidt.
TUSIND tak for din kommentar. Virkelig.
Jeg mener, jeg fik fire stik fordelt med en måneds mellemrum – det sidste var vist engang i efteråret 2016. Jeg havde det forresten også præcis ligesom dig, at jeg blev ufattelig træt efter hvert stik, men ved det sidste, så kunne jeg stort set ikke mærke det. Det var ligesom om det hele bare lige skulle stabiliseres igen :) Og tusind tak selv! Hvor er det fedt at få sådan en respons, når man lægger en kommentar!
Ah okay, det var egentlig overraskende få stik, men fedt at du kunne mærke sådan en bedring!
Jamen selvfølgelig! Jeg sætter så uendelig stor pris på, når I gider tage jer tid til at kommentere :)
Babe, som sagt, du får overført de penge, du skal bruge på prøverne! Nu er det offentligt! Hvis du skal ha’ taget de prøver, så skal du ha’ dem taget! Bum.
Og, for the record (til dem, der måtte ha’ en fæl mistanke til mig) , det er IKKE mig, der obstruerer :-) you have all my support, begge to.
Knus og hjerter ad libitum fra mor
Mutti! Det ved jeg godt, du vil, men jeg håber nu stadig, det ikke bliver nødvendigt. Men tak!
Og nej – det er ABSOLUT ikke dig, min egen mor, der obstruerer. Det kan vi godt lige understrege for the record ;)
Kærlighed ad libitum tilbage!
Jeg kan ikke optage b12 gennem almindelige piller, men med sugetabletter er der ingen problemer.
Håber du snart får det bedre, det lyder på ingen måde rart.
Det har jeg læst om! Jeg er bare ikke stødt på sugetabletterne endnu herude, men det lyder som en supergod idé :)
Tak, Malene!
Skriv hvis jeg skal sende nogen af dem ud til dig eller medbringe nogle.
Knus mor
Årh, søde, fine, seje, flotte dame! Sikke en kamp! Håber du bliver okay! Krammer fra Lolland ❤️❤️❤️
Tusind tak, lige så søde, fine, seje og flotte Kristina!
Det håber jeg sgu også. Indtil da tager jeg glad imod krammeren ❤️
Øv, det lyder helt forfærdeligt! Men hvor er det skønt, at se hvor meget støtte du får gennem bloggen! Jeg håber virkelig ikke, at der er nogen som kommer til at kunne bruge dette her mod dig. Kan heller ikke se hvordan de skulle kunne….Jeg synes at det er sejt, at du har taget modet til at blive selvstændig, det kunne jeg også vildt godt tænke mig, har dog ikke helt fundet ud af med hvad…Uanset hvad, så er du (og Mathias) sej(e) og jeg håber at I stadig nyder rejsen på trods af små bump :)
Hej Tine! Ja, det er det sgu også, men jeg er helt blæst bagover over alle de vidunderlige ord, der er tikket ind i løbet af det sidste halvandet døgns tid.
Jeg ved desværre lige præcis hvordan det kan, og måske vil, blive brugt, selvom det virker noget så grotesk, men det tager jeg ærligt talt gerne med ovenpå den massive opbakning, jeg har fået her. Det var vigtigt at få skrevet, og jeg er så rørt over at vide, der sidder flere i nogenlunde samme situation. Det er jo det, blogs kan. Samle alle os, der troede, vi var helt alene.
Tusind tak! Jeg ved det sgu heller ikke helt endnu, men det skal nok komme! :)
Ja, det ved du nok bedre end mig, men må ærlig talt sige, at de personer som kunne finde på at bruge sådan noget mod andre mennesker, er meget små mennesker i min optik. Jeg ved, at det er let at sige (jeg har selv været der), men du skal ikke lade de mennesker gå dig på. Bare tænk på alt den dejlige støtte :) Haha, yes! Så er der stadig håb for mig! :-P
Jeg kan dårligt tænke på andet end al den støtte, I har vist! Det er så overvældende! :)
Jeg overvejer lidt at skrive noget, fordi jeg føler mig ramt. Men jeg tør næsten ikke, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil nå frem til.
Jeg kan nikke genkendende til meget af dét, du skriver. Desværre.
Jeg blev alvorligt syg med depression i starten af mit 2. år på gymnasiet. Jeg blev erklæret rask i forbindelse med, at jeg dimitterede. Tiden efter gik ud på at være i bedring – men hvornår kommer jeg mig, og hár depressionen eller har den ikke nogen andel i den tilstand, jeg er efterladt i her bagefter?
Jeg har været rask og medicinfri i omkring 2,5 år nu. Jeg er altid træt. Fra det sekund jeg vågner om morgenen. Engang tog jeg middagslurer, men det er jeg holdt med – næsten i hvert fald. Jeg kan blive så træt og udkørt helt ind til knoglerne, som du beskriver det. Af og til ligger jeg helt slatten og håbløs på sofaen – måske for tredje dag i streg – og er ulykkelig over, at jeg ikke kan stille noget op mod min energiforladthed. Den styrer helt sig selv, og er ikke påvirket af, om jeg sover 7 eller 12 timers nattesøvn. Jeg sover iøvrigt godt om natten.
Jeg har gået til psykolog for noget tid i min bedringsperiode.
Jeg bruger elcykel i hverdagen, men drømmer om engang at have kræfter til at cykle på en almindelig.
Jeg har fået taget adskillige bloprøver, men manglede ‘bare’ jern, som jeg af og til gør. Det tog jeg tabletter for.
Min krop sover de mest mærkelige steder på helt irrationelle tidspunkter.
Jeg får også propper i ørerne (som sidder helt dybt i øregangene), mest hvis jeg er presset eller ved fysisk aktivitet.
Pyyhhh, hvor har jeg mange gange haft en stor trang til at smide mig på fortovet jeg går på, eller vejen jeg cykler på, eller græsset jeg krydser og bare ligge dér i ren udmattelse og jeg-gider-ikke-mere.
Jeg får af og til pludselig hjertebanken, men også mit hjerte har jeg engang fået undersøgt. Det er raskt.
Min mor får B12-indsprøjtninger jævnligt.
Min første læge sagde, at han hørte mig, men at der ikke var noget at stille op. Måske havde jeg træthedssyndrom…og så var vores konsultationstid vidst også ved at være brugt op. Jeg var synderknust.
Jeg er blevet scannet for sclerose, bare for at få det ‘afklaret med mig selv’, som min nuværende læger kalder det. Jeg har ikke sclerose.
Jeg er så frygtelig bange for at få et tilbagefald og blive deprimeret igen, for den her tilstand går gevaldigt ud over humøret.
Jeg bruger ofte udtrykket ‘det er bare min bedstemorkrop, som ikke kan’ over for min kæreste – sagt delvis i sjov, men menst med afmagt over for min situation.
Jeg har overvejet, om jeg er én af de piger, som får disse tarvelige bivirkninger som følge af HPV-vaccinationen, og som man vidst ikke rigtig ved, hvordan man skal behandle.
Jeg er i gang med mit 3. sabbatår, og har brugt det delvist på deltidsarbejde, fuldtidsarbejde, gymnasialsupplering og pauser. Det går godt, men det går også træls. Det er forskelligt, om jeg kan overskue min træthed, men når jeg ikke kan, så rammer det hårdt.
Jeg håber så inderligt ikke, at det er normalt, at have det sådan her. Den tanke gør mig meget ulykkelig.
Jeg håber, der er en lysere fremtid i vente for os unaturligt trætte og udkørte piger 🙏
Hej Rikke
Puh, din kommentar rammer mig godt nok. Jeg kan nikke genkendenende til langt det meste af det – og jeg er altså aldrig før stødt på nogen, der også kendte til det med med de forbandede propper i ørerne. Jeg har de sidste par år også konsekvent fået dem, hvis jeg har cyklet op ad bakke, og så kan de være der i timevis, før de forsvinder – vel at mærke kun, hvis jeg slapper helt af i den tid.
Jeg tror, depressionen kan have nogle følgevirkninger, men jeg nægter at tro på, at de er kroniske, og jeg har altid tænkt, at “kronisk træthedssyndrom” mest af alt er et symptom på dårlige læger.
Dine symptomer lyder SÅ meget som mine – mine hænder begynder også at sove på de mærkeligste tidspunkter, og på det sidste er mine lår begyndt at sove, sådan virkelig ud af det blå. Jeg har efterhånden læst så sindssygt meget om B12-mangel og symptomerne derpå, at jeg ikke er i tvivl om, at det er det, jeg har. Ved du hvad dit B12-tal er? Mange steder klassificeres normalt som alt over 300 (nogle læger gør ikke noget, før det er under 200), men der er tonsvis af eksempler på folk, der får symptomer, når deres tal er under 450. Så selv hvis din læge siger, dit tal er fint, er der mulighed for, at det kan være B12-mangel. Alle folk er forskellige, og nogle kroppe har behov for mere end andre. Når din mor får B12-indsprøjtninger, kan det meget vel være, du også har behov for det. Og sandsynligvis for flere end din mor, i hvert fald i begyndelsen. Især når du fortæller, at du har nervesymptomer!
Hvis du beder din læge om at sende dig dine tal fra dine blodprøver, kan du evt. spørge dig for i denne facebookgruppe – de er vildt søde til at hjælpe, og der er mange, der er supergode til at aflæse blodprøver og pinpointe de ting, lægerne måske har fejet af. Prøv at skrive derinde og beskriv dine symptomer.
Jeg kender alt for godt til den evindelige træthed. Og om jeg sover 12 timer hver nat, så er den der stadig, så jeg har også bare besluttet mig for at sove 8. Jeg er alligevel træt, men det er jeg bare generelt, når jeg er vågen. Det MÅ kunne blive bedre.
Jeg håber inderligt, du finder et svar på, hvad det er, der er skyld i din bedstemorkrop (en meget rammende beskrivelse, i øvrigt), og du er ALTID velkommen til at skrive – enten her eller over mail. Og så håber jeg selvfølgelig, du vil lade mig vide, når der sker nogle fremskridt for dig! For de skal nok komme. Det er ikke bare noget, vi skal lære at leve med!
Pyha det er en ordentlig mundfuld for dig. Jeg håber du får det godt igen. Permanente skader ved B12 mangel opstår som regel kun ved meget udtalt mangel i rigtig lang tid og der kan virkelig ske meget store fremskridt, når behandlingen for alvor begynder at virke. Da man i sin tid begyndte at teste patienter på psykiatriske afd. for B12 vitamin mangel, var der pludselig rigtig mange der blev helbredt og udskrevet. Det var dengang demente også blev indlagt på psyk. og der var altså en del, der var demente af B12 mangel. Det var virkelig en banebrydende opdagelse, som min læge tit har omtalt. Han er ikke i tvivl om at jeg fejler noget, man ikke har fundet endnu, da jeg blev meget syg efter en flåtinfektion. Så jeg kender det med at skulle have 12 timers søvn, hjernetåge og mange af de andre symptomer du beskriver. Jeg ligger lavt i D-vitamin og har også fået for lavt stofskifte, men selvom jeg får medicin for begge dele, bliver jeg ikke bedre. Det håber jeg du gør og jeg vil i hvert fald ønske dig rigtig god bedring.
[FRA ANNE-LI: Hej Anne-Marie. Jeg har sat din kommentar ind på bloggens kommentarfelt, da du oprindeligt var kommet til at kommentere inde på bloglovin, hvor der nok desværre ikke er nogen, der kommer til at læse den.]
Tak skal du have, Anne-Marie! Det er en ordentlig mundfuld, og jeg har ærligt talt også flere gange tænkt, at den var for stor til, at jeg kunne overkomme det, men der er jo ikke rigtig noget alternativ. Man må bare flytte fødderne ét skridt ad gangen og håbe, de på et tidspunkt kommer det rigtige sted hen.
Ja, det har jeg også læst en del om. Flere undersøgelser blandt folk med depressioner og angstsygdomme viser også, at en stor del af dem lider af B12-mangel.
Jeg er ked af at høre, du er så plaget og ikke kan blive udredt ordentligt. Vi må nok desværre bare indse, at lægevidenskaben endnu ikke har svaret på alting. Men der MÅ være en løsning et sted, for som min zoneterapeut så klogt siger, så er sygdomme bare ubalancer i kroppen, og ubalancer kan rettes op. Man skal bare lige vide hvordan. Jeg håber, du finder svaret, så du kan få det bedre igen. Rigtig hjertelig go bedring herfra i hvert fald!
Min kære datter. Jeg er ikke i tvivl om, at du ved, at mor og jeg både forstår og vil bakke dig 100% op med hvad vi kan, og hvad du vil lade os hjælpe med. Jeg er så stolt af dig og dine mange kampe gennem årene. Kun en ting vil jeg ønske – at du spørger mere om vores hjælp. Du er så fast besluttet på at klare dig selv økonomisk og forstår så fantastisk at få pengene til at strække umådeligt langt. Og i de måneder der går med denne træthedstilstand ved jeg jo, at du knokler alt det du overhovedet kan – så jeg kan love dig, at det ikke bliver din økonomi, der kommer til at stoppe din drøm. Bliver der brug for det er jeg og også mor mere end klar til at hjælpe. Jeg bliver virkelig rørt over de mange beretninger om svære liv, jeg kan læse i kommentarerne. Er selv et følsomt væsen, der har lært at navigere i en verden, der på mange måder er mig fremmed. For mig har det været meditation og egentlig selvaccept, der har har gjort, at jeg har holdt mig oven vande livet igennem. Og så det at finde min helt egen vej. Jeg rådgiver gerne om meditation (et vidt begreb), hvis nogen skulle ønske det. Gratis selvfølgelig. Alt godt til alle jer meget dejlige mennesker, der har fundet vej til min kære datters blog.
Hej Thunder
Det var en sød kommentar!
Jeg ringer i aften eller i morgen – men ikke for at bede om penge ;)
Tusinde ak for det fine indlæg. Stofskiftet kan også være relevant at undersøge. Ift B12 kan et over-reference-niveau vist indikere, at B12 reelt ikke optages. Ved du hvordan proceduren er for stikne?
Selv tak :)
Ja, jeg har også tænkt over stofskiftet – især fordi min farmor døjede med sit, da hun var ung. Det må jeg få tjekket, når jeg kommer tilbage til Danmark!
Proceduren for stikkene (og husk at jeg hverken er læge eller ekspert, og at du derfor ikke skal tage mine ord for absolut sandhed!) er, mig bekendt, 1 stik hver anden dag ved nervesymptomer, indtil nervesymptomerne forsvinder, eller der ikke længere ses nogen fremgang. For folk uden nervesymptomer starter man op med såkaldte “loading doses” i form at 6 stik inden for to uger, 1 stik om uge i 3-4 uger og så et stik hver eller hver tredje måned fremover. Man skal bare huske, at ens blodprøver, når man først er begyndt på stikkene, IKKE må bruges til at måle ens B12, fordi det altid vil være kunstigt højt og dermed misvisende. Når man først er begyndt på stikkene, må man behandle videre baseret på symptomerne.
For mange er et stik hver 3. måned ikke nok – og slet ikke, hvis de (som mange oplever) bliver startet op på behandlingen uden de første “loading doses”, der skal til for at genopfylde depoterne.
Mange tak for den grundige redegørelse ift. proceduren :-) Ved du mon, hvem der foretager dem? Almindelige blodprøver undersøger typisk serumværdier og således ikke intracellulært (hvis det hedder der). I det hele taget, er min oplevelse, de ikke ved meget om området. Derfor tænker jeg, behandlingen foretages andetsteds?
Det var så lidt!
Puh, jeg er ikke hjemme i forhold til den slags processer. For det meste kan de normale blodværdier give dig et godt billede af dit B12-niveau, men nogle oplever mange symptomer på mangel, selvom deres tal befinder sig inden for den såkaldte normalværdi. Hvis det tal af forskellige årsager ikke er retvisende, kan det måske være fordi, at en stor del af ens b12 er inaktivt, og det kan man også teste for, men jeg ved ikke, hvordan det foregår. Jeg oplever det samme, og det er der MANGE andre, der også gør. Rigtig mange læger behandler folk med nervesymptomer med 4 årlige stik, hvilket er helt skørt (og uforsvarligt) i forhold til retningslinjerne for behandling. Jeg tror, problemet er, at mange læger generelt ikke tager noget så gement som vitaminmangel ret alvorligt. Selvom de burde!
Nu er jeg ikke blevet behandlet i DK, men jeg vil tro, din praktiserende læge sagtens kan give dig dit stik. Hvis han ikke tager dig alvorligt, og du ved, dine problemer skyldes b12-mangel, kan du evt. selv gøre det. Herude kan b12-serum købes på apotekerne for meget få penge, men jeg ved ikke, om det samme er gældende i DK. Det første stik SKAL bare foretages hos lægen, da der er en (meget lille) risiko for en allergisk reaktion.
Jeg har fået mine foretaget hos forskellige læger herude, men er nu gået over til at gøre det selv, hvilket selvfølgelig krævede en del overvindelse, men det sparer mig SÅ meget tid og en god del penge, og så er jeg desuden ikke afhængig af, at der er en velvillig læge i nærheden :)
Tusinde tak for dit meget informative og hjælpsomme svar. Tak fordi du deler, for din blog og dine vigtige emner.
Hvor er du sød! Selv tak!
Jeg er veganer, og derfor lidt af en b12 nørd. Jeg har hørt at det optages bedst oralt, ved du der findes b12 på spray? Det giver vi vores søn. Man kan bestille det Mange steder på nettet, men de fleste helsekost har det også. Ved selvfølgelig ikke hvordan det er der hvor du findes. Mht indsprøjtninger tror jeg faktisk de er gratis i dk. Anyways, tak for din ærlighed, du er for sej :)
Jeg tror, det er forskelligt fra person til person, men der er noget med, at dem, der ikke optager det så godt i maven, kan have stor glæde af spray eller piller, der opløses under tungen. Jeg har personligt ikke prøvet hverken det ene eller det andet, men jeg vil gerne have fingre i sådan en spray :) Den lyder noget mindre invasiv ;)
Selv tak!
Faldt lige over din skønne blog :-) Jeg har selv planer om at prøve kræfter med speciale (og evt. digital nomad) livet i udlandet, så alle dine indlæg er super brugbare. On a different note – så lider jeg selv af en masse maveproblemer, som sundhedssystemet ikke kan hjælpe mig med. Så jeg kan sagtens relatere til, hvor trættende det er konstant at kæmpe for at få svar og finde en løsning. Jeg kom til at tænke på, om du har læst om sygdommen fibromyaligi? Jeg ved ikke, om alle symptomerne passer på din tilstand, men jeg husker, at udtalt, uforklarlig træthed er et af dem. Jeg håber, at du snart får det bedre :-)
Ej hvor spændende! Du skriver bare, hvis du har nogle spørgsmål, du tror, jeg kan svare på :)
Det er så udmattende og frustrerende når man ved, der er noget galt, men ikke kan få svar på hvad!
Jeg har hørt om fibromyalgi, og der er også flere med b12-mangel, der lider af netop den sygdom, men udover trætheden passer symptomerne (heldigvis) ikke på mig! Men tak for tanken :) Og tak!
Kommer der en opdatering på, om det går fremad efterhånden som du får flere indsprøjtninger? <3
Det skal der nok :) Jeg vil bare helst opdatere, når alt er i skønneste orden, og det tager sin tid. Måske jeg skulle overveje en opdatering undervejs! Men som en lille midlertidig status, kan jeg fortælle, at det går fremad. Om end det går noget langsommere, end jeg kunne tænke mig:)
<3
Dejligt at høre at det går fremad. Glæder mig til en mere dybdegående opdatering :)
PLEASE PLEASE har du fundet en løsning på dine symptomer!!! De lyder nemlig en mild udgave af de symptomer der har ødelagt mit liv det sidste halve år. Jeg bliver bare svagere og svagere mens symptomer der ligner ekstrem B12 mangel, tvinger mig til at ligge i sengen det meste af dagen. Må jeg maile dig den beskrivelse jeg bruger til at holde rede på forløb og forandringer?
Mvh. Martin Nielsen.
Hej Martin. Løsningen for mig er ganske enkelt B12-indsprøjtninger – og mange af dem! Det har virkelig gjort underværker, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan jeg falder tilbage, hvis jeg i en periode ikke får dem. Du må selvfølgelig altid gerne maile mig, men jeg har kun mine egne erfaringer at trække på :) Alt godt til dig! KH Anne-Li