PRÆFØDSELSDAGSFØLELSEN

Jeg har aldrig haft travlt med at blive ældre. I hvert fald ikke siden jeg blev 11 og endelig med ro og fred i sjælen kunne synge med på Krummes sang. Det havde jeg glædet mig til i årevis, og det skuffede ikke. 11 var et fremragende år. Teenageårene tog jeg, som de kom, og da jeg endelig blev 18 – årevis efter nogle af mine klassekammerater, var det på tide, men det var alligevel en fødselsdag præget af en vis nostalgi.

Jeg har altid elsket at være barn. Faktisk elskede jeg det så meget, at jeg holdt fast i det et stykke op i teenageårene. Min blå mandag fejrede jeg ved at købe en plastik-ko, en spand og en dvd med Min Søsters Børn i Sneen, som jeg så med min bedste veninde, mens de andre tog til sodavandsdisco på Train. Da jeg blev 18 havde jeg selvfølgelig længe været færdig med plastikdyrene, men jeg kan huske, hvordan det fyldte meget for mig, at den dag satte punktum for min barndom.

Da jeg blev 20, foregik det i min lillebitte lejlighed på 24 kvadratmeter, hvor der dukkede 25 mennesker op for at feste og drikke alle de gaver, de kom med. Sådan skal det jo være. Og hold op hvor var det en god aften. Vi sad bogstaveligt talt i lag, men det blev festen ikke mindre festlig af. De første år i mine tyvere var vilde. Jeg husker dem i brudstykker for alt det gode og det onde, de bød på, og da jeg fyldte 22 var jeg på mange måder et andet menneske, end jeg var, da jeg trådte ind i mine tyvere.

Jeg startede bloggen, da jeg var 23.  Jeg fyldte 24, 25, 26 og sidste år 27, og i morgen … Av. Jeg synes, 28 gør lidt ondt.

Jeg har en lyseblå ukulele, og jeg har for længst lagt mine Marlboros på hylden, så det er ikke, fordi jeg bilder mig ind, at jeg er rockmusiker, men 27 er nu alligevel noget særligt. Hendrix, Joplin, Morrison, Cobain og Winehouse. De blev aldrig mere end det, og hold op hvor de opnåede meget. I morgen fylder jeg 28, og selvom jeg sætter stor pris på at få resten af livet med, er det nærliggende at tænke lidt over, hvor jeg egentlig selv befinder mig.

Jeg er ikke bange for 28 i sig selv. 28 er fint nok, men det ligger bare så Fandens tæt på 29, der ligger klods op ad de 30, og der skulle jeg dæleme gerne have lidt mere styr på tilværelsen, end jeg har lige nu. Der er to år til. I know. Og selv til den tid er det jo bare et tal, men det er sgu alligevel nu, det begynder at spidse lidt til. Facebook flyder over med babybilleder, og jeg har altid selv tænkt 27/28 var børnealderen for mig. Nu hvor jeg er her, kan jeg dog konstatere, at jeg ikke er der endnu.

Jeg føler mig livsmæssigt en lille smule i ingenmandsland lige nu. Jeg er færdig med studiet, så jeg er ikke længere ung og studerende, men jeg er på den anden side heller ikke voksen og “i gang” med alt det, der hører den titel til. Måske er det ganske enkelt fordi, jeg kommer til at være voksen på en anden måde, end den, der altid har ligget lige for. Jeg er ikke i nærheden af hverken fast arbejde, hus, bil eller børn, og mit liv egner sig stadig ikke til en hund. Måske er der nogle ting, jeg bare aldrig kommer i nærheden af, fordi det er en del af en voksenpakke, jeg ikke abonnerer på – måske har jeg bare brug for mere tid.

Det er ikke så meget alderen i sig selv, som det er følelsen af ikke helt at være et sted i mit liv, der passer til den alder, jeg har. Altså, fra i morgen. Og det er en tåbelig følelse, for jeg er sådan set lige der, hvor jeg har valgt at være. Jeg fylder 28 i morgen, og jeg er allerede godt i gang med at udleve en af mine største drømme. Vi har rejst rundt i halvandet år, jeg har oplevet mere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, jeg kunne klemme ind i mine tyvere, og jeg er faktisk lige der, hvor jeg allerhelst vil være – sådan plus/minus.

Jeg er glad for at fylde år, og jeg glæder mig til det år, jeg træder ind i, for det byder på en masse af alt det, jeg allerbedst kan lide. Der er ingen børn på vej, der er ingen fast ejendom, der er slet ingen bil, og det faste arbejde må jeg også kigge langt efter, men alle de ting har egentlig aldrig været selve drømmen. Det har bare været det, jeg altid har tænkt, jeg skulle, og så … Nu har jeg bare vendt det om. Jeg tager drømmen først, og så kan jeg forhåbentlig krydre den med de dele af voksenlivet, jeg bliver klar til hen ad vejen. På den måde kan jeg forhåbentlig skabe lige det liv, der passer allerbedst til mig, uanset hvor mange lys der er i kagen.

Jeg er vildt spændt på, hvor jeg er om et år, for jeg har vitterligt ingen anelse.

Hvordan har I det med jeres alder? :)

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)