Før Mathias og jeg slog op, havde jeg aldrig rigtig været på date. Der var engang i mine teenageår, hvor jeg mødtes med en, der troede det var en date, men hvor jeg havde en kæreste og bare troede, vi skulle have en øl, og hvis vi tæller den med som date, var det derfor mildest talt en uheldig en af slagsen. Så var der vel i teorien også en, hvor jeg skulle mødes med en på Bodegaen, men er det egentlig en date, når den foregår på Bodegaen? Jeg hælder til nej.
Jeg føler mig derfor til tider som en lille dum høne, der er blevet sat fri lige uden for et rævehul, og jeg har slet slet ikke udviklet de skills, det kræver at begå sig i denne fagre nye verden. Da jeg som 20-årig mødte en, jeg (af uransagelige årsager) senere blev kærester med, lagde jeg ud med at fortælle stort set alle mine minusser til ham efter mindre end to timer.
Jeg deler alt for meget om mig selv, og jeg deler sjældent de gode ting. Helt ubevidst tror jeg, jeg prøvede at beskytte mig selv ved at få det hele på bordet med det samme, for hvis der skulle ligge en dealbreaker derimellem, kan jeg jo ligeså godt finde ud af det, før jeg bliver for investeret i noget.
Det er en elendig strategi – det medgiver jeg. Den er absolut heller ikke bevidst, og jeg troede da også, den voksne udgave af single-mig ville have smidt den overbord, men det har hun åbenbart ikke helt. Jeg er vant til at være åben, og jeg deler generelt altid alt for meget om mig selv. Sådan er jeg bare, og det er nok derfor, bloggen i det hele taget opstod.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi skal gå og putte med vores oplevelser, problemer eller udfordringer, hvis vi i stedet bare kan tale om dem og derved fjerne den magt, de ellers har det med at få. Derfor har jeg altid været åben om f.eks. min anoreksi og de følger, den fik (depression, angst, knoglehalløj), men jeg ville virkelig ønske, jeg havde et filter, så jeg ikke bare slyngede det ud som en selvfølgelighed i casual conversation.
Men det gør jeg jo – også på dates åbenbart. Jeg er meget umiddelbar, og jeg putter generelt ikke med noget, og hvis jeg kan lide en person, gider jeg ikke censurere hverken mig selv eller mine oplevelser. Desværre resulterer det bare ofte i, at jeg deler en masse om mig selv og får meget lidt igen. Lige pludselig sidder jeg over for en person, der ved latterligt meget om mig (og vel at mærke primært ting med negativt fortegn), mens han dårligt nok er nået til at fortælle mig sit efternavn.
Måske var det relevant at fortælle om min anoreksi, da jeg var 20 og stod midt i både den og den depression, den afstedkom, men hvor relevant er det lige at nævne den nu, hvor jeg har været raskerklæret i syv år og for længst er ude på den anden side? I dag ser jeg faktisk slet ikke min anoreksi som et minus, men jeg får den alligevel præsenteret som lige netop det.
Don’t get me wrong, jeg havde gerne været den foruden, fordi der trods alt gik mange år af mit liv, jeg hellere havde brugt på noget andet, på at kæmpe med den og følgerne af den, men at det lykkedes mig at komme igennem alt det er muligvis det største plus, jeg overhovedet kan skrive på min liste. Det har lært mig, at jeg har en viljestyrke, der sparker røv, og at jeg er langt stærkere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig.
Det gjorde, at jeg ikke skulle bruge mere end to minutter på at beslutte mig for, at jeg ville rejse på fuldtid. Jeg anede ikke, om det ville lykkes, og om jeg ville kunne få stablet en indkomst på benene. Det, jeg vidste, var, at jeg nok skulle finde ud af det, og at det aldrig kunne gå værre end galt, og at selv det ikke ville være verdens undergang.
Og i dag, hvor det eneste, jeg døjer med, er en smule ondt i halsen, er hele min tilgang til livet så meget friere og federe, fordi jeg har det “minus” i min bagage. Alligevel vil jeg virkelig gerne lære at holde min kæft. Bare engang imellem.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
