Hvem gav mig min anoreksi?

Anoreksi er meget svært at forstå, hvis man ikke selv har haft det. Jeg støder ofte på spørgsmål som: “Hvorfor spiste du ikke bare?” eller “Var det fordi, du ville ligne dem i bladene?”, og mange mennesker går ud fra, at det er designernes og mediernes skyld det hele. Jeg kan slet ikke holde ud at deltage i sådan nogle debatter, for uanset hvad jeg siger, bliver jeg tromlet af folk, der pinedød vil placere skylden et sted, og det sted er som regel hos medierne. Eftersom jeg har levet med anoreksi i 13 år, har jeg været igennem mange forskellige faser, og det er ikke noget, jeg kan samle i et enkelt indlæg, men i dag vil jeg fortælle, hvordan det begyndte hos mig. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg overhovedet begyndte at tænke over min krop i forhold til andres, men min anoreksi begyndte langt tidligere.

Da jeg i 2010 fik min anoreksi-diagnose, smed min psykolog lige et “atypica” oveni. At det var en atypisk form for anoreksi betød, at den ikke var direkte vægtrelateret, og hun fortalte, at omtrent halvdelen af alle tilfælde af anoreksi var atypiske på forskellige måder. I de første år handlede min anoreksi faktisk slet ikke om min krop. Jeg blev første gang diagnosticeret, da jeg var 8 år. Min farfar var meget syg, og selvom ingen fortalte mig det, vidste jeg godt, hvor slemt det stod til. Oveni det skulle min mor giftes, og selvom jeg den dag i dag rigtig godt kan lide den mand, hun dog endte med ikke at gifte sig med, var jeg dengang ikke meget for projektet af forskellige årsager. Det var en kaotisk tid i mit lille 8-årige liv, og det var nok den første gang, jeg for alvor mærkede, at livet kunne gøre ondt.

Der er mange forskellige teorier om, hvorfor man får anoreksi, men jeg hørte engang nogen sige, at den første beslutning, man som menneske lærer at tage, er beslutningen om, hvorvidt man vil spise eller ej. Små børn vender hovedet væk, og forældrene forstår, hvad det betyder. Da jeg var 8 år, vidste jeg ikke, der var noget, der hed anoreksi, men jeg vidste, at der var noget indeni mig, der gjorde ondt. Ved ikke at spise tog jeg kontrol over en af de ting i mit liv, jeg selv kunne styre, og selvom det ikke hjalp på min farfars sygdom, hjalp det mig igennem både hans sygdom og hans død, og jeg blev tyndere og tyndere, men jeg kunne skubbe smerten lidt væk. Mine forældre traf en beslutning om ikke at fortælle mig om min diagnose, og det tror jeg var en rigtig klog beslutning. Fordi jeg ikke var bevidst om, hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke gøre det til et projekt og forsvinde yderligere ind i det, og efter nogle år tog jeg en smule på, og selvom jeg stadig var undervægtig, trak mine forældre vejret igen. I perioder gik det ned ad bakke igen, men det jævnede sig altid ud.

Min familie troede, at jeg var rask. I skolen kaldte de mig Anno-Li, og jeg begyndte at interessere mig for sygdommen og misunde dem, der havde disciplin til at have den. Selvom jeg kunne genkende mig selv i næsten alt, jeg læste, var jeg overbevist om, at jeg ikke var syg – simpelthen fordi jeg mente, jeg var alt for tyk til at kunne have anoreksi. Jeg kan huske, at jeg kiggede på mine lår på toiletsædet og væmmedes over den måde, de splattede ud på. Jeg var nok en 11-12 år.

I de næste år udviklede anoreksien sig meget, og i perioder stoppede min menstruation. Selvom jeg syntes, det var skønt at slippe for, vidste jeg, at det kunne skade mig, og jeg forsøgte at holde den lavest mulige vægt, hvor det stadig fungerede. Mit BMI var under 15, og mit mål var 13,5. Jeg kan ikke huske, hvor langt ned, jeg nåede. Dengang handlede det om vægt. Jeg havde nået en alder, hvor jeg bedre forstod, hvad jeg gjorde, og det blev et projekt for mig, alt imens jeg lukkede af for verden omkring mig, der i perioder slet ikke var til at være i. Jeg mente selv, at jeg ikke var syg. Jeg havde konstant dårlig samvittighed over, at jeg bare efterlignede de rigtige anorektikere og ikke var gennemført nok. Jeg gik mange dage helt uden at røre mad. Jeg var bange for at få kalorier gennem min tandpasta, jeg dryssede brødkrummer på min tallerken, så det lignede, jeg havde spist, men det var aldrig godt nok. Jeg havde så utroligt mange “tricks”, at det lykkedes mig at holde de voksne på afstand. Jeg vidste, at anoreksi kunne skade nyrerne, men jeg havde jo ikke anoreksi, og mine nyrer var absolut ikke noget, jeg bekymrede mig om, da jeg var teenager.

Det kan være svært at tro, at ingen i løbet af 13 år greb ind, men det er utrolig nemt at være bagklog, og selvom jeg virkelig vil ønske, jeg havde fået hjælp noget før, så kan jeg godt se, hvor svær netop min anoreksi var at få øje på. Så længe jeg kan huske, har anoreksien været en del af mig, men det er kun i perioder, den har domineret, og i perioder har jeg fungeret næsten normalt og spist chips, chokolade og sovs, og de gode perioder slettede de dårlige og lod alle tro, at der nok alligevel ikke var et problem.

Min anoreksi opstod i mig. Den opstod som en reaktion på nogle følelser, jeg slet ikke kunne kapere, og de første mange år vidste jeg ikke engang, at den fandtes.

Hvis man insisterer på at placere skylden ét sted, er der stor sandsynlighed for, at man aldrig hverken finder eller arbejder med den egentlige årsag.
Når jeg hører folk skyde skylden på forsidebillederne, hører jeg dem fornægte den meget virkelige smerte, jeg som barn bar rundt på, og selvom det, de siger, nok er sandt for nogen, er det ikke en del af min historie.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)