KAN MAN VÆRE TYND UDEN AT HAVE ANOREKSI? · MIT VÆGTTAB

Det der med vægt, ik’å? Det er sgu noget svært noget. Nu har jeg selvfølgelig en diagnose i bagagen, der tyder på, at det er mere svært for mig, end det er for så mange andre, men jeg tror nu alligevel, at det er noget, de fleste af os tænker en del over.

Da jeg var 20 år, begyndte jeg i behandling for anoreksi, og knapt to år efter nåede jeg min “idealvægt” og var færdig hos min psykolog. Nu skriver jeg det i citationstegn, for det var jo på ingen måde MIN idealvægt. Det var den idealvægt, et skema sagde, jeg skulle nå.

Da jeg begyndte i behandling, var det et krav, at jeg gik med til at forsøge at tage 10 kilo på. Jeg kan huske, hvordan jeg brød helt sammen i min stol inde hos psykolog-Dorte, for tanken skræmte mig fra vid og sans. Jeg gik med til at prøve (og for mig selv tænkte jeg, at jeg fandme aldrig skulle helt derop!), og i begyndelsen gik det okay.

Jeg skulle tage et halvt kilo på om ugen, og så lige pludselig – vupti – ville jeg være, hvor jeg skulle være. På alle områder. Sådan er der selvfølgelig aldrig noget, der fungerer, og så snart jeg havde taget et kilo på, tabte jeg to. Nogle uger gik det okay, men jo hurtigere det gik, desto mere panisk blev jeg og smed det hele igen.

Da jeg ramte 60 – et tal jeg aldrig nogensinde havde troet, jeg skulle se på vægten – var min psykolog lykkelig, og jeg smilede mig igennem en times samtale for derefter at cutte mere end halvdelen af kalorierne ud af min kostplan. Jeg var tilbage ved start inden for få uger.

Det tog tid, men da jeg stoppede i behandling, havde jeg i et stykke tid ligget nogenlunde stabilt på et BMI i den nedre del af “normalvægtig”. Lige som de ville have det. Men jeg havde det ikke godt med mig selv. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg godt kunne se, at det var vigtigt for mig at holde vægten og arbejde med mig selv i stedet for at lukke øjnene og smide kiloene igen, og det lykkedes mig at beholde dem på.

Jeg disconnectede fuldstændig fra min krop. Jeg kunne slet ikke være i den. Jeg har altid været meget i mit hoved, men et eller andet sted i mig var der en forbindelse, der lidt efter lidt blev revet over, i takt med at jeg hver dag så mig i spejlet og ikke kunne se mig selv inde bag de nye kinder.

Det er altid svært at tage så mange kilo på på kort tid. I begyndelsen sidder de mærkeligt, og de sætter sig alle de værste steder. På maven, på lårene, i ansigtet. “Giv det tid,” sagde psykologen, og det gjorde jeg og skejede ud på tøjfronten for ikke at blive konfronteret med mig selv i et par skinny jeans. Kjoler all the way.

Jeg lukkede øjnene og distancerede mig fra min egen krop, som jeg med årene lærte at acceptere, men aldrig lærte at bryde mig om. Og hvad skete der så? Jeg tog på. En dag trådte jeg op på vægten og så, at jeg var oppe og veje xx kilo.

Jeg ved, jeg ikke kan stole på det billede, jeg ser af mig selv i spejlet. Uanset hvor meget jeg vejer, vil mine lår altid se for tykke ud. Sådan er det bare, og det har jeg vænnet mig til. Lidt ligesom et skævt cykelstyr. Man lærer bare at dreje lidt til venstre, når man skal ligeud. Jeg lærte at se på mig selv i spejlet og fortælle min indre panikanorektiker, at nej nej – jeg var ikke for tyk. Jeg var, lige som jeg skulle være.

Og lige pludselig en dag nåede jeg “den øvre grænse” for, hvor jeg havde fået at vide, jeg burde befinde mig. Det var faktisk en lettelse for mig. Jeg kan ikke lide det, jeg ser i spejlet. Fint. Det har jeg for en gangs skyld lov til at handle på. Og så gjorde jeg noget, jeg aldrig havde gjort før. Jeg tabte mig på en sund og naturlig måde. Stille og roligt.

Jeg føler, at mad er noget, man vænner sig til at spise. Det lyder måske tosset, men jeg er virkelig en snackmund, og mere vil have mere, og når man lige pludselig er vant til at spise sig igennem dagen, kan man ikke forestille sig, hvordan man dog kan undvære hverken det ene eller det andet mellemmåltid. Så det gjorde jeg ikke. I stedet sørgede jeg for at være ret opmærksom på at holde op med at spise, når jeg var mæt. Ingen kalorieregnskaber, intet drastisk vægttab, men stille og roligt kom jeg igen ned på “min idealvægt”.

Og så var det sådan set ikke noget, jeg tænkte så meget mere over. Jeg brød mig ikke om at prøve tøj og se mig selv i prøverummenes latterligt lede lys, men overordnet set fandt jeg mig faktisk nogenlunde til rette i min krop, og min vægt lå i nogle år rimelig stabilt inden for rammen.

I foråret 2016 lagde jeg så min kost om og holdt op med at spise kød. Jeg havde før været pescetar i et halvt års tid, før jeg begyndte i behandling, men det var ikke noget, jeg måtte holde fast i, hvis jeg ville i behandling. Og det ville jeg jo. Da jeg for et par år siden havde været “rask” og vægtmæssigt velfungerende i en lang periode, droppede jeg igen kødet – og de fleste animalske produkter.

Jeg fik det meget bedre i min krop, selvom vægten (muligvis på grund af mit høje indtag af nachos) forblev nogenlunde den samme. I sommeren 2016 solgte vi vores lejlighed for at rejse på fuld tid, og da min mor efter otte måneder kom ud og besøgte os i Vietnam, kunne hun se, jeg havde tabt mig en del. Det var ikke noget, jeg selv havde tænkt over. Overhovedet. Jeg havde også haft rigeligt at kæmpe med, og det gav mening, hvis det også kunne ses på vægten.

Da jeg vejede mig sidste sommer, vejede jeg 5 kilo mindre. Det vidste jeg ikke, før jeg havde været hjemme i et par uger, og alle blev ved med at fortælle mig, hvor “tynd” jeg så ud. På grund af min historie har min familie (og især min mor) tendens til at gå lidt i panik, hvis jeg taber mig. Det er sådan set forståeligt nok, men der var altså ikke fare på færde. Jeg går ud fra, at mit vægttab skyldtes, at jeg gik fra dansk hjemmelavet mad med rigelige mængder pasta og soyafløde (og et utal af snacks tilberedt i mit eget køkken) til asiatisk mad, smoothie bowls, ingen nachos, nærmest intet alkohol.

Jeg havde det bedre i min krop, og jeg begyndte at kunne holde ud af se mig selv i spejlet igen. Jeg filmede ligefrem et bikinihaul, og selvom jeg ikke var helt glad for det, var det absolut ikke noget, jeg overhovedet ville have overvejet et år tidligere. Efter nogle uger i Danmark hoppede jeg så på vægten, lige pludselig kunne jeg bedre forstå, hvorfor jeg havde haft det lidt lettere i min krop.

Det er svært at forklare til folk, der ikke har haft en spiseforstyrrelse, men jeg vidste med sikkerhed, at det ikke var anoreksien, der var på spil igen. Måske var der et snert af den, der jublede over tallet på vægten, men tallet var mit eget. Det var ikke anoreksiens, det var ikke noget som helst. Det var bare et tal, jeg ramte ved at leve og spise på den måde, der gav mest mening for mig.

Ja, jeg var blevet tyndere, men med et BMI  med den tilhørende beskrivelse “du er muligvis mildt undervægtig”, var det jo ikke ligefrem noget problem. Du er muligvis mildt forkølet. Det er ikke ligefrem noget, man finder penicillinen frem for.

Jeg rejste ud igen, jeg levede af thaimad i et halvt år, og da vi kom hjem fra Sri Lanka, havde jeg tabt yderligere fire kilo. Jeg hopper kun meget sjældent på vægten, for det er ganske enkelt ikke godt for mig at fokusere for meget på den, så det var ikke noget, jeg selv havde tænkt over, men jeg begyndte at få lige lovligt mange kommentarer fra især min familie, men også fra vidt fremmede, der fortalte mig, at jeg da vist ikke fik nok at spise. Det er virkelig grænseoverskridende og meget ubehageligt.

Jeg ved ikke, hvem der nogensinde har haft glæde af at få at vide, at de er skind og ben, men det er altså ikke noget, der huer mig. Jeg har ikke opsøgt den vægt, jeg har nu. Den er et resultat af en temmelig drastisk, men dog naturlig, kostomlægning til vegetarisk og mestendels asiatisk mad – og så har jeg faktisk på fornemmelsen, at det også er et resultat af, at min krop endelig er kommet op at køre igen efter mange år med voldsom træthed og en masse uforklarlige symptomer, som jeg heldigvis fandt årsagen til sidste forår.

Jeg sidder ikke længere bare i sofaen (selvom min mor nok vil sige noget andet..), for selvom mit arbejde er meget stillesiddende, er der altid noget at opleve lige udenfor. Det er en af fordelene ved at være fuldtidsrejsende. Vi får nemt gået de 10.000 skridt. Der er jo butikker, der skal kigges i og bjerge, der skal bestiges.

Jeg har virkelig overvejet, om jeg skulle skrive det her indlæg. Når man én gang har haft anoreksi, vil mange nok mene, at man ikke er i stand til at vurdere, om man er syg eller ej. Jeg ved det heller ikke med sikkerhed, for det kan jeg ganske enkelt ikke, men jeg ved, at det føles anderledes nu. Jeg har tabt mig cirka ni kilo i løbet af de sidste to år. Ja, det er en del, men de er røget stille og roligt af, og jeg har fået det bedre – både i og med min krop.

Jeg spiser sundt, og jeg er meget opmærksom på at få alle de vitaminer og mineraler, jeg har behov for, og jeg spiser jordbærkage, når den står foran mig. Og gerne meget af den. Ligesom den gode Uffe Buchard forstår jeg ikke kage, der ikke bliver spist.

Jeg vejer mindre nu, end jeg gjorde, da jeg begyndte i behandling (men mere end da jeg vejede mindst),  men forskellen er, at jeg ikke ser mig selv i spejlet og tænker, jeg skal tabe mig. Alt er godt. Jeg har det fint med den vægt, jeg har nu, og jeg forestiller mig, at jeg kommer til at veje lidt mere i løbet af sommeren. Det har jeg det også fint med. Jeg har ikke lyst til at komme tilbage til de 60 kilo og den følelse jeg havde af at bære rundt på nogle kilo, der ikke føltes som mig, men som noget, der sad på mig.

Jeg overvejede at skrive det her indlæg allerede sidste sommer, men jeg havde faktisk ikke den store lyst til at gøre et nummer ud af noget som helst vægtrelateret. Vægt er så utrolig individuelt, og man kommer virkelig nemt til at såre folk, fordi det netop også er noget, som mange går og bakser med – både til den ene og den anden side og lidt midt imellem også.

Jeg fik for nogle uger siden en kommentar herinde. En kommentar der helt sikkert var godt ment, men som havde den stikmodsatte effekt. Der er efterhånden så mange af de der indlæg om, hvad man må og ikke må sige til hinanden, og jeg tror, vi alle godt ved, at det er de færreste, der er vilde med, at man kommenterer på deres vægt.

Der er i hvert fald meget få positive vægtrelaterede adjektiver. Tyk, buttet, tynd – de duer vist ikke. Slank. Det er pænt. Men er det fedt at høre, bare fordi det er positivt ladet? I don’t know. Hvad, jeg dog ved, er, at ordet “afpillet” ikke just er på min liste over positive adjektiver, men det var ikke desto mindre det adjektiv, der stod i en kommentar.

Nej, jeg er sgutte afpillet. Jeg vejer mindre, end jeg har gjort, og jeg vejer både mere og mindre end andre, der ser bragende godt ud, og så er den vist ikke meget længere. Mit BMI er, som det er, og jeg giver ærligt talt ikke ret meget for de tal. Ifølge det system, kunne jeg veje 27 kilo mere, før jeg blev kategoriseret som “muligvis overvægtig”. På min krop og mine spinkle knogler ville det se helt tåbeligt ud, mens det for andre er den helt rigtige vægt til deres krop.

Jeg har altid været relativt slank (eller, øh, afpillet…), og det er nok sådan, min krop er, så da jeg skulle tage 10 kilo på, blev det aldrig naturligt for mig. Jeg gjorde det, fordi jeg skulle, og jeg holdt vægten, fordi jeg ville, selvom jeg aldrig fandt mig til rette med den. Og nu er den røget igen, og det har jeg det faktisk rigtig fint med.

Jeg måtte købe nye bukser, fordi mine jeans viste sig at være fire numre for store. Den første uge i Danmark tilbragte jeg nærmest med at løbe ind og ud af prøverum for at hente mindre størrelser, fordi det ikke var gået op for mig, hvor meget jeg var skrumpet.

“Det var da dejligt,” sagde ekspedienten i Only, da jeg for anden gang måtte bede hende om en mindre størrelse, og selvom de så desværre ikke havde den fineste denimnederdel i min størrelse, var det da helt rart at høre nogen omtale det som en positiv ting. For det er det jo. For vægt er en personlig ting, og jeg har det bedre i min krop nu. Nu føler jeg igen, at jeg kan være i min krop.

Bare fordi jeg én gang har haft anoreksi, betyder det jo ikke, at jeg fremover altid skal ligge på et kunstigt højt BMI, jeg ikke føler mig tilpas i. Jeg har haft nogle helbredsproblemer i løbet af de sidste par år, men jeg er heldigvis kommet rigtig langt, og jeg har endelig nået til et punkt, hvor jeg igen har det godt både med og i mig selv. Tilfældigvis vejer jeg så det, jeg gør nu. Det er den rigtige vægt for mig lige nu, fordi det er der, min krop har fundet sig til rette, og ligesom jeg ikke vil tabe mig for at leve op til nogens forventninger til mig, vil jeg ikke tage på, fordi andre beder mig om det.

Vi kender hver især vores egen krop bedst, og vi har kun os selv til at mærke efter, hvad der er bedst og sundest for os. Jeg værdsætter bekymringerne, for jeg ved, de kommer fra et godt sted, men jeg kan meget tydeligt mærke, hvordan især min familie nærmest foie gras-fodrer mig med kager og mælkechokolade – og selvom jeg da nyder at få 5 plader Marabou med i kufferten (tak, far!), har jeg det svært med, at der er så meget fokus på min vægt.

Der er en grund til, at jeg sjældent vejer mig. Jeg er bange for at prikke til de følelser og den stemme, jeg har lært at ryste på hovedet af, for som jeg før har sagt, så er anoreksi ikke noget, man bare slipper af med. Det er noget, man lærer at leve med og håndtere, og min irrationelle, fedtforskrækkede panikanorektiker har efterhånden vænnet sig til at sidde og skumle i fred, når jeg spiser jordbærtærte. Jeg gider ikke lytte til hende, for hun bliver alligevel aldrig tilfreds, og jeg har brug for fred og ro.

Et par af jer har spurgt, om jeg kunne skrive det her indlæg, og det har jeg så gjort efter bedste evne. Jeg håber, det svarer på jeres spørgsmål, og ellers er I selvfølgelig altid velkomne til at skrive en kommentar! Jeg har intet imod at snakke om vægt – selvom jeg nu gerne vil frabede mig adjektiver som for eksempel “afpillet” ;)

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)