Det her det muligvis det mest uventede indlæg, jeg nogensinde har skrevet. Det skulle faktisk have været en føljeton, hvor jeg ville involvere jer i min kamp for at komme til at kunne løbe 5 kilometer, selvom jeg stort set aldrig har dyrket nogen former for motion og derudover altid holder op med at løbe efter maks. to gange, fordi jeg dødkeder mig og alligevel bliver nødt til at gå halvdelen af tiden.
Derudover var den 17-årige version af mig så ubegavet at forstuve sin fod (ved at stå ud af sengen) og gå på den i ugevis, indtil skadestuelægen erklærede den for “en af de værste forstuvninger, han havde set” og ordinerede krykker og ro en masse. Flashforward til dagen efter hvor der var julefrokost med min gymnasieklasse, og jeg smed krykkerne og hoppede i et par 14 cm høje hæle. Min ankel blev aldrig den samme igen. Når jeg har før har prøvet at løbe, har den derfor altid gjort ondt, og jeg har taget det som et tegn på, at jeg nok burde lade være. Det var også et ret belejligt tegn, når jeg nu absolut ikke gad løbe.
Nå, men 27-årige Anne-Li lavede jo også rod i det, da hun besluttede sig for at drøne op på toppen af Gellert Hill i Budapest, selvom hun lige havde vredet om på sit knæ. Eller hvad pokker det nu hedder. Det resulterede i et helt låst knæ og et halvt års tid med smerter, så snart jeg bevægede knæet mere end minimalt.
Ergo var mit udgangspunkt i dag ikke storartet, og jeg tvivlede også i den grad på, om jeg kunne løbe de 3 kilometer, jeg havde sat mig for. Jeg synes lidt, alt under 3 kilometer lyder ynkeligt, så det er altid mit mål, selvom jeg kun sjældent har nået det. Udover en lille løbetur på stranden på Bali for to år siden har jeg ikke løbet i fire år, og selv der gjorde jeg det kun et par gange. Jeg er så dårlig til at komme i gang, for jeg har ganske enkelt ikke tålmodigheden til at følge diverse løbe-gå-løbe-gå-planer. Jeg vil bare kunne løbe, og jeg vil kunne løbe nu, og når jeg så ikke kan, så gider jeg altså ikke.
Derfor tænkte jeg også, jeg hellere måtte lave det her til et projekt. En føljeton, så jeg havde jer at stå til regnskab overfor. Min kamp fra 0 til 5K. Jeg havde nok forestillet mig, den ville tage en del måneder.
Og så skete der det, at jeg begyndte at løbe. Stille og roligt. Og så stoppede jeg ikke, før der var gået 45 minutter, og så havde jeg løbet 6,25 kilometer. Ja, det gik hamrende langsomt, men jeg har aldrig før opnået at løbe mere end 20 minutter i træk, så for mig var det en fuldstændigt sindssyg præstation.
Det er mit livs første “længere” løbetur (ja, altså, jeg ved godt, den ikke er ret lang, men i min bog er den!), og jeg oplevede for første gang nogensinde at have det fedt med bare at løbe rundt. Jeg puttede playlisten med mine rockfavoritter i ørerne, og til tonerne af Megadeth, Velvet Revolver og Greta Van Fleet ødelagde jeg så hele idéen om løbeføljetonen, for nu har jeg sgu gjort det. Løbet de 5 kilometer.
Min ankel brokkede sig, som den altid gør, men den gør ikke ondt nu, så den har nok ikke just lidt overlast, og selv mit knæ har vist haft det nogenlunde med projektet, om end det kan mærkes lidt mere, end det plejer at kunne. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg tror faktisk bare, det var den nye indstilling, jeg gik til det med. Før har jeg altid tænkt, jeg ikke var sådan en, der kunne løbe, men i dag havde jeg en tanke om, at jeg engang ville blive i stand til at løbe de der 5K, og så kunne jeg åbenbart.
Men hvad havde jeg så gjort for at få det til at lykkes?
Jo, i går sørgede jeg for at drikke 7 øl, så jeg ligesom fik varmet kroppen op, og i dag spiste jeg så 100 gram bland-selv-slik til frokost. Jeg siger ikke, tømmermænd og chokofanter er hemmeligheden, men måske alligevel lidt.
Jeg tror dog, jeg prøver en anden tilgang næste gang, for jeg skulle helst ikke drikke 7 øl helt lige så mange gange om ugen, som jeg egentlig gerne vil begynde at løbe. Det med chokofanterne ser jeg lige med. Så there you go. Verdens mærkeligste engangsføljeton – Anne-Lis løbeeventyr fra 0 til 5K.
Der er i den grad plads til forbedring, hvis jeg begynder at tænke i tid per kilometer, men for nu vil jeg egentlig bare se, om jeg ikke kan få en hyggelig lille løbevane op at køre, og så er det egentlig langt vigtigere for mig, at jeg gør det, end at jeg gør det hurtigt. Så det var min fredagssejr. Jeg havde en ret elendig dag, som ikke engang bland-selv-slik til frokost kunne redde, men det gjorde løbeturen sgu. Den havde jeg slet ikke set komme. Nu vil jeg bare virkelig gerne blive sådan en af dem, der “slet ikke kan lade være med at løbe”. Det tager nok lidt tilvænning…
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
3 comments
Godt begyndt, du ved… :-)
Åh ja, jeg har også gerne ville være en af dem, som ikke kan lade være med at løbe. Men det kræver vidst et par rigtige løbesko, og sådan et par har jeg dog ikke endnu. Måske til jul? :-)
Ja, jeg tænker også, det måske er en nødvendighed. Mine er mildest talt ikke ret gode, men de slår dog de Kawasakisko, jeg brugte til idræt i gymnasiet ;)