Donuts og depressioner

Det skal ikke handle om donuts. De er bare fine, og de var afgjort et af gårsdagens højdepunkter! I stedet skal det handle om gå-på-mod, planer og en stakkels depression, der ikke får sin vilje.

Jeg er nemlig hoppet på undervisningen igen.
Siden sidste studiestatus har jeg erhvervet mig en ny diagnose – en gammel kending, depression – men i løbet af det første døgn efter, jeg havde været ved lægen, slog hele min hjerne om.
Det er ikke fordi, diagnosen er forkert. Jeg ved, den er rigtig, men det er faktisk ikke så slemt. For 5 år siden oplevede jeg den depression, der sendte mig så langt ned i kulkælderen, at jeg i flere dage ikke så dagslys og lod hele livet stå til og falde sammen om mig. Det var en depression der var opstået på grund af en masse mangler, og den sad i min hjerne og ødelagde mig indefra.

Denne her er helt anderledes. Jeg føler den ikke på samme måde som en del af mig. Den er hård og tung, men jeg ved, den hænger sammen med min situation, og jeg vil satse en tå eller to på, at den forsvinder, når studiepresset forsvinder. Derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gøre brug af psykologhenvisningen. Jeg ved egentlig godt, at den ekstra diagnose burde slå en stor, fed og ildelugtende streg under anbefalingen af en studiepause, men på en sær måde virkede den modsat.

Jeg har tænkt mig at blive færdig, og jeg har tænkt mig at blive det snart, så jeg kan sparke studiepresset ad Pommern til og få det bedre. Det hele handler om de næste 12 uger. Jeg nægter at anerkende, at depressionen er en del af mig. Den er en reaktion på stress og pres, og det er en rygsæk, jeg kan smide, når jeg vil. Og det vil jeg om 12 uger. Det har allerede hjulpet meget at se det på den måde, og nu håber jeg bare, det lykkes for mig. Og hvis det skulle slå fejl, har jeg ikke mistet noget.

I dag skal jeg til det store fag, jeg var sikker på, jeg ikke kunne overomme. Det hedder Viral Kommunikation, og det handler om virale videoer. Det lyder faktisk skidespændende, og det er ikke noget, jeg har kunnet sige om noget som helst uni-relateret i de sidste to år. Det er fra 10-15, og jeg er sgu lidt nervøs for, hvordan det går. Jeg var helt bombet efter de tre timer, jeg havde i tirsdags, men det er jo heldigvis ikke værre, end at jeg kan gå hjem og sove det ud bagefter.

Jeg brugte en god luns af min aften i går på at skrive med min bedste veninde, der udtrykte det noget så vidunderligt:

Det skal helt sikkert nok gå i morgen!!
Det er heldigvis bare mennesker.
Om 80 år er de alle døde og væk.

Den tager jeg lige med mig derop ;)

Andre dybe observationer modtages med kyshånd.

Toodles!

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)