Nu på helt egne ben

Da jeg var lille, sluttede skoleåret altid med en sang. Den sidste dag før ferien samledes vi alle i aulaen og sang

“Ring med klokken, Skolemester
Ring med klokken sidste gang
Vi skal ikke læng’re blive
stave, regne, remse, skrive
Skolestuen er så trang!”

Den sang.. Der er intet som den i min verden. Under den indtraf den ultimative følelse – følelsen af sommer, af frihed, og følelsen af et “job well done” – endnu et kryds i livsbogen.
De sidste mange år har skoleafslutningerne været ikke-eksisterende, og jeg er gået på sommerferie med en lidt tom fornemmelse – indtil i går.
I går havde jeg en helt anden afslutning:

For efterhånden nogle måneder siden besluttede jeg mig for at stoppe i den gruppeterapi, jeg har gået i i to år nu, og efter lidt snakken frem og tilbage blev vi enige om, at tirsdag den 24. juni var en god dag at afslutte forløbet.
Jeg har glædet mig rigtig meget – det siger jeg jer! Jeg har glædet mig utroligt meget til at have min tirsdag eftermiddag for mig selv og til at kunne begynde på et nyt kapitel i mit liv, hvor terapeuter og terapi er noget, man hovedsageligt støder på i Aftenshowet eller DRs reportageserier.

På vej ud til Risskov i går slog det mig så, at mit farvel til terapien også var et endegyldigt farvel til nogle mennesker, jeg virkelig holder rigtig meget af, og mens Johnny Cash sneg sig stille ud af højtalerne, prøvede jeg at få styr på alle mine tanker og på alt det, jeg ville nå at sige denne sidste gang derude.
Gruppeterapi er en mærkelig størrelse. Man sætter seks mennesker sammen i et rum, og på en eller anden måde skaber man et forum, hvor det er tilladt at sige alt det, man ellers ikke får sagt – også de små ting. Gruppeterapi lyder som et ret dødt begreb, men det er på sin vis ret magisk.

I går sad jeg over for fem mennesker, jeg holder rigtig meget af og sagde farvel. For det er et af vilkårene. I gruppen kan man tale om alt, men udenfor gruppen kender man ikke hinanden, og selvom det ikke er decideret forbudt at stikke nogen sit visitkort, når man går, er det ikke noget, man gør. Det er en kunstig relation, man skaber, når man mødes hver tirsdag eftermiddag, come rain or shine, men det er også en sjældent stabil og tryg relation, man opbygger, og den har virkelig været guld værd for mig.

Det var faktisk først, da jeg sad overfor dem allesammen og prøvede at samle både ord, tanker og følelser sammen, at det gik op for mig, hvor meget de rent faktisk betyder for mig. Jeg har fortalt dem noget om mig selv, som ikke engang mine allernærmeste ved, og jeg har vist dem, hvem jeg er, når det har syntes helt umuligt at vise resten af verden det, og de har gjort det samme. Derfor kender jeg dem bedre, end jeg kender de fleste, og når jeg kender folk, så holder jeg af dem.
Jeg er ikke et menneske, der har nemt ved at fortælle folk, at jeg holder af dem. Jeg er ikke sådan en føle-en udadtil, og jeg kan nogengange været ved at gå til indeni mig selv, fordi jeg ikke kan finde ud af at fortælle folk omkring mig, hvor meget de egentlig betyder for mig. I går satte jeg mig dog for, at jeg VILLE fortælle min gruppe, hvor meget de hver især betød for mig, og hvor seje jeg synes, de alle er på hver deres måde, og jeg skulle godt nok trække vejret dybt for ikke at tude, da jeg sagde farvel til nogle af de dejligste mennesker, jeg nogensinde har mødt og prøvede at give dem de helt rigtige ord med på vejen.
Følelsen af at stoppe derude er også følelsen af at lukke Harry Potter 7 lige før slaget om Hogwarts. Vi kæmper alle med hver vores, og fordi jeg nu er nået dertil, hvor jeg er, kan jeg ikke længere følge med i, hvordan det går de andre, og jeg kan kun krydse fingre for, at det går dem så godt som overhovedet muligt.

Det er et godt og positivt farvel, der udspringer af, at jeg har fået det bedre. Et sådant farvel giver håb til de nye i gruppen, der i øjeblikket ikke kan overskue, hvordan alting nok skal ordne sig, og det sender mig  af sted mod et nyt kapitel, hvor jeg for første gang i mange år skal prøve at stå på mine helt egne ben.

Det minder mig også om, at sammen er vi stærkere. Hvis ikke jeg havde turdet stole på de fem dengang helt fremmede mennesker og ladet dem hjælpe mig, og hvis ikke jeg havde haft mod på at involvere mig i dem og tage deres ord for gode varer, så var jeg et langt fattigere menneske i dag. Nu er min udfordring så at turde bruge min omgangskreds til det. Ikke at jeg har tænkt mig at mødes med en gruppe veninder hver tirsdag og diskutere ugens op- og nedture – halløj, man kan jo bare læse min top og flop ;) – men nu er det på tide, at jeg øver mig i at få sagt de ting, jeg tror, jeg ikke kan sige, til de mennesker, der i forvejen står mig nærmest og så stole på, at isen kan holde under mig.

I går fik jeg min afslutning, og selvom det ikke var Skolemestersangen, der sendte mig på vej, men en masse knus og skønne ord, så var det en helt særlig følelse jeg havde, da klokken ringede for sidste gang, og jeg fortrøstningsfuldt og vemodigt tog afsked med en stor del af mit liv.

 

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)