Det første stykke tid et nyt sted er altid lidt kaotisk. Også selvom det nye sted denne gang er en gammel kending, og vi faktisk næsten ikke har skullet bruge noget krudt på at falde til og finde os til rette. Der er i bund og grund intet kaos, men det føles stadig en smule kaotisk. Vi skal trods alt stable en ny hverdag på benene. En hverdag hvor jeg skal forsøge at få min lille freelancevirksomhed op at køre, hvilket er langt nemmere i teorien, end det er i praksis. I hvert fald når man som jeg render rundt med en professionel selvtillid på størrelse med en skrumpet ært og desuden forbinder det at sælge sig selv med hjørnefliser, lårhøje støvler og Julia Roberts anno 1990.
Det er ikke nemt. For nogle er det det garanteret, men ikke for mig. Der er mange ting, jeg gerne vil. Jeg vil gerne drive bloggen professionelt, for hvis jeg kan have en lille indkomst fra bloggen, har jeg mulighed for at lægge mange flere timer i den, end hvis det udelukkende foregår på hobbyplan. Bloggen har været min drøm siden før, der fandtes blogs, men jeg bliver nødt til at erkende, at det ikke kører skidegodt på indtjeningsfronten, og at det heller ikke kommer til at gøre det, så længe jeg ikke aktivt går ud og opsøger nogle samarbejder. Helt optimalt lagde jeg al min tid i bloggen og gav den en ordentlig skalle, men det har jeg prøvet, og det gør mig stadig ikke i stand til at sælge noget som helst. Det gør mine tal pænere og min blog mere attraktiv, og det gør mig (meget!) glad, når I kan lide det, jeg lægger ud, men jeg bliver ganske enkelt nødt til at prioritere min indsats anderledes i en periode.
Jeg ville ønske, jeg havde tillid til, at det hele nok skal gå. At bloggen kunne blive en levevej, og at jeg kunne tage lidt andre opgaver hist og her, men det har jeg ikke. Det ville nemlig kræve en ordentlig spand selvtillid, og den har jeg ikke. Med tiden tror jeg på, at jeg kan få den tro, og det er da et skridt på vejen, men for at komme derhen, bliver jeg nødt til at bevise det over for mig selv. Jeg har brug for at bevise, at jeg faktisk er god til det, jeg gør, og at jeg kan noget, der er noget værd for nogen. Jeg ved godt, hvorfor jeg har det sådan. Eller rettere, jeg ved godt, hvorfor jeg har fået det sådan med mig selv. De der hårde folkeskoleår ødelagde noget helt fundamentalt inden i mig, som jeg har manglet lige siden, og selvom jeg hader, at de stadig betyder noget som helst, er de en del af mig.
Jeg bliver ved med at tænke, at lige netop jeg, i den position jeg er i, med den alder jeg har, med den erfaring jeg har, med de perspektiver jeg har – nok ikke har noget at tilbyde. Endnu. Jeg skal lige lære det og lige kunne det og lige få lidt mere erfaring, og SÅ kan jeg begynde. Og selvom jeg helt objektivt godt kan se, at jeg eksempelvis er en glimrende korrekturlæser (bare for at tage det absolut kedeligste eksempel), er der en lille stemme inden i mig, der fortæller mig, at der sgu da ikke er nogen, der kan bruge mig, når de nu kan få en anden (og at jeg desuden ikke bør skrive sådan noget i et indlæg, der garanteret kommer til at blive udgivet med et par kommafejl og en slåfejl hist og her, fordi det er ved at være sidst på aftenen, og jeg er træt).
Det er en paralyserende følelse, og det er en følelse, der tydeligvis ikke forsvinder af sig selv, og det er ikke en følelse, jeg har lyst til at være styret af længere. Og det er en af grundene til, at vi er her nu. I Chiang Mai, i en lejlighed, i et liv og i en hverdag, der giver mig tid til arbejde mod nogle meget konkrete mål.
Bloggen er stadigvæk min drøm, men så længe der ikke længere tikker nogle kampagner ind af sig selv, har jeg to muligheder. Enten opsøger jeg dem, eller også lægger jeg låg på. Det første er jeg ikke i stand til, og det sidste ville jeg være utroligt ked af at skulle gøre, hvilket efterlader mig med secret option number 3: Jeg bliver i stand til det.
Så ja. Det er situationen lige nu, og jeg er faktisk okay med den. Det er jo trods alt mig selv, der har truffet beslutningen, og jeg har heldigvis allerede overrasket mig selv positivt ved at hive en freelanceopgave hjem i første hug. Det er ikke en hverken stor eller (tilnærmelsesvist) godt betalt opgave, men det er en opgave, og det er erfaring, og det er noget, jeg har brug for. Jeg tror generelt ikke på “pay your dues”-konceptet. Jeg ser intet forkert i, at andre går direkte fra studie til voksenjob og ditto løn, men min vej bliver anderledes, og jeg vælger at se det som et eventyr. Hvis jeg bygger noget op fra bunden, kan jeg forhåbentlig selv følge med op.
Det kommer til at gå ud over bloggen, i hvert fald periodisk, men jeg vil så gerne holde op med at slå mig selv i hovedet over alt det, jeg ikke får gjort, og i stedet spise en brownie og fejre alt det, jeg rent faktisk gør, så det vil jeg prøve på i det næste stykke tid. I aften nøjes jeg dog med Oreos, for det er mørkt udenfor, browniestedet ligger langt væk, og vi har stadig ikke fået lys på vores cykler.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
7 comments
Jeg har kendt dig hele dit liv. Jeg ved, at stort set ingen har været bedre til noget (bortset fra violin) end dig. Jeg har også i mit liv kendt til manglende selvtillid og misundt dem, der bare fyrede den af. På lang sigt er din manglende selvtillid din største gave i livet. Det kan være svært at forstå. Med manglende selvtillid kan man komme til selvaccept, og et menneske, der accepterer sig selv, er et behageligt og ikke dominerende selskab. Du har alle evner, og du vil få succes, for du vil finde balance, og du vil kunne leve af din drøm. Jeg tror ikke på dig fordi, jeg er din far. Jeg SER dig. Ved hvem du er. Hvad du kan. Hav tillid. Bliv ved. Det er din vej i livet. Kærligst din Far
Ja, det med violinen blev aldrig nogen stor succes. Det må jeg nok blankt erkende. I det mindste lærte jeg dog noget om udholdenhed i løbet af de 13 år, det stod på. Men udover det er jeg glad for, at du tror på mig. Hvis ikke min far skulle det, hvem skulle så :) Selvom jeg vil forbeholde mig retten til at forholde mig yderst kritisk til det der med “den største gave”. For det første erindrer jeg en fremragende juleaften og et Barbiefly, og for det andet tror jeg, at selvaccepten ville være nemmere inkl. selvtillid, men det er en så tilpas hypotetisk situation, at det dårligt kan betale sig at gætte!
Hej Anne-Li :-)
Jeg har haft lyst til at kommentere de sidste par gange, hvor du har skrevet om manglende selvtillid og forskellen på at ville og at kunne, men jeg har ikke helt vidst, hvordan jeg skulle formulere det. Nu prøver jeg, og jeg håber, det giver mening.
Først og fremmest vil jeg nævne, at jeg sagtens kan sætte mig ind i den manglende selvtillid. Kæft, det er altså en kronisk klods om benet – og om hjertet og hjernen. For mig var det også i folkeskolen, den opstod, og den styrer mig stadig meget af tiden, selvom jeg er blevet meget bedre til at bekæmpe den. Men jeg forstår godt, at den kan være en hindring – og at den kan føles som det, der stopper én fra at nå ens drømme. Sådan har jeg det også. Tit. Men du skal vide, at udefra – på den side af skærmen, hvor jeg er – der oplever jeg dig ikke som én, der ikke har selvtilliden til alle de ting, du nævner. Du virker enormt velovervejet og modig, du udforsker dine grænser og kender dig selv. Du skriver GODT og ærligt (sådan oplever jeg det hvert fald), hvilket er sjældent/unikt/dejligt, og selvom jeg ikke kender dig bedre end det, du deler her, så tror jeg nok du skal finde din vej. På den ene eller anden måde. Jeg hepper hvert fald på dig!
Hej Ida og tusind tak for din kommentar og de virkelig søde ord.
Det er også noget underligt noget med den selvtillid, for på den ene side ved jeg godt, at der er nogle ting, jeg er dygtig til. Det er bare i mellemrummet mellem den erkendelse og den voksne virkelighed, at selvtilliden går til grunde, og lige pludselig sidder jeg og er en stor undskyldning for mig selv, når jeg skal fortælle nye bekendtskaber “what I do for a living”. Jeg har overvejet fake it till you make it-strategien som mange (måske især herude) benytter sig af, men jeg øver mig i at være åben omkring, at jeg sgu lige ikke har styr på alting endnu, for jeg er så træt af, hvor nemt man får følelsen af, at alle andre bare drøner derudaf, fordi mange glemmer at fortælle om den tvivl, det arbejde, der overvejelser og forhindringer, der også hører med. Ikke hos alle, men garanteret hos flere end man lige umiddelbart tror.
Jeg er glad for din opfattelse af mig, og jeg kan endda også godt se, at det giver god mening, det du skriver, men der er desværre langt fra fornuften til inderst inde at tro på det. Men det er rigtig godt at høre alligevel, og jeg er glad for, at du både hepper og tror! Hvis jeg finder ud af at afmontere den der kroniske klods, skal jeg nok dele opskriften herinde! ;)
Når man kender dig ud over bloggen, så ved man, at du kan meget mere end de fleste. Jeg tror, selvtillid begynder med selvværd, og jeg synes heldigvis, jeg kan mærke, der sker noget med det. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre for at styrke sit selvværd, mere end du gør, men jeg tror på, du er på rette spor.
ALT det, du producerer er gennemproduceret: tekster, fotos, vlogs osv. Når du bliver klar til at sælge det, er der købere derude. Der er altid købere til kvalitet, tror jeg.
Du er på vej: du networker, du finder rugbrødsjobs, der giver erfaring, du træner i nye discipliner inden for din verden… giv tid, giv tid, den [spurven] nynner glad :-)
Jeg tænker at du allerede er godt på vej ift. selvtillid for det kræver altså en vis portion selvtillid at springe ud i det normadelivs-eventyr du og kæresten har gang i. Det må du endelig huske på når de dumme tanker melder sig. Men jeg kan bestemt nikke genkendende til meget af det du skriver. Jeg bliver færdig med min kandidat lige om lidt, og hold nu op hvor er jeg forvirret omkring hvilket eventyr jeg nu skal ud på, fordi hvad er det nu lige jeg vil og jeg er god til? For hvad er det overhovedet at jeg kan tilbyde andre mennesker som de ikke selv kan? Og de tanker kommer selvom at jeg faktisk har specialiseret mig igennem min uddannelse og fået gode ord med på vejen. Det er så ærgerligt at vi ikke bare tør stå ved os selv! Men det er da godt at vi er refleksive om det så vi kan blive bedre ;-).
Tak skal du have, Kathe! Det kan være svært at se sig selv helt klart, så det er altid rart med et andet perspektiv :)
Ja, de tanker kender jeg kun alt for godt. Og så engang imellem går det op for mig, at nej – det jeg kan, kan alle andre ikke “bare” gøre. Nogen kan, men de fleste kan jo noget andet. Det er så nemt at komme til at tro, at man ikke lærer noget, alle andre ikke også har lært, fordi man jo sjovt nok omgås sine medstuderende, men det er jo ikke et repræsentativt udsnit af virkeligheden. Og ja – dét er sgu da et plus, hvis vi hele tiden bliver lidt bedre! :D