Der er efterhånden en del af jer, der skriver og spørger ind til mit nye arbejde. Hvad det er, hvor det er, og om det er noget, I monstro også kan lave, fordi I selv overvejer at kaste jer ud i sigøjnerlivet. Jeg elsker, når I skriver, og jeg svarer også hjertens gerne (og når I DM’er mig på Instagram, får I desuden rig mulighed for at se, hvor håbløs jeg er til at skrive på min telefon), men det duer jo heller ikke, at jeg er så dårlig til at informere jer, at I må skrive til mig privat for at få så basic informationer, så nu tager jeg mig sgu sammen og fortæller jer om det! Der er en grund til, jeg har været lidt tilbageholdende med at fortælle om det herinde, og det skal jeg nok komme ind på til sidst i indlægget, men først og fremmest skal det altså handle om det der arbejde, jeg bliver ved med at skrive om.
I januar skrev en af mine gamle veninder til mig. “Hey”, sagde hun, “jeg læste lige et af dine blogindlæg, og så kom jeg til at tænke på, om du mon var interesseret i at få noget mere fast arbejde”. Citeret temmelig frit fra hukommelsen. På det tidspunkt boede vi i Chiang Mai, og i næsten fem måneder havde jeg brugt en hel masse tid på at tjene nærmest ingenting.
Jeg havde prøvet at oprette en profil på Upwork. Jeg havde taget alle de relevante tests og fået topscore i de fleste. Jeg havde oprettet et CV derinde, skrevet en profil og i det hele taget brugt rigtig lang tid på det, og jeg kunne pinedød ikke få min profil godkendt. “Der er for mange som dig!” blev deres lede robot ved med at fortælle mig, og efter lidt tid gav jeg op og ledte efter andre freelanceplatforme.
Jeg fandt et par stykker, men der var ingen af dem, der så tilnærmelsesvist okay ud, og til sidst endte jeg med at vælge Fiverr. Som navnet antyder, er det ikke ligefrem en platform, der er fyldt med kunder, som er villige til at betale ret meget, og når I skriver og spørger mig til råds, er det heller ikke en, jeg plejer at anbefale. Fiverr er god, hvis man for eksempel er grafisk designer og har en række forskellige logoer, man kan tilpasse på 20 sekunder og tjene 5 dollars på. Hvis man skal skrive, korrekturlæse eller oversætte, er 5 dollars altså ikke ret meget. Heldigvis kan man bare skrive nogle andre priser på, men de kunder, der benytter Fiverr – de er ofte ude efter noget til fem dollars. Eller 10, hvis det er noget, der tager fire timer og har en stram deadline.
På fem måneder tjente jeg vist omtrent 9000 på Fiverr, og det var sådan set fint nok, for jeg havde egentlig mest oprettet min profil for at få opbygget noget real life-erfaring med tekstproduktion og den slags. Jeg skrev produktbeskrivelser, kategoribeskrivelser, hjemmesidetekst og blogindlæg, og jeg korrekturlæste og oversatte også noget. Jeg er desuden ret overbevist om, at jeg nærmest er certificeret personlig træner. Jeg skrev nemlig fast for en rigtig venlig mand, og da jeg skulle oversætte hans eksamensopgave til engelsk, bestod den stort set udelukkende af uddrag fra de blogindlæg, jeg havde skrevet i hans navn. Vi bestod. Og jeg tjente vel 100 kroner. Virkelig småpenge.
Jeg hævede mine priser en del, i takt med at jeg fik flere og flere gode anmeldelser, men jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde så meget styr på det, jeg lavede, at det virkelig ikke gav mening at sælge det til Fiverrpriser. Jeg følte, jeg underbød mig selv hele tiden, og jeg blev mere og mere harm over de sindssyge forespørgsler. 2000 ord, afleveres i aften, 10 dollars. Ved du hvad, ellers tak. Røvhul.
Så øh… da min veninde skrev til mig, var jeg mere end klar til at komme i gang med noget andet arbejde. For selvom jeg efterhånden havde fået opbygget en nogenlunde selvtillid, var jeg på ingen måde klar til at kontakte folk og fortælle dem, hvor fremragende jeg var. Det ved jeg ærligt talt ikke, om jeg nogensinde bliver klar til. Den eneste jobsamtale, jeg rigtig kan huske, var, da jeg var som 18-årig søgte arbejde i Lidl og blev fravalgt til fordel for en med kassedameerfaring. Jeg har ikke styr på det. Slet ikke.
Heldigvis manglede min venindes arbejdsplads medarbejdere, og det var endda en slags arbejde, jeg tidligere havde prøvet at finde ud af, om jeg ikke kunne komme i gang med. Oversættelse. Nærmere bestemt oversættelse af undertekster. Det krævede dog lidt mere end mine blå øjne og min fremragende forbindelse at få jobbet, og jeg var så hunderæd for det, at jeg nær ikke havde gjort det. Virksomheden har nemlig en test, man skal bestå for at komme i betragtning til jobbet, og den tager to timer og består af flere forskellige dele.
Jeg har altid været hamrende nervøs for eksaminer (selvom jeg kun en enkelt gang virkelig har klaret mig ringe… Det var så til gengæld også virkelig skidt. De spurgte mig, hvem der var direktør for det kongelige teater i 1751, hvortil jeg svarede, at det garanteret var en mand… Så spurgte de, hvordan Danmark så ud i 1700-tallet, hvortil jeg svarede, at det var pænt. Jeg havde en virkelig dårlig dag!), og jeg havde bildt mig ind, at jeg var færdig med den slags. Det var jeg ikke, og jeg klarede den heldigvis rigtig fint. Der gik nogle uger, før jeg fik svar, og da jeg fik at vide, de gerne ville sende mig en kontrakt, fik jeg også at vide, at der var en test mere, jeg skulle bestå, før jeg kunne arbejde for Netflix.
Netflix har nemlig deres egen test, som de måtte indføre efter lidt for mange misforståede ordsprog og virkelig kiksede oversættelser. Den test tager omtrent tre timer, og den er led. Altså, den er ikke sindssygt svær, men det var på ingen måde en, jeg følte, jeg skøjtede igennem. Og jeg er cand.mag. i engelsk. Jeg var faktisk så ræd for den test, at jeg først havde besluttet mig for ikke at tage den, men skæbnen (og mit held) ville, at min mor var i Chiang Mai på det tidspunkt og absolut ikke kunne se problemet. Så dagen før hun tog hjem, satte jeg mig foran computeren med hende ved siden af som emotional support animal, og da jeg trykkede “begynd”, havde jeg tårer i øjnene af rædsel. Jeg kan slet ikke holde den slags ud.
Heldigvis er jeg skruet sådan sammen, at min hjerne går i kampmode, så snart uret begynder, og efter små tre timer fik jeg min score – som heldigvis var rigtig fin. “Se, jeg vidste, du kunne. Det er så åndsvagt, du ikke tror mere på dig selv,” sagde Curlingmutti, og hun havde jo sådan set ret. Noget af det værste var, at jeg ikke anede, hvad testen handlede om. Jeg kunne ikke forberede mig eller på anden måde overbevise mig selv om, at jeg havde styr på emnet, for jeg havde jo absolut ingen anelse om, hvad det var. Altså, udover at det var en test af mine dansk- og engelskkundskaber.
Min mor kom også på arbejde, da der lige pludselig kom en række undertekster fra et Shakespeareværk, som jeg på ingen måde kunne finde online – og den slags er virkelig ikke hensigtsmæssigt at give sig til selv at oversætte. Og da slet ikke under tidspres. Så da jeg havde siddet med det i et kvarter, overlod jeg søgningen til Mutti, der efter en halv times brav kamp også måtte give op. Og således oversatte jeg 15-20 linjer Shakespeare på 5 minutter, og det blev ikke godt.
Nå, men jeg bestod heldigvis, og nu har jeg efterhånden arbejdet som undertekstoversætter i små tre måneder. I begyndelsen føltes hver opgave som en ny eksamen, men jeg har efterhånden afleveret 33 opgaver, og jeg er sgu blevet rigtig glad for det. I sidste uge havde jeg en rigtig møgopgave, som virkelig trak tænder ud, men der er heldigvis flere gode opgaver, end der er dårlige, og det er et arbejde, der passer rigtig godt til mig.
Jeg elsker, at jeg selv planlægger min tid og at jeg altid har muligheden for at takke nej til en opgave, hvis jeg ikke har tid. Indtil videre har jeg dog nærmest takket ja til det hele, for jeg har haft en del indkomstfri måneder, jeg gerne vil have rettet op på – og så synes jeg faktisk også, det er lidt sjovt. Det er lidt ligesom at blive betalt for at løse kryds og tværs. Netflix har selv slået det op som, at man bliver betalt for at se sine yndlingsserier, og der har de nok liiiiige været en kende optimistiske. Indtil videre har jeg i hvert fald mest set koreansk reality.
Men hvorfor har jeg ikke fortalt jer om det før nu? Det skyldes intet andet end min egen debiliterende usikkerhed. Hvad nu hvis det ikke holder? Hvad nu hvis jeg bliver fyret? Hvad nu hvis… But then again – hvis et af hvisserne bliver til virkelighed, er det nok alligevel noget, jeg vil have godt af at skrive om.
Jeg er virkelig bange for ikke at være god nok. Det er noget, jeg dagligt kæmper med, og det har jeg gjort, siden det der forfærdelige år i folkeskolen, hvor alt, jeg var, blev pillet fra hinanden. Da det blev limet sammen igen, var der nogle skarpe kanter og manglende stykker hist og her, og dem har jeg ikke fundet endnu. Mit første rigtige voksenjob fik jeg, da jeg var 18. To uger senere blev jeg fyret på grund af et attitudeproblem. Meget kan man sige om mig, men det var nok ikke lige det, nogen ville have taget fat i. I dag er det heldigvis en fremragende ting at kunne sige. Jeg blev fyret på grund af et attitudeproblem. Mega rock ‘n roll! Den rigtige grund var, at chefen til julefrokosten havde været sammen med den kollega, hvis job jeg havde fået, da han sagde op, og nu ville de begge to gerne have, han skulle arbejde der igen. Knapt så cool.
Og det ødelagde mig. Fuldstændigt. Jeg havde gjort alt, jeg kunne, og jeg kunne ikke forstå, hvad det var, jeg gjorde forkert. At de andre medarbejdere heller ikke kunne se det og forsikrede mig om, at der altså ikke lå andet bag det, end at hun var en nar… det var min underbevidsthed hamrende ligeglad med. De tre dage det tog hende at sætte mig på prøve, observere mig og til sidst fyre mig var nok til at slå sådan et skår af mig, at jeg den dag i dag stadig er panisk angst for at have en arbejdsgiver. En, der kan beslutte, om jeg er god nok eller ej.
Det er selvfølgelig at tillægge dem alt for meget magt, det ved jeg godt, men følelser er desværre ikke rationelle, og selvom jeg synes, det er latterligt, er det altså desværre noget, jeg stadig til en vis grad er styret af. Derfor er min vej til voksenjob og -indkomst også noget snørklet og lang, men i det mindste er den da min egen, haha.
Så det var det! Mit nye, faste freelancearbejde. Hvis I har nogle spørgsmål, er I hjerteligt velkomne til at kontakte mig eller skrive en kommentar. Jeg kommer nok ikke lige til at give jer navnet på det firma, jeg arbejder for, for jeg vil gerne kunne skrive om det på bloggen uden at være alt for meget “kædet sammen” med det, hvis I forstår, men det meste andet svarer jeg hjertens gerne på :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
10 comments
Det lyder bare som et virkelig fedt arbejde. Og som passer godt til dig :-)
Jeg er også rigtig glad for det, Louise :)
Tillykke med jobbet! Det er da lidt sejt, at være freelancer for Netflix! Jeg er sikker på, at du gør det bedre end du selv giver dig kredit for :D
Tusind tak skal du have, Tine! Haha, sejt ved jeg ikke, om det er, men jeg er i hvert fald glad for at være det :D
Curlingmutti. CURLINGmutti?? Moi? Som i ‘Sikken noget pjat, Anne-Li, det kan du altså godt. Gør det nu!-curling? Så ok :-)
Fedt med jobbet. Jeg har endnu ikke turdet se, hvordan Hamlets akt 2 scene 5 egentlig skulle oversættes…. :-)
Ja, det sagde du godt nok, men du SAD der dog! Det var bare den curling, jeg henviste til.
Nej. Pyha. Måske bliver min oversættelse den nye standard.
Hej du!
Måske jeg er lidt tungnem, men jeg er forvirret. Tekster du? Altså ser du en serie, som endnu ikke er tekstet, og så producerer du de danske undertekster, altså med lydmediet som forlæg? Eller oversætter du allerede producerede undertekster – altså du siger koreansk, så er der nogen, der har lavet fx engelske undertekster til den koreanske serie, og så oversætter du de engelske tekster til dansk – altså med noget skriftligt som forlæg, og tekstning i så at sige andet led (som når vi oversatte 1001 nat til dansk fra fransk, fordi ingen lige ku oversætte fra arabisk)? Spørger kun, fordi jeg er nysgerrig – det lyder vildt spændende uanset, og jeg er meget interesseret i oversættelse som fag jo :)
Håber, du har det godt!
(PS: Beklager eventuelle taste- og andre fejl, skrevet med en sovende baby på den ene arm 😂)
Hej Gitte! Er der noget, du ikke er, så er det da tungnem!!!
Jeg kan godt forstå, hvis det er lidt forvirrende. Jeg ser en serie med engelske undertekster, som jeg så oversætter til dansk. Og så skal jeg selvfølgelig oversætte og komprimere det på samme tid, så det holder sig inden for den tilladte grænse. De engelske er ofte lidt længere, hvis det er en engelsk film eller serie, fordi det er en direkte transskribering – men når det er oversat fra koreansk til engelsk, er kildeteksten komprimeret, hvis det giver mening :) Ja, de gør det simpelthen sådan, at de har en til at oversætte fra ét sprog til engelsk, og så får alle andre oversættere den engelske oversættelse som kildetekst (i hvert fald med “sære” sprog såsom japansk og koreansk, hvor der ikke lige står en masse oversættere klar. Det kan være en udfordring, når man ikke kan forstå, hvad de siger, men man har trods alt både billede og lyd, så man kan for det meste stykke det sammen. Tror jeg. Jeg kan jo ikke koreansk, så jeg kan meget vel leve i lykkelig uvidenhed. Jeg synes helt klart, det er sjovest at oversætte engelske projekter! Nogle af idiomerne går jo til i hvert oversættelsestrin, så det er selvfølgelig fedest at have originalen! :)
Hej! Du nævner at du arbejder for Netflix, men det lyder også lidt som om at det er igennem et andet firma at du er i kontakt med Netflix? altså det firma din veninde kunne skabe kontakt til hvad hedder det?
Hej Mia
Jeg arbejder ikke direkte for Netflix, men for en underleverandør :) Som jeg skriver i indlægget, har jeg ikke lyst til at dele navnet på min arbejdsgiver, for jeg vil gerne kunne skrive frit om det herinde.