Da vi besluttede os for at tage til Sri Lanka, havde jeg ikke ret meget arbejde, og mit arbejde bestod mestendels af at skrive produktbeskrivelser og kategoritekster til et par danske webshops. Det var ikke just spændende, og der var ikke ret meget af det, men det betød også, at vi med nogenlunde ro i maven turde booke billetterne til Sri Lanka.
Fast forward tre måneder. I februar hørte jeg endelig tilbage fra det job, jeg havde søgt. Jeg bestod de forskellige tests, jeg skulle igennem, og mens jeg fejrede, at jeg endelig kunne stikke produktbeskrivelserne skråt op (jeg var i dén grad ved sat løbe tør for adjektiver), begyndte jeg at tænke, at det måske ikke var sådan en skidegod idé at flyve til Sri Lanka, når jeg nu skulle til at have en masse arbejdsopgaver med ret stramme deadlines.
Vi gjorde det alligevel, men dagen før vi tog af sted fra Thailand købte vi for en sikkerhedsskyld en lille “pocket wifi”. Sådan en lille dims, man kan putte et simkort i, og så leger den, at den er rigtigt wifi, alt imens ens data suser væk fra kortet – like a young bronco coming out of the chute for the first time. Point til de af jer, der ved, hvor det er fra.
Hvis vi ikke have købt den, havde jeg ikke kunnet overholde mine deadlines. Sri Lanka har lige præcist ligeså dårligt internet, som alle siger, og det er absolut det værste internetland, vi hidtil har besøgt. Mest af alt fordi de ikke rigtig bruger wifi.
INTERNET PÅ SRI LANKA
De fleste Sri Lankanere har ikke adgang til internettet. Det er ganske enkelt for dyrt for dem. Et godt eksempel på det er, at det er umuligt at finde en busplan online. Hvorfor? Fordi man går ud fra, at hvis man penge til internet, så har man også penge til en bil. I kid you not. Det er så dyrt, det er for dem.
Det wifi, hoteller og guesthouses reklamerer med, er ikke andet end en lidt større version af vores lille bærbare router. De sætter altså også et simkort i, og så køber de 10 GB engang imellem, og de forsvinder for det meste rigtig hurtigt, fordi de fleste ikke er opmærksomme på, at man nemt kan bruge en gigabyte på en times Netflix, hvis man ser det på sin computer. Når det forsvinder, går der altid lidt tid, før de får købt noget nyt. I bedste fald en times tid, i værste fald et par dage. Det er dyrt for dem, så tænk over, hvordan og hvor meget du bruger. Især hvis du besøger de mindre guesthouses og home stays.
Derfor har vi nu i to måneder siddet bøjet over en telefonskærm, når vi lige har skullet koble af. Need I say, jeg har fået læst mere, end jeg plejer. Så snart vi landede i lufthavnen, købte jeg et simkort fra ét selskab, og senere på dagen købte vi så et til Mathias fra en anden udbyder. Det er mit bedste tip. Hav i det mindste to forskellige simkort, hvis du er på Sri Lanka og er afhængig af fungerende internet. Det er nemt nok at købe et simkort. Bare gå ind i en af de mange små teknikbutikker, der reklamerer med de forskellige telefonselskaber udenfor. Det er vigtigt, du har dit pas med i tasken, når du skal købe dit simkort, men det er en meget let proces. Det er faktisk dårligt nok en proces.
SRI LANKANSKE INTERNETUDBYDERE
De tre største udbydere er Dialog, Mobitel og Airtel. Vi begyndte med Dialog og Mobitel, men Mobitel viste sig at være lidt for dyrt og lidt for dårligt, så det simkort skiftede vi ud med et fra Airtel. Dialog er bedst, men dyrest – Airtel er billigst, men ikke helt ligeså stabilt. Vi har tanket op så mange gange, at jeg slet ikke har tal på det. Nogle gange flere gange om dagen.
Sri Lankas internet er sært. Når du køber en datapakke, vil internettet højst sandsynligt være delt op i to portioner. En til om dagen og en til om natten. Dagsdata er det dyre. Typisk kan halvdelen af mængden bruges om dagen, og så skal man være længe (eller meget tidligt) oppe for at bruge resten.
Der er mange små kiosker, der sælger små datapakker, så det er altid nemt at få fingrene i noget internet. For 99 rupees (4 kroner) kan man få 500mb (dag) + 200 mb (nat) fra Dialog. 199 rupees (8 kroner) giver 1 GB (dag) og 1 (GB) nat. Airtel er lidt billigere. 119 for 800 MB (anytime) og 179 for 1,5 GB (anytime). Man køber nogle små kort i kioskerne, og disse kort har sådan et lille skrabelodsfelt på bagsiden. Det skraber man, og så bruger man en USSD-kode til at tanke op. Til de af jer, der endnu ikke er stødt på det begreb, kan jeg fortælle, at en USSD-kode i bund og grund er en kode, man ringer op.
Man går ganske enkelt ind i sin telefon, og der hvor man ville skrive et telefonnummer, skriver man i stedet en kode. Hos Dialog skriver man #123#PINKODE# og ringer op, og så får man et hav af sms’er, der fortæller en, at man nu har fået nyt data, og at man desuden kan deltage i en masse konkurrencer. Skønt system.
TO MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE PÅ SRI LANKA
Internethastigheden er tilforladelig. I hvert fald når man bruger data, og særligt når man bruger Dialog-data. Så er det for det meste 4G. Vi har nu klaret os med det i næsten to måneder, men vi har også flere gange kigget på hinanden med bævende underlæber og tårer i øjnene (fordi overdrivelse fremmer forståelsen) og lovet os selv, at der går lang tid, før vi igen vil være så lang tid i et land, hvor wifi ikke er noget, de gør i. Til en ferie er til det helt fint, men når man arbejder online ca. 35-45 timer om ugen, så er det altså ikke sagen. Det er i hvert fald dyrt i data. Og så er det altså bare træls at se alle youtubevideoer i 144p. Alt og alle er slørede. Og det var de været i et par måneder.
Hvilket land er det værste internetland, Í har besøgt?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
