Jeans: Asos, Cardigan + sko: H&M, Skjorte: Vila
Jeg tror, jeg kunne lære meget af at give mig selv de råd, jeg giver andre. Ikke fordi mine råd nødvendigvis er særlig gode, men fordi jeg måler andres liv og hverdag på en helt anden skala, end jeg måler mit eget.
I går havde jeg en timelang telefonsamtale med en af mine bedste veninder. På et tidspunkt kom vi ind på hendes kærlighedsliv (der er noget mere interessant end mit, eftersom hun er single og datende), og hun fortalte mig, at hun havde haft en lille flirt med en fyr, der dog i en besked havde ladet hende vide, at han syntes, gnisten manglede. Min reaktion, da hun fortalte det, var bare, at det da var superfedt, at han kunne fortælle hende det, så hun ikke skulle spilde mere af sin tid med at tænke på ham, og det var heldigvis også hendes egen reaktion, for hun havde jo ikke nået at fortabe sig i ham. Men.. Så kom jeg til at tænke. Hvordan ville jeg have reageret, hvis det samme var sket for mig? Mit eget svar skuffede mig gevaldigt, da det gik op for mig, at jeg ville have taget det personligt og tænkt, at han måtte synes, der var noget galt med mig, og at jeg ikke var pæn/klog/tynd/sjov nok til ham. Fordi jeg ved, at min veninde er pæn, klog, tynd og sjov nok (nu behøver tynd jo altså ikke være et parameter – men det er bare en tanke jeg som “gammel” anorektiker uvægerligt får), falder det mig slet ikke ind, at der kunne være noget galt med hende. Jeg tænkte straks, at årsagen måtte være, at han enten ikke var god nok til hende, eller at det simpelthen bare var dårlig timing eller et dårligt match. Og jeg tror, jeg har ret.
Hvorfor er det så, jeg ikke kan give mig selv det samme skulderklap og med mig selv vide, at det ikke er mig, den er gal med? Når det overhovedet ikke falder mig ind, at der kan være noget galt med hende, hvorfor er det så det første, jeg tænker på, når jeg selv er hovedperson?
Mens vi talte, tjekkede jeg helt rutinemæssigt bloglovin, hvor jeg så, at der var en følger, der var faldet fra. Jeg har ikke tænkt mig at være en af de bloggere, der brokker mig, når nogen forlader skuden, men nu er det altså lige relevant som eksempel. For da jeg så, at tallet var faldet med 1, tænkte jeg straks: “Pis – det, jeg har lavet, er ikke godt nok!”
Og ja, gårsdagens indlæg var ikke det mest inspirerende, jeg nogensinde har skrevet, men det var det, der kom ud af mine fingre, da jeg skrev, og det er også en del af pakken, når man læser med herinde. Men som min veninde pointerede, så er det da komplet idiotisk af mig, at jeg begynder at tvivle på mig selv, fordi der er et menneske, der har besluttet sig for ikke længere at følge med. Og det har hun ret i.
Når jeg selv beslutter mig for at stoppe med at følge en blog, er det for det første aldrig på grund af et enkelt indlæg, og når jeg trykker “unfollow”, er det som oftest bare fordi, jeg ikke lige synes, den pågældende blog passer til mig mere. Det kan være at nogen har fået et barn og kun viser børnetøj, eller det kan være, at nogen har ikke har lavet andet end at brokke sig i det sidste år (begge tænkte eksempler), men det er ikke personen, jeg fravælger. Det er bare bloggen, og det er ikke personligt. Og når jeg nu ved det, hvorfor er det så, at jeg ikke kan føre de tanker over på min egen situation og sende dem et luftkys med på vejen i stedet for at vende mundvigene nedad?
Det er en kold kendsgerning, at ingen nogensinde kommer til at kunne se sig selv, præcis som andre ser én, men jeg vil prøve at blive bedre til at se på mig selv og mine situationer, som jeg ved, jeg ville se på andre og deres. Min veninde sagde, at hvis hun ikke skulle tage det personligt, at han skrev, hvad han skrev, så skulle jeg simpelthen heller ikke tage et følgertal personligt, og det kan jeg jo på ingen måde være uenig i.
Nogle mennesker er perfekte match. Andre er som hund og kat eller som snemænd og solskin. To gode ting kan godt være en dårlig kombi, og så er der ikke andet for end at kalde det en dag og huske på, at “He’s just not that into you!” ikke betyder, at der er noget galt med hverken dig eller ham.
Engang imellem er det bare godt at høre det fra nogle andre :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
11 comments
Du har ramt den evige diskussion, som jeg tror de fleste piger kender til ;) I hvert fald mig selv (og en del af mine veninder), så netop det tema bliver der da self også tøsesnakket om. Man er bare altid bedre til en give råd end at følge dem, især når det er ens egne råd. Så godt, at din veninde lige kunne bakke dig op der :)
PS. Jeg har også haft krise mht. en mistet følger på Bloglovin’ og i det øjeblik tænkt “SHIT, hvad gør jeg galt”, men som du selv siger, så unfollower man jo selv engang imellem, og pga. bloggen og ikke personen. Det er nok en meget god pointe
Det er vist et tema, alle kan relatere til :) Det er utroligt, at vi ikke bare kan lære det!
Du er ikke alene – virkelig ikke men det er simpelthen så svært ikke at sammenligne sig med andre og ikke at tage tingene personligt – selvom man aldrig ville gøre det hvis det ikke var en selv det handlede om. Eksemplet med én mistet følger er virkelig et godt eksempel. Jeg har netop været ude for det samme og blev virkelig ærgerlig og tænkte lige præcis at jeg har ikke gjort det godt nok, men som du selv siger – så trykker jeg jo også til tider unfollow og det er hovedsageligt fordi bloggen alligevel ikke passer til mig men det er svært at vende den om ligesom det er virkelig svært ikke at sammenligne sig med andre blogs rundt i blogland. Jeg har et virkelig beskedent følgertal på trods af at jeg har været i gang i næsten et år og så er det nærmest som et slag i ansigtet når andre blogs fejrer 1 års fødselsdag og har både 500 og 1000 følgere – dér er det virkelig svært ikke at tage det personligt, for jeg gør det jo tydeligvis ikke så godt som dem. Jeg skal ihvertfald også blive bedre til at lade være med at tage tingene personligt og lade være med at sammenligne mig så meget med andre…
Du har helt ret i, at der ikke kommer noget godt ud af at sammenligne sig med andre. Jeg har haft samme tanke, men det prøver jeg at holde op med (det er dog lettere sagt end gjort). Der er så mange ting at glæde sig over (og så mange følgere), så det er spild af tid og energi at ærgre sig over dem, der “ikke lige har fundet vores blogs endnu” ;)
Hvor er det godt skrevet, Anne-Li! (med den fine cykel, som jeg et øjeblik troede var min, fordi jeg har nøjagtig den samme, haha). Dine indlæg er virkelig fine, og du er god til at sætte ord sammen, så læsningen af indlæggene falder helt naturligt. Det var vidst bare det jeg ville sige! Du sætter tanker i gang og tak for det :)
Tusind tak, Laura! Det er jeg rigtig glad for at høre :)
Super godt indlæg :) Desuden så ser du altså super godt ud på billederne :)
Mange mange tak, Karina! Min cykelven og jeg er et glimrende par :D
Ha ha, det er seriøst så vildt, hvor meget de der læsertal betyder. Jeg er stoppet med at kigge regelmæssigt på bloglovin’, for ellers bliver jeg seriøst skør i hovedet. Og nej, i langt de fleste tilfælde skal man ikke tage ting personligt, men hvis der er 10 følgere, der falder fra, eller hvis ingen fyre kan lide én, så kan man jo godt tænke over hvorfor. At ændre på sig selv behøver nødvendigvis ikke være en dårlig ting, jeg ændrer mig hele tiden både for veninder, familie, kæreste, arbejde, you name it. Så længe man ikke ændrer grundkernen af sin personlighed, så er det fint, synes jeg :)
Det er fjollet! Men desværre sandt :)
Og det er også min strategi – det er bare ikke altid, det lykkes mig at lade være.
Okay – du har ret! Hvis en stor procentdel af en læsere lige pludselig vinker farvel, eller hvis folk generelt holder sig for næsen, når de går forbi en, så skal man nok tænke over, hvad man gør forkert, eller hvordan man lugter. Men indtil videre er det heldigvis ikke tilfældet :D
[…] uge, er der ingen nøgler tilbage, for der er nemlig nogle møgunger, der har stjålet min cykel. Min fine cykel! I det mindste kan de så selv få lov til at stramme kæden, for det trængte den i dén grad til. […]