B-menneske på afveje

Kan et inkarneret B-menneske nogensinde blive i stand til at nyde de tidlige morgentimer? Kan en vaskeægte natteravn (smut så ud af mit hoved, Seebach!) lære at gå i seng lige efter de sene nyheder? Jeg ved det ikke, men jeg har sat mig for at finde ud af det. Sagen er nemlig den, at jeg 3 dage om ugen møder klokken 8. Det er en absolut sjældenhed at støde ind i sådan et skema på uni, og sidste semester var jeg nærmest panisk hver torsdag aften, fordi jeg fredag morgen skulle cykle hjemmefra lidt i 10. Jeg er altså i gang med at hælde en kold spand vand ud over min normale døgnrytme, der foretrækker at placere de 8 timers søvn mellem 02 og 10.

Normalt er jeg mest vågen mellem 22 og 02. Det er der, jeg skriver mine blogindlæg, der hvor jeg får læst til forelæsningerne og generelt der hvor jeg tænker bedst. Fordi de timer er så vigtige for mig, er de tidlige morgener selvsagt ikke noget, jeg har gjort mig så meget i.
B-mennesker er dovne og sover livet væk. Det er en fordom, jeg er stødt på utallige gange. Jeg kan godt se, hvorfor det kan se sådan ud, men jeg har lige så mange vågne timer, om jeg lægger mine 8 timers søvn mellem 22 og 06 eller mellem 02-10. Et kilo fjer og et kilo sten vejer det samme, og hvor andre slapper af om aftenen, har jeg slappet mere af om formiddagen. Timemæssigt kan det jo være det samme, men der er alligevel nogle væsentlige forskelle, som jeg så småt er ved at få øje på nu.

Fordi mange af mine timer tidligere har ligget mellem 14 og 18, har mine eftermiddage været så godt som bookede. Jeg er elendig til at nyde tiden, før jeg skal arbejde eller i skole, for selvom jeg egentlig har fri, føles det ikke sådan, når der ligger noget og venter bagefter. Jeg tror, det er derfor, mine aftener har fået så stor værdi – fordi de har været det eneste tidspunkt, hvor jeg har følt, jeg kunne slappe ordentligt af. På de dage, hvor jeg møder klokken 08 og har fri klokken 11, kan jeg gå direkte hjem og arbejde/læse efter skole, og bum – så har jeg lige pludselig fri klokken 15. Det er skønt. Skønt. SKØNT!
Selvom jeg indtil videre er meget ny i det her A-menneskesystem, og selvom jeg føler mig som et selvdødt læs møg, når vækkeuret ringer, så virker livet bare en smule bedre allerede. Dagen har flere timer, og når de sene Nyheder er forbi, har jeg haft min tiltrængte tid til at koble af, skrive blog, redigere videoer – you name it.

Jeg er stadig ikke sikker på, at det kan lykkes mig at vænne mig til et liv som aftentræt (morgenfrisk er nok at stramme den), men lige nu er jeg opsat på at give det en chance og se, hvad det kan. Det er utroligt, så meget lettere både dagen og samvittigheden bliver, når gøremålene ikke ligger som en tung sky med en “du må ikke gå i seng, før jeg er ordnet”-post-it på.

Min største udfordring er sådan set at falde i søvn. Min zoneterapeut (som er meget begejstret for hele ayurveda-tankegangen) fortalte mig, at det er fordi, kroppen begynder at vågne op igen efter klokken 22, men at timerne mellem 22 og 02 søvnmæssigt er meget mere værd end nogen andre. Det er et paradoks, jeg godt kunne have undværet. Ikke desto mindre prøver jeg fra nu af at tvinge mig selv i seng, selvom jeg begynder at vågne. Jeg får nok alligevel intet godt ud af at sagsøge naturen for forvirring.

Er I A- eller B-mennesker? Og har I nogle tips og tricks til at skrue lidt på en genstridig døgnrytme?

Ps. Hvis I støder ind i mig før klokken 10, skal I ikke forvente jer for meget. Jeg er stadig ikke helt glad for konceptet. Måske ville det hjælpe på det, hvis min morgen var ligeså fotogen som den på billedet. Der er lidt vej endnu.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)