Sådan kan vi bruge sammenligninger til noget positivt

Comparison is the thief of joy. Det har vi efterhånden alle hørt. Det er en sikker vej til elendighed at sammenligne sig med retoucherede forsidebilleder eller kvinder med numser så glatte som Courtney Cox’ ansigt. Så det skal vi lade være med. Det ved vi godt, men det er de færreste af os, det virkelig lykkes for. Selvom jeg bilder mig ind, at jeg er god til at give mig selv plads til at være og agere på min egen måde, kan jeg se, at jeg ubevidst holder mine egne præstationer op imod andres. Dagligt.

Der er så mange seje bloggere, der virkelig har styr på deres shit – og så er de 21 år. Hvis jeg sammenligner mig med dem, kan jeg ikke undgå at føle, jeg er bagud. De har på få år opnået mere end det, jeg har opnået på flere, og fordi jeg ubevidst holder mig op imod dem i et “alt andet lige”-forhold, stresser jeg over, at jeg er 26 år og altså stadig har mindre end 500 følgere på Instagram. Fuck nu af et stressende socialt medie, btw. Folk hopper af og på, som var det en mekanisk tyr midt i en tequilafest, og alle flytter rundt på deres stuer, planter og guldbestik i en uendelighed. Men nogle rocker bare Instagram, og det er fedt. Så kan jeg så meget andet.

Problemet er, at vi konsekvent sammenligner opad. Vi måler kun os selv og vores egne præstationer op imod mennesker, vi beundrer. Vi måler vores fiaskoer mod andres successer – vores egne successer mod andres større successer – i stedet for at glædes over alt det, der kører for os. Vi glemmer, at vi for det meste befinder os lige netop der i vores liv, som giver mening for os – og at det desuden giver lige så meget mening at sammenligne to mennesker som det gør at sammenligne en elefant og en kaktus.

Vi har forskellige forudsætninger, forskellige talenter og forskellige omstændigheder, og disse ændrer sig hele livet igennem. Da jeg var 21 år, kæmpede jeg en brav kamp for at komme på fode igen efter mange års anoreksi og et par års depression. Hver eneste dag når jeg vågnede, var jeg ulykkelig over, at der lå endnu en dag og ventede.

Det tog alt hvad jeg havde at holde mig selv i live, og jeg kan den dag i dag stadig ikke fordrage at tænke på den periode i mit liv. Den var mit Everest! I stedet for at bebrejde mig selv for, at jeg ikke hittede med en virksomhed/blog/youtubekanal, bør jeg være stolt over, at det trods alt lykkedes mig at komme ud på den anden side med livet i behold. Det er ikke alle, der er ligeså heldige.

Men det er ikke dem, jeg sammenligner mig med. Vi sammenligner os aldrig nedad, for det ville være uetisk, uempatisk – unfair. Vi siger ikke “i det mindste klarer jeg mig bedre end..”. Til dels fordi de fleste af os ville have det dårligt med på den måde at få øje på vores egen lykke i genskinnet fra andres ulykke, men også fordi vi nok i bund og grund ikke føler, sammenligningsgrundlaget er til stede. Vi opstiller et koordinatsystem, placerer os selv i nul-punktet og negligerer alt under x-aksen. Vi er begyndelsespunktet. Bunden for al sammenligning. Så er det ikke noget under, at alle de andre klarer sig bedre.

Comparison is the thief of joy. Ja, hvis man konsekvent stirrer mod toppen. Hvis man konsekvent måler sig op imod en i forvejen udvalgt gruppe af mennesker, der virkelig kører med klatten, vil man jo altid komme til kort. Men det er okay at have lidt vej endnu i forhold til de mennesker, der allerede lever vores drømme. Når vi sammenligner os med en særlig udvalgt gruppe af seje mennesker inden for vores felt, skal vi ikke være kede af at være bagud. Nej, vi skal i stedet være stolte over, at det i det hele taget giver mening for os at sammenligne os med de mennesker, vi beundrer.

Sammenligninger er, hvad man gør dem til. Vi vælger selv, hvem vi sammenligner os med og på hvilket grundlag. Vi vælger selv, om vi vil sammenligne os med dem, vi beundrer, eller dem, der beundrer os (der er også et helt segment af folk, der stemmer på Donald Trump, som de fleste af os nok kunne finde en hvis glæde i at sammenligne os med!). De fleste af os vælger konsekvent det første, fordi vi er bygget til altid at stræbe efter at forbedre os, men det bør være et bevidst valg, for hvis vi altid glemmer den store gruppe af mennesker, hvis liv vi ikke efterstræber, kommer vi til at leve med en overbevisning om, at vi er i bunden og de andre i toppen.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)