Når jeg har skullet fortælle nogen om mine planer om at sælge lejligheden og sætte alle jetoner ind på livet ude i verden, har jeg ofte taget mig selv i at afslutte med at sige: “Så håber jeg bare, jeg kommer til at kunne lide det!”
Ikke fordi jeg er bange for at tage tilbage igen, hvis jeg ikke bliver stor fan af nomadelivet, men fordi jeg ville synes, det var noget så pinligt at kravle tilbage og erkende, at det ikke var det, jeg havde drømt om.
Fordi jeg ville synes, det var noget så pinligt, hvis det viste sig, jeg havde taget fejl.
Vi er programmeret til at færdiggøre de ting, vi sætter os for. Vorherre bevares, det er så indgroet i os, at langt de fleste af os vil se selv jordens dårligste film (50 shades of grey) færdig fremfor at give op, erkende nederlaget og give en ny, god film en chance.
Nu har vi allerede brugt en halv time, og hvis vi ikke ser filmen færdig, er det 30 minutter, vi aldrig får igen.
14 år, Niels
Jeg ved det bedre end de fleste – og ikke kun fordi jeg rent faktisk lod 50 shades of grey spille til ende, men fordi jeg har brugt 14 år på at spille violin. Jeg tog en pause på et år, da mine forældre blev skilt, men ellers spillede jeg løs, selvom jeg aldrig var rigtig glad for det.
“Nu har du brugt to år, så kan du ikke bare stoppe” blev til “nu har du brugt 12 år, så kan du ikke bare stoppe”, og lige lidt nød jeg projektet. Min mor fik lov til at stoppe med at spille klaver, da hun var ung, og jeg skulle ikke begå samme fejltagelse.
Jeg ved det bedre end de fleste, fordi jeg netop er ved at være færdig med et studie, jeg ikke brændte for. Men når man er halvvejs på sin bachelor, så stopper man jo ikke, og da slet ikke når man kun har et år tilbage af kandidaten. Eller et speciale.
Det er der selvfølgelig en vis fornuft i, men så alligevel ikke. For den tid kunne have været brugt bedre. Vi har en tendens til altid at se den vej, vi trods alt har taget, som den rigtige. Det er en evne (om man vil), der gør, at vi slipper for fortrydelsen, men den betyder også, at vi ikke lærer af vores fejl og stopper filmen næste gang.
Dem vi er i dag
Vi må ikke fortryde noget, for alle vores beslutninger har “gjort os til dem, vi er i dag”. Jeg er så træt af ikke at måtte fortryde. Jo, jeg fortryder. Jeg fortryder, jeg som 19-årig var en kælling over for min daværende kæreste. Jeg fortryder de 10 dage, jeg ikke så min farmor, fordi jeg havde fået fjernet min visdomstand. Jeg fortryder en masse af de outfits, der ligger i bloggens arkiver, og jeg fortryder, at jeg opgav kontakten til mine barndomsveninder. Det tænker jeg særligt på i dag, hvor en af dem har fødselsdag. Stort og småt.
Men jeg fortryder det hele, og det har jeg lov til. Måske var jeg ikke præcis den samme i dag, hvis nogle af tingene havde udspillet sig anderledes, men hvem siger, det ville være skidt? Hvorfor er den nuværende version af mig den eneste rigtige? Vi er så bange for at fejle og fortryde, at vi bliver bange for at kaste os ud i det, vi drømmer om. Vi vil hellere spilde vores tid end at indrømme, vi tog fejl.
Det er svært for os ikke at færdiggøre det, vi er gået i gang med. Det er sådan, vi er programmeret.
Det er så velkendt et faktum, at det bruges i salgssammenhænge. Bare se på bøger, der tilbyder en bonus i form at første kapitel af næste bog. Når vi læser det, er vi allerede i gang, og så køber vi bog nummer to.
Hvis vi tager en beslutning og finder ud af, at det ikke var det rigtige for os, vil vores hjerne begynde at sortere i indtrykkene, så vi til sidst kun ser det, der støtter vores beslutning.
Vi er bange for at fejle, fordi vi er bange for, at folk synes, vi er svage, hvis vi skifter mening.
Det er så moderne at have fundet sig selv for længe siden, men det er der jo alligevel ingen af os, der har. Vi er altid på vej et sted hen, og selvom de heldigste af os kan kigge tre år tilbage i arkiverne uden at fortryde et eneste outfit, så gives der altså ingen garantier.
Fejl og fortrydelser
Vi kan fortryde de chancer, vi tager, men vi kan også fortryde, hvis vi spiller vores kort for sikkert.
Hvad sker der, hvis jeg skifter mening og gerne vil bo i et hus på landet tæt på min mor? Så er jeg en oplevelse rigere, og så tager jeg den derfra. Hvad sker der, hvis jeg på dødslejet indser, jeg ikke har gjort noget af det, jeg drømte om, fordi jeg ikke turde? Den er sværere at rette op på.
Det er ikke pinligt at komme hjem igen. Det er klogt at tage sit liv op til revision og ændre det, der ikke er, som man ønsker, det skal være. Om det er et studie, en kæreste, en hobby, en tøjstil eller en lige lovligt lyserød farve på endevæggen, så er der ingen skam i at sige stop, når det føles forkert.
Der er ingen skam i ikke at ville have børn alligevel. Der er ingen skam i at have rejst rundt på landevejene med sin guitar i et halvt år uden at tjene en øre. Der er ingen skam i at droppe ud af studiet, hvis det ikke er det rigtige. Der er ingen skam i at starte forfra.
Det behøver ikke engang betyde, at man tog fejl. Ingen af os kender os selv om et år. Vi gætter hele tiden, og ofte rammer vi rigtigt, men i bund og grund kan vi kun handle ud fra, hvad der føles rigtigt nu. I dette øjeblik.
Fejl og fortrydelser står ikke i modsætning til vores succes. De er en stor del af den.
De viser os vores grænser, vores svagheder og vores drømme.
Og de er ikke værd at være foruden.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
19 comments
Tusind tak for dette indlæg Anne-Li. Det var lige præcis dét, jeg havde brug for at læse. Fortrydelse bliver virkelig set ned på, og det er så ærgerligt.
Du skriver simpelthen så godt, at dine ord bliver helt levende. Jeg elsker indlæg som disse, så tak for dem :)
Tak skal du have, Camilla! Jeg bliver så glad, når der er nogen, der kan få noget ud af mine skriverier, så de ikke bare tjener til at få styr på mine tanker :D Tusind tak!
Her rammer du virkelig hovedet på sømmet. Stof til eftertanke. Tak!
Selv tak, Nanna :)
Preach, woman! Du har så ret. Jeg indså det for nogle år siden, og valgte at droppe ud af jurastudiet halvvejs igennem. “Hvorfor tog du ikke bare din bachelor færdig?” spurgte alle. Well, at bruge mere tid på et studie, man ikke ønsker nogensinde at arbejde med, giver da ingen mening? Så hellere hive stikket ud og bruge årene på noget, man rent faktisk vil. :D
Jeg har skiftet mening mange gange i mit liv efterhånden. Og hvert skift føltes så rigtigt, når jeg har taget det! Og sådan skal det bare være.
Det er så cool, at I er rejst af sted! Hvem ved, om I skal være nomader i 3 måneder eller 3 år? Eller for evigt? Det kan I kun selv vide, og hvis I en dag ikke har lyst længere, så var jeres tur på ingen måde en fiasko eller en fejl! Sådan ser jeg vores halvandet år som nomader. Jeg lærte SÅ meget. Også at det ikke var mig. Men det er sgu bedre, end at ligge på sit dødsleje og tænke, at man skulle have prøve nomadelivet af, og så fortryde helt vildt.
Så tak for dine kloge ord. Jeg kan kun give dig ret! Rock on <3
Tusind tak, søde Celia!
Jeres historie er så spændende og inspirerende! :)
Nej, hvorfor bruge mere tid på noget, der har været spild af tid i første omgang? Det er helt sort for mig, men jeg er stadig slem til det. Det ligger bare så dybt i os, at vi ikke skal “give op”. Men det er jo ikke at give op, hvis det ikke er noget, vi drømmer om!
Virkelig godt indlæg! (Og blog generelt, har først for nyligt fundet din blog og har haft travlt med at læse tilbage i arkiverne, så hvis der er besynderlig trafik på gamle indlæg, så er det bare mig ;) )
Jeg kender alt for godt til det med at færdiggøre ting, fordi man (jeg) har en forestilling om, at det ville være et kæmpenederlag at stoppe for tidligt. Nu står jeg nemlig med et fint og fancy universitetsdiplom og en kandidatgrad, jeg måske egentlig slet ikke har lyst til at bruge. Og her efter små 3 måneder på dagpenge, begynder det så småt at gå op for mig, at det nok havde været bedre at stoppe efter bacheloren og indse at det nok ikke var den vej, jeg skulle alligevel. Men det var jo den nemme vej at fortsætte i de trygge og velkendte rammer, og jeg har undervejs trøstet mig selv med at “der jo er mange, der arbejder med noget helt andet end de er uddannet til” – det burde jeg jo nok have taget lidt mere til efterretning og handlet på, for det er da fjollet at bruge tid på en uddannelse, man ikke har lyst til at bruge, når man er færdig.
Når man så står på den anden side af universitetet og har mere lyst til alle mulige jobs, der ikke er relevante for ens årelange uddannelse, så er der godt nok ikke særlig langt til fiaskofølelsen. Men, som du skriver, så er det ingen skam at skifte mening, så det må jeg lige se at få prentet ind i hovedet, når jeg bilder mig ind at det er “for tidligt” at søge alternative jobs og skifte retning, for det skal og kan jeg jo bare gøre, hvis det er det, jeg har lyst til. Og så må jeg være ligeglad med, hvad andre tænker om det.
Sikke en lang kommentar jeg fik fyret af, men du satte nogle tanker i gang, så jeg lod mig rive lidt med ;)
Hej Katrine
Først og fremmest: Hjerteligt velkommen til bloggen! Jeg er glad for, at du er her :)
Dernæst: Æv! Hvor er det bare en ærgerlig følelse at stå med. Du kan tro, jeg kan sætte mig ind i den. Heldigvis er der jo en vis sandhed i, at man ikke behøver at arbejde med det, man har uddannet sig til, men det havde da bare været sjovere, hvis man havde taget en uddannelse, man drømte om at bruge.
Men lad for Guds skyld være med at føle det som en fiasko! Nu har du en uddannelse, og hvad så nu? Hvad er næste skridt, som du vælger, fordi det er noget, du gerne vil? Det er aldrig for tidligt at søge de (alternative) jobs, du helst vil have. Gør det! Og hvis du har brug for en lille smule opmuntring, så vid at jeg tænker, du er pissesej! Og det er der mange andre, der også vil gøre! Det er nemlig langt sejere at tage livet ved hornene og vende om, end det er at forstætte ad en forkert vej, fordi man ikke tør lade være :)
Det er lidt en skam ikke at ville have børn alligevel, hvis man allerede har fået dem ;-)
Ja, lige netop den følelse må det være ret svært at gøre noget ved. Så må man nok hellere bare øve sig i at få det bedste ud af situationen :)
Så rigtigt skrevet!
Åh, hvor var det svært for mig at indse, at mit gamle studie ikke var det, jeg skulle beskæftige mig med resten af livet. Dengang min ekskæreste og jeg ikke havde det godt, hvor var det også svært at give slip. Selvom vi begge vidste, at det var det bedste for os.
Tak for at sætte ord på alle de følelser.
Tak, Janni!
Ja, det ER nemlig pissesvært. Det er nok derfor, der er så mange, der ikke tør!
Hvor har du bare fuldstændig ret! Selv startede jeg efter 9. Klasse på HHX, men jeg blev aldrig rigtig glad for det. Efter 3 måneder i 2.g, besluttede jeg mig derfor for, at jeg skulle noget andet. Så på trods af utallige kommentarer fra forskellige mennesker, der mente at jeg nu var så langt, at jeg skulle gøre det færdigt, endte jeg rent faktisk med at droppe ud. Nu lever jeg livet som fjernstuderende og har i bund og grund aldrig været gladere. Og det eneste, jeg har måtte ofre for at få en studentereksamen, jeg er glad for, har været et ekstra år inden jeg får huen. Men et enkelt år i livet store perspektiv er jo ingenting, når man så bliver gladere for resultatet.
Puh, det endte med at blive længere end forventet – egentlig vil jeg bare sige tak, fordi du så ofte formår at sætte ord på de følelser, jeg også selv går rundt med.
Hej Julie
Wow, det må have været en svær beslutning! Gymnasiet er jo noget af det, man får allermest modstand, hvis man “dropper ud af”. Og der kan det også være svært at vide, hvad der er almindelig teenage-ugidelighed (min gymnasiesituation), og hvad der rent faktisk stikker dybere (din situation). Hvor er det cool, du kastede et ekstra år i puljen for at kunne gøre det rigtige. Det er garanteret rigtig godt givet ud! :)
Og tusind tak for de pæne ord! De varmer :)
Hvor er det et virkelig fint indlæg! :)
Tusind tak skal du have, Maria :)
[…] fantastiske kommentarer og ventede. Jeg havde slet ikke forestillet mig, I ville tage så godt imod dette indlæg, men der tog I sgu fusen på mig! Det er virkelig skønt med reflekterede og hjertevarme læsere […]
Du formår virkelig at sætte ord på nogle af de tanker og følelser jeg går og tumler med for tiden. For kan man virkelig droppe ud af sit studie med under et år tilbage? Jeg tror, du har helt ret i, at det er frygten for at fejle der holder en tilbage i alt for mange situationer, og hvor kan det bare være svært at indse.
Jeg har en gang fået at vide, at frygten er ens bedste ven, fordi den viser, hvad der virkelig er vigtigt for en. Det tror jeg, der er noget sandhed i.
Tak for et super indlæg! :-)
Tak skal du have, Signe!
Uh, det er en svær en. For kan man det? Ja, man kan. Hvis man virkelig ikke interesserer sig for sit studie eller føler, det bringer en derhen, hvor man gerne vil være, så ja. Hvis det er almindelig skoletræthed, så handler det nok om at holde ud, hvis man kan :)
Det tror jeg, du har helt ret i. Frygten gør en opmærksom på, hvornår man virkelig har noget på spil!