Sådan tilrettelægger jeg min specialeproces

Min specialeproces

Seks måneders selvtilrettelagt arbejde. For nogle er det drømmen, for andre betyder det seks måneders stress og dårlig samvittighed. Sådan en specialeproces er nok lidt, hvad man gør den til, men hvis man går til specialet uden en klar plan, er det nok svært at undgå at føle sig noget presset. Forleden var der en af jer, der stillede en masse gode spørgsmål til min specialeproces, så nu dedikerer jeg sgu et helt indlæg til min specialeproces!

Jeg har siden gymnasiet ikke været den mest ambitiøse studerende. Heldigvis er jeg altid kommet en lang vej med en lille indsats, og det gør sig måske også i nogen grad gældende i min specialeproces. Jeg tænker i hvert fald, at flere af jer vil synes, jeg bruger aaalt for få timer på mit speciale, men jeg har en stærk tro på, at jeg kommer længere med få koncentrerede timer end flere ukoncentrerede.

Desuden er mit største mål med mit speciale bare at blive færdig. Jeg vil blive træt af det, hvis jeg ikke i hvert fald hiver et syvtal hjem, men helt ærligt – så er det vigtigste for mig bare at få det afleveret og vinke buh-bye til uni for good. Nej, det vigtigste for mig er faktisk at have det godt i processen! Og det har jeg indtil videre haft langt størstedelen af tiden.

Afleveringdato

Jeg skal aflevere mit speciale den 1. august, men jeg regner med måske at udsætte det, fordi jeg jeg i august skal aflevere en anden eksamen, som jeg blankede for tre semestre siden, og jeg er måske mærkelig, men jeg vil altså virkelig gerne have min specialeaflevering til at markere slutningen på en million års studier. Det ville være det vildeste antiklimaks at aflevere speciale og så skulle i gang med en ny opgave.

Derfor regner jeg med at udsætte specialet i tre måneder, men senest aflevere efter to, hvor min SU udløber. Dvs. den 1. oktober. Min specialeproces er dog stadig tilrettelagt efter en deadline den 1. august, så jeg ikke forfalder til at dandere den og skubbe hele arbejdsbyrden til sidst, hvor jeg har en anden eksamen at forholde mig til.

Mine mål

Før jeg begyndte at skrive, opstillede jeg verdens nemmeste regnestykke: 60 sider fordelt på 6 måneder giver 10 sider per måned. Mit speciale skal ende med at være et sted mellem 60 og 80 sider, og fordi jeg generelt altid ender med at skrive mere, end jeg regner med, har jeg valgt at satse på 60 sider. Så ender jeg måske på 70, og det er fint.

Selvom det ville være lækkert, hvis jeg bare kunne skrive 10 sider om måneden og så være færdig, så er det jo ikke helt sådan, det fungerer med store opgaver. Jeg ved, jeg kommer til at bruge tid på at rette specialet igennem og på at skrive nogle afsnit om. Hvis jeg udsætter specialet, kommer den del af min proces nok til at ligge i slutningen af august og i september, men hvis jeg holder mig til den oprindelige deadline (om jeg så vælger at aflevere der eller ej), kommer det til at ligge i juli. I så fald bliver den sidste måned lidt mere travl end de andre, men som I kommer til at se, er der mulighed for at lægge nogle flere timer i specialet, end jeg gør nu.

Min arbejdsplads

I begyndelsen brugte jeg meget af min specialetid på café – blandt andet fordi jeg ikke havde den store tiltro til, at jeg ville få lavet noget, hvis jeg valgte at sidde ved mit eget skrivebord og arbejde. Efter at have drukket te for flere hundrede kroner havde jeg dog ikke produceret et særligt imponerende antal sider, så jeg revurderede mine rutiner og besluttede mig for at teste den billigste af først. Mit eget spisebord.

Det har fungeret rigtig fint (bortset fra at jeg få herreondt i nakken, hvilket får min venstre lillefinger til at spjætte helt urgerligt i ny og næ), og jeg får skrevet mere, end jeg gjorde på café. Og så går det endda hurtigere.

Indtil nu har jeg dog haft allerstørst succes med at arbejde hjemme ved min mors køkkenø. Der er ro, der er kogende vand i hanen – og jeg er ikke i nærheden af mine hjemlige overspringshandlinger. På 3 dage i Viborg fik jeg faktisk produceret 7 af de 21 sider, jeg indtil videre har skrevet. Desværre ligger Viborg jo i Viborg, så det er ikke en rutine, jeg lige kan indarbejde, men måske tager jeg en skrivetur igen til sommer.

Jeg ved, at mange bruger læsesalene flittigt i deres specialeproces, men personligt magter jeg ikke at dukke op på uni flere gange om ugen. Jeg er netop så glad for at være fri :)

Min arbejdsrutine

10 sider om månden. Det er første delmål. Det deler jeg med 4, så det bliver til 2,5 sider om ugen, og det faktum, at der går mere end 4 uger på en måned, betyder så, at jeg enten kommer foran min plan eller har lidt at give af til de uger, hvor det ikke går helt efter planen.

I den første måned havde jeg al tid i hele verden, og jeg tænkte, at de 10 sider nok skulle blive skrevet. Det blev de ikke. Jeg hev flere arbejdsopgaver hjem, end jeg havde regnet med, så tiden var en smule knap, og jeg brugte dagene på at designe hjemmesider i stedet for at skrive på mit speciale.

Da marts så rullede ind på perronen, og jeg havde skrevet en 5-6 sider, gik det op for mig, at jeg nok måtte være lidt mindre loose med planlægningen, så jeg oppede de ugentlige delmål, og selvom min påskeuge var noget af et flop (jeg fik skrevet absolut ingenting), fik jeg indhentet det tabte, så jeg den 31. marts kunne sætte punktum efter den tyvende side.

Jeg har ikke sat faste rammer for mig selv med at arbejde hver dag fra 8-16. Jeg bruger cirka 2-3 dage om ugen på mit speciale, og dem udpeger jeg om søndagen, når jeg kender mine andre planer for ugen. For eksempel vidste jeg, at en stor del af mandag ville gå på hospitalet til samtaler sammen med min mormor, og i dag (onsdag) skulle jeg til angst-samtale på psyk. Det er to dage, hvor jeg ved, jeg ikke får lavet meget andet, så i denne uge arbejder jeg tirsdag, torsdag og fredag.

Fordi jeg udpeger mine arbejdsdage allerede før ugen er begyndt, undgår jeg at få dårlig samvittighed de dage, hvor jeg ikke arbejder på mit speciale. Jeg ved, der er styr på det, så jeg kan holde fri med god samvittighed.
Det er utroligt vigtigt for mig, da jeg ellers ender med at gå rundt i en tåge af samvittighedskvaler. Man kan jo altid gøre noget mere, men det skal jeg ikke. Jeg har sådan glædet mig til dette semester, og jeg er fast besluttet på at nyde min specialeproces så meget, jeg kan.

Jeg skal skrive x antal sider om ugen, og det skal jeg gøre på de dage, jeg har udvalgt. Hvis jeg er færdig med det givne antal sider efter den første dag, kan jeg enten holde fri de to andre eller skrive videre, men uanset hvad jeg vælger, kan jeg gøre det med god samvittighed!

Det tager mig sjældent mere end to timer at skrive en side (medmindre jeg (som nu) er i gang med et teoritungt afsnit – så tager det lidt længere tid), så 3 sider om ugen betyder rundt regnet 6 timers arbejde. Det er ikke meget, jeg ved det godt. Men det er nu engang det, der virker for mig.

I sidste uge skrev jeg som sagt 7 sider, og det tog mig nok omtrent 9-10 timer. Jeg er for det meste drønhamrende træt i hovedet, når jeg sætter dagens sidste punktum, så jeg kan vitterligt ikke skrive videre. I hvert fald ikke, hvis slutproduktet skal være nogenlunde acceptabelt.

På mine skrivedage begynder jeg altid dagen oppe ved skrivebordet, for hvis jeg først liiiige sætter mig til rette i sofaen for at spise min morgenmad, er det ikke sikkert, jeg kommer i gang. Derfor får jeg altid specialearbejdet overstået, før jeg bruger tid på blog, veninder, træning, indkøb etc., og så er jeg senest færdig ved 13-14-tiden, selvom jeg får en sen start på dagen.

Specialets indhold

Det nytter selvfølgelig ikke noget at skrive 10 sider om måneden i seks måneder, hvis jeg efter seks måneder ikke er nået længere end til analysen. Derfor kreerede jeg, før jeg begyndte at skrive, en specialeplan. Fordi jeg begyndte med at strukturere min opgave, ved jeg nu, hvornår det er på tide, jeg kommer videre til det næste kapitel.

Udover indledning, konklusion, præsentation (redegørende afsnit) og metode skal jeg skrive 5 kapitler. De første tre kapitler bør fylde cirka 12-15 sider hver og de sidste noget mindre – omtrent det halve. Nu har jeg skrevet mit redegørende afsnit (og det er ikke prangende), mit metodeafsnit og en stor del af det første kapitel. Indledningen gemmer jeg til sidst.

Hvis jeg skriver for meget til ét kapitel, må jeg skære fra til sidst, hvor jeg alligevel bedre kan vurdere, hvad der er relevant, og hvad der bør lade livet.

Samarbejde med vejleder

Jeg har indtil videre haft én samtale med min vejleder, hvor jeg viste ham min outline, som han godkendte. Vi talte lidt om metode, og så blev jeg ellers sendt af sted med besked om, at jeg kunne skrive til ham, hvis det blev nødvendigt. I midten af sidste måned skrev han og spurgte ind til processen, som jeg opdaterede ham på, og måske skal vi mødes en gang i næste uge, men generelt er det ikke noget tæt samarbejde, og det er nok, som jeg foretrækker det – i hvert fald her i begyndelsen.

Den gode samvittighed

Det kan være svært at trække en klar grænse mellem speciale og fritid, og jeg ved, specialesemesteret for mange går op i stress og dårlig samvittighed.

Jeg er selv slem til at få dårlig samvittighed over selv de mindste ting, så det har jeg været meget opmærksom på i min planglægning. Når jeg har nået mine mål, kan jeg holde fri med god samvittighed. Det hele handler om de små delmål.

Og hvad sker der, hvis jeg ikke når et delmål? I stedet for at slå mig selv i hovedet, sætter jeg mig ned med min plan og ser, hvad der skal til for, at jeg alligevel kan nå mit næste mål. De sidste uger har jeg skrevet væsentligt mere om ugen end de 2,5 sider, jeg først havde planlagt, fordi jeg i en periode fik skrevet mindre.

I stedet for at fordele det tabte ud over hele den resterende tid, prøver jeg at indhendte det inden for en realistisk periode, så jeg ikke bare fordeler mere og mere arbejde ud over de sidste måneder, hvor jeg ved, der jo nok bliver lidt mere at se til.

Motivation

Til sidst vil jeg kort fortælle, hvad jeg gør for at bevare motivationen. Indtil videre er det ikke noget, jeg har haft de store problemer med. Selvfølgelig vågner jeg engang imellem, hvor jeg virkelig ikke gider, men det er generelt ikke et problem, fordi jeg sørger for at holde fri fra specialet, så jeg når at få det en lille smule på afstand, før jeg går tilbage til det.

Hvis jeg kan mærke, jeg er ved at få det lidt galt i halsen, hjælper det at vide, at der ligger en “fridag” lige om hjørnet.

Jeg sørger desuden for at taste alle mine fremskridt ind i et skema så jeg kan se, hvor langt jeg er i forhold til mit næste delmål. Generelt arbejder jeg fra delmål til delmål. Så er min specialeproces langt mere overskuelig, og jeg bliver ikke overvældet af de mange sider, der ligger foran mig. Slow and steady wins the race ;)

 

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)