I dag klokken 14 er der afleveringsfrist på min eksamen. I sig selv er det virkelig ikke en ret stor ting. Sølle 10 ECTS og 13 sider, men alligevel er det slet ikke en eksamen som alle andre. Oprindeligt skulle jeg have afleveret den i januar 2015, men jeg vidste hverken, hvor jeg skulle starte eller slutte, så jeg besluttede mig for at blanke den og satse på, jeg på mirakuløs vis ville finde ud af, hvad der foregik på et senere tidspunkt.
Faget lød på papiret helt ok. Historie, kultur og samfund – fint fint. Det var det bare ikke. Forelæsningerne var af en så elendig kvalitet, at jeg flere gange sad tilbage med et blankt dokument (og jeg er ellers typen, der nærmest transskriberer forelæsninger), og holdtimerne var om muligt endnu ringere. Jeg gav det 4-5 gange, og så kastede jeg altså håndklædet i ringen. Det kunne jeg ganske enkelt ikke forsvare at bruge mit liv på.
Det fag bidrog så meget til den skoletræthed, der ramte mig på kandidaten, at jeg slet ikke kunne overskue at have noget med det at gøre, da vi kom til eksamensperioden. Det betød også, at jeg ikke fik meldt mig til reeksamen det følgende semester – eller det næste igen. Og nu er jeg så her. Den skulle ud af verden nu, for jeg er mere end klar til at sætte punktum for studiet, tage min titel og løbe. Uheldigvis havde jeg hverken pensumliste eller noter fra andet end en enkelt forelæsning, så jeg havde mildest talt ikke et sublimt udgangspunkt. Jeg spurgte studievejlederen, hvad jeg skulle gøre, og hun bad mig kontakte forelæseren.
Hvad jeg ikke har fortalt er, at jeg havde selv samme forelæser i 2013, da min farmor døde. I løbet af det semester havde jeg ikke haft ret meget fravær, men tre uger før hendes død fik jeg fjernet en visdomstand. Tandlægen lavede en fejl (flere, faktisk), hvilket betød, at jeg havde fuldstændigt vanvittige smerter i en uge efter operationen. I første omgang fik jeg noget stærkt smertestillende, men det kunne jeg åbenbart ikke tåle, så jeg måtte hastes til vagtlægen, og det var mildest talt en kaotisk periode. Jeg tog på uni armeret med frosne ærter, men jeg kunne ikke sidde alle timerne igennem i streg, så jeg fik en halv fraværsgang oveni den fra medicinforgiftningen (eller hvad Pokker man nu skal kalde den) og en anden fraværsgang, jeg havde i forbindelse med min farmor. Jeg havde generelt ikke ret meget fravær, men jeg var bare hamrende uheldig, at alt mit fravær koncentrerede sig om torsdagen mellem 12 og 15.
Den 25. april 2013 sad jeg ved min farmors side. Hun var næsten ikke ved bevidsthed, og jeg kunne mærke, at det var tæt på. Det var dagen for kapsejladsen, så hele uniparken summede, da jeg kørte hen til hende om morgenen. Kl tolv skulle jeg møde ind på uni til tre timers amerikansk historie. Jeg havde en halv fraværsgang tilbage, så jeg blev nødt til at tage derop for at få mit kryds. Ellers skulle jeg ud i en sindssyg eksamen uden hjælpemidler, som jeg dengang slet ikke var i stand til at tage. Jeg var i forvejen studerende på halv tid på grund af min depression (og hvad jeg senere fandt ud af var angst), så jeg var mildest talt sårbar.
Da jeg kom op i lokalet i Nobelparken, gik jeg direkte til min forelæser og forklarede ham min situation. Jeg fortalte ham, at jeg kom fra min farmors dødsleje, og at jeg håbede, han kunne bære over med mig og give mig det halve kryds, jeg havde behov for, så jeg kunne komme tilbage til hende. På grund af kapsejladsen var jeg en af de eneste, der var mødt op (modsat de fleste andre undervisere havde han nægtet at rykke undervisningen), og det hjalp absolut ikke min sag. Han var hverken til at hugge eller stikke i. Jeg kunne pænt sætte mig og vente til klokken blev 13.30. Jeg ved ikke, om han ikke troede på mig, eller om han bare var ligeglad. Og jeg ved ikke, hvad der er værst. Jeg tror, han statuerede et eksempel. Den halvanden time var noget af det mest forfærdelige i mit liv. Da klokken blev halv to, tog jeg min taske og gik.
Min farmor døde dagen efter.
Han kunne sagtens have hjulpet mig, men han valgte at lade være. Hvorfor finder jeg nok aldrig ud af, men jeg glemmer aldrig den manglende medmenneskelighed jeg mødte, da jeg stod grædende foran ham og bad ham hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvad han har oplevet, der måske har fået ham til at tro, at jeg løj om min syge onkel, men jeg ville aldrig nogensinde fortælle sådan noget, hvis ikke det var sandt.
Da jeg kom tilbage til min farmor, var hun ikke længere ved bevidsthed.
Kunne jeg have gjort det om, havde jeg taget hele faget om året efter. Det var alternativet. Desværre var jeg dengang så bange for, at jeg ikke kunne klare mig igennem studiet, at jeg lod det være op til en mand med en empati på størrelse med en af de føromtalte frosne ærter.
De to timer, jeg mistede med min farmor, får jeg aldrig igen, men jeg kan ikke glemme dem og den mur jeg blev mødt af, da jeg allermest havde behov for medfølelse. Jeg kunne ganske enkelt ikke få mig selv til at kontakte den forelæser og bede om noget som helst.
Så jeg har skrevet min eksamen i blinde. Jeg har gjort det bedste, jeg har kunnet, og i går aftes afleverede jeg den. Det er bare en eksamen. 10 sølle ECTS. Men så alligevel slet ikke. Den står for mig som min studietids Everest. Den har hængt over hovedet på mig i halvandet år, og jeg har stresset langt mere over den, end jeg har over mit speciale. Jeg vidste overhovedet ikke, hvor jeg skulle starte eller slutte. Det eneste jeg havde at gå efter var min ene sides noter og et efternavn på en teoretiker (endda efterfulgt af et spørgsmålstegn).
1000 ord er der gået, siden jeg begyndte indlægget.
Der er ting, der er så små, at det ikke er til at forstå, hvorfor de føles så store. Men de er der, og de fleste af os har dem. Og en dag vågner vi, og så er de væk. Sådan en dag er i dag. Nu lukker jeg for det kapitel, og så er det videre. Det er når vi overkommer det, der er svært for os, at vi vokser. Så er det ligemeget, hvor småt det måske synes for andre.
Onwards and upwards!
Og vil I så ikke lige krydse fingre for, at den består?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
15 comments
Det er så fint og velformuleret et indlæg, og du kan tro jeg krydser finger for du består i dag!
Det er stort, for dig. Derfor skal du have alt held og lykke! :).
Tusind tak, Kathrine! Det betyder meget :)
Sikke et ubehageligt menneske den forelæser. Desværre kan man ikke gardere sig mod idioter, men man kan samle på rare mennesker, så lad mig være ét af dem med et kæmpe held og lykke til din opgave, så I kan suse afsted til Asien med alt lukket og slukket på korrekt vis.
Ja, ved du hvad, det synes jeg egentlig også! Du er hermed en glædelig del af min samling, søde Lotte! Hvis du da ikke var det i forvejen ;)
Jeg krydser alt hvad jeg har for dig.. kunne mærke at din historie med din farmor som kuldegysninger helt ud i tæerne.. der er desværre ikke altid den medmenneskelighed og forståelse fra universitetets side som man kunne ønske.. håber virkelig du består, så den dermed er helt ude af verden!
Årh tusind tak, Freja!
Nej, det fandt jeg desværre ud af. Jeg har heldigvis for nyligt haft nogle gode oplevelser med meget søde og forstående forelæsere, som genopretter min tro på menneskeheden en smule :)
Puha, jeg fik helt kuldegysninger, da jeg læste indlægget.
Sikke en nar, sorry! Jeg er godt med på, at han skal følge studiets protokol, men det er nærmest under bæltestedet, at han hiver magtkortet. Jeg bliver helt forarget på dine vegne. Men fedt, at du endelig har fået afleveret opgaven :)
Ja, han kunne SÅ nemt have hjulpet mig, og han valgte at lade være. Der er ikke noget at gøre ved det nu, men så er det en af de oplevelser, man kan tage med sig og lære af, så man forhåbentlig aldrig selv bliver et negativ indspark i andres liv :)
Sikke et fint (og sørgeligt) indlæg. Du får virkelig beskrevet det så man føler det helt ind i maven. Jeg håber det vil være med til at huske os på vores medmenneskelighed og at det aldrig er værd at holde så fast på regler og principper når det handler om mennesker.
Tak skal du have, Louise!
Nej, regler er jo noget, nogen har opstillet, og hvad der er opstillet, kan vel også pilles ned eller omgås, hvis det bliver nødvendigt :)
Det er første gang, jeg kommenterer med her.
Jeg blev rørt over dit meget ærlige og personlige indlæg.
Du er ret sej – og selvfølgelig krydser vi fingre alt, hvad de overhovedet kan.
Godt klaret, seje pige;-)
Tusind tak skal du have, Susanne! Jeg bliver så glad, når jeg hører fra jer, der læser med. Det betyder alverden :)
[…] tirsdag aften. Det er virkelig godt at have den ude af verden – jeg har skrevet lidt om hvorfor lige netop den eksamen har været så stor en udfordring for mig – og nu håber jeg bare, den […]
Cool at du er kommet dertil, hvor du er. Jeg VIDSTE hele tiden, du ku’!! Selvfølgelig. Og UltraCool det I skal. Jeg vil savne dig hele tiden.
Kys
[…] havde vi netop solgt lejligheden, min morfar var på hospitalet, jeg havde travlt med at skrive denne lede fætter af en eksamen, og alt i alt var det hele noget kaotisk. Derudover fik vi vores første sæt vaccinationer, og det […]