Jeg har altid været en samler. Jeg samlede på karamelpapir, kapsler, brevpapir, klistermærker, servietter, Spice Girls-billeder, Barbie, Bamser, viskelædere, frimærker, hoppebolde og generelt alt jeg kunne have to af. Tre af. Fire af.
I nyere tid er er jeg indehaver af en bogsamling, en makeupsamling og en sort læderstøvle-samling, men de er blevet til uden den store samlerbagtanke.
I dag skal jeg med min far ud til nogle opbevaringsrum, vi har haft siden min farmor døde, og sortere de ting, der allerede er blevet sorteret tyve gange. Hver gang ryger der lidt mere til genbrug, for med alderen bliver jeg heldigvis lidt bedre til at give det væk, jeg ikke har brug for. Men jeg er stadig lidt slem. Jeg har for eksempel stadig mine viskelædere, mine hoppebolde, mine klistermærker, mine Spice Girls-billeder og alt mit Barbie. Sidstnævnte fylder utallige flyttekasser, for jeg havde mere Barbie hos både min far og min mor, end nogle af mine veninder havde ét sted. Jeg gemte det, så min datter kunne få det.
Nu er det gået op for mig, at det sådan set ikke er sikkert, jeg får en datter (og at det ikke engang er sikkert, hun gider lyserøde plastiksofaer og hvepsetaljer), men nu har vi alligevel opbevaret det i 15 år – and we’ll be damned hvis vi smider det ud nu. Men det skal sorteres, og det samme skal alt det, vi har arvet fra min farmor. Selvom vi allerede har skilt os af med en masse, er der meget tilbage, for min farmor havde også nået at samle en del i løbet af sine 86 år, og jeg kan ikke lide at skille mig af med det, der indeholder så mange minder.
Men minderne sidder jo ikke i tingene. De sidder i mig, og det lærer jeg ligeså stille.
Lige om lidt har vi ikke noget hjem. Ingen base. Intet kælderrum. Og selvom jeg ved, det kommer til at blive en udfordring at skære ned, glæder jeg mig. Hver gang jeg skiller mig af med en flyttekasse, føler jeg mig tyve kilo lettere. Jo længere jeg gemmer ting, desto mere føles det som om, det er mine ejendele, der ejer mig.
Hvis vi overhovedet kan få det til at lykkes, tager vi af sted uden andet end de kilo, vi kan tage med ombord på flyet. Det bliver billigere, når vi skal flyve rundt, men det handler også om, at vi gerne vil udfordre os selv. Hvor meget har vi egentlig behov for? Hvor lidt kan vi nøjes med?
Kan man leve lige så godt med 10 stykker tøj, som man kan med 100? Jeg mistænker, at man næsten kan leve bedre. I hvert fald i en periode. Jeg har været så glad for den stor garderobeoprydning, der i efteråret betød, at jeg sagde farvel til tre fjerdedele af mit tøj. Jeg har haft så få tøjkriser siden da, at de kan tælles på én hånd, og det har gjort mig meget mere bevidst om min stil, så jeg heller ikke hele tiden har behov for at købe nyt.
Jeg tror aldrig, jeg bliver en ægte minimalist, for jeg finder stadig glæde i mit velassorterede bibliotek, i mine læderstøvler og i min farmors mågestel, men jeg ser frem til en periode uden mine ting – en periode hvor jeg bliver bevidst om, hvor lidt jeg egentlig behøver, så jeg derefter bliver bedre i stand til at vurdere, hvad jeg gemmer for min egen skyld, og hvad jeg gemmer, fordi jeg ikke tør skille mig af med det.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
5 comments
Hvor er det bare sejt, hvis I kan leve så længe med så lidt!
Det er så vildt, hvad det kan gøre, at skille sig af med sit “skrammel”. Da min kæreste og jeg flyttede sammen for to år siden, blev vi hurtigt enige om en minimalistisk indretning med åbne systemer. Det betød, at jeg måtte vinke farvel til en aller helvedes masse ting, som jeg i årevis havde gemt, for “hvad nu hvis jeg står og mangler det en dag?”. Jeg har helt ærligt ikke manglet noget som helst af det endnu, og selvom jeg da stadig har massevis af ting, og mit lille hordergen nok aldrig helt forsvinder, så er det virkelig rart, at vi kan nøjes med én rodekasse i stedet for 17 :)
// http://www.moonlitmadness.dk
Jeg tror, det bliver en udfordring (i hvert fald i pakkefasen), men jeg håber sådan, det kan lykkes. Det kan godt blive svært, når jeg pga. blog og arbejde bliver nødt til at have både computer, kameraer, objektiver, tripod + det løse med, men sommertøj fylder heldigvis ikke det store :)
Ej hvor skønt. Jeg har også virkelig fået sorteret nogle rodekasser igennem i dag, og med lidt kritiske øjne kunne jeg også smide 5/6 ud. F.eks. op til flere gamle toilettasker. Jamen, hvor skønne er de egentlige? :D
Hver gang vi har været afsted, har jeg haft alt for meget med. Ofte ender der med at ligge noget tøj i bunden af rygsækken, som slet ikke bliver brugt. Næste gang vi skal afsted, vil jeg rigtig gerne kunne klare mig med carry-on, men jeg skal bare lige have fundet den perfekte rygsæk. Min 65-liters nu er i hvert fald aaalt for stor.
Glemte i øvrigt at tippe dig om bloggen Just Browsing (http://justbrowsing.dk/) i går. Ved ikke om du er stødt på den før, men bag bloggen er Malene og Nicolaj, der tog afsted i vinters for at leve som digitale nomader i Asien – så måske der er noget inspiration at hente :)
Sådan går det også altid for mig! Jeg tror, det kræver virkelig god planlægning at få det til at lykkes med en carry-on, men jeg er ret sikker på, det må kunne lade sig gøre :)
Tak! Jeg følger ivrigt med derovre i forvejen, og især deres rejsebudgetter er virkelig guld værd!
[…] indstilling til kasserne i kælderen, og selvom jeg stadig gemmer både mågestel, krystalglas og den der Barbie-samling, så er jeg blevet langt bedre til at skille mig af med alt det, der bare ligger og venter på […]