Dagens: Kumbaya

“Da jeg var på jeres alder, sad jeg i rundkreds og sang Kumbaya!” udbrød min mor i fredags. Nu har jeg aldrig rigtig set min mor som Kumbaya-typen, men det understregede egentlig bare hendes pointe det mere.

Af gode grunde kan jeg ikke vide, hvordan det var at være 25 år i 1984, men jeg er ikke sikker på, at min mor havde lejrbålet lige så meget, hvis hun havde været 25 i år 2015. På den ene side er vi en generation af ungdomsbesatte unge mennesker. Vi skal opleve det hele, inden det er “for sent”, vi skal drikke hjernen ud på op til flere festivaller hver sommer, og vi skal nyde friheden og Tinder-date og prøve alting, inden det er “for sent”.
Men i hverdagen er alting anderledes. I hverdagen skal vi være voksne. Vi skal passe vores studie, vores arbejde, vores frivillige arbejde, vores veninder og vores netværk, vores interesser og vores plads i elevrådet, så vi har noget at skrive på vores CV, og så skal vi desuden lige tage et kursus i, hvordan man overhovedet skriver et CV. Vi skal købe økologisk mad og tøj, sætte chiafrø i blød aftenen før, udlede så lidt CO2 som muligt og støtte Mødrehjælpen med et fast beløb hver måned. Og vi skal huske at træffe de rigtige beslutninger til at begynde med, for “resten af vores liv” afhænger af dem.

Det føles unægteligt som om, at vi som generation har malet os selv op i en krog. Vi lægger så meget pres på os selv i vores hverdag, at vi ikke engang kan slappe af i vores ferier, fordi de skal indeholde alle de drømme, vi har for os selv – eller alternativt en ekstra praktik. “Vil I virkelig flytte på landet?” blev jeg spurgt sidste år, og “hvorfor vil I ikke til København?” Det er blevet svært for os at forstå, hvorfor nogle af os drejer fra ad sidevejene og ikke drømmer om stiletter og byliv, økologisk rawfood eller oplevelsesrejser. Vi har efterhånden vedtaget så fast en opskrift for “det gode liv”, at vi glemmer, at vi er dem, der skal leve det.

Alt var ikke kodylt i 1984, men når selv min mor sang Kumbaya, så kan det ikke have været helt skidt. Alligevel er jeg glad for at være 25 i 2015. Vores muligheder er så godt som uendelige, og vores drømme kan gå i opfyldelse overnight – just say yes! Men fordi der er så meget at sige ja til, er det sgu vigtigt også at turde sig nej, når livet løber lidt for hurtigt. Og hvis der bliver lidt tid til overs, skal der altså kun 3 akkorder til Kumbaya.

Jeans: Topshop / Sweater: Noisy Mae / Sko: H&M / Taske: Calvin Klein

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)