Der findes gode scoretricks, og der findes dårlige. Og så findes der dem, hvor man sidder målløs tilbage og undrer sig over, hvad der egentlig skete der, og om det overhovedet var et scoretrick, man lige var vidne til.
I går sad min veninde Maja og jeg på græsset nede ved åen og hyggede med hindbærsaft. Efter halvanden times tid kom der en halvnørdet ung mand hen til os og spurgte, om vi var meget travlt optaget, eller om han lige måtte spørge om noget. Eftersom jeg bilder mig selv ind, at jeg er en herregod vejviser, sagde jeg ja til et spørgsmål, og så satte han sig ellers ned. Er det ikke det, vi inderst inde allesammen frygter i den situation, hvor man bare har været lidt venlig og nu bliver udsat for selskab?
Nå, men ikke desto mindre sagde han, at han var ved at øve sig i at læse tanker. Jeg fortalte ham, at det var en mærkelig ting at øve sig på, og så spurgte han ellers, om vi ville være med i et lille forsøg. Jeg skyndte mig at sige ja på Majas vegne, da hun i bund og grund er et venligere menneske end jeg (fint illustreret ved at jeg ofrede hende) og ikke ville bide hovedet af ham.
Han tog hendes hånd og lagde to fingre på for at mærke “pulsen”, og så bad han hende tænke på et tal mellem 1 og 10. Han ville dernæst udelukke tallene et for et. Først udelukkede han 1. Det var rigtigt. Så udelukkede han 5. Det var forkert. Han vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med det resultat. Så tog han mit håndled (her begyndte jeg straks at synes, det var sjovere – lidt ligesom med Joeys “korttrick”) og begyndte forfra. 1. Rigtigt. 5. Rigtigt. 10. Rigtigt. 9. Forkert. Og så gav han op. Han rejste sig og sagde, vi var for kloge, men at der rent faktisk var et trick bagved hans forsøg. Vi spurgte ind til hans såkaldte trick, og han forklarede, at de fleste tænker på 7. Direkte citat: “Øh, det er fordi, de fleste tænker på 7.”
Tricket var altså, at de fleste tænker på 7. Det er edderbrøleme et dårligt trick. Næsten værre end Joeys.
Da han gik igen, havde vi ingen anelse om, hvad der lige var foregået, og det har jeg stadig ikke. Men ingen af os var i hvert fald scorede, hvis det da var det, der var planen. Befippede, måske, men ikke scorede. Jeg tjekkede lige, om der skulle være nogen, der havde hugget noget fra min taske imens, så det hele i virkeligheden bare var en afledningsmanøvre. Det er første gang, jeg er blevet skuffet over ikke at være blevet bestjålet.
Billederne er fra en solskinsrig mandag for to uger siden, hvor jeg mødtes med søde Lise Emilia til markedshygge og te i solen. Jeg er stor fan af at parkere vinterjakken bagest i skabet, så lige nu venter jeg egentlig bare med spænding på den uundgåelige forårsforkølelse. Jeg håber, I får en rigtig dejlig dag uden folk, der prøver at læse jeres tanker. Skal jeg forresten lige prøve? I tænker på 7, ikke? Tricket er altså, at I tænker på 7!
Nederdel: Forever21 / Skjorte: Monki / Sko: H&M
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
6 comments
Haha, jeg synes den slags mennesker er pisse underholdende. Mest fordi de ikke altid selv virker til at forstå situationen. Kan godt følgende dig i din skuffelse over, at du ikke var blevet bestjålet – men så var der et hint til alle kommende tricktyve ;)
Det er de sgu også – især når de kommer lidt på afstand ;)
Ej hvor sjovt! Og hvor ville jeg egentlig (hvis det var mig selv) havde håbet på at det var skjult kamera eller ja tyveri – for så havde han da haft en undskyldning, haha..
Jeg må lige rose dig – du skriver virkelig godt og undeholdende, og din frisure klæder dig virkelig!
jeg tror da vidst lige at jeg har fundet en ny blog jeg skal til at følge med i!
xx Laura
http://www.stinusit.dk/
Ja, jeg kiggede også lidt rundt :D
Tusind tak, Laura! Du er meget velkommen!
KH Anne-Li
Rigtig fin blog du har! Og meget fin farve du har på læberne :) Hvad er det for en?
Tusind tak, Simone!
Jeg kan ærligt talt ikke helt huske det, men jeg TROR, det er Soap and Glorys Gloss Stick i farven Raplumsel :)