Er der noget, jeg ikke er, så er det lokal. De fleste steder jeg er, er jeg fremmed. Men bliver man fremmed nok, kan det måske være det samme – så står børnene i hvert fald også i vejkanten og vinker. Det var noget af det, jeg elskede ved at køre rundt på Bali på scooter. Alle de lokalsamfund, vi kørte igennem og forbi.
Engang imellem blev vi inviteret indenfor. Da vi strandede på toppen af et bjerg ved Mount Batur, var det en lokal dreng, der fik os ned, og således endte vi med at sidde og drikke te hos en sød gammel balinesisk dame – midt ude i ingenting på en lille plet, der for dem var alting. Det endte med at blive en af de bedste oplevelser på hele vores tur.
I Canggu blev vi også inviteret indenfor. Vi trak i sorte t-shirts og saronger, som vores vært, Komma, hjalp os med at binde, så vi kunne se præsentable ud til den begravelsesceremoni, han inviterede os med til. Derfor stod vi en helt almindelig regnfuld torsdag og kiggede på ilden, der langsomt sendte de døde videre. Rundt omkring os stod de lokale og jokede lidt, og alvoren kom aldrig til at føles ret alvorlig. Vi kiggede på hinanden, trak lidt på skuldrene og kiggede videre. Havde det været i Århus, havde det været en noget så makaber oplevelse, men på Bali var det noget helt andet.
I Århus er jeg lokal, men så snart jeg begiver mig ud til min mormor i Hornslet er jeg igen lidt fremmed. Jeg smiler til genboen, Ena, der altid står i vinduet og holder øje med, hvad der rører sig på den lille vej, og jeg vinker til Grethe, der tit var ovre hos min mormor til kaffe, da jeg var lille, men jeg kan købe nok så mange jordbærtærter i Brugsen, og de kender mig stadig ikke. Nogle gange bliver jeg lidt misundelig på min mormor, der altid møder nogen, hun kender, når hun går tur.
Det er spændende at være fremmed, og var jeg ikke fremmed en stor del af tiden, ville jeg slet ikke opleve så meget. Men det er sjovt, hvordan mange af os vælger at være fremmede for at kunne opleve det lokale andre steder. I virkeligheden ligger der jo en utroligt stor værdi i det lokale. For lokal er ikke noget, man bare bliver. Det er noget, man er, og for de fleste af os, er der kun meget få steder i verden, vi kan føle os lokale. Fremmede kan vi altid være.
Under mottoet “vi holder de lokale kørende” har Go’ On cirka 100 tankstationer spredt rundt i hele landet i det, der (u)populært kaldes udkantsdanmark. For Go’ On er det vigtigt at holde liv i det lokale, og derfor kårer de hvert år en ildsjæl, der er med til at holde det lokale kørende.
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Det er ikke mig. Jeg elsker at rejse ud og opleve det lokale, som andre mennesker så møjsommeligt har bygget op. Jeg elsker det faktisk så meget, at jeg snart ikke længere har noget sted, hvor jeg selv kan være lokal. Men der er heldigvis mange ildsjæle derude, og jeg bliver sgu helt rørt, når jeg læser om de mennesker, der virkelig gør en indsats for lige netop dét sted i verden, hvor de er lokale.
Go’ On er lige nu i gang med at finde Årets Ildsjæl for 2017, og titlen belønnes med intet mindre end 25.000 kr.
Du kan både nominere og stemme lige her – og så er der desuden et års gratis brændstof på højkant, hvis man skulle være til den slags!
THIS POST IS SPONSORED BY GO’ ON
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
