Cardigan: H&M, Jeans: Asos (her), T-shirt: Acne, Sko: H&M, Taske: Vintage
Der er så mange ting i livet, jeg gerne vil have skal være helt perfekte. Jeg drømmer om et hus med badekar, om børn der har både arme og ben, om et bryllup, hvor jeg ikke spilder på kjolen og om en hund, der ikke bryder sig om at gø.
Ikke desto mindre begyndte min kæreste og jeg vores forhold på en ret .. uperfekt måde. Mildest talt.
Den første gang jeg så ham, var på valgdagen i 2011. Jeg trådte ind i lokalet og lagde først mærke til ham, han stod ved siden af. Jeg hev fat i en af mine venner og pegede på ham ved siden af og hviskede, om ikke han var en ret pæn mand. Min ven overtalte mig dernæst til at se ham i et bedre lys, før jeg kastede min kærlighed efter ham, og da jeg senere så ham under et lysstofrør (tough odds), måtte jeg erkende, at det var mørket, der havde spillet mig et puds, men der gik ikke mange sekunder, før det gik op for mig, at det faktisk var hans ven, der var værd at kigge lidt mere efter. For at gøre en længere historie mindre lang, endte det med at ham der så godt ud i lys og jeg skrev sammen og aftalte, at han skulle komme til Århus ugen efter.
Den følgende fredag hentede han mig direkte fra mit arbejde på et værtshus, og jeg må nok hellere indrømme, at jeg da havde fået et par øl indenbords, da han dukkede op omkring 16.30. Inden klokken var 18, var vi begge halvsnalrede og havde ikke flyttet os en meter fra værtshuset. Aftensmaden blev en pizzaslice, og senere bevægede vi os ud i byen og ind på Meatpackers, hvor nogen tabte et glas, der splintredes i en million stykker, og pludselig kunne jeg mærke, at min fod var våd. Jeg troede først, der var nogen, der havde spildt på mig, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg blødte – ret meget.
Så jeg humpede udenfor med ham i hælene, og han måtte rende rundt mellem de forskellige pizzasteder for at finde servietter til at stoppe blødningen. Det stod hurtigt klart for os, at aftenen var slut, så vi tog hjem, og jeg smed mine sko ud.
Men vi er ikke sådan nogen, der bare lige giver op, så mandag tog jeg til Herning for at besøge ham. Da jeg endelig fandt frem til hans adresse midt på gågaden, tog han ikke sin telefon, og jeg måtte søge tilflugt hos en meget venlig kioskmand for ikke at blive gennemblødt (af regnen denne gang). Endelig fik jeg kontakt, og da han åbnede døren, så jeg ham .. og hans ven. Hele aftenen var hans ven med os, og som om det i sig selv ikke var irriterende nok på en af de første “dates”, så lykkedes det også vennen at spørge ind til min laktoseintolerans og diverse “symptomer” (helt præcist gik spørgsmålet vist ud på, hvilken ende det kom ud af..). Da vi endelig blev alene, var det ret sent, og det korte af det lange er, at aftenen sluttede med, at han ved et uheld gav mig en albue i hovedet og slog en flig af min næse. Jeg kan stadig høre, hvordan min næse lød, da han ramte den. “You break, you buy!” fortalte jeg ham, og heldet i uheldet var, at han blev nødt til at køre mig og bilen til bage til Århus dagen efter, fordi jeg var alt for svimmel til at sætte mig bag et rat. Jeg glemmer aldrig hans forfærdede udtryk, da de på skadestuen sagde, at jeg havde fået hjernerystelse, og jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at drille ham utroligt meget. Det døgn endte med at være et af de sjoveste i hele mit liv, og selvom min næse sagde klik i et helt år efter, vil jeg ikke bytte min uperfekte historie med nogen anden.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Hahaha, jeg griner. Højlydt. Og en god historie! :)
Første date på et værtshus er ikke at sige øv til. Sådan var min første date også. Og det er mig en gåde, hvordan han hoppede på vognen og ikke bare skred efter at jeg havde siddet med hænderne bag nakken samt andre macho og knap så feminine stillinger.
Tak, Mia :)
Værtshusdates er glimrende! Det kan ikke blive alt for alvorligt sådan et sted. Og man kan jo ligeså godt med det samme vise dem, hvad det er, de får :D
Min kæreste og jeg arbejdede sammen i knap et år, og jeg var sikker på at han gik og småflirtede med mig. Efter jeg var stoppet på arbejdspladsen fandt vi endelig dag hvor vi kunne mødes i byen. Jeg var i mellemtiden blevet single, og der var ikke skyggen af tvivl i mit sind om, at jeg ikke skulle alene hjem den aften.
Senere har jeg erfaret, at han helt bestemt troede at vi “kun” var venner, og at han aldrig mener at have flirtet med mig. Men hjem kom vi nu alligevel.. Sammen. :)
Det er snart 1½ år siden nu, og jeg er stadig forelsket. <3 <3 <3
Ej hvor er det fedt! Hvor sjovt at du bare gik ud fra, at han flirtede med dig :D Det kan ligefrem være, at det er det, der har givet det selvtillidsboost, der skulle til for at snuppe ham!
Haha hvor er det en sød og sjov historie :)
Årh tak, Karina :)
Hahaha hvor er det fint :D
Herhjemme er vi lettere uenige om vores første møde (ikke den første date, den kan i godt huske).
Jeg mener, vi mødte hinanden første gang en bytur i januar, hvor han var i byen med sin klassen, hvor jeg kendte nogle stykker – vi snakkede, sød musik lige siden.
Han mener vi mødtes første gang en bytur i oktober (altså året før, jeg mener vi mødtes første gang), hvor jeg skældte hans ven (som er min ven) ud over at de var på vej hjem. Jeg kan godt huske situationen, men overhovedet ikke at min nuværende kæreste var til stede :p
Du er ikke alene!
Min kæreste og jeg har været på tre weekendophold sammen (med et par hundrede andre mennesker hver gang, men alligevel). Første gang i 2007, anden gang i 2010, tredje gang i begyndelsen af 2011, og så mødtes vi alligevel for første gang i september 2011. Vi har med garanti set hinanden før, men ingen af os kan huske det. Det beviser virkelig, at timing kan være altafgørende :)
Din version er mest romantisk, men din kærestes er sjovest. Og når alt kommer til alt, er det ofte den sjoveste version, der er bedst at fortælle!