Dagens: Fire år, Niels.

I dag har Mathias og jeg 4-årsdag. Årsdage er ikke noget, vi gør ret meget ud af, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke tilbage. Det var en lørdag, og vi havde kendt hinanden i godt og vel 5 uger. Vi var i Mathias’ lillebitte frimærke af en lejlighed i gågaden i Herning, da han spurgte, om vi ikke kunne kalde os kærester, og det tog mig ikke mange sekunder at sige god for den idé. Senere samme aften drak jeg mig en ordentlig skid på og fortalte ham, at jeg elskede ham (jeg er ikke altid så god til det der med følelser), og heldigvis sagde han det tilbage.

Vi flyttede sammen i min lille lejlighed efter at have kendt hinanden i 4 måneder, og et par måneder senere flyttede vi ind i vores første fælles lejlighed. Det gik stærkt, men vi så ingen grund til at vente, for ingen af os gad de 80 kilometer mellem Herning og Århus, og vi var nyforelskede og tænkte, at jo mere tid vi havde sammen, desto bedre. Det var et hårdt forår, hvor vi lærte hinanden at kende lidt for hurtigt. Jeg kan huske, da det under flytningen gik op for mig, at Mathias nok er et af de mindst praktisk anlagte væsner i verden. Indtil da havde jeg kun set hans pæne øjne og den søde smilerynke ved munden, men lige pludselig gik det op for mig, at han ikke var perfekt – faktisk var han måske en del af det, jeg ikke drømte om.

Det gik også den anden vej, og vi havde alt for mange problemer i forhold til, hvor ungt vores forhold var. Både inden for forholdet, men i særdeleshed også udenfor, hvor jeg både battlede med min depression og min farmors sygdom. Mathias havde også sit at kæmpe med. Han var flyttet til en ny by, hvor han ikke kendte andre end mig og min familie. Hans studie var stadig i Herning, og det tærede på os begge, at vores skyhøje forventninger til hinanden og til forholdet ikke umiddelbart så ud til at gå i opfyldelse. Der var et par aftener, hvor jeg gav op og var klar til at kaste håndklædet i ringen, men Mathias tænkte heldigvis lidt mere klart og fik mig til at trække vejret. Da vi lige kom på plads og fandt os til rette i vores nye hverdag, kunne vi igen kende hinanden, og så blev det godt igen.

Vi har udviklet os sammen, og vi er gået fra at være unge, forvirrede mennesker til at være et par (lidt mindre forvirrede) halvvoksne, der inden alt for mange år står foran en række store livsbeslutninger, og selvom det er lidt skræmmende, er det dejligt at være en del af et så godt team, som vi efterhånden udgør. Begge forældrepar lovpriser den gode indflydelse, vi har haft på hinanden, og jeg kan godt se, hvad de mener. Vi mødtes og pegede ubevidst hinanden i en retning, vi havde brug for at følge. Vi blev udover kærester også hinandens bedste venner, og i en periode smeltede vi nok lidt for meget sammen. Det er så nemt at gå fra at være to til at blive en, men vi mistede nok lidt af os selv i processen, og det sidste halve års tid har vi prøvet at fokusere lidt mere på “mig” end på “os”.

Vores forhold er ikke perfekt, og nogle gange bliver vi nødt til lige at stoppe op og få sat ord på, hvad det er, der knirker, og det var det, vi gjorde, da vi aftalte at prøve at bryde lidt fri at vores symbiose. Man kan godt se for meget til hinanden, når begge både studerer og arbejder hjemmefra næsten hver dag. Hvis vi skal fungere som par, skal vi først og fremmest fungere som individer. Det var ikke dårligt før, men det er blevet meget bedre nu, hvor vi har skubbet os selv lidt mere ud og undladt at akkompagnere hinanden til alting, og det er fedt at mærke, at vi kan udvikle og forbedre os, når behovet er der.

Noget af det sidste, min farmor sagde til mig, var, at jeg skulle holde fast i Mathias. Min farmor kendte mig nok på nogle områder bedre, end jeg dengang kendte mig selv, og jeg tror, hun kunne se, hvor gode vi ville være for hinanden. Vi ved ikke, om vi bliver sammen for evigt, men vi håber det, og så længe kærligheden er der, tror jeg på, vi kan tackle alt, der måtte komme til os.

Fire år er en god sjat og det længste forhold, jeg nogensinde har været i, men i virkeligheden er det jo bare begyndelsen, og jeg glæder mig over det liv, vi har valgt at være fælles om og den fremtid, vi så småt tager hul på.

Der er normalt ikke meget forhold og kærlighed på bloggen, for jeg er svært dårlig til at tale om den slags følelser – faktisk så dårlig, at jeg nærmest kun til nytår fortæller mine forældre, at jeg elsker dem – men fire år, det er da noget at fejre! Så skål til os og god torsdag til jer :)

KJOLE: GINA TRICOT (SIMILAR) / HALSTØRKLÆDE: PIECES /
TASKE: SECONDHAND (SIMILAR) / STØVLER: H&M (SIMILAR) / RINGE: VINTAGE

---

INDLÆGGET INDEHOLDER AFFILIATELINKS

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)