Før vi overhovedet planlagde vores rejse, faktisk allerede før vi vidste, der skulle være en rejse, havde jeg forelsket mig i en særlig destination. Jeg fulgte et par digitale nomader på Youtube, og gennem en af dem stiftede jeg bekendtskab med den ø, der skal være vores hjem i de næste to uger – og måske en måned mere fra midten af februar.
Vi er stadig i Thailand, men vi er rykket sydpå, og jeg har sjældent været så glad for en beslutning, som jeg er for denne. Som jeg vist fik gjort klart i mit seneste indlæg, var Pattaya absolut ikke min kop te. Generelt bør advarselslamperne nok begyndte at blinke, når gennemsnitsalderen på de besøgende resulterer i ryglæn på barstolene, men det ved vi så til en anden gang.
Vi forlod Pattaya den 2. januar, hvor vi tog bussen til Bangkok og et fly mod syd til Krabi på vestkysten. Efter to nætter i Krabi hoppede vi knapt så elegant ombord på en båd, og to og en halv meget vippende timer senere, ankom vi til Koh Lanta! Jeg kan slet ikke fortælle jer, hvor begejstret jeg er for at være her.
LÆS OGSÅ: KOMMER I HJEM TIL JUL?
Vi bor på et værelse med to lyserøde og to skriggrønne vægge. Døren er lysegul, lagnet pink, sengetæppet mørkerødt og gardinet skinnende, broderet gult og rødt. Nå ja, og så er der lyserøde blomster i loftet. Thailands svar på Villa Villekulla! Vi kan høre naboerne bedre, end vi kan høre os selv, og vi har sparet A/Cen væk, men vi har udsigt over bakke, palmer og hav, vi kan dufte saltvandet og høre cikaderne synge. Det er ikke fancy, men vi har det så dejligt.
Selvom vi har haft nogle gode oplevelser i december, mærkede vi ikke helt den rejseglæde, vi havde regnet med. Den var der hver dag på Bali og langt de fleste dage i Chiang Mai til trods for, at vi slog os ned i to måneder, men Saigon ramte især mig lidt for hårdt til at begynde med, og jeg blev først glad for byen efter næsten halvanden uges let panik. Saigon havde aldrig været et mål i sig selv, men vores visum udløb, og vi skulle finde på noget nyt, og de billigste billetter førte os til Vietnam. Det var en fantastisk oplevelse, men det er en sær oplevelse at rejse hen til noget, der egentlig ikke er førsteprioriteten. Det var fint med Saigon, men vi traf en forkert beslutning, da vi igen lod økonomien bestemme og tog til Pattaya, hvor ingen af os i bund og grund havde lyst til at være.
Det var sådan en besynderlig øv-følelse blandet med en god portion dårlig samvittighed, fordi vi syntes, vi burde nyde at være i Thailand i december i 29 graders varme og høj sol – men ikke gjorde det. Jeg blev ked af det, fordi jeg burde være glad, men ikke var det.
LÆS OGSÅ: EN VASKEÆGTE DÅRLIG DAG LANGT HJEMMEFRA
Derudover var december bare en hård måned for mig helbredsmæssigt. Jeg vidste godt, der var noget galt allerede efter en måned i Chiang Mai, men det blev meget værre i Saigon, og det nåede et punkt, hvor jeg ikke kunne ret meget andet end at sove, hvilket selvfølgelig frustrerede både mig og Mathias, for det er ærligt talt ikke det, vi er taget herud for. Jeg har ikke talt ret meget om mit helbred herinde og kommer nok heller ikke til det foreløbigt, medmindre det altså ændrer sig markant i den ene eller den anden retning, men jeg har bare haft så mange problemer med det på det sidste, at jeg alvorligt har tvivlet på, om jeg kan det her.
Da jeg tog af sted, havde jeg en fin lille basisindkomst fra bloggen, men den har været væk de sidste par måneder, og det gør selvfølgelig, at jeg begynder at tvivle på, om det kan lykkes. Jeg har gang i nogle andre småprojekter, men de kræver mere, end jeg har kunnet give dem, og jeg har konstant dårlig samvittighed, fordi det eneste arbejde, jeg har kunnet overkomme, ikke længere giver mig nogen form for indkomst.
Jeg har fået nogle piller, og jeg har det allerede en del bedre, så der er afgjort håb forude, men det har fandme ikke været en sjov måned, og jeg synes, jeg bliver nødt til at sige det, som det er og har været. Jeg ved godt, at det kan virke utaknemmeligt at skrive hjem fra eventyret og beklage sig, men en ærlig status er, at det ikke har været sjovt. Vi har oplevet en masse især i Saigon, og jeg har virkelig sat pris på det, men bekymringerne har fyldt alt for meget i den forgangne måned.
LÆS OGSÅ: VELKOMMEN TIL VIETNAM OG VORES NÆSTE SKRIDT PÅ REJSEN
December var også måneden, hvor jeg endelig afsluttede min uddannelse og fik en karakter for mit speciale, der var noget bedre, end jeg havde forventet. Der gik desværre mindre end to dage som nyuddannet, før jeg fik mit første nej, og jeg har endnu ikke taget mig sammen til at prøve igen. Jeg skrev et indlæg om det lige her. Det ændrer dog ikke på, at det er en kæmpestor lettelse endelig at være færdig, og jeg har netop fået en mail fra en sekretær, der skrev, at mit bevis var blevet afsendt. Det er stadig svært at forstå!
Og nu er vi på Koh Lanta! Jeg er glad igen, og jeg har det bedre. Jeg er stadig ikke på toppen, men jeg er igen i stand til både at arbejde og nyde at være her. Om to uger kommer min far herud og besøger os, og indtil da vil jeg suge det stille ø-liv til mig og nyde, at jeg igen er lige der, hvor jeg allerhelst vil være. Det må være det, det hele handler om.
ANDRE INDLÆG I DENNE SERIE
1 UGE SOM DIGITAL NOMADE
1 MÅNED SOM DIGITAL NOMADE
2 MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE
3 MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Kolde kram fra Danmark og et klap på skulderen over, at du siger det højt, når det er svært! Jeg hepper på dig fra det kolde nord ;-) Og god bedring ikke mindst!
Tak, Laura! Det er altid skønt med lidt hep :) Og ja, jeg overvejede egentlig også, om jeg skulle skrive det, men det giver bare ikke mening kun at dele alt det gode, når jeg nu håber på at vise livsstilen på godt og ondt – selvom der heldigvis er langt mest godt!
Øv, det er da også surt at noget som ens helbred, skal stå i vejen for, om man kan yde og nyde. Jeg håber der kommer styr på det.
Koh Lanta lyder i hvert fald fremragende, og jeg glæder mig til at se billeder. Du må nu også godt prøve, at tage et billede af jeres lejlighed, det lyder så farvestrålende, at jeg er helt nysgerrig ;)
// http://www.jannifromtheblog.dk
Ja, det er virkelig træls, men det er heldigvis i bedring, tror jeg!
Det er en skøn ø! Der kommer lidt billeder fra stedet på snappen i ny og næ (@anneliwallmann), men jeg har tænkt på måske at dedikere et helt indlæg til Pippiparadiset ;)
Jeg tror at alle rejsende og expats løber ind i en træls periode en gang i mellem. Jeg kunne bestemt heller ikke forstille mig at Pattaya er værd at rejse til….men godt at høre, at I er kommet til Koh Lana og at I kan lide det so far (jeg håber ikke at stormen forbliver der længe). Nyd den dejlige ø!
Ja, det tror jeg, du har ret i. Det er bare ikke altid, an hører om det :)
Nej, og det kunne vi egentlig heller ikke, men vi var dumme og gik imod vores mavefornemmelse. Det lærer vi af!
Stormen er fløjet, og himlen er blå. Livet er lækkert igen :) Tak!
Søde Anne-Li <3
Du kan tro, jeg ofte sad med netop samme tanker, som du har siddet med den sidste måneds tid. Underligt nok bliver det jo også hverdag at rejse rundt, og det betyder, at man kommer til at "crashe" lidt på et tidspunkt. Jeg reagerede også enormt dårligt på steder med dårlig energi, og jeg følte mig utryg, utilpas og ked af det. Det er en del af det.
Det gode er, at du er ved at have det bedre! Du kan tro, jeg også brugte mange dage og uger på at sove konstant også, da vi rejste. Skriv til mig, hvis du har brug for at snakke med én, der har prøvet præcis det samme selv. <3 Og så håber jeg virkelig, at du får gang i indkomsten igen. Jeg er sikker på, at du kan gøre det! :)
Rigtig mange tanker og kram
Jeg bliver ALTID så glad af at læse dine kommentarer, Celia! <3
Ja, det var faktisk lige sådan det føltes. Som et crash. Og det føles helt forkert at have det skidt, når man egentlig "har det så godt" og udmærket ved, hvor heldig man er. Men det gør det jo ikke mindre virkeligt.
Det er jeg! Koh Lanta passer MEGET bedre til mig (og til os), og vi er ved at få etableret en ret fornuftig døgnrytme og en rutine, der gør, at jeg ikke konstant skal gå rundt med dårlig samvittighed. Det er guld værd :)
Tak! Det gør jeg nok :D
Og igen tak! Du er sgu så dejlig, er du!