Hvem pokker kunne da have vidst, det ville være så fedt at rejse helt mutters alene? Jeg er kun et døgn inde i turen, men jeg elsker det allerede helt op til toppen af de to nye huer, jeg har købt i dag. Edinburgh er surrealistisk fin – så fin, at det nærmest føles som at gå rundt i et eventyrunivers. “Det er bare så skotsk!” var den bedste beskrivelse, jeg kunne komme med, da jeg ringede til min far på min gåtur hen til slottet i morges, og selvom det lyder utroligt dumt, er det nok stadig den bedste beskrivelse, jeg kan komme på.
Det er nemlig lige præcis, som jeg forestillede mig, Skotland ville være. De fleste steder man besøger lever aldrig helt op til forestillingen, synes jeg, men det gør Edinburgh, og jeg ved allerede, at tre dage her slet slet ikke er nok. Jeg er lige kommet hjem til min fine lille lejlighed i nærheden af Haymarket efter 6-7 skønne timer, og nu tager jeg lige en time eller to på sofaen med fødderne oppe, inden jeg går ud i aften, så nu tænkte jeg, jeg lige kunne få sorteret i billederne og dele nogle af dem med jer.
Dagens første billede tog jeg i opgangen til den fine lille lejlighed, jeg har lejet gennem Airbnb. Det ser ikke ud af meget, men det er superhyggeligt.
På vej fra Haymarket til ind mod slottet var der så mange fine steder!
ST CUTHBERT’S CHURCH
Det var helt tilfældigt, jeg lige gik forbi den fine St Cuthberts Church ved foden af slotsbakken, men jeg tror, jeg endte med at bruge næsten tre kvarter med at gå rundt og kigge på de gamle gravsten og tage en halv million billeder af slottet og de forskellige kirker.
Se nu lige, altså! Det ligner jo noget fra en film!
LET ME EAT
Jeg ville faktisk have været inde på et sted, der hedder Hula Café, som jeg har hørt meget godt om, men da jeg gik forbi Let Me Eat og så, de havde en roasted aubergine panini på menuen, var det altså der, jeg skulle ind, og hold nu op, den var god! Bedste panini ever. Og mit første cafémåltid i mit helt eget selskab. Det var nok også på tide, jeg fik prøvet det.
VICTORIA STREET
Victoria Street var faktisk det sted i Edinburgh, jeg havde glædet mig mest til at besøge, og den skuffede absolut ikke! Victoria Street var J.K. Rowlings inspiration, da hun skabte Diagon Alley, og jeg mistede næsten lidt af beundringen (ej, det gjorde jeg selvfølgelig ikke) for Rowling, da jeg så gaden og så, hvordan hun nærmest ikke havde behøvet at finde på noget selv. Den er helt uvirkeligt fin, og man kan tydeligt se, hvordan den har inspireret Harry Potter-universet.
Så er man dæleme i Skotland, da.
WRITERS’ MUSEUM
Jeg fik også lige slået et hurtigt smut forbi det fine lille Writers’ Museum, der har udstillinger om tre af Skotlands største forfattere. Robert Louis Stevenson, Robert Burns og Sir Walter Scott. Museet er gratis at besøge (og moderat interessant), og bygnigen er superfin både indeni og udenpå.
På vej hjem slog jeg lige et (totimers) smut forbi Primark, og så var det næsten mørkt, da jeg kom ud med min kæmpepose med ting, jeg ikke vidste, jeg manglede. Eller. Strømperne manglede jeg, men det var ikke dem, der fyldte. Men hvem pokker har ikke brug for en fin hvid fløjsjakke? Nu har jeg tænkt mig at slappe lidt af (og tage et tiltrængt bad), før jeg smutter ud på jagt efter aftensmad og en hyggelig pub, så jeg kan få mig en pint eller to. Whiskyen gemmer jeg nok til en af de andre dage.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Det ser fantastisk ud og lyder hyggeligt! Dejligt, du nyder det. BTW så mangler jeg altså en hue…
Den kommentar så jeg for sent, Mutti. Det kunne du have sagt i telefonen :D
Spændene at høre om din rejse alene, jeg kan også fornemme på det hele, at jeg bliver nødt til at aflægge Edinburgh et visit. Et, måske lidt dumt spørgsmål, men når du går ud om aftenen, når du rejser alene, falder du så hurtigt i snak med folk, eller opsøger du det slet ikke? De gange jeg har rejst alene, har jeg egentlig gerne ville opsøge andre mennesker på barer, men tit har jeg bare været så træt, at jeg er gået omkuld mega tidligt. Giver det mening?
Det er jeg glad for, du synes, Marianne! Ja, Edinburgh er afgjort et (og flere) besøg værd. Nu har jeg jo kun været ude den ene gang, og der sad jeg da alene en times tid, før der var nogen, der begyndte at tale til mig. Jeg ville gerne være bedre til at opsøge det, men jeg er ikke så god til at sige “Hej, her er jeg, skal vi drikke en øl?”, så det afhænger meget af, hvem der tilfældigvis er i nærheden, og om de er mere udadvendte end jeg! Jeg var også træt, og det krævede så meget af mig at gå ud den aften, hvor det havde været meget rarere bare at blive i sofaen og spise britisk chokolade, men det var en af de ting, jeg havde sat mig for at gøre, så jeg gjorde det :)