1 UGE SOM DIGITAL NOMADE

Digital nomade er det nye hipster! Det er jeg ret sikker på. Der er så mange, der finder klipklapperne frem og drager mod fjerne himmelstrøg for at arbejde, at man kunne fodre balinesiske gadehunde med dem, men hvor kan jeg dog godt forstå det. Heldigvis, for nu er jeg jo sådan set en af dem. Af os? Hvor er det vildt at tænke på.

Det er i dag præcis en uge siden, vi sagde farvel til Århus på ubestemt tid, og dermed er vi også ret præcist en uge inde i livet som digitale nomader. Det vil sige, vi har været nomader et par uger før afrejse, men vi var dæleme ikke ret digitale, så jeg ved ikke, hvor meget den periode tæller.

I skrivende stund sidder jeg i en sækkestol ved poolområdet i det coworkingsted, vi har lejet os ind på, mens vi er på Bali. Luften er varm og fugtig, klinkerne i poolen gør vandet koboltblåt, og mellem mig og den sorte nattehimmel er der et net af planter, der i mistænkelig grad ligner en meget forstørret udgave af en af dem, jeg havde stående i min stue, før vi solgte hele molevitten og sendte planterne til kærlig plejepasning.

Et “kort” oprids af den sidste uges tid

Tidligt om morgenen lørdag kørte min far os til bussen. Aftenen før havde vi haft min familie på besøg til pizza og farvelkrammere, og da de gik hjem, tudbrølede jeg. Det var der ikke meget #independentwoman over, men det ramte mig dæleme hårdt, og jeg gentog proceduren lørdag morgen, da jeg sagde farvel til min far. Således sad jeg i bussen med røde øjne og puffede kinder, der heldigvis gradvist fortog sig på vejen til København.

Efter en security-kø fra helvede kom vi endelig igennem til al parfumen, som vi dog nøjedes med at gå forbi. Jeg kunne dog ikke modstå fristelsen, så vores nøje afmålte bagage blev lige halvandet kilo tungere, da jeg fyldte tre gigantiske poser i den. Men altså, man kan dårligt drage til fjerne lande uden en ordentlig røvfuld Piratos (og en omgang Lossepladsen) i kufferten, vel?

Jeg er tæskebange for at flyve, så jeg var ikke just begejstret, da jeg fandt ud af, vi var blevet rykket fra række 11 (som jeg havde valgt, fordi det er mit lykketal, og flyet derfor forhåbentlig ikke styrter ned, fordi #logik) til række 4. 11 viste sig dog at være et vaskeægte lykketal, for sørme om ikke række 4 betød første klasse og syndfloder af juice og benplads. ALDRIG er 10 timer gået så stærkt, og ALDRIG før har jeg håbet på mere tid i mit flysæde. Norwegian, det var dæleme lækkert! Jeg så desuden filmen Brooklyn, og den var god!

One night in Bangkok

Vi ankom til Bangkok kl. 08 om morgenen lokal tid og kom igennem immigrationen på små 10 minutter. Da vi havde lokaliseret vores kæmpestore grønne vadsækkede undskyldning for en kuffert, fandt vi en taxa til vores hotel, der lå ca. 40 minutter væk. Hvis I følger med på snappen (anneliwallmann), så I måske den fantastiske tagterrasse med infinity pool og udsigt over Bangkok. Hvis ikke, så kan I se hotellet (som egentlig er et hostel) lige her. Værelserne var ikke noget særligt, men oh my for en tagterrasse.

Om aftenen var vi på jagt efter noget at spise, da Tripadvisor snød os og ledte og midt ind i et boligområde, hvor der ikke var så meget som en brødkrumme fra den restaurant, vi gik efter. Det endte dog delvist lykkeligt, da vi blev vinket ind i en carport af nogle lokale. Nu siger jeg carport, men det er kun fordi vi i Danmark bare ikke har små overdækkede paradislignende områder i vores indkørsler. Så der sad vi og spiste Pad Thai med de lokale, der stirrede og ville have billeder mellem hver bid. Eftersom ingen af os er blonde, kunne vi konstatere, det måtte være vores meget blege hud, de fandt fascinerende. Tak.

Da klokken blev 22, gik vi i seng. Jeg vågnede tre timer senere, men Mathias formåede at sove, indtil jeg vækkede ham kl. 02.45. Vi fløj med AirAsia til Bali, og der oplevede vi for første gang, hvad rejsevloggerne mener, når de klager over benpladsen. Eller man kan dårligt nok klage over benpladsen, for der var ingen. Av. Men det gik, og vi landede på Bali ved middagstid.

Bali

Vi var ved at gå i panik, da vi blev overfaldet af de 100 taxachauffører, der stod og ventede på os og de andre stakkels turister, så vi brugte næsten 45 minutter på at prøve at få fat i noget internet, så vi kunne gennemskue, hvad vi skulle gøre. Vi fik ikke noget net, og intet af det, jeg i forvejen havde læst, passede, så vi endte med at lade noget lufthavnspersonale pege os i retning af det mindst uofficielle selskab, så vi kunne lade dem snyde os i stedet for de andre.

Vi havde booket to nætter lige her, og vi var med det samme helt forelskede i stedet. Da vi havde fået sat kuffertene og skyllet sveden af, besluttede vi os for at gå ned til stranden, der skulle ligge et par kilometer væk. Det gjorde den sådan set også, men selv små distancer synes store herovre, og det endte med at tage os næsten halvanden time at gå de 4 kilometer hen til stranden ved det coworkingsted, vi havde udset os. Det så ikke slemt ud på kortet, men det var det i virkeligheden, så det gik op for os, at vi hellere måtte finde et sted tættere på.

Dagen efter lejede vi derfor en scooter, og efter en hel del ture rundt på de små veje, kørte vi mod Echo Beach og så på en masse forskellige værelser på de små homestays. Vi endte med at finde et sted, vi var helt vilde med, men det var en god del over vores budget, så vi kiggede videre, indtil vi måtte erkende, at der ikke var noget, der kom i nærheden af det. Det lykkedes os at få det forhandlet noget ned, fordi vi skal være her så længe, men det er stadig over vores budget, så det er ikke helt optimalt. Til gengæld er det et rigtig dejligt sted, så vi er holdt op med at slå os selv i hovederne.

Den første aften på Bali spiste vi på en lille restaurant ved stranden kaldet Dian. Aftenen efter var vi på jagt efter noget andet, men vi kunne ikke finde noget, vi syntes, vi ville betale for, så vi endte på Dian igen. Det var ikke specielt fantasisk, så vi lovede hinanden: Ikke mere Dian!
Den tredje aften gik vi derfor ned til stranden, der hvor vi bor i stedet, fordi vi havde set et hyggeligt sted tidligere på dagen. Det var dog i mellemtiden blevet aften, så vi fik på mærkværdig vis sat os ind på det forkerte sted, så vi undrede os noget, der menukortet bød på præcis det samme som på Dian. Vi tænkte, det måtte være en slags strandpromenadekonspiration, men da maden var kommet, så jeg ud ad øjenkrogen et skilt med restaurantens navn. Dian 2. Vitterligt. Dian 2. Men fra nu af: IKKE mere Dian!

Coworking i Canggu

Hovedårsagen til, at vi valgte at slå os ned i Canggu, er, at den lille surferby byder på et af Balis bedste coworking-steder, Dojo. Torsdag tog vi forbi, fik en rundvisning og lejede os ind for en måned. Det er sådan et lækkert sted, og selvom det er en lidt pebret affære, er det en investering, for som jeg nævnte i dette indlæg om 3 ting, man skal vide, før man tager til Bali, så er internettet hernede generelt virkelig ustabilt og ikke rigtig til at arbejde med.

I går aftes var vi til vores første networking-arrangement i form af den månedlige BBQ-aften. Det var virkelig hyggeligt, men også liiidt hårdt at møde så mange nye mennesker på en gang. Jeg kan generelt bedst lide mennesker, jeg allerede kender, men det er jo noget af det, jeg skal blive bedre til. Vi gik hjem kl 22 efter 5 timers snak, og så var min hjerne stort set også brændt sammen.

I dag har vi været her af tre omgange. Første gang var et par timer i formiddag, hvor jeg skrev på mit speciale, og her til eftermiddag har vi taget et par timer mere. Vi kommer stille og roligt op i gear, og jeg kan allerede sige, at jeg tror, den her livsstil er helt helt rigtig for mig. Jeg skal bare lige lære at køre på scooter. Indtil videre har jeg overladt det til Mathias, men man er vist først rigtig hjemme på Bali, når man kører selv – med den ene hånd på styret og den anden på sit surfboard. Sidstnævnte kommer ikke til at ske, for som jeg forklarede en del gange i går aftes, så er jeg både klodset og en dårlig svømmer, og når man lægger de to ting sammen er jeg ret overbevist om, man kan sætte to streger under en elendig surfer.

Vi er lige kommet tilbage fra stranden, hvor vi har siddet og set solnedgangen og de vilde bølger i selskab med hinanden, en papayajuice og en omgang curry. Nu tager vi lige en times arbejde mere, og så er tænder vi for scooteren Scoopy og kører til vores balinesiske hjem.

---

THIS POST CONTAINS AFFILIATE LINKS

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)