EN VASKEÆGTE DÅRLIG DAG (LANGT HJEMMEFRA!)

I forgårs var den ledeste dag, vi endnu har haft herude. Nu har vi generelt haft det godt, så det siger selvfølgelig ikke ret meget, men det var virkelig bare en godt gammeldags træls dag. Heldigvis forsvandt den efter en god nats søvn, og de sidste par dage har alting set væsentligt lysere ud! Jeg fandt for eksempel nachos! Alligevel synes jeg, jeg vil dele det noget forvirrede indlæg, jeg skrev, da jeg i mandag aften sad på min seng og halvtudede. Det er ikke altid det nemmeste i verden at være så langt hjemmefra, og så kan en dårlig dag godt slå lidt ekstra hårdt. So here you go: Anne-Li på en dårlig dag!

I dag har været en rigtig øv-dag. Normalt når jeg har det sådan, kan jeg godt have svært ved at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der har været skyld i det, men i dag har jeg en ret god idé. Det er måske endda lidt en silver-lining, for der er ærligt talt ikke noget værre end at have det dårligt og ikke vide hvorfor.

Det er heldigvis ikke mange dårlige dage, jeg støder ind i herude. Der har været nogle forkølelser og nogle tunge regnvejrsdage, hvor energiniveauet har været i bund, og det hele har set lidt mørkt ud, men i dag er den første vaskeægte dårlige dag, jeg har haft. Og den rammer hårdt.

Da vi først kom til Chiang Mai, tog vi til en af de mange mød-nogle-mennesker-frokoster, byen byder på. Vi mødte et par stykker, men ikke nogen, vi havde de store planer om at tage kontakt til igen. Det var ikke noget, vi diskuterede. Det er bare noget, man kan mærke. Friend-vibes or no. Derfor blev jeg også overrasket, da et par af dem forleden kontaktede os for at høre, om vi ville med ud til et vandfald i nærheden af Chiang Mai.

Jeg er ikke skidegod til nye mennesker, og jeg kunne faktisk slet ikke overskue projektet, men jeg sagde ja, for jeg følte alligevel ikke, jeg var i en position til at takke nej til tilbuddet og det venskab, det måtte indebære. Vi fandt en dag, tilføjede et par af vores venner og aftalte at tage af sted i dag, mandag. Da jeg i går ikke havde hørt mere fra hende, skrev jeg og spurgte. Vejret så skidt ud, så jeg foreslog at rykke det, men det mente hun ikke ville blive nødvendigt, så vi pakkede vores tasker og gjorde os klar.

Men jeg kunne ikke få en fast aftale ud af hende. “Let’s just wait and figure it out tomorrow” skrev hun. Jeg er nok verdens mindst “loose” menneske, men fordi jeg ihærdigt arbejder på at indarbejde lidt mere “go with the flow” i mit liv, fik hun et okay tilbage, og vi ventede til i morges med at planlægge. Og så vendte hun ikke tilbage. Vi ventede hele formiddagen, og mens jeg forsøgte at få noget arbejde fra hånden, tikkede der beskeder ind fra de andre, der (selvfølgelig) ville vide, hvad planen var. Til sidst blev vi enige om bare at mødes og forlade ventepositionen.

LÆS OGSÅ: 2 MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE

På det tidspunkt var det efterhånden for sent og for dårligt vejr til den oprindelige plan, så vi endte med at tage forbi et andet vandfald og dernæst i zoologisk have. Jeg er i bund og grund ikke fan af zoologiske haver – faktisk er jeg nok lidt imod konceptet, men jeg havde læst et par positive anmeldelser og havde hørt, at Chiang Mais zoologiske have var godt med på dyrevelfærdsvognen, så vi tog af sted.

Jeg kan ikke beskrive, hvor meget det ramte mig. Av for fanden. Der var flamingoer i en lille pøl bag et nudset glashegn, en enkelt tyk abe der sad mutters alene i toppen af et træ. Alle bure var adskilt fra de få besøgende af et møgbeskidt bassin, der tydeligvis ikke var blevet renset i årevis. Det lugtede. Den gamle elefant gik alene rundt i et bur uden andet end jord og et par træstammer. Den ensomme hanløve så mere død end levende ud, som den lå krøbet sammen i hjørnet af sit bur. I et af bassinerne lå der en død hane og rådnede. Lugten var forfærdelig. Det lignede resterne af en zoologisk have et år efter en apokalypse.

Vi havde ikke lyst til at være der. På vejen ud kom vi forbi en elefant med ødelagte stødtænder og en kæde om sit ene bagben. Da jeg kiggede den i øjnene, havde jeg lyst til at tude. Fårene var møgbeskidte, og pelsen hang i tykke klumper. Æslerne stod i deres små båse. Et af dem havde flere bare pletter, hvor der burde have været pels. Det var så forfærdeligt at se. Jeg er så ked af, at jeg gik imod min egen overbevisning og alligevel tog af sted. Jeg havde end ikke forestillet mig, hvor skidt det kunne være, og jeg har det så dårligt med at have bidraget til det. Aldrig mere.

Her til aften tog vi ud for at spise og bagefter over på et lokalt markedskompleks for at gå dagen af os. I stedet endte vi med at gå forbi en dyrehandel. Tre bittesmå sovende hundehvalpe i hver deres tremmebur uden andet at gå og ligge på end tremmerne. Dværghamstre i gennemsigtige plastikkasser lige under lysstofrørene. De krøb sammen i hjørnerne – flere lå sågar på ryggen for at skærme sig fra lyset. Jeg kunne mærke det i halsen og bag øjnene. Den følelse der kommer, lige før man begynder at græde. Så vi gik. Før vi gik, nåede vi dog at se en lokal pige knipse en af de sovende hvalpe på snuden – bare for sjov.

LÆS OGSÅ: DET NÆSTE SKRIDT PÅ REJSEN

I dag har været en rigtig væmmelig dag. Nogle kulturelle forskelle er charmerende, andre er ligegyldige – og så er der nogen, der er uacceptable. Jeg har det så stramt med, hvordan thaierne (generelt) behandler deres dyr. I dag gjorde det, at jeg slet ikke havde lyst til at være her. Hvordan skal jeg kunne føle mig hjemme blandt mennesker, der kan behandle levende væsener så forfærdeligt for deres egen fornøjelses skyld?

Jeg har altid ment, at noget af det, der siger mest om mennesker er, hvordan de behandler deres dyr. Det afslører utroligt meget. I hvert fald i Danmark, hvor vi gudskelov er kilometer foran Asien på dyrevelfærdsfronten. Selvom det stadig er langt fra godt nok. Jeg har svært ved ikke at måle de lokale efter det samme parameter, men virkeligheden er en anden herude, og det bliver jeg nødt til at regne ind i ligningen. I dag kan jeg bare ikke. I dag kan jeg mærke, hvor langt der er mellem mig og hjem.

Og så handler det lige pludselig ikke kun om i dag. Øv tiltrækker øv, så det er selvfølgelig også i dag, jeg stresser over, at jeg ikke har tjent så meget som en krone i løbet af den sidste måned. Så gør det endnu mere ondt at have smidt en dag væk. Der ligger et momsregnskab og venter, som bliver nemt nok at lave, fordi der er deprimerende få tal at regne sammen. Jeg gør det så godt, jeg kan, men lige for tiden er det bare ikke godt nok. Det kommer og går, men det dårlige rammer hårdere, når alt omkring en er fremmed.

Uanset hvor mange timers arbejde, jeg presser ind i mine dage, har jeg dårlig samvittighed bagefter. Det er næsten en måned siden, jeg afleverede mit speciale, og selvom jeg prøver, er jeg end ikke kommet i gang endnu. Altså, jeg arbejder, men jeg tjener ingenting. Det er ikke fordi, det kommer bag på mig. Jeg havde indstillet mig på en overgangsperiode, men jeg havde ikke indstillet mig på fiaskofølelsen.

LÆS OGSÅ: REJSEBUDGET FOR VORES FØRSTE MÅNED I CHIANG MAI

Jeg ved ærligt talt ikke, om det er en god idé i det hele taget at udgive dette indlæg, for det er sgu ikke ligefrem en humørbombe, men på en eller anden måde synes jeg alligevel, det er nødvendigt. Og at det er okay. En enkelt dårlig dag må der være plads til engang imellem – og jeg har ikke lyst til at lade som om, at jeg har fundet nøglen til en problemfri tilværelse. Fandeme nej. Heldigvis er de dårlige dage som oftest medvirkende til, at jeg tænker mig godt og grundigt om, hanker op i mig selv og kommer videre – en lille smule stærkere end før.

Så det var i dag. Det var ikke en god dag. Nu lægger jeg den bag mig og forsøger at begynde på en frisk, når jeg vågner i morgen. Jeg ved jo godt, at alting ikke er så sort, som det ser ud på de dunkleste dage.

Nu vil jeg ringe til min mor. Puha, hvor jeg savner min mor lige nu.

Og så ringede jeg til min mor, inhalerede en pakkes Oreos og en pose mystiske vingummier og så det sidste afsnit af Gilmore Girls, og så så alt lidt lysere ud igen :)

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)