Jeg har altid drømt mod vest. Mod de grønne dollars med den karakteristiske lugt af penge, som jeg forestiller mig, de lugtede på cowbøjdernes (ja, jeg har adopteret min mormors udtale af ordet) tid, mod kaktusser og prærie, endeløse sletter og biler så lange og flade, at de nærmest kan konkurrere med det firben, der ynder at snige sig ind under vores dør. Jeg har aldrig drømt om Thailand eller Bali for den sags skyld. Jeg så faktisk først Eat, Pray, Love forleden. Det har aldrig sagt mig en dyt (før nu, that is). Faktisk var der kun ét sted i Østen, jeg havde noget som helst forhold til. Måske fordi det er sådan en stor del af vestens moderne historie. Jeg hinter naturligvis mere eller mindre elegant til Vietnam, som er vores næste skridt på rejsen.
De af jer, der følger med på Snapchat (@anneliwallmann), har måske allerede gættet det, men tidligere i dag ankom vi til Ho Chi Minh efter et par korte flyveture fra Chiang Mai og Bangkok. Jeg har været ret overbevist om, at i dag ville blive mit endeligt (min flyskræk, der ellers var blevet bedre, kom tifold igen, da jeg hørte om styrtet i Columbia), så jeg har ikke glædet mig. Overhovedet. Chiang Mai var så skøn, nem og komfortabel, at der ikke var anden grund til at tage videre end selve eventyret, og sådan en solid omgang flyskræk har det med at lægge en dæmper på eventyrlysten.
Videre skulle vi dog, for vores visum udløb i dag, og det var lige det skub, jeg havde brug for. Vietnam – det er så vildt. Vi har været her i mindre end seks timer, men jeg kan allerede nu konstatere, at det er kaotisk, hektisk, livligt, vanvittigt, trangt, smalt, højt og utrolig farverigt. Og nu taler jeg bare om neonlysene, for dagslyset forsvandt næsten i samme sekund, som vi landede.
Vi har 14 dage i Vietnam, og vi planlægger at bruge dem alle i Ho Chi Minh. Der er 1000 andre steder i landet, vi gerne vil opleve, men lige for tiden vægter vi økonomien og arbejdsmulighederne højest, og så har jeg desuden også en fornemmelse af, at 14 dage i Ho Chi Minh ikke kommer til at føles som ret lang tid. Byen nærmest flyver forbi.
Vi bor på et rigtig fint lille hostel i Distrikt 1, så vi må sno os ind og ud ad de bittesmå stræder, hver gang, vi forlader værelset. Det er allerede en kæmpestor omvæltning fra trygge og rolige Chiang Mai, men vi holder bedre fast på taskerne og tager det som en oplevelse. Da vi var på jagt efter frugt lige før, mødte vi en dansk mand på vores alder, der netop var blevet forsøgt røvet i en af gyderne. Til hans held havde han verdens smarteste taske-anordning med stål-wires og hele moletjavsen, som scooter-tyven ikke havde held med at skære over, så han slap med skrækken, men vi skal tydeligvis passe bedre på her, end vi har skullet både på Bali og i Thailand. I morgen tager vi en fridag, hvor vi går rundt i området og “placerer” os selv – og finder en café med anvendeligt wifi – så vi forhåbentlig er klar til at komme igang med at arbejde igen mandag. Jeg glæder mig så meget til at se byen i dagslys og komme lidt på eventyr igen!
Hvis nogle af jer har besøgt Vietnam og ligger inde med nogle gode tips, må I endelig give lyd! Vi er helt rundt på gulvet! Men indtil videre på den gode måde, heldigvis.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
12 comments
Jeg SAVNER Vietnam nærmest hver eneste dag! Nøj altså. Vi fik det bedste mad i Saigon sidste år, og jeg vil næsten gøre hvad som helst for en banh mi og en kold ø – eller en bun cha fra Bui Vien-gaden i netop District 1. Nyd det! Også selvom det er noget helt andet end Bali og Thailand :)
Ja, jeg har godt bidt mærke i din kærlighed til Vietnam :D Jeg har stadig den gode vietnamesiske mad til gode, men jeg glæder mig virkelig til at finde den!
Du kan tro, vi nyder det – vi skal bare lige vænne os til byens kaos!
Museet om Vietnamkrigen (eller den amerikanske krig, som de kalder den) er et mist i HCMC. Meget rørende og forfærdende. Hvis man er bare den mindste smule interesseret i historie og vil forstå landet :) Selvfølgelig biased og ikke 100% objektivt i vores optik, ‘en alligevel – så anbefalelsesværdigt!
I Vietnam er det fedt at spise pho, banh mi, forårsruller, bun cha, cao lau, banh xeo, wontons, gryderetter, drikke verdens bedste kolde iskaffe, drikke Saigon-øl, ige på mennesker, holde godt øje med trafikken kår man krydser gaden.. ærgerligt I ikke når til Hanoi, den er umiddelbart mere charmerende end HCMC.
Nyd Vietnam! :-)
Det står også helt øverst på vores liste! Jeg glæder mig rigtigt meget til at opleve det, selvom jeg har hørt, det skulle være en ret hård oplevelse. Men det giver jo god mening, emnet taget i betragtning.
Fedt! Jeg skriver navnene på en liste, så jeg kan have dem med mig rundt :D Vi kan allerede sætte kryds ved pho og forårsruller (det virkede som det logiske første valg), men jeg glæder mig til at gå på opdagelse i de andre retter! Åh ja, Saigon-øl. Den smagte virkelig godt i går efter en lang rejsedag :)
Ja, vi vil også rigtig gerne besøge Hanoi, men vi rejser bare langsommere, end de fleste, så det bliver et par uger på et andet tidspunkt :) Så har vi til gengæld forhåbentlig god tid til at snuse rundt. Selvom HCMC er nice, tror jeg, Hanois tempo passer bedre til mig.
Tusind tak for dine tips, Astrid! :)
Ej hvor skægt. Vi har lige netop forladt HCMC og boede også i distrikt 1! :D Vi besluttede os dog for at drage videre, og købte åbne billetter til en sovebus. Vi ankom til Nha Trang i morges, med planen om at bevæge os op mod Hanoi og Sa Pa, og så bliver vi der indtil d. 14 december hvor vi skal rejse videre. Vi overvejede også om vi skulle blive i HCMC i alle 14 dage, men det stod hurtigt klart for os, at byen bare ikke blev en favorit hos nogen af os. Faktisk irriterede den os, desværre, ret meget. Især trafikken og den konstante larm er trættende på en helt anden måde end jeg nogensinde har oplevet i andre storbyer, og som turist er det simpelthen umuligt at få fred. I Thailand var de ret gode til at forstå et nej første gang, men her er de mere udholdende, og ved Ben Thanh markedet måtte jeg i 5 min stå og forklare en dame at jeg simpelthen ikke havde plads til hendes te blomster i min backpack, undskylde imens jeg sneg mig væk, hvorefter hun råbte vredt efter mig på vietnamesisk. Den ene aften da vi sad og spiste med en ven fra vores hostel, blev vi afbrudt tre gange af gadesælgere der kom ind i restauranten og prøvede at sælge os dvd’er, solbriller and what not. Jeg håber at I får en helt anden oplevelse ud af byen end vi gjorde, og at den passer lidt bedre til jeres smag og temperament. Jeg har også mødt et par fra England som havde været der før, og de var rigtig glade for byen og ville tilbringe begge uger der, så det er bestemt bare en smagssag :) Men I kommer til at savne trafikken i Thailand ;)
Hvis ikke det var fordi, vi bliver nødt til at arbejde, havde vi heller ikke taget 14 dage i HCMC! Jeg er allerede helt og aldeles overvældet – på både godt og ondt. Ho Chi Minh passer SLET ikke til mig. Overhovedet. Angst, særlig sensitivitet og Ho Chi Minh er en dødskombo, for kaosset er allestedsnærværende – og insisterende. Alligevel er jeg en lille smule forelsket i byen, fordi den er så bindegal. Vi har aftalt at tage byen i små doser, og altså bruge størstedelen af vores dage på arbejde, og så kigge rundt om eftermiddagen. På den måde tror jeg, det kommer til at fungere til trods for det vilde hurlumhej :)
Altså, jeg savner selv trafikken på Bali. Her kører scooterne jo helt vildt og bindegalt og mod færdselsretningen – og på fortovet. Jeg kan ikke fordrage, at jeg ikke kan gå på fortovet uden at skulle hoppe og danse for ikke at blive ramt af et motorkøretøj. I dag kørte en af dem ligefrem ind i mig, og jeg kunne godt se på ham, han syntes, jeg var noget irriterende, jeg sådan var i vejen. Den lyd han kom med, lød i hvert fald meget lidt som et “undskyld” ;)
Jeg havde svært ved at finde byen charmerende, selvom jeg så gerne ville. Og synes normalt ikke at jeg er svær at imponere. Jeg plejer altid at kunne se noget godt i det sted jeg nu engang befinder mig, og har aldrig haft problemer med at føle mig godt tilpas uanset hvor i verden jeg har været. Men HCMC voksede bare aldrig rigtig på mig. Som noget positivt vil jeg dog sige, at der er noget hyggeligt over de mange lave bygninger i betragtning af, at det er en stor by. Den er ikke fyldt med skyskrabere og virker på den måde ikke så overvældende. Det er forfriskende :) Prøv at find ABC bageriet. Det ligger lige overfor parken. Jeg var personligt meget taknemmelig for at få adgang til brød og kage igen, de har wifi og der er god mulighed for at sidde ovenpå og få strøm til sin bærbar.
Og ja, scooterne er alle steder, i alle vejbaner og i alle retninger. Men har I lagt mærke at alle konsekvent bare skal dytte med deres horn hele tiden? Uanset om der er nogen foran dem eller ej. Især busserne er meget insisterende (og irriterende). Den tendens har ikke ændret sig i Nha Trang, men trafikken er alligevel meget bedre her!!
Jeg synes, rammen er charmerende, men jeg er ikke så vild med alt det, den er fyldt ud med. Giver det mening? Det er måske lidt af det samme, som du skriver. De gamle fine franske bygninger, de smalle pastelfarvede byhuse, parkerne, farverne – det er så fint og interessant. Men så kommer der trafikken og kaosset oveni, og så mister det noget af sin charme. For ja, du kan TRO, vi lægger mærke til de konstante dyt. Vi troede, det var vildt på Bali, men der var der alligevel en form for system eller mening med galskaben. Man kunne altid tolke dyttet og vide om det betød “flyt dig lige lidt”, “her kommer jeg”, “hej” eller “hey, du er jo kridhvid, makker”, men det kan man ikke her. Der er intet system, og det er ikke små, venlige dyt, men lange, skærende, lede dyt. Som jeg sagde til Mathias tidligere i dag, så suger de altså livet ud af mig. Jeg planlægger vores ruter, så vi kan gå så meget igennem parker som overhovedet muligt, for jeg kan slet ikke fungere i alt det trafik og den tilhørende larm. Jeg vil så gerne besøge Nha Trang! Tror det bliver næste stop (når vi kommer tilbage til Vietnam). Jeg tænker lidt, at hvis jeg – et menneske spækket med angst og sensitivitet – kan finde en måde at bevare forstanden i 2 uger i Saigon på … Så kan alt lade sig gøre. Som i alt. Fusionsenergi, marslandinger og at slikke sig selv på albuen.
Når I kommer tilbage til Vietnam engang, skal I helt sikkert tage til Hoi An og Hanoi! Det er det hele værd at bestille billet til sovebusserne. For det første koster det under 300 kr. Pr. Mand helt fra HCMC og op til Hanoi, og for det andet sparer man penge på overnatninger fordi man sover i bussen. Nha Trang var ok, men havde en meget udpræget turistfølelse over sig. Især i nærheden af vandet. Mange russere og masse af neonlys. Vi elskede Hoi An som var så smuk og atmosfærisk, og Hanoi slår HCMC med mange mange længder! Vi tænker på at tage videre til Sa Pa, som også skulle være rigtig smuk :)
Hvordan går det med angsten og vanvidstrafikken? I har allerede holdt ud længere end vi kunne, så hvis det ikke hænger jer ud af halsen endnu skal det hele nok gå ;)
Jeg har faktisk netop kigget på Hoi An og Da Nang som mulige destinationer til den næste Vietnam-tur! Det ser virkelig skønt ud. Godt at vide med Nha Trang! Russiske turister kan være lettere anstrengende.
Tja, det går. Det er ikke blevet værre, men jeg går stadig og plotter hævnmuligheder, hver gang nogen dytter. Ergo – hele tiden. Jeg er kommet frem til, at jeg må have mig mit eget båthorn at gå rundt med. An “if you can’t beat them, join them” kinda thing. Vi har en ud af de to uger tilbage, og jeg er sådan set glad for, at vi har lidt mere tid her, for byen åbner sig lige så langsomt lidt mere for os, synes jeg. Jeg kan dog ikke komme uden om, at jeg glæder mig voldsomt til at komme væk fra trafikken!
Da jeg var i HCMC var jeg der i ca. en uge også rejste jeg videre i Vietnam til Nha Trang og Ho An. Jeg ville råde jer til at tage på en sky bar da det var en ret vild oplevelse. Det var ikke fordi jeg ville feste, men fordi man kunne se ud over hele byen og det var virkelig smukt! Forsat god rejse!
Tak for tip, Julie! Det tror jeg, vi vil gøre :D
Vi har allerede været på en “skybar”, men det var på 4. etage, så helt oppe i himlen var det ikke ligefrem ;) Forleden så jeg en “sky”bar på 2. sal. De er vilde med konceptet, men liiidt gavmilde med betegnelsen! Vi har overvejet at smutte op i toppen af Bitexco, og ny rykker jeg det op i toppen af listen! :) Tak!