Efterårsferien lakker så småt mod enden, men vinterhalvåret er først lige begyndt. Selvom de kolde, mørke dage ikke just hitter i min bog, byder de på muligheden for at binge-watche serier uden dårlig samvittighed over, at man burde være ude og lave noget andet. For nej, man bør da ej. Sofaen er et fint sted at være sådan en vinteraften, hvor regnen trommer mod vinduerne, og hvor en tur i Netto føles lige så uoverskuelig som en svømmetur over Atlanten.
Jeg elsker serier, fordi jeg virkelig får tid til at fordybe mig og blive en del af et univers, og derfor skulle man måske tro, jeg ville fortrække nogle lidt mindre gruopvækkende serier, når jeg tænder stearinlysene og skyder hyggen i gang, men jeg kan slet slet ikke få nok af de serier, der sender mit hjerte helt op i halsen, så dagens indlæg er dedikeret til dem.
Prison Break
Det er 6 år siden, de sidste afsnit rullede over skærmen, men alligevel begyndte jeg først at se med i sidste uge. Prison Break handler om (den flotte!) Michael, der får sig selv indsat i et maximum security fængsel for at befri sin bror, Lincoln, der sidder på dødsgangen for et mord på USAs vicepræsident – et mord han efter alt at dømme ikke har begået. Jeg har flere gange måttet trykke pause, fordi spændingen blev lidt for voldsom, og jeg har måske også lige en enkelt gang været ind på IMDB for at læse synopsen.
Game of Thrones
Forfatteren George R. R. Martin er helt deroppe med nogle af historiens mest berygtede massemordere, for hold nu fast hvor de falder som fluer i Game of Thrones. Serien foregår i et godt, gammeldags fantasy-univers i noget, der minder om vores middelalder. Der er konger, krige, incest, drager, kærlighed – alt hvad en god historie kræver, og det hele bindes sammen af en sælsom form for magi, der har tryllebundet store dele af verden. Universet er dragende, og når man én gang har besøgt det, har man lyst til at komme tilbage – men pas på med at knytte dig til karaktererne, for man ved aldrig, hvornår de får hugget hovedet af.
The Walking Dead
Dette må siges at være en af mine absolutte yndlingsserier, og jeg har da også nævnt den både her og her, men et serieindlæg er simpelthen ikke komplet uden. The Walking Dead kan bedst beskrives som en postapokalyptisk western. Der er zombier og realisme i skøn forening, og den henvender sig til et langt bredere publikum end run of the mill zombiefilm, fordi fokus i langt højere grad ligger på de menneskelige relationer og udfordringer. Det første afsnit af sæson 6 blev sendt i mandags, og det lover virkelig godt for den nye sæson.
Fear the Walking Dead
En spinoff-serie der foregår i det samme univers som storebroderen, The Walking Dead. Fear The Walking Dead følger en lille gruppe mennesker i Los Angeles fra virussen bryder ud, og på den måde får man lidt mere af forhistorien med. Spinoff-serien er ikke i nærheden af originalens kvalitet, men den er afgjort et kig værd, hvis man er TWD-fan. Første sæson er netop færdig, og jeg sad hver mandag og så ugens nye afsnit, før jeg skulle i seng. Det er sådan en hyggelig uhyggelig tradition.
Alias
An oldie but goodie. Alias var nok den første krimiserie, jeg så (udover Rejseholdet), og den har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg er vild med Jennifer Garner i hovedrollen som spionen Sidney, der igennem sit arbejde for CIA står overfor de mest utrolige udfordringer og i hvert afsnit klæder sig ud i nye parykker og påtager sig forskellige aliasser. Jeg drømte nok en lille smule om at være Sidney, da jeg var yngre, men der er ingen, der har rekrutteret mig, og det er nok for alles bedste, at jeg holder mig til at se serien. Der er et element af overnaturlighed i serien, som jeg til stadighed ikke helt ved, hvad jeg skal synes om, men jeg har set alle 5 sæsoner flere gange, så det har ikke været helt galt. Den er dog i den ældre ende af skalaen, så der vil stensikkert være årsag til et par panderynker engang imellem.
Dexter
Min tidligere kæreste var helt vild med Dexter, men da han forklarede mig, hvad den handlede om, havde jeg absolut ikke lyst til at se med. Serien handler om retsmedicineren Dexter, der om dagen arbejder for FBI, men om natten jager kriminelle, han på den ene eller anden måde mener, har undsluppet loven. Da jeg først gik i gang, var jeg hooked, og så slugte jeg ellers 10 sæsoner langt hurtigere, end jeg nogensinde vil indrømme.
Billederne er forresten fra en hyggelig frokost på VW sammen med hende her, der var så fin og stribet, at jeg ikke kunne dy mig for at snige hende ind i baggrunden.
Hvilke serier får jer til at holde vejret? Del endelig, så jeg kan uhygge mig hele vinteren igennem :)
Se flere serieanbefalinger her og her.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
3 comments
Jeg slugte Prison Break råt. Michael er bare ret lækker :D The walking dead går jeg til og fra. I nogle afsnit fanger den mig overhovedet ikke, men jeg er også mere til zombie-delen end det menneskelige.
En serie jeg vil anbefale er From Dusk Til Dawn, hvor sæson 2 snart er slut. Den er altså også rigtig fængende. Derudover er der også Hermlock Grove, men den går jeg også fra og til. Den er nogle gange lidt for Twilight til mig. :D
Hvis man er til det rigtig uhygge, så skal man se American Horror Story. 3 sæsoner er på Netflix og 4. sæson er lige startet i USA. Den er virkelig godt fordi det er mange af de samme skuespillere igennem hele serien, men hver sæson handler om noget forskelligt, hvor skuespillerne spiller forskellige roller. I 4. Sæson er Lady Gaga fx med. :)
Af mangel på bedre er jeg lige begyndt på Dexter for fjerde gang. Den serie er jo fantastisk. Dog må jeg lige høre dig; hvordan filan har du båret dig ad med at sluge 10 sæsoner? Så vidt jeg ved, er der kun 8. :-D Haha..
En anbefaling: Sherlock. Se den. Bare se den.
Haha, okay – jeg har kun set de sæsoner, der er. Det må jeg blankt erkende! Min hjerne virker ikke altid helt optimalt :D
Den var også lige ved at komme på listen, for den er dæleme god!