Mathias var godt nok ved at få sved på panden, da vi sad ved bordet nytårsaften, og det gik op for ham, at der næste år måske kunne være hele to spædbørn til stede. Vi er tre par, der altid holder nytår sammen, og de andre par er nået en del længere på børnevejen, end vi er. Mine veninders kærester har for længst rundet de tredive, så der er (for en gangs skyld) tale om to ret skrukke mænd. Mathias – og jeg – har indtil videre rigeligt i min mosters dejlige børn, så den samtale gik nok en smule hen over vores hoveder, men vi kom heldigvis med igen, da samtalen drejede over på begynderbiler – endnu et trin på voksenpyramiden!
Min far overgav sig for nogle måneder siden, solgte sin store Volvo og anskaffede sig en Opel Karl. Jeg plejer at råbe lidt af ham, når han skifter køretøj (hvilket han er berygtet for at gøre), men lige netop denne gang var jeg nærmere ved at klappe ham på skulderen. For det er sgu langt nemmere at parkere en minibil end en stationcar, og jeg ynder at låne min fars bil i ny og næ, når jeg skal besøge mine bedsteforældre, i IKEA efter reoler – eller når det blæser. Jeg kan ikke lide blæst. Så da lige netop Opel Karl blev nævnt som et godt bud på en begynderbil, drønede jeg igen ind i samtalen, for det er lige netop, hvad jeg har sagt til Mathias. Når vi skal have bil, så er det den, vi skal have! Den er bette, men i modsætning til andre mikrobiler har den en motor der gør, at man ikke triller baglæns ned ad bakkerne, og så har den 5 døre, så man ikke behøver bakse mere end højst nødvendigt med passagererne.
Derfor var det også som sendt fra himlen, da jeg et par dage efter nytår blev spurgt, om jeg ikke ville fortælle jer lidt om Open Corsa. Jaja, Corsa er ikke Karl, og Karl er ikke Corsa, men de to biler er Opel-familiens tveæggede tvillinger, og de er præmieheste begge to. I 2015 modtog de nemlig hver deres pris: Opel Karl som bedste mikrobil, Opel Corsa som bedste minibil. Corsaen er altså for folk, der godt kan bruge en smule mere albuerum. Og nu til det bedste!
Vi skal nemlig tale om elendige bilister. I forgårs tøffede jeg på arbejde i min mors bil. Det er en tur på nogle få kilometer, som jeg egentlig plejer at cykle, men jeg skulle have et par rammer med, og de gør sig altså bedre i et bagagerum end på en bagagebærer. På vej op ad Ringgaden kørte jeg i det midterste spor, da en eller anden idiotisk mand trak ud foran mig uden at blinke eller noget som helst, så jeg måtte stå på bremsen og panikdytte af fjolset, der sad og satte hår i bakspejlet og kørte videre, som om ingenting var hændt. Da jeg kort efter passerede ham, sad han selvfølgelig med telefonen oppe ved øret – og han satte sgu stadig hår.
På vej hjem et par timer senere drejede jeg ind ad vores lille gade, fandt en ledig bås og lagde an til at parkere, men da jeg gjorde mine til at dreje til højre, kom der en mindre lastbil tonsende og overhalede mig indenom. Han havde så meget fart på i svinget, at han tydeligvis havde overset både mig, mit blink og min bil, og så måtte jeg igen nødbremse, dytte og takke de højere magter for, at mine reflekser var i orden. Lastbilen tonsede bare videre.
Selvom jeg ikke er stolt af det, tænker jeg altid, at den elendige bilist foran mig garanteret er en kvinde. Jeg ved ikke hvorfor – det er bare det, vi er opdraget til. “Kvinder kan ikke køre bil”. Men hold nu op! Efter to nødopbremsninger på 6 kilometer på grund af livsfarlige mandlige bilister er den regel da lige til skraldespanden.
Nej, vi har som kvinder en meget ædel opgave: Vi skal undvige alle de virkelig ringe mandlige bilister, der ikke kan kende forskel på GTA og myldretid! Da jeg kom ind ad døren efter mine nærdødsoplevelser, travede jeg rundt i lejligheden, mens jeg brokkede mig over hårvoks, lastbiler og y-kromosomer – og så gik det op for mig. Det var selveste universet, der placerede de håbløse mænd på min vej, så jeg havde en anledning til at skrive nogle rosende ord om Opel Corsa og dens drønsmarte kollisionsalarm og virkelig mene det.
For hold nu op hvor ville jeg være glad for sådan en!
Ikke så meget fordi, jeg er bange for, at jeg kommer til at kigge lidt for langt efter mændene på fortovet, men fordi jeg gerne vil være bedre rustet til de situationer, hvor mændene tror, det værste der kan ske, hvis de er uopmærksomme, er, at de skal starte banen forfra.
THIS POST IS SPONSORED BY OPEL
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
5 comments
Der er lavet undersøgelser der viser, at de farligste bilister er mænd og derfor er deres bilforsikring også oftest dyrere. Jeg bliver selv lidt irriteret, når folk siger, at kvinder ikke kan køre bil. Det er en gammel myte der gerne snart må dø. :)
Ja, den må gerne stoppe nu! Jeg synes, det er helt grelt, når kvinder (altså… jeg) selv har den opfattelse. Det viser virkelig noget om, hvor udbredt den tanke er, men nu er jeg i den sidste tid stødt på så mange tarvelige mandlige bilister, at jeg fremover vil gå all in på kvindekørselskampen ;)
Jeg tror også, det handler om vane. Jeg har boet i mange år i Århus midtby (læs: små og få parkeringpladser), og derfor er jeg knagende dygtig til at parallelparkere.
Min kæreste, der har boet i Viborg i rækkehus med egen indkørsel, kan til gengæld ikke finde ud af det.
Nu bor jeg så også i Viborg, så snart kan jeg nok heller ikke… så må jeg jo ud at købe en Opel med kollisionsalarm! God pointe at der faktisk findes sådan én.
Mutti
Haha, mor. Nej, dine parallelparkeringsevner har allerede taget et lille dyk :D Den slags skal holdes ved lige. I Århus. Du må besøge os endnu mere!
[…] Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Hvis jeg skulle købe en bil, ville jeg købe en Opel Karl. Det er den perfekte bybil, fordi den er så lille, men den har stadig 5 døre, så man ikke skal akrobatisere hverken sig selv eller eventuelt afkom ind på bagsædet. Det var vi også meget taknemmelige over, da vi lastede den med alle vores flyttekasser. Desuden kører Opel Karl langt bedre end samtlige andre mikrobiler, jeg har prøvet. Det er meget rart ikke at skulle ned og ramme de 80, når der kommer bakker på motorvejen, hvilket engang imellem er tilfældet med min mors (ellers fine) mikrobil. […]