Det er ikke mange oplevelser, det bliver til lige for tiden, hvor mit skema først siger mormor, så speciale, og så må det andet snige sig ind, hvis der er tid og overskud. De sidste par dage har jeg brugt en del tid på hospitalet. Operationen gik heldigvis så godt, at mandag aften gik med at diskutere quiz-kryds. Hun er sgu sej, min mormor. Og væsentligt bedre til kryds og tværs end barnebarnet. “Etat” er et ord, kun ægte krydsere kan.
Mormor kom dog lige til at tage tre dagsdoser smertestillende i stedet for de to panodiler, hun egentlig skulle have haft. Hospitalet var forfærdede og kunne ikke forstå, hvordan det kunne ske. Vi, der kender min mormor, var knapt så chokerede. Det kommer sig vel ikke så nøje. Jeg opdagede det heldigvis på mit aftenbesøg, så der blev givet lidt modgift, men altså – så havde hun da ikke ondt!
I dag kommer hun hjem fra hospitalet med strenge ordrer om at forholde sig i ro og lade være med at støvsuge, tømme opvaskemaskine og alt det, jeg generelt aldrig lige kommer til af mig selv. Jeg har absolut ingen tiltro til, at hun kan lade være. Vi snakker om kvinden, der slider sine støvsugere op i løbet af få år og aldrig har siddet stille til en hel kop kaffe. På mange måder min diametrale modsætning. Jeg bander ofte over, at de gener i dén grad har skippet mig.
Nå. Men selvom der ikke sker det store for tiden, fik jeg dog sneget mig ud ad døren i lørdags, hvor jeg havde lovet at hjælpe min veninde med nogle billeder til hendes nye blog, og nu vi alligevel var ved det, fik jeg også nogle med.
Trøjen er ny, og jeg har levet i den, siden den kom med hjem i torsdags (hvorfor den har været på lidt for mange af mine snaps), men den er simpelthen så lækker og varm og slouchy og lækker og alle de andre gode adjektiver. Og billig var den også. Halv pris i H&M. Yes, please.
Bukserne er jeg til gengæld mindre stolt af, men jeg har højt og helligt lovet mig selv ikke at købe nye sorte jeans, før jeg kommer til Ungarn og kan få de helt rigtige i Bershka. Så shopper jeg også amok. Jeg har stort set levet i disse siden august, og det bærer de efterhånden ret meget præg af.
33 dage.. I løbet af de 33 dage skulle jeg meget gerne have skrevet 20 sider på mit speciale. Det er ikke umuligt, men det kræver et heeeelt andet tempo end det, jeg indtil videre har sat for dagen. I løbet af de 33 dage vil jeg også gerne have lavet en ordentlig spandfuld videoer, så jeg er klar til at vlogge til den store guldmedalje på turen. I går svarede jeg på jeres spørgsmål fra spørgerunden, så jeg er da godt begyndt! Nu må vi se. Jeg har lavet en plan i Google Sheets, og når det er tastet ind, så skal det jo gøres, ikke? Jeg har ingen tillid til min rygrad. Ingen.
I dag står på zoneterapi og speciale. Google sheets venter på mig. Jeg kan allerede mærke, vi bliver bedste fjender, vi to.
GET THE LOOK: Sweater: H&M (here), Jeans: Bershka (similar here), Bag: Vintage, Boots: Geox (similar here and here)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
11 comments
Nå, men hun er sgu da egentligt meget god til at tage billeder, hende veninden, så det er da meget lovende for bloggeriet! :)
// http://www.moonlitmadness.dk
Hun har efterhånden en del øvelse :) Ja, jeg tror også, det nok skal blive godt!
Hvad taster du ind i google sheet? sådan noget med hvad du skal have skrevet de forskellige dage osv? :)
Mere hvor meget jeg skal have skrevet :) I alt inden 19. april og så per uge, og så kan jeg opdatere, hvad jeg indtil videre har nået, så den regner procenterne ud. Det er Mathias, der har sat det op for mig, så jeg har ikke styr på det tekniske bag :)
Dejligt at høre med din mormor! Hun lyder meget som min egen. Da min bedstemor for et par år siden blev opereret for kræft, og fik af vide, at nu var det okay for hende at tage hjem, smuttede hun så hurtigt, at hospitalet ringede rundt, fordi de ikke kunne forstå hvor hun var blevet af!
Dejligt med badass bedsteforældre.
Tak, Caroline. Jeg er også utroligt lettet!
Åh, det lyder som om, de er to alen af et stykke!! Min mormor rejste sig også bare inde fra opvågningen og gik, for der gad hun altså ikke ligge længere. Jeg nåede dog at stoppe hende (ikke engang helt – jeg sænkede kun hendes tempo ved at hægte mig på hende), så hospitalet kunne nå at finde den mand, de ville have skulle følge hende. Det var selvfølgelig helt overflødigt, for hun travede i rask tempo over på patienthotellet.
Det er skønt!
Hhaha, hvor er det rart!
Godt at høre din mormor klarede det hele godt og er hjemme i vante omgivelser igen :) Dine bukser ser da helt fine ud på billederne, men derfor kan man selvfølgelig godt trænge til flere.. og nyere – alting er bedre når det nyt ;)
Ja, det er dejligt :)
Det er utroligt, så meget man kan gøre i Lightroom ved lige at skrue lidt op for den sorte farve ;) I virkeligheden ser de ret slidte og knapt så sorte ud! Den næsten hvide slidplet på numsen er ikke specielt tiltrækkende :D
God bedring med mormor – og god speciale skrivelyst, det er også nemmere at holde fokus, når hun er ved godt mod, I’m sure :-)
– Anne
http://Www.venterpaavin.blogspot.dk
Mange tak, Anne! Og ja, det kan du tro, det er :)