Lidt om fællesskaber og forskellighed

I mit 26-årige liv har jeg boet 18 forskellige steder. Min lillebror og jeg har pakket så mange flyttekasser, at vi begge kaster lidt op i munden ved tanken om brunt pap og sprittuscher, men 18 forskellige adresser har givet mig mere end en uovertruffen evne til at samle kasser. Jeg har boet i by, i forstad og på landet, og når Mathias og jeg taler fremtid, hopper vi fra den ene pol til den anden, for hvert sted har sin charme.

Mathias er født og opvokset i det dybeste Jylland fem kilometer udenfor her-tæller-vi-indbyggerne-på-to-hænder. Det er et sted, hvor man er bedste venner med naboerne. Måske fordi de bor 500 meter væk og ikke vækker én en søndag morgen – medmindre de altså kommer forbi med rundstykker. Det er et sted, hvor hundene går uden snor, hvor vaskemaskinen altid er fri, og hvor man hilser på hinanden, når man går forbi.

Det er nemt at elske byen. Der er take-away fra alle verdenshjørner, museer, koncerter, grønthandlere i massevis og alle de baggårde, en blogger kan ønske sig. Der er studieliv, fortovscaféer og shoppingmuligheder, men der er også traffiklys og larm, og forleden stod der en kasse med takeaway-rester foran min hoveddør. Nu ligger der spareribs-ben i buskene.

Alligevel glemmer de fleste spareribsresterne, når de sammenligner land og by. Landet er alt det rundt om byerne. Det fremstilles som summen af alle de ting, det ikke kan byde på. Landet defineres af byen og byboere, der ofte lægger mere mærke til manglerne end noget andet.

Der er ingen der nævner, hvor tæt man kommer på hinanden, når man kommer lidt længere væk. Man glemmer det fantastiske i aldrig nogensinde at behøve stille p-skiven. Man glemmer, at der findes millioner af stjerner bag Karlsvognen, som gadelamperne skjuler, og man glemmer værdien af at at kende navnet på købmanden, der spørger ind til ens dag og har tid til at lytte.

Da jeg var 10 år, boede jeg i en lillebitte by en halv times kørsel uden for Århus. Den samme by er min mor opvokset i, og jeg følte allerede fra første dag en stor kærlighed til stedet. Til dels fordi det strakte sig over mark og mose. Jeg legede i den tilhørende skov og kravlede på det kæmpestore væltede træ. Mine 24 kaniner boede i bure så store, en bykanin ville tro, den var på besøg i Kina, vi spiste bær fra egne buske og legede gemmeleg i kornet. Det lyder som en scene fra Far til Fire på landet, men idyllen var ægte. Det var husedderkopperne også, men dem forsøger jeg stadig at fortrænge, så lad nu dem ligge.

Jeg lærte hurtigt at elske den by, der havde været hjem for min morfar i 40 år. En by med bare 27 huse og to veje, men rigeligt med plads. Den rummer de pudsigste eksistenser, de sødeste mennesker, en masse historier og en sørens masse forskellighed.

Der var Fede-Louise, som boede sammen med både Snotmads og Beskidtpæsen. Ingen vidste helt, hvordan det hang sammen, men det gjorde det bare, og det var der plads til. Bette-Sofie, den mindste dame i mands minde, og børnene Knold og Tutte boede i et hus så småt, at selv Guldlok havde valgt størrelsen større. Den tudsegamle Ragnhild bor stadig sammen med sin søn, der vel nærmer sig de 70. Huset ser herrens ud, men når man går forbi, sidder de på terrassen og vinker, og man er altid velkommen til en snak.

Det er nemt at skære folk over én kam. Det er nemt at tro, at flere mennesker betyder mere forskellighed, men på landet oplevede jeg en langt større accept af forskellighederne. Der var ingen, der talte dårligt om Beskidtpæsen eller gjorde nar af Bette-Sofies lille hus. Måske lyder navnene nedladende, men sådan var de ikke ment, og Snotmads var en ligeså anerkendt del af byen som alle andre.

Selvom man er forskellige, er man en del af det samme. I det lille lokalsamfund kan ingen undværes, så man giver hinanden mere plads, og man skærer ikke venner ud af sit liv, bare fordi man ikke har andet end hinanden tilfælles. Det er der en værdi i.

Den diversitet vi i byerne er så stolte af – hvor meget er den egentlig værd, når vi hele tiden har muligheden for kun at omgås vore egne?

Det er nemt at indgå i et fællesskab med ligesindede, men i de små byer er det ikke altid en mulighed, og så lærer man at være fælles om noget andet i stedet. Om en kop maskinkaffe på terrassen, om at bevare byens købmand, om friskolen eller fodboldklubben. Måske er det forskelligheden i fællesskaberne, der lærer os ikke at dømme hinanden på baggrund af, hvordan vi sætter vores kryds eller vores hår.

Måske er det den slags fællesskaber, der hjælper os til at se, at verden ikke er sort/hvid og at vi ikke kommer nogen vegne med at håne dem, der gør eller synes anderledes end os selv. Det tror jeg, vi kunne have godt af.

Under mottoet “vi holder de lokale kørende” har Go’on cirka 100 tankstationer rundt omkring i det, der (u)populært kaldes udkantsdanmark. Flere af stationerne er drevet af lokale forretningsdrivende, for eksempel den lokale købmand, og det lokale er i dén grad i fokus. Go’on støtter de lokale tiltag og fællesskaber, og derfor vil de gerne hylde de ildsjæle, der holder det lokale kørende. Det foregår lige her.

Jeg ved ikke, om der var en ildsjæl i byen. Det var der nok ikke. Med kun 27 huse var fællesskabet så småt, at det alligevel var til at være fælles om. Men det var det kun fordi, alle ville det – og hinanden. Flere og flere vender udviklingen og flytter fra by til land, men det tager tid at omstille sig. Det tager tid at huske at hilse på dem, man møder, og det tager tid at opdage, hvor meget vi kan lære om både verden og os selv fra de mennesker, vi aldrig ville have hilst på inde i byen.

---

INDLÆGGET ER SPONSORERET AF GO’ON

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)