Thoughts on the Happy New Year

Vi hoppede for tidligt ind i 2016 og stod således med ret forvirrede blikke, da rådhusuret et par sekunder efter gav lyd fra sig. Jeg håber ikke, det er et varsel om komplet kaos i det kommende år, men hvor var nedtællingen egentlig? Plejer der ikke være sådan en? Men bang, så var vi i 2016. Og ding-ding-ding, så var vi det igen og for alvor. Det  var en hyggelig aften med gode venner, champagne (for mit vedkommende lyserøde søde bobler, jeg altid får lov at have heeeelt for mig selv…), Cards Against Humanity, bulder og brag og tonsvis af tapas.

Jeg er hende, der 10 minutter over midnat (efter en meget elegant fællessang af Kong Christian og de andre nytårshits) står med sikkerhedsbriller og en bøtte knaldperler og glæder mig lidt til at komme ind i sikkerhed igen. Jeg kunne ikke drømme om at købe fyrværkeri, og jeg har sjældent haft så fine nytårsoplevelser, som dengang jeg i ro og mag stod med min farmor på hendes altan og så på andres fyrværkeri ud over Risskov og Århusbugten. Jeg bliver så bange for at miste kropsdele eller bekendtskaber, når et bomberør vælter, og det har de altså gjort de sidste par år, så jeg løber rundt som en hund i en kælder, mens jeg for mig selv nærmest råbetænker, hvorfor fanden jeg altid begynder året med en mild livsfare og en utrolig lettelse over bagefter stadig at være indehaver af to fuldt funktionelle øjne, 10 fingre og alle mine venner.

I dag har jeg brugt på sofaen med træthed og små tømmermænd og en masse tanker om det nye år, der bliver noget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Dagen før nytår fandt jeg nemlig ud af, at den SU-dispensationsansøgning, alle på diverse kontorer havde sagt var en ren formalitet, kun gik delvist igennem, så jeg i min specialeperiode kommer til at stå uden SU. Det var slet ikke den besked, jeg havde forventet at få, for, som I ved, har jeg dæleme gjort alt i min magt (og til tider udover) for at komme så hurtigt igennem studiet som overhovedet muligt, og jeg har haft flere samtaler med SU-kontoret, der har forsikret mig om, at jeg med min sygdomshistorie ikke ville støde ind i problemer, fordi “det er så få måneder, det handler om, og fordi du om nogen er en af dem, man vil have godt igennem”. Ja, der tog de så fejl.

Jeg prøver at tage fat i dem, men jeg må nok finde mig til rette med deres afgørelse og forberede mig på et år, der kommer til at tage sig noget anderledes ud, end jeg lige havde regnet med. Heldigvis er det bare penge. Min familie har det godt, Mathias og jeg er glade for hinanden, og så skal det hele nok gå! Jeg har klaret mig igennem værre forhindringer, og så har jeg heldigvis en opsparing, der sikrer, jeg ikke ender på gaden lige med det første. Så må jeg spare lidt hist, sælge lidt her og arbejde så meget, jeg overhovedet kan holde til. Det betyder nok, at jeg siger farvel til en tocifret specialekarakter, men det er sgu også på tide, jeg lærer at sige pyt!

Jeg føler lidt, jeg falder på hovedet ind i det nye år, og jeg har for første gang nogensinde ingen anelse om, hvor det fører mig hen, men jeg glæder mig til at komme ud på egne ben og teste nogle drømme af. Men mere om det senere. Nu vil jeg hoppe tilbage til Netflix-fanen og lade fremtidige Anne-Li klare ærterne. Det tror jeg på, hun nok skal kunne.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)