I Mejlgade i Århus ligger en række små, hyggelige spisesteder, og de fleste af dem har det tilfælles, at de byder på god mad i stemningsfyldte lokaler – til studievenlige priser. Da jeg var yngre, slængede jeg mig i sofaerne på Ris Ras, men i de seneste år har Mejlgade mest af alt stået for Moules Frites på Oli Bistro. Det var i hvert fald ikke den første gade, der faldt mig ind, da min far spurgte, om jeg havde en idé til, hvor vi kunne spise brunch.
Vi endte på Café Frida – en relativt ny lille frokostcafé med et køkken baseret på økologiske og fairtrade-råvarer. Café Frida er desuden et afklaringstilbud for kvinder i alderen 18 til 30 år, der har brug for støtte til at komme i gang med enten uddannelse eller job, og betjeningen er så utroligt sød og venlig.
Caféen tilbyder lækre “bland-selv” brunchtallerkner, hvor man udvælger enten 6 eller 10 miniretter fra en liste. Min far og jeg nøjedes med at vælge 6 hver, og – som billederne viser – vil det være rigeligt for de fleste. Brunchen serveres med lækkert rugbrød, franskbrød og knækbrød, og det var lige så lækkert, som det ser ud. En brunchtallerken med 6 ting står i 99 kroner, så det må siges at være yderst rimeligt. B-mennesker har desuden fremragende vilkår, for de lækre brunchtallerkner serveres helt indtil 15.30!
Jeg har i øvrigt hørt en lille fugl synge om, at der om onsdagen er kagetapas; 6 stk. valgfri kage for 40 kroner. Det bliver jeg nødt til at opleve!
Café Frida
Mejlgade 14, 8000 Aarhus C
Tlf. 70 23 30 02
Åbent mandag – fredag 9.30-16.00
(Lukket i weekenden)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
7 comments
Kagetapas! Se det er et koncept jeg kan forstå! Må forbi og prøve det af :-D
Ja, ikke? Det kan være, vi skal slå pjalterne sammen og finde ud af, hvad det kan :D
Skide god idé!
Jeg er personligt også ret stolt af den ;)
Hej. Hvor er det rørende at læse dine ord om ‘os’. Det var mig der var så heldig at betjene jer :-) Sikke fine billeder du har fanget! Glæder os til at se jer til onsdags-kage tapas ;-) Vh Pernille
Hej Pernille
Tak for en sød og dejlig betjening – du er sådan en, man bliver i godt humør af :)
Du kan tro, vi også ser frem til det!
[…] Café Frida – Økologisk café i Mejlgade. Prøv blandt andet deres bland-selv brunchtallerken! […]