Dagens: Når mor flytter hjemmefra

Jeg vasker altid mine hænder, så snart jeg kommer hjem. Hvis jeg af den ene eller anden grund glemmer det, får jeg en mærkelig klaustrofobisk følelse i dem – som om de er spærret inde af usynligt snavs. At kalde mig for bakterieforskrækket ville svare til at kalde Kim Jong-un for sympatisk (og selvom det da var lidt synd med de knækkede ankler, synes jeg stadig ikke, det ord passer til ham), så det er altså ikke fordi jeg på OCD-manér render rundt og spritter hverken hænder eller hytte af. Der er bare et eller andet med følelsen af snavs, creme, mudder, dej (and I could go on) på hænderne, der får det til at klø helt inde i mine albuer.

Derfor kan det godt chokere mig, at jeg er begyndt at drømme om marker og fri natur, når jeg tænker på, hvor jeg mon kunne tænke mig at tilbringe mit liv henne. Grønne fingre og sorte negle har ellers aldrig rigtig tiltalt mig. Mine forældre bor i Århus, og mine bedsteforældre bor tyve minutter væk, og familiemenneske som jeg er, har det altid været en no-brainer for mig, at jeg da også skulle bo i Århus. Jeg er absolut ikke bidt af den København-længsel, der i løbet af de seneste år har fejet henover min omgangskreds som en ebola-epidemi (de siger, det hjælper at vaske hænder), og med mindre jeg engang skulle lande et dobbeltdreamy drømmejob i hovedstaden, tør jeg godt lægge et par jetoner på, at jeg bliver i Midtjylland. I nærheden af min familie. Men for et år siden havde jeg lagt dem på Århus.

Der er dog sket det, at min mor efterhånden har nået den alder, hvor hun er klar til at flytte hjemmefra. Jeg har i mange år vidst, at det nok ville ske på et tidspunkt, når hun og hendes kæreste ikke længere kunne holde til at leve i et par kufferter, men det har længe været vage planer om en vag fremtid. Nu er fremtiden så rykket tæt på, og hvor vil hun flytte hen? Til Viborg.
90% af mig siger: “Det kan jeg fandme godt forstå! Jeg ville have gjort det samme!” (på grund af mand, ikke på grund af by), men de sidste 10% (de er lidt mindre modne og lidt mere egoistiske) siger: “Hvordan kan du bare sådan flytte væk fra mig – dit barn?”
Det er meget nemt; de 10% skal holde deres kæft, for jeg vil allerhelst have, at min mor er glad, men jeg kommer dæleme til at savne vores træningsaftaler, vores kaffedates og vores hyppige småmøder. Og lige pludselig går hun fra at være min til at være en del af en langt større sammenhæng med mand, hus og (voksne) bonusbørn. Det er, trods al fornuft, noget, der skræmmer mig lidt. Jeg mener, man har hørt så meget.

Der er noget med midten af tyverne. Det er lidt en alder, hvor man skal finde ud af, hvad man vil, hvem man vil det med, og hvor man vil det henne, og det kan være mange ting at tage stilling til på tom mave. Jeg håber, jeg kan krydse af i “hvemboksen”, men det betyder jo egentlig bare, at vi nu er to, der skal blive enige om, hvor de andre krydser skal sættes. Tidligere har jeg været overbevist om, at boligkrydset skulle sættes over Århus, men hold nu bøtte, hvor er jeg blevet gammel og vis på det sidste. Jeg har blandt andet lært, at jeg ikke vil lægge øre til andres larm, og at jeg ikke vil spørge en sur bestyrelse om lov, hver gang jeg træffer en lille boligbeslutning. Jeg er begyndt at tro, at vi måske godt kunne ende et sted i midten af det hele. Midt mellem min far i Århus, min mor i Viborg og min kærestes forældre uden for Ikast. Jeg vil så gerne have det hele, og der er i hvert fald marker nok i det område. At der så også er mudder og husedderkopper – det har jeg lige nogle år at vænne mig til tanken om.

Det er en lille smule besynderligt, at det er min mors beslutning, der sætter gang i mine fremtidstanker, men det viser på en eller anden måde bare, at verden omkring mig ikke er så Far til Fire-statisk, som jeg forestiller mig, at den kan være. Nu får jeg lige pludselig lidt mere chancen for at overveje, hvad jeg egentlig gerne vil uden at skulle tage helt det samme hensyn, jeg (måske mest for min egen skyld endda) har taget indtil nu. Når alt kommer til alt, vil de sgu nok godt køre 40 minutter for at se deres hypotetiske børnebørn.

 

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)