Dagens: 10 minutter, så vender verden

I torsdagens litteraturtime spurgte min forelæser os i forbindelse med en Foucault-tekst:
“Who or what has power over you?”
Så skulle vi lige skrive et par ord ned.
Jeg skrev lynhurtigt: “Society, government, expectations, parents, relations, fear”. Sådan går det, når man ikke tænker. Samfunds- og regeringssvarene er så kedelige og oplagte, at jeg begraver dem for nu, men det, der slog mig, var, at det nærmest var de eneste svar, der kom frem. Jeg forholdt mig som sædvanlig tavs, selvom jeg havde skrevet noget helt andet, men så begyndte jeg alligevel at tænke (mens en af de andre stillede uddybende spørgsmål til Foucault, og jeg sad og så, hvad bloglovin havde at byde på).

Jeg tror, at forældre og forventninger på sin vis går hånd i hånd. Selvom især min far gør meget ud af at sige, at jeg skal bruge mit liv på noget, der gør mig glad (min mor vil også meget gerne have, at jeg er glad, men glæde og uni går for hende mere hånd i hånd), lever jeg et andet liv, end jeg ville have gjort, hvis ikke jeg havde dem at forholde mig til. Det virker sgu en smule fjollet at skrive forældre på magtlisten, når man er 24, men jeg tror faktisk, at de fleste med forældre kan skrive dem på. Selvom de ikke direkte dikterer livets gang, befinder de sig trygt og godt i baghovedet, når man overvejer at sætte studielivet på pause, blive Side 9-pige eller få tatoveret en herresej Beatles-tatovering på sin overarm. To af de nævnte ting har jeg meget reelt overvejet, og så kan I måske selv gætte hvilke.

På samme måde kan samfund og forventninger være tæt forbundne, og det er for mig at se den værste kombination på min magtliste. Forældrene kan jeg i yderste instans forære et par pakker Merci og bede om at tage det lidt med ro, men hvad Pokker gør jeg, når jeg har lyst til at bede samfundet tage en charterferie til Mallorca og slappe lidt af? Det er svært.
Som vores verden i dag er bygget op, arbejder man 8-16 og afleverer sit barn i institution, før det bliver ét sølle år gammelt. I dag arbejder begge forældre. Andet er der ikke råd til, og hvis der endelig skulle være råd, anklager man kvinden for at skide på kvindekamp, feminisme og frigørelse, bare fordi hun træffer det valg, hun selv er gladest for.
Jeg er endnu ikke helt afklaret med, hvilken hverdag og hvilket liv, jeg ønsker mig, men jeg ville ønske, jeg havde flere reelle valgmuligheder og færre samfundsforventninger at tage med i mine overvejelser.

Jeg er blevet bedre til at forholde mig selektivt til vennekredsens input. Det vil sige, at jeg værdsætter gode råd og vejledning utroligt højt, men at jeg ikke længere er så bange for at skuffe dem, når de spørger, om ikke jeg vil med på Heidis og have et shot tequila. Ok, helt ærligt så er de faktisk holdt op med at spørge om netop det, fordi den er feset ind, men jeg kan ikke rigtig komme på andre eksempler.

Lige pludselig, og midt i min tankestrøm, sagde min underviser “fear”, og jeg sad og følte mig som en lille discountudgave af Foucault (med (bedre) hår), fordi jeg allerede havde skrevet netop det ord. At Foucault så sandsynligvis ikke skrev det, fordi han tænkte på en souvenir, han engang så, er underordnet.
I 2006 fandt jeg i en souvenirbutik i USA en sten, hvorpå der stod:

What would you attempt to do if you knew you could not fail?

Frygten for at fejle eller på nogen måder mislykkes holder mig tilbage fra mange ting. Det er de færreste, der tør klippe hul i deres eget sikkerhedsnet og forfølge deres barnedrømme. Jeg tør i hvert fald ikke helt. Jeg klipper engang imellem en enkelt snor hist og her, men jeg har endnu ikke nosset mig sammen til at rive det i stykker på midten og satse hele puljen på mig selv. Det er delvist fordi, jeg synes det er en djævelsk god idé at vide, hvad man vil, før man går i gang med at gøre det, men jeg er på vej. Jeg startede min blog. Den er på ingen måde en kæmpesucces (set med kommercielle og meget objektive briller), og jeg har ikke engang delt den på min facebookside, men den er min, jeg gjorde det, og jeg elsker det. Det samme gælder for så vidt for min Youtubekanal, der krævede en endnu større vejrtrækning at søsætte, og de er begge to meget små fuckfingre til min frygt.

Der vil altid være mennesker, instanser eller følelser til at fortælle os, hvad vi bør og ikke bør kaste os ud i, og det er ikke altid, at man kan mute hverken frygt eller forventningspres, men engang imellem skal man bare være modig i de 10 minutter, det tager at starte en blog, melde sig til en skønhedskonkurrence eller sende sit CV af sted efter drømmejobbet. 10 minutter. That sounds doable.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)