Når venner slår op

Når din kæreste forlader dig, står veninderne klar med kleenex, kage og komedier. Vi har næsten alle sammen oplevet det – at slå op med en kæreste – og det er vist ikke gået nogens næse forbi, at det kan være hjerteskærende hårdt.

I løbet af det sidste års tid har jeg desværre erfaret, at det ikke kun er kærester, der kan slå op, men også venner. Der findes de venner, man har hele livet, dem man drikker kaffe med engang imellem og en masse midt imellem. Nogen glider man fra over tid, og andre regner man med at have ved sin side, indtil den ene stiller træskoene. Jeg er i tidens løb gledet fra mange veninder – blandt andet en der ihærdigt prøvede at få mig til at tro på, at verden var ved at gå under, og at jeg burde anskaffe mig marker og husdyr, så jeg kunne overleve – og det har altid været en gensidig og smertefri “glidning”.

Træskovenner – dem der gerne skulle være for evigt – har jeg ikke mange af, men de få jeg har, kan jeg slet ikke forestille mig at undvære. Derfor gjorde det ulideligt ondt, da en af dem fra den ene dag til den anden cuttede al kontakt med mig. Han og jeg plejede at tale sammen en to-tre gange om ugen, hvor vi vendte hverdagen og verdenssituationen. Han var altid bedst til at ringe, men når han gjorde, smed jeg altid alt hvad jeg havde i hænderne for at tale med ham. Vi har begge to været igennem nogle hårde ting i løbet af de mange år, vi har været venner, og vi har grinet og grædt sammen utallige gange.

Gennem diverse forhold har vi holdt fast i hinanden og værdsat vores venskab, selvom respektive kærester ikke altid har syntes, det var det fedeste i verden. Vi var en stor del af hinandens liv og således også en del af hinandens “pakker”. Så sent som i sommer forsikrede han mig (helt uprovokeret) om, at han satte vores venskab så højt, at han aldrig ville smide det væk. Det gør venner jo. Måske skulle jeg dengang have lugtet, at der var noget i gære, når han havde behov for at sige det.

I september var vi begge inviteret til en fødselsdag, og alt var i skønneste orden. Ugen efter ringede han ikke, og jeg kunne ikke forstå det. Jeg prøvede at ringe ham op, men han tog den ikke. Jeg tænkte, at han måtte have travlt, og at jeg lige ville lade ham ringe, når han fik tid, men han ringede aldrig. Jeg ringede til ham, da jeg var kørt galt, og han tog den ikke. Jeg ringede til ham, da min morfar blev alvorligt syg, og han tog den ikke. Jeg ringede til ham, da jeg endelig afleverede mig bacheloropgave, og ja – I har gættet det – han tog den ikke.

Til sidst gav jeg op. Jeg græd – mange gange – og jeg talte med min kæreste og mine veninder om det i håb om at finde ud af, om jeg mon havde gjort noget galt? Jeg kom ikke frem til noget, men aften efter aften lå jeg i min seng med en kæmpe klump i maven og spekulerede. Èn ting var, at jeg i høj grad manglede en af mine absolut bedste venner, men noget andet og værre var, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvad der var sket.

I februar var vi alle (inklusiv hans kæreste) inviteret til endnu en fødselsdag, og der blev det tydeligt, hvor problemet lå. Jeg havde hjemmefra besluttet mig for, at jeg ville tage mod til mig og spørge ham, hvad jeg havde gjort galt, men eftersom der hele tiden var sørget for, at vi ikke kom på tomandshånd, blev den plan spoleret. Da vi gik, sagde jeg til ham, at jeg var glad for at se, at han havde det godt, nu hvor vi ikke talte sammen længere. Jeg havde behov for på en eller anden måde at italesætte den elefant, der var placeret i rummet, men hans reaktion var bare et mumlende: “Det kan vi da godt.”

Jeg ved, at jeg på en eller anden måde er blevet til et problem i deres forhold. Jeg ved også, at jeg ikke har gjort noget forkert – måske andet end at være hans ven. Alligevel gør det ondt, hver gang jeg tænker på ham. Jeg har ikke kontaktet ham siden. Hans kæreste skrev til mig med en form for forklaring, men understregede, at hun ikke var grunden til, at han ikke længere havde kontakt med mig. Jeg har intet imod hende. Hun er sød og smilende, og det ser ud til, at de er rigtig glade sammen. Desværre har hendes forklaring bare efterladt mig med flere spørgsmål end svar – for hvad er grunden så? Og fortjener jeg ikke at få den at vide – fra hans mund? Måske gør jeg ikke. Måske er han hendes i en sådan grad, at ingen forklaring synes nødvendig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de gange, jeg har været der for ham. Det lyder måske egoistisk, men jeg ville sådan ønske, at han bare havde givet mig klar besked. Når jeg tænker på ham, bliver jeg stadig så ked af det, at jeg får kvalme, og det er virkelig ikke et nemt indlæg at skrive.

Jeg ved godt, at jeg bare skal give op, og det har jeg også gjort. Jeg vil ikke tvinge mit venskab ned over ham, hvis han ikke ønsker det (eller hvad Pokker det nu er, der er årsagen), men det gør ikke mindre ondt af den grund. Det er en stor del af mit liv, der er væk, og det værste er næsten, at vi er forbundet med så mange relationer, at vi uvægerligt kommer til at se hinanden engang imellem. Jeg ved allerede nu, hvornår jeg næste gang støder ind i ham, og selvom jeg ønsker ham alt det bedste, er det ikke sjovt at se ham og igen føle den mavepuster det er, at han har fravalgt mig.

Hvis I har læst med helt hertil, synes jeg virkelig, I skal klappe jer selv på skulderen fra mig!

Har I nogensinde prøvet at slå op med en ven?

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)