Jeg hedder Anne-Li. Det er der rigtig mange, der ikke forstår. Hver gang jeg får en mail fra folk, jeg ikke kender i det virkelige liv, hedder jeg Anne. Når fremmede udtaler det, lægger de trykket på Anne i stedet for at lægge det på Li, hvor det hører hjemme, og selvom det måske virker som en lille ting, så er mit navn på en eller anden mærkelig måde en del af, hvem jeg er. Sådan har de fleste af os det vel, så det er måske naturligt nok, at jeg ikke reagerer på Anne, og at jeg ikke bryder mig om “bare” at blive kaldt det. Anne er da et glimrende navn, men det er bare ikke det, jeg hedder.
Mine forældre har ikke gjort det nemt for mig. Oprindeligt ville min mor have kaldt mig Anne-Liv (med norsk udtale af Liv- min mormor er nordmand), men fordi danskere siger “Liu” droppede hun v’et og endte således med mit navn, som jeg desuden har fundet ud af er svensk.
I tilfælde af, at jeg voksede op og ikke brød mig om mit fornavn, udstyrede mine forældre mig med et mellemnavn, jeg kunne bruge i stedet. Til mellemnavn hedder jeg Therese, og det har jeg i mange år været lidt sur på. Da jeg var yngre, syntes jeg, det var lidt fornemt og linedanserindeagtigt, men i en lang periode gjorde jeg, hvad jeg kunne for at skjule det. Nu har jeg det fint med det. Det er mit navn, og sådan er det, og det er vel egentlig fint nok. Selvom jeg aldrig bliver linedanserinde.
Mit efternavn er den del af mit navn, folk oftest har besvær med. Jeg mener, vi kun er fem personer i Danmark, der har det navn (mine forældre, min bror og jeg + en eller anden, der vralter rundt og hedder det samme), men for nogle år siden dukkede Wallmans saloner op, så nu er det ikke helt så ukendt længere. Mit efternavn er Wallmann og har dermed et ekstra n i enden. På trods af det ekstra n, tror de fleste folk, det skal udtales på engelsk “Wall-man” (vægmand), men det skal det ikke. Vi siger det bare på dansk – helt fladt og med a’er som i Anne. Ikke nogle fikse påfund der. Irriterende mennesker siger hval-mand, og det skal de lige holde op med. Det er ikke så yndigt.
Når jeg er i byen, siger jeg ofte, at jeg hedder Inger. Hvis musikken er høj, kommer folk alligevel aldrig til at forstå mit rigtige navn, og Inger er et udmærket og nemt navn at forstå. Jeg har faktisk brugt “Inger” siden jeg gik i de første klasser i folkeskolen, hvis jeg skulle præsentere mig selv for mennesker, jeg vidste, jeg ikke skulle møde igen. Måske er det ikke verdens bedste idé, men det er efterhånden blevet lidt hyggeligt at hedde Inger, når jeg er fuld eller fremmed.
Jeg er den eneste i Danmark – i verden tror jeg faktisk – med mit navn. Det får mig måske i højere grad til at synes, at det på en eller anden måde hænger sammen med min identitet, men da jeg var yngre, var jeg lidt misundelig på Nina’erne, Frederik’erne og Thomas’erne i min klasse, der havde navnekammerater.
Hvad med jer – hvordan har I det med jeres navn? Er der nogle af jer, der hedder noget mystisk, eller er der nogle af jer, der hedder noget som mange andre hedder og altid har fået et bogstav smidt i nakken i klassen? Og hvordan er det egentlig? :)
20 comments
Heh.. Jeg gik i en klasse hvor drengene enten hed Jesper, Søren eller Michael.. Det hed man åbenbart dengang, sådan var det bare.. Jeg selv har aldrig personligt kendt andre der hed Sine – altså uden g, men det er nu vist ikke så sjældent og specielt mere. Det kan jeg jo se på diverse blogs hvor der kommer mange kommentarer, eller måske er det bare alle dem der hedder Sine der kommenterer på blogs.. Til gengæld har jeg engang haft en chef nede i Sønderborg, der hed Anne-Li, men om det var stavet på samme måde, kan jeg ikke huske.. :)
Haha, jeg bruger også blogkommentarer som navneindikator :D Jeg bilder mig ind, at det må være nogenlunde repræsentativt.
Nej hvor sjovt! Jeg har aldrig mødt nogen, men jeg ved, der er der. Engang boede jeg endda i opgang med en, men hendes navn var dog ikke stavet på samme måde. Så vidt jeg ved, er vi fem med min stavemåde. Måske render jeg ind i dem en dag :)
Haha, åh ha – selv jeg (som bare hedder Anne, mere standard bliver det ikke) bliver konsekvent kaldt Anna, lige meget hvor jeg kommer. Så sent som i søndags, på job, listede de mig på tavlen i fællesstuen som “Anna”, og i min tid som børnehavevikar (hvor jeg var i årevis) troede stortset alle børn og 50% af de voksne, jeg hed Anna.
En sjælden gang i mellem, hører folk det også Anni eller Ane, men jeg må næsten udtale det utydeligt, siden folk meget sjældent hører “e’et” som andet end et “a” :D
Min mor mener, at Anna lyder mere tøset og svensk, og det måske er derfor, men mon dog :p Kan også være folk bare er smådøve.
Min søster Kit har det dog endnu værre, det tror folk ofte slet ikke på er et rigtigt navn og synes det er meget fjollet, at hun ikke “vil afsløre” hvad hun i virkeligheden hedder. Tsk tsk :p
– Anne
Åh ja, alle har deres kampe – selv jer med de (umiddelbart) nemme navne. Der er jo ingen i verden, der kan føle sig så uretfærdigt behandlet som en Karen, der bliver kaldt Karin – sandsynligvis fordi det nærmest sker dagligt :D
En af mine ekskæresters far troede også, at jeg hed Anni. Jeg syntes, det var pinligt at rette ham, så jeg lod bare som ingenting og reagerede på Anni.
Ej hvor øv for hende! Jeg mødte også engang en pige ved navn Trille, og der var jeg vist en af de irriterende, der spurgte, om hun virkelig hed det. Det kan nemlig godt lyde lidt som et kælenavn :)
Jeg hedder Asta, og det er ikke Danmarks mest almindelige navn, men det gør mig ikke noget – jeg synes det er et fint navn. Det er godt nok ikke mere kendt end, at (den fulde) julemand til fritidshjemmets julefest spurgte mig “Asta….. Kan man overhovedet hedde det?!”.
Alligevel hed jeg Asta B på mit første fritidshjem, hvilket var ret irriterende, da jeg selvfølgelig reagerede på Asta, og defor svarede når de andre piger talte til den anden Asta. Mit efternavn hedder kun min familie og jeg, hvilket er lidt besværligt da jeg er meget påpasselig med, hvor jeg skriver det, og helst undlader det, hvis det er muligt.
Det er ellers et fint navn du har, synes jeg :-)
ASTA BASTA BUM! Har du set den børnetime? Jeg elskede den!
Åh fulde julemænd er ikke gode for ens barnetro.
Og ej ja, det havde jeg faktisk slet ikke tænkt på. Selvfølgelig reagerer alle Ninaer, når der bliver sagt Nina C. Det må faktisk være lidt forvirrende :) Jeg bliver til gengæld tit forvirret af fuldemandsråb, der slutter på i, fordi jeg af mine venner bare kaldes “Li” – en lyd der er meget almindelig.
Tak skal du have – jeg har ikke engang selv valgt det :)
Med hensyn til det specielle efternavn – jeg var også selv helt vildt påpasselig engang, men fordi mit fornavn alligevel er så specielt, er det lidt omsonst at skjule mit efternavn. Jeg overvejede det godt nok lige, før jeg smed det på bloggen, men jeg stoler på, at I ikke camperer i min opgang og stjæler min post. Jeg håber i hvert fald på det ;)
Ih, du har sådan et flot navn! Jeg ville ønske, at mine forældre havde udstyret mig med noget lignende, da jeg også er helt forelsket i nordiske navne. Desværre hedder jeg Pernille Lykke Larsen… Jeg hader mit navn, og jeg må nok indrømme, at mit navn er den ting ved mig selv, som jeg mindst kan lide. Jeg har det nemlig omvendt ift. dig: Jeg føler på ingen måde, at mit navn passer til min personlighed, og det er der ret mange, der har svært ved at forstå. Måske fordi de ikke har det på samme måde. Det er lidt som om, at min krop er fanget under en forkert titel, og det kan jeg ikke lide. For ens navn er alligevel det første, som andre lærer om dig. Og et eller andet sted, så siger ens navn noget om én.
Tusind tak, Pernille :)
Jeg synes slet ikke, du har nogen grund til at hade dit navn. Jeg har altid syntes, at især “Lykke” var rigtig fint (selvom det selvfølgelig nok kan føles ironisk engang imellem når man er i dårligt humør). Pernille er selvfølgelig meget normalt, men min erfaring siger mig, at Perniller er gode og skønne piger, så panik ikke – du er i en god gruppe :D
Men det må godt nok være ubehageligt at føle, at man ikke stemmer overens med sit navn. Heldigvis er der jo mulighed for at ændre det, men det er selvfølgelig lidt svært at fortælle alle, at man har besluttet sig for at hedde Laila og gerne vil kaldes Putte til kælenavn – folk er jo vanemennesker :)
Det er meget interessant at tænke over, hvor meget mon ens navn betyder – for ja, det er jo noget af det allerførste folk lærer, og jeg har for eksempel altid været lidt negativt stemt over for folk, der hedder Anna, bare fordi jeg, da jeg var lille, mødte en meget irriterende Anna. Nu har jeg efterhånden mødt søde Annaer nok til at opveje det, men det er jo helt tilfældigt, hvilke tanker folk får, når de hører ens navn :)
Da jeg var barn, troede jeg, at det kun var mig og (dengang) prinsessen der havde mit navn. Det skulle vise sig, at jeg tog fejl (sjovt nok.) På vej op af trapperne til en børnefødselsdag – 7 år gammel og i gang med at lære at læse – fik jeg stavet mig igennem alle navnene på dørskiltene, til stor irritation for min mor, der sjovt nok ikke syntes, det var lige så spændende at læse navne på dørskilte. Der så jeg det, navnet Alexandra, skrevet med pæn skrift på en tilfældig dør. Jeg var klog nok til at regne ud, at prinsessen ikke boede i opgangen. I chok gik det op for mig, at vi åbenbart var tre der hed Alexandra. ;) Godt indlæg Anne-Li. :)
Du var et sødt barn! Og jeg vil med glæde lade som om, at du og grevinden er de eneste, der hedder det. Det er meget sjovere :)
Og hvad mener du egentlig med, at det ikke er sjovt at stave sig igennem en opgang? Det lyder da som en gevaldig fornøjelse :p
Og tusind tak, Sandra! Vi ses snart, I hope? <3
Tak! :) Det var da super sjovt at stave sig i gennem, alt jeg så på skrift. På den måde lærte jeg at læse meget hurtigt. ;) Vi ses snart! Kys <3
Jeg hedder Liv. Har altid syntes det var dødirriterende, “giv mig et ekstra liv, Liv”, “føler du dig livlig i dag, Liv?” etc. Og det med manglende navnekammerater. Egentlig skulle jeg have heddet Anna, men så var der noget med noget ilt jeg ikke ville have ned i lungerne da jeg blev født, og så passede Liv bedre. En overgang overvejede de så Anna-Liv, hvilket var pudsigt med dit tilsigtede navn. Men det endte altså med Liv – offer for evige puns. (Og jeg elsker ellers puns :))
Jeg plejer at høre: “Anne-hende-kan-vi-Li” – den kan jeg også godt blive træt af, selvom den er sødt ment, og jeg kan kun forestille mig, hvor mange man bliver udsat for med et navn som Liv! Men det er nu en meget sød historie om, hvorfor du fik dit navn. Så må du fokusere på den, når folk står og laver “PigeLiv – Befri dit Liv – og Alexander” jokes om dig. Jeg elsker også puns – FØRSTE gang. Når de er slidte, er de altså ikke sjove længere :)
Fantastisk indlæg!
Jeg er ikke særlig begejstret for mit navn, men har efterhånden lært at leve med det – det er nu engang det jeg hedder. Men helt ærligt – Gitte?? Jeg har kun mødt andre mennesker på 50+ der hedder Gitte (havde sågar engang en kæreste hvis mor hed Gitte …. Det var jo dømt til at mislykkedes).
Jeg kompenserer med mit efternavn, Winneche, som i virkeligheden er mit mellemnavn. Men jeg har ikke brugt mit kedelige -sen navn siden 7. klasse, og de fleste ved slet ikke jeg hedder det. Jeg har skabt mig en personlighed omkring Gitte Winneche – at hedde alt muligt andet ville være underligt!
Tusind tak, Gitte!
Min mor hedder Gitte. Jeg ved godt, hvad du mener. Jeg forbinder umiddelbart også Gitte (og Hanne, Lene og Lone) med kvinder på 50+, men du viser jo, at man sagtens kan hedde Gitte og være både ung og interessant. Sådan er det jo med navne – de springer et par generationer over, og om tredive år synes vi garanteret, at Emma, Sophie og Freja er voksennavne :)
Åh ja, du er også et W-menneske. Jeg kan huske, at jeg altid blev sprunget over i alfabetlegene i første klasse, fordi man slet ikke synger W. Derudover skulle jeg altid vente længst til skolefoto – og alt muligt andet, hvor de fulgte klasselisten. Det var røv. Heldigvis er jeg glad for det nu – og så kan vi være lidt særlige og hemmelige i alfabetet :D
HAHA – der kan du bare se :D Suk. Kan være det bliver bedre når jeg selv bliver en mor-Gitte: så kan det være det føles mere naturligt ;)
Jeg synes du har et smukt navn :)
Mit fornavn har min far valgt.
Nr to fornavn, har jeg selv valgt for 10 år siden.
Mit efternavn har jeg giftet mig til, og det sidste er mit eget.
Karina Kamille Parsgaard-Lorenzen.
Så 4 stk navne.
Min datter har 4 stk, min søn fire og min mand også. Nogle af dem engelske. Om min datters første fornavn er ret specielt. Men det er jo ikke det det handler om lige nu.
Jeg bliver kaldt Kay.
Men mit ‘kunstner’ navn er som det står over dette indlæg. Det er det jeg kalder mig når jeg blogger, og når jeg sætter mit navn på mine malerier.
Sådan er det..
-Kamille
Jeg er vild med blomsternavne! Maren Uthaugs piger Mynthe, Kamille og Anemone – det er da bare for sødt :)
Hun skrev faktisk til mig på et tidspunkt, at hun gerne vil have kaldt sin datter Anne-Li, men at hendes mand havde sat foden i, og at de derfor havde valgt blomstertema i stedet :)
Jeg kommer også til at give mine børn to fornavne hver – der er så mange fine navne, at det jo er umuligt at begrænse sig!
Jeg kan godt forstå, du har behov for et kunstnernavn med alle de navne, du slæber rundt på, for selvom det er flot med fire navne, kan det jo godt være upraktisk! Man løber hurtigt tør for plads på diverse blanketter og kontokort :)
Når andre skal udfylde for mig eller de spørger om mit navn, er jeg ret hurtigt henne på ‘vil du have det lette eller det hele?’
Men jeg har jo selv valgt det :)
Kamille kom til mig en dag, hvor jeg simpelthen synes jeg manglede noget i mit navn. Men når andre så tror jeg hedder Kamilla, så er det lidt… grrr…
For pokker. Kamille. Som i théen. Så er de fleste med…
Jeg synes det er enormt svært at begrænse sig mht børns navne. Også fordi det faktisk er et ret stort ansvar at navngive sit barn!! Så de fik to hver, så kan de selv vælge hvis de ikke bryder sig om det ;)
-K
Et indlæg jeg sagtens kan relatere til. Mit navn er Anne-Louise Jakobsen, og jeg har faktisk aldrig kunnet lide mit navn, intet af det. Det har altid drillet mig det navn, for da jeg gik i folkeskole gik jeg også i klasse med en Anne Helena og en Marie Louise, jeg har en moster der hedder Anne-Sofie, 1 kusine der hedder Anne og 2 bonus enæggede tvillinge kusiner som hedder Anna og Louise. Er jeg bare uheldig eller hvad? Min bror kalder mig dog Anne. Men folk glemmer jo tit det er Anne Louise, så hedder dit alt muligt andet oftest Anne-Sofie, og det gør mig bare så sur, for det er jo ikke det jeg hedder. Har tit overvejet at ændre mit navn.. begyndte engang at kalde mig Delina, da jeg elsker specielle navne og synes det lyder så smukt og det er ikke sådan noget alle render rundt og hedder. bla. derfor min blog hedder Delinadiary istedet for annelouisesdiary :-) og tror virkelig aldrig jeg bliver glad for mit navn.