Jeg bryder mig ikke om hytter. Jeg bryder mig ikke om lejrskoler. Jeg bryder mig ikke om køjesenge, og jeg bryder mig absolut ikke om fællesrengøring med tømmermænd. Ergo skal jeg nok finde på minimum 4 undskyldninger, når studiets facebookgruppe pludselig flyder over med “skulle vi ikke også tage til Nordjylland”-opdateringer. Nej, det ved den sødeste grød vi ikke skal. Det duer ikke. I hvert fald ikke med mig som Ofelia.
Da jeg var lille, hadede jeg lejrskoler. Jeg var faktisk decideret bange for dem. Hvis man ikke blev tvunget til at sove i overkøjen under et tændt lysstofrør, fordi nogen ikke tør sove i mørke, blev man puttet på en trimaranbåd, der kæntrede, så snart man kom midt ud på Skanderborgsøen. Der stod jeg så på masten, mens lortet sank. De fik både mig, min sejlerbuddy og båden reddet, men pointen er, at de (da jeg før afgang havde stillet spørgsmålstegn ved, hvor god en idé det var at putte mig på en båd) havde lovet(!) at der ikke kunne ske noget. Folkeskolelærere har ikke altid ret, og sådan ender små børn i en iskold sø, selvom de godt selv kunne se, at det var en hæslig idé.
Min første lejrskole var i 0. klasse, og det var frivilligt, om man ville med. Det ville jeg ikke. Min veninde ville til gengæld gerne, og så blev jeg også sendt af sted. Hun blev hentet om aftenen, fordi hun havde hjemve, og så kunne jeg ligge og græde mig i søvn, fordi pædagogerne sagde, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle hjem.
Lejrskolen i 1. klasse var fin. Vi byggede pindehytter i skoven, og vores liv var aldrig i fare. Alt i alt en fin lejrskole.
Det blev værre og værre, jo ældre jeg blev. Måneden op til lejrskolen havde jeg svært ved at falde i søvn, men det var obligatorisk, så jeg måtte grædende troppe op ved bussen. Jeg græd, de andre syntes, jeg var mærkelig, jeg græd endnu mere – det var bare ikke særlig fedt.
Da jeg så endelig var færdig med folkeskolen, tænkte jeg, at rædslernes tid var forbi. Lige indtil gymnasiet kom, og vi igen skulle sove i en hytte. Hvorfor skal der være soveposer involveret, når man skal “rystes sammen?” Der er nogle mennesker, der er gode til at være på lejrskole. Det er de mennesker, hvis forældre har sneget slikposer ned i bunden af tasken på trods af sukkerforbuddet. De mennesker har altid nogen at tale med. De mennesker, der kan lide insekter, har det også godt på lejrskoler. Folk der er gode til fodbold, har det også fint på lejrskoler. Folk der, som jeg, har et stort søvnbehov, er bange for vand, insekter og andre børn, ikke er vilde, hoppende og råbende, ikke bryder sig om at spise sammen med folk, de ikke kender og ikke kan sove, før de har læst en fem-seks kapitler i en dejlig bog – de har det altså hårdt på en lejrskole.
De voksne lovede, at det ville blive bedre, og at det i hvert fald ville være endnu værre, hvis jeg ikke tog med. De løj, og de kendte mig ikke, og i sådan en situation er det træls at være 10 år og ikke blive taget alvorligt.
Da jeg begyndte på Statskundskab i 2009, dristede jeg mig med på rusugens hyttetur. Da jeg stod nordvest for ingenting og havde det på præcis samme måde, som jeg havde haft det ti år før, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville tvinge mig med mere. Derfor tog jeg ikke med på hyttetur, da jeg begyndte på litteraturhistorie, og derfor blev jeg også hjemme, da mit tilvalgshold drog af sted. Og det var simpelthen vidunderligt!
Da jeg for et års tid siden var jeg i Sorø hos min familie, gik vi en tur nede ved Akademiet på de nye kostelevers første dag, og da vi gik ned til søen for at se Akademiet derfra, hang der nogle snore ned foran. I stedet for en overlevelsestur havde man indført obligatorisk rappelling. Hvis bare der havde været en ordning, hvor jeg kunne have fået lov til at klatre ned fra et tag, en mast eller Eiffeltårnet for den sags skyld, mens de andre tog af sted og lod mig blive hjemme – så ville jeg dæleme gerne have gjort det.
Generelt synes jeg, at det er en forfærdeligt dårlig idé at tvinge folk til noget, de virkelig ikke har lyst til. Den dag i dag får jeg det stadig dårligt, når jeg tænker tilbage på diverse lejrskoler, og fordi jeg så mange gange er blevet tvunget, er min frygt blevet intensiveret. Der er ingen folkeskolelærere, der skal fortælle mig, at mine børn skal med på lejrskole, hvis de har givet det et forsøg og får det ligeså dårligt, som jeg havde det. Et barn på 10 år skal også høres, for selvom det måske ikke altid kan afgøre, hvad der er bedst for det i det lange løb, kan man simpelthen ikke tillade sig at tvinge nogen til at gøre noget, de er så bange for.
Hvordan har I det med lejrskoler og hytteture? Er I ligesom mig, eller er I altid første mand ved bussen?
Dette indlæg er et repost af et indlæg, jeg skrev sidste år på min gamle blog, men jeg kom lige i tanke om det igen i går, da jeg mødtes med min lillebror, der netop har været på studiehyttetur.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
14 comments
Jeg har det helt på samme måde! Jeg vil heller aldrig tvinge mig selv til at tage på hyttetur, når jeg VED at jeg vil hade hvert sekund af det.. Ingen skal tvinges til hyttetur – uanset om de er 10,20 eller 70 år.. :)
Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste!
Det er fint, at vi har en erkendelse af, at det bare ikke er noget for, så vi bare kan blive hjemme :)
Det frustrerende er bare, at jeg altid har vidst det, men at ingen lyttede, fordi de havde så travlt med at fortælle, hvor sjovt det hele var. For nej – ingen skal tvinges!
Hvor har man været tvunget til mange mærkelige ting i folkeskolen, herunder lejrture og ture der indeholdt vand – bliver bare aldrig min kop te. Jeg ville aldrig tvinge eventuelle børn ud i alt det jeg selv hadede som pesten.
Ja, det er godt, den tid er overstået!
Jeg vil heller ikke tvinge mine børn til hverken lejrskoler eller katamaransejlads, men det vigtigste er jo nok egentlig, at man ikke tvinger sine børn til det, som DE hader som pesten :) Med mindre det involverer grøntsager …
Ej hvor har du været meget af sted. Jeg har haft det fint de få gange jeg har været på lejr, men er helt enig i at det ikke er noget man bør tvinges til. Jeg synes vi generelt er rigtig dårlige til at acceptere når folk ønsker noget der ikke er normen (fx folk der siger nej til alkohol, til sociale arrangementer mm)
Jeg tror faktisk, vi var på lejrskole alle år undtagen 2? Jeg følte i hvert fald, at det var en skrue uden ende.
Det synes jeg, du har helt ret i! Selvom jeg overvejende har mødt forståelse for, at jeg har cuttet alkohol ud af mit liv, er der et par stædige stemmer, der ikke helt vil acceptere min beslutning, fordi de ikke kan forstå den. Og havde jeg været i deres sko for bare et år siden, havde jeg sandsynligvis opført mig på nøjagtig samme måde. Jeg øver mig i at forstå og acceptere, men det glipper engang imellem :)
Jeg synes en hyttetur eller ryste-sammen-tur kan være en rigtig hyggelig og vellykket oplevelse, hvis der er styr på rammerne.
Bliver det lidt for meget druk, lidt for usikker styring (den kæntrede båd er et glimrende eksempel) eller lidt for primitivt, så får jeg også et stik i maven af ubehag.
Der er heldigvis mange vellykkede hytteture derude og mange, der nyder dem – jeg kan bare desværre ikke finde glæden frem, selvom rammerne skulle være i den skønneste orden (der er jo alligevel altid sovesale og køjesenge involveret ;)).
Hmm nu rejser jeg rimelig meget rundt fordi jeg er politisk aktiv, og det er tit lejrskoleagtigt, men jeg kan også lide folkene, har heller aldrig brudt mig om rystesammenture. Så for mig er det vigtigt jeg kender dem. Og at ingen skal bestemme hvad jeg skal.
Se dét kender jeg alt til! Jeg har også i mange år været tilknyttet en ungdomspolitisk forening, og jeg har været til landsstævner og lignende i massevis. Det var, som du siger, noget andet, fordi jeg følte, jeg tog af sted med mine venner, og fordi jeg hele tiden vidste, at jeg var der af egen fri vilje, og at jeg egentlig bare kunne lade være, hvis ikke jeg gad :)
Uh nu siger du landsstævner ;) Så har jeg allerede en fornemmelse af hvor du hørte til haha
Sådan kan man ufrivilligt afsløre sig selv! Jeg kan dog afsløre, at jeg ikke er medlem længere :)
Jeg hadede lejrskoler! Og jeg har ikke været med på en eneste hyttetur efter folkeskolen. Jeg får kronisk ondt i maven, når jeg tænker over om jeg skal tage med – for jeg overvejer det hver gang. Men jeg KAN IKKE med det dér med, at jeg ikke ved hvilke ryste-sammen-lege vi skal lege. Jeg kan ikke med det dér med, at jeg ikke har mulighed for at være alene. At der skal være larm og liv allesteder. At folk skal være hammerfulde hele tiden. Jeg gider det ikke.
Jeg overvejede at tage med på hytteturen, da jeg startede på universitetet, fordi jeg jo godt kunne regne ud, at det ville være godt for mig at lære flere folk at kende. Men man skulle betale en krig for at få “fri øl” hele weekenden. Til gengæld skulle man betale ekstra for sodavand og sprut. Jeg kan ikke lide øl, så jeg spurgte pænt om man måske kunne finde en løsning, for jeg havde da sådan set ikke penge til at betale for alle de andres øl OG mine egne drikkevarer til hele weekenden. Nej, det kunne ikke lade sig gøre, for det kunne jo være, at jeg fik lyst til en øl og hvordan skulle de så kunne kontrollere det?
Jeg blev simpelthen så arrig. Når jeg nu siger, jeg ikke kan lide øl. Som i: Jeg kan ikke fordrage det! Hvorfor i alverden skulle jeg så lige pludselig beslutte mig for at gå all in på deres fri-øl-bar. Ej men altså…. Så blev jeg hjemme og sparede de penge.
Jeg har det på nøjagtig samme måde. Jeg synes, det er noget så ubehageligt, at jeg ikke selv har kontrol over mine dage og min tid; at jeg ikke bare kan spise, når jeg er sulten eller sove, når jeg er træt. Det fungerer jeg slet ikke med!
Og det var da et møgdårligt system, de der havde fundet på! Godt du bare kunne blive hjemme – jeg havde gjort det samme :D