For et par år siden spurgte en af mine venner mig, hvad der skete med mine 24 kaniner, da jeg ikke længere kunne have dem. Lettet fortalte jeg hende, at min far kendte en mand, der gerne ville have dem. Manden havde en gård, så det ville da blive dejligt for dem – tænkte jeg. Det sidste blev aldrig sagt.
Manden havde en gård, men han var slagter, og det blev sandsynligvis ikke specielt dejligt for dem. Det gik først op for mig, da jeg fortalte historien til min veninde, at mine små søde kaniner ikke sprang lystigt rundt et sted på Djursland, men i stedet havde endt deres dage som middagsret a la Price.
Det påvirker mig stadig at tænke på det.
Det viser sig desværre, at jeg er blevet snydt mere end én gang, når det kommer til kæledyr.
Min søde dværghamster levede en smule længere end almindelige dværghamstre takket være min kærlige pleje og omsorg. Troede jeg. Det viser sig, at Hr. Chili Purløgsen (den første) døde, mens jeg var hjemme hos min far, og blev erstattet af Hr. Chili Purløgsen (den anden), der sad og smilede i buret, da jeg igen kom hjem til min mor.
Det fik jeg at vide i august forrige år, så da min mor en måned senere prøvede at gennemføre samme stunt (denne gang med en basilikum, jeg havde overladt i hendes varetægt, mens jeg skulle på ferie), var jeg vågen og voksen. Det var ikke den samme basilikum, jeg fik tilbage. Jeg havde på forhånd undersøgt min højtelskede basilikum for kendetegn, og det var tydeligt, at den basilikum jeg fik tilbage i bedste fald var en nær slægtning, men altså på ingen måde den jeg sagde farvel til, før jeg tog af sted).
Man skulle måske tro, at min mor (med Chili Purløgsen II in mente) ikke nænnede at snyde mig yderligere, men ak nej.
Nytårsaften 98/99 fejrede vi i Marokko, men min mor var træt og bildte mig og min bror ind, at vi skulle skynde os op på værelset for at nå at hoppe ned fra sengene, når klokken blev tolv. Vi hoppede. Klokken 20.30. Og gik i seng.
”Den skal du nok vokse ind i” er også en klassisk forældreløgn. Da jeg var omkring 10 år, fik jeg en dynejakke fra Diesel i størrelse medium. Jeg var omtrent en størrelse XXXS, men jeg havde sådan ønsket mig jakken, og min mor lovede mig, at jeg ville vokse ind i den i løbet af året (vokse ind i – hedder det virkelig det?). Efter tre år, hvor jeg mest af alt lignede en Michelineskimo, passede jakken stadig ikke og blev overdraget til min moster. Jeg har noget meget afslørende fotomateriale, der beviser, at den ikke var i nærheden af at passe.
I skolen talte mine klassekammerater om Titanicfilmen, der var noget så uhyggelig og sørgelig. Jeg tænkte for mig selv, at de da var nogle pattebørn, og at den da slet ikke var trist. Det viste sig år senere, at min far havde stoppet filmen, før der kom vand ind.
Min kæreste fik at vide, at man tissede i bukserne, hvis man legede med ild, og min fætter fik at vide, at isbilen kun ringede med klokken, når den var løbet tør for is.
Min mors venindes børn brød sig ikke om kartofler. Hun måtte derfor bilde dem ind, at der i kartofler fandtes et helt specielt lykkestof, og at man derfor blev meget glad af at spise kartofler.
Sidst, men ikke mindst, fortalte min far mig om smækbørnehaven, som var det sted, man kom hen, hvis man ikke ville i børnehave. Der var lavt til loftet og helt mørkt, pædagogerne var meget sure, og man måtte ikke lege. Så valgte jeg (læs: blev jeg manipuleret til) at tage i børnehave. Det var nu heller ikke så slemt, når man først var der, men hver gang det tordnede, skulle vi kaste os ned på maven, så vi ikke blev ramt af lynet…
Har I afdækket nogle hvide løgne endnu?
Indlægget er forresten en redigeret version af et indlæg,
jeg for længe siden udgav på min gamle blog.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
14 comments
Åh genialt indlæg! Du skriver så fint, og komisk på samme tid :’D ..
.. Jeg kom lige i tanke om, den særlige chokolade-løgn min mor engang stak mig. “Man må kun spise After Eight efter klokken otte, ellers bliver man til en vampyr”.
.. But why?
Tusind tak, Rikke. OG tak for chokoladevampyrløgnen – selvom den fik mig til at ubryde et kæmpe “HA!” midt i en ellers meget død grammatiktime :D
Meget underholdende indlæg. Elsker det med Diesel dunjakken. Jeg kan godt forstå, at du gerne ville gå med den alligevel, når nu du havde ønsket dig den. Jeg har selv i flere omgange købt tøj i en forkert størrelse, fordi min rigtige størrelse var udsolgt, men jeg så gerne ville have tøjet, at jeg ikke kunne lade være (og senere fortrudt).
Jeg er dog glad for, at du aldrig er vokset ind i dunjakken (det lyder meget farligt).
Tak skal du have!
Haha, det var IKKE mig, der ville gå med den. Jeg ønskede mig den (i min størrelse), og da jeg så fik den i størrelse enorm, insisterede min mor på, at jeg gik med den, når den nu havde været så dyr. Lidt et paradoks. Og ja – en decideret sammensmeltning af barn og dynejakke lyder ikke behagelig!
Åh, det er god læsning! Men stakkels, stakkels kaniner :(
Min mor plejede at drikke cola af en kaffekop om morgenen, så vi ikke opdagede, at hun drak cola så tidligt på dagen, ha. Vi lurede hende dog på et tidspunkt, men hvor lang tid der var gået, skal jeg ikke kunne sige.
Tusind tak :D Og ja. Mit hjerte bløder. De havde navne.
Åh det er også en typisk forældre”løgn” at skjule de søde sager eller på forskellige måder camouflere dem som sunde og dermed ubehagelige ting :)
iihhh jeg elsker altså dine indlæg. Har kun fulgt dig i kort tid men du er allerede på min top 3 over ynglings bloggere. BUM :D
Jeg selv har mest fået løgne som: ikke bade før 30 min efter du har spist, det skal løbes væk og kloge mennesker keder sig ikke – men det gør de altså! :D
TUSIND tak – jeg bliver både glad og stolt :D
Åh ja, det er også to klassikere, du der nævner! Og jo – kloge mennesker kan godt kede sig. Jeg vil ikke afsløre, hvor jeg har den viden fra, men jeg står fast ved det ;)
Haha, du reddede lige min bustur med det her indlæg! Jeg elsker, at de hvide løgne aldrig stopper – man bliver vist ved med at være et lille barn i sine forældres øjne.
Titanic løgnen fik jeg også. Jeg måtte ikke se, da kaptajnen gik ned med skibet. Derfor undrerede det mig meget, når min mor og storesøster sad og skrålede med på Celinè Dion med tårer i øjnene! Min mor spolede også forbi “døden” af Bambis mor. Man hører jo bare et skud?! Filmen gav først rigtig mening, da jeg så den igen for nogle år siden…
Åh tak, det er jeg glad for at høre! Haha, åh din stakkel – det lader til, at du er blevet snydt, ligeså meget som jeg er :D Jeg kan den dag i dag stadig ikke leve mig ordentligt ind i Titanicsorgen, fordi den ulykkelige slutning stadig er så fremmed for mig.
Hvide løgne? De er stærkt på på vej over i den grå zone!
Jeg var heldigvis så klogt et barn, at det aaaaaldrig er sket for mig. Eller?
Godt indlæg!
Ja, det er de! Min mor holder dog stædig fast i, at de er hvide ;)
Tak skal du have!
Sikkert men jeg kan ingen huske.
Til gengæld bruger jeg selv til min egen datter.
“Nej de champignon som jeg er ved at hakke i småstykker er ikke til aftensmaden men blot nogle til mig selv.”
Eller bare monstergift som er vinduesrens med blomster duft.
Den bedste er den fra min datter omkring Bilka ulven som vi nogle gange møder om søndagen. “Mor, det er ikke en rigtig ulv men det ved han ikke selv så vi lader som om han er det så han ikke bliver ked af det.”
Åh din datter bliver vist udsat for noget af det samme, min mor udsatte mig for :) Men det er jo nok for hendes eget bedste!
Hvor er det sødt, at hun ikke vil gøre ulven ked af det ved at fortælle den, at den ikke er en rigtig ulv! Hun lyder skøn :D