Det er måske godt nok, jeg er blevet rykket fra fashion til lifestyle, for jeg har haft dette outfit på 3 ud af de sidste 5 dage. Til mit forsvar er det de mest behagelige bukser, jeg nogensinde har haft puttet mine ben i! De er fra Zaras TRF-mærke og noget af det, jeg hev med hjem fra Budapest. De er forresten af finde lige her til bare 299 (nej, intet affiliatelink), og jeg kan kun anbefale dem. Jeg har dem på igen i dag.
Jeg vågnede alt for sent, fordi min telefon er gået i stykker og derfor kun sætter lyd på alarmen, når det passer den, og den er mildest talt moody for tiden. Det er drønærgerligt, at den går i stykker, netop som jeg endelig er færdig med den månedlige betaling (som dog var ret lav – så det er mest symbolsk træls), men den er altså helt kaput. Man kan ikke skrive, man kan kun lejlighedsvist ringe og besvare opkald, man kan ikke afspille youtube, netflix, musik eller podcast, medmindre man genstarter den lige før, man ønsker at blive underholdt, man kan ikke tage billeder eller videoer (hvorfor min Snapchat-konto (anneliwallmann) har stået voldsomt stille på det sidste), så nu har jeg overgivet mig og bestilt en ny. Det generer mig bare. Jeg vil så gerne være en af dem, der ikke tekniksviner, men de sidste par gange er der kun gået 2,5 år mellem telefoner. Jeg tror altså, de er lavet til at gå i stykker.
I dag står på regnskab for mit bette firma – det første af slagsen. Jeg har allieret mig med min far, så lige om lidt står den på et sandt puslespil af fakturaer og kvitteringer. Da jeg var barn, var jeg typen, der jævnligt talte min sparebøsse op og på allerfineste Onkel Joakim-vis lagde mønterne i tårne. Engang imellem vaskede jeg også hele opsparingen. Det lyder kriminelt, men det var bare med sæbevand, for jeg troede, det var det, andre betalte møntvaskerier for at gøre, og så ville jeg hellere spare de penge. Jaja, måske var det dumt, men jeg var hende med den reneste opsparing, og det er vel også en form for sejr.
Nu må jeg af sted. Min telefon forrådte mig virkelig i morges, så jeg har stinkende travlt. Kan I have en dejlig dag, piger! Der er 2 dage til weekend og 4 dage til sommertemperaturer. Det ser godt ud!
Jacket: Monki // Sneaker: Adidas // Jeans: Zara Trafaluc // T-Shirt: H&M // Bag: Zara
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Hey, why fix it if it ain’t broken? Og her taler jeg om dejligheds outfittet, ikke telefonen ;)
Jeg elsker børns umiddelbare tilgang til verden. Et møntvaskeri, siger du? Der må de da vaske mønter, haha! :D
Jamen lige præcis!!
Åh ja. Jeg går ellers og tror, jeg var et relativt begavet barn, men så husker jeg engang imellem episoder, der i dén grad taler for det modsatte :D
Sidder lige og overvejer, at klikke de der bukser hjem – men hvordan er de i størrelsen? Synes til tider, at det er en smule svært med zara :)
Jeg synes, de er nogenlunde normale i størrelsen. Hvis de er noget, er de til den store side :)