For mere end et år siden filmede jeg min første video om at være særligt sensitiv. Jeg endte med en times materiale, men efter at have set det igennem slettede jeg hele molevitten. Et par måneder senere gentog jeg processen. Igen røg det hele i papirkurven. Jeg tror faktisk aldrig, jeg overførte det til min computer.
Da jeg filmede videoerne, begyndte jeg at blive virkelig opmærksom på, hvor mange andre bloggere, der var ude at sige, at de var særligt sensitive. Det lød sgu nærmest som en epidemi. Og så gad jeg ikke. Det var som om, det lige pludselig blev til en form for diagnose. Eller værre: Et modefænomen.
Men det er ingen af delene. Kort fortalt er særlig sensitivitet en helt normal tilstand, som berører op til 20% af os. Det er et nedarvet personlighedstræk der gør, at nervesystemet reagerer kraftigere og mere følsomt på indtryk og stimulanser og bearbejder dem med større dybde (parafraseret herfra). Det er efterhånden en hel del år siden, jeg stødte på betegnelsen, og i løbet af få sekunder gav mit liv og min personlighed langt mere mening for mig.
Der var som sådan ikke noget, der var ændret, men med ét forstod jeg bedre, hvorfor jeg fik det dårligt af larmen i folkeskolens frikvarterer, hvorfor jeg har og altid har haft det så stramt med konkurrencer, hvorfor jeg kortslutter, hvis jeg skal have mange bolde i luften på én gang (men til gengæld brillerer, når jeg har mulighed for at fokusere på én ting), hvorfor jeg begyndte at græde, hver gang vi til børnefesterne blev tvunget til at danse ballondans, hvorfor jeg til selvsamme børnefester havde behov for at gå en tur for mig selv midt i det hele, hvorfor jeg får hovedpine og kvalme af det skarpe lys i Magasin og H&M (og tusind andre steder), hvorfor jeg adopterer andres sindsstemninger og derfor på millisekunder kan gå fra én ekstrem til en anden, hvorfor jeg er så bange for at begå fejl – og jeg kunne blive ved.
Jeg pinger på alle parametrene, og det er kraftige udslag. Men det er IKKE en diagnose. Det er en forklaring, og det er en forklaring, jeg gerne ville have kendt til tidligere.
Det ville have været godt med en forklaring, da mine klassekammerater på klassens time klagede over, at jeg til fødselsdagene “ville have opmærksomhed”, når jeg gik lidt væk fra festen. Hvad de ikke vidste var, at jeg som oftest inden jeg tog af sted havde spurgt om lov til at blive hjemme – hvilket jeg i en periode også fik.
Det ville have været godt med en forklaring, da jeg gik på efterskole og blev nødt til at få mit eget værelse og desuden aldrig blev på skolen én dag mere end nødvendigt, fordi jeg havde behov for ro.
Det ville have været godt med en forklaring, der kunne overbevise børneversionen af mig om, at der ikke var noget galt med mig, selvom jeg havde helt andre grænser end mine jævnaldrende.
I stedet fik jeg at vide, at jeg var sart. Når jeg holdt mig for ørerne, mens de andre børn skreg kagekonens sidste skrig. Når jeg så på, mens de andre legede stoledans. Når jeg ikke kunne holde ud af være i musiklokalet, mens alle øvede sig på hver deres instrument.
Og jeg er da også sart. Det bliver jeg nødt til at vedkende mig. Men det er kun minusserne ved sensitiviteten, der regnes ind, når man bruger det ord. For jeg er også plusserne, og det er nogle gode plusser, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er empatisk (til tider FOR empatisk, og det er afgjort et minus), jeg er skidegod til at koncentrere mig, jeg kan mærke musikken helt ind i sjælen, jeg kan sætte pris på små øjeblikke, mange ville skøjte henover, og jeg kender mig selv helt ind til knoglerne.
Jeg har en mavefornemmelse, der siger spar to, fordi jeg med det samme altid kan mærke, hvad der er rigtigt eller forkert for mig. Dét er, for mig at se, en kolossal styrke.
Jeg er navlepillende selvreflekteret, og jeg kender alle kringelkroge af mit sind ud og ind. Derfor ved jeg også præcis, hvad jeg kan holde til, og jeg ved hvilke situationer, jeg bør holde mig fra.
Den særlige sensitivitet er hverken en diagnose eller en evne. Den er ikke andet end et personlighedstræk. For mit vedkommende er det et meget dominerende træk og en del af mig, jeg først i mine tyvere har lært at omfavne og acceptere.
Som 20-årig var jeg overbevist om, at jeg var for gammel til at tage på festival, fordi jeg ikke kunne holde til larmen, kaosset, rodet, menneskene, nattekulden og det vilde ræs mod den perfekte plads. Sandheden er, at det bare er alt for voldsomt for mig.
Når jeg trodser mine grænser, er der stort set altid kontant afregning ved kasse ét. Hvis jeg ikke bliver syg, får jeg et forkølelsessår, og hvis det en sjælden gang glipper, kan jeg måske nøjes med at lukke mig inde i nogle dage, indtil min hjerne er kølet ned igen.
Den særlige sensitivitet er ikke én ting. Den er forskellig fra person til person, og man kan sagtens være særligt sensitiv uden at være så “sart” som jeg er.
Det er også værd at pointere, at jeg har en decideret diagnose oveni, og at de fleste derfor ikke vil opleve nær så voldsomme følger, som jeg gør. For mange er det vitterligt bare et fint personlighedstræk.
Dette indlæg har årevis undervejs. Jeg har tonsvis af kladder liggende, men hver gang en anden blogger har skrevet om emnet, har jeg sat det på pause for ikke at lyde som en medløber eller en, der også lige hovsa og vupti da godt kan se, der er noget om snakken, fordi underboens sindssyge techno er et irritationsmoment.
Lige pludselig var alle bloggerne særligt sensitive.
Men det giver god mening. Fordi vi er bloggere.
Vi er de mennesker, der frivilligt vælger at sidde hjemme foran computeren, mens andre spiller tennis eller er i fredagsbar.
Vi er de mennesker, der nyder stilheden og fordybelsen. Vi er de mennesker, der navlepiller nok til at skrive daglige indlæg om vores indre liv.
Vi er de mennesker, der har behov for at lukke omverdenen ude og fordybe os i vores eget univers.
Det var slet ikke meningen, at det skulle blive så langt, som det blev, men sådan går det, når jeg tager hul på en overoppustet tankeboble. Forhåbentlig kan det hjælpe nogle af jer til at forstå enten jer selv eller nogen i jeres omgangskreds. For mig hjalp det meget at kunne sætte ord på den del af mig, mange i tidens løb har haft så svært ved at forstå. Ikke fordi jeg fortæller det til folk, men fordi det gør, at jeg ikke længere er så tynget af dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan det, de andre kan.
Mathias sidder ved spisebordet med sin computer og har lige advaret mig, fordi der snart kommer en startlyd fra computeren, som han blev nødt til at genstarte. Han ved ikke, hvad jeg skriver om i dag, men han kender mig utrolig godt.
Jeans: Bershka // Boots: H&M (link) // Scarf: Pieces // Jacket: mbyM
// Striped t-shirt: Gina Tricot // Pullover: Pull & Bear
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
22 comments
Hvor er du god! Virkelig godt skrevet.
Mange tak, Sara! :)
Kære du!
Hvor er det bare et fint indlæg og det giver så god mening! Da alle folk begyndte at snakke om at være særligt sensitive, så blev jeg provokeret af, at det netop nærmest lød som en diagnose, når det i virkeligheden “bare” er en måde at være på. Jeg ER BARE sådan og har lært at acceptere det, også før jeg vidste at man kunne være særligt sensitiv. Men da jeg læste om det, så gav det så god mening og jeg følte pludselig, at jeg forstod mig selv endnu bedre, til trods for at jeg egentlig altid synes, at jeg har accepteret de sider af mig.
Men jeg har altid haft svært ved sammenkomster og fester. Fordi jeg helst vil rumme det hele og være med i alle samtaler og derfor pludselig ikke er i nogen overhovedet, fordi det hele flyder sammen og bliver for meget.
Jeg ville hellere være hjemme end være til gymnasiefester og jeg hadede lejrskoler (og efterfølgende rusture, som jeg dog kunne sige nej til). Det har gjort det lidt nemmere at forstå mig selv, men jeg er godt nok glad for at jeg også lærte at acceptere, at det er okay at jeg ikke levede om til idealet om at være oversocial og udadvendt og festlig, inden jeg vidste, man kunne være noget der hed særligt sensitiv.
Tusind tak, Malene!
Jeg kan så meget sætte mig ind i de eksempler, du kommer med! Noget af det værste i min verden er middagsborde og krydsende samtaler. Det kræver utrolig meget energi for mig at lukke de irrelevante ude og holde fokus på den, jeg er en del af, så jeg ender ofte bare med at sidde og stirre ind i kaosset. Eller få noget frisk luft! Det hjælper rigtig meget, hvis der lige er en hund, man kan lufte ;)
Jeg har også altid været helt elendig til lejrskoler (se bare her), og jeg er blevet meget gladere, efter jeg har accepteret, at min “sarthed” ikke er krukkeri, men en indbygget del af mig, som jeg har lov at tage hensyn til i stedet for at udfordre!
Hvor er det dejigt at høre, du kan bruge begrebet til at forstå dig selv bedre. Det er lige netop det, det også gør for mig. Det blåstempler alle de tanker og følelser, mange gennem tiden har enten hånet eller misforstået. Og det er rart!
Jeg blev ærligt talt også lidt provokeret, da alle pludselig skulle snakke om det som en diagnose, som om det var noget så frygteligt. Men i virkeligheden er det jo bare sådan nogle af os er. Og der behøver jo for dælan ikke være diagnose på hvert et personlighedstræk.
Ja, der kom lige sådan en sær bølge på et tidspunkt :)
Så fint og forklarende indlæg.
Tak for det.
KH Signe
Tak skal du have, Signe :)
Jeg har selv haft en del fordomme om det at være “særligt sensitiv” fordi alle (mere eller mindre) lige pludseligt var det. Jeg endte med at låne en bog om det, fordi det da ikke kunne passe, at alle nu havde samme diagnose, og først der fandt jeg ud af, at det var et personlighedstræk og ikke en diagnose.
Det er dejligt med en forklaring – og du beskriver det så fint. Du er dygtig til at skrive, afklare og skabe forståelse, så virkelig applaus til dig. Det er stort, Anne-Li :)
Det kan jeg godt forstå, du har haft, Caroline!
Det gik også fra 0 til 100 på få sekunder, og så kom det desværre til at lyde som en diagnose i farten.
Tusind tak skal du have! Det er jeg rigtig glad for, at du siger! :)
Tak for det her indlæg. Det siger alt, og får mig til at føle, at jeg måske, på et tidspunkt, godt kan stå ved at være særligt sensitiv igen. Noget, jeg ellers havde pakket langt væk, fordi det blev så voldsomt ‘moderne’. Tak for god og velovervejet formidling :)
Tusind tak, Julie!
Ja for Pokker! Stå ved det, own it, og sæt pris på det gode, det også er :)
Rigtig godt indlæg. Alle er vel sensitive på et eller andet punkt, ligesom alle har lidt ocd med nogen ting. Forskellen er bare, når det er noget er virkelig er bare at for nogen kan det mindske ens livskvalitet.
Da jeg for 7 år siden hørte om at være særlig sensitiv tænkte jeg ” Det er da det jeg er. Det er derfor jeg er så sart”. Jeg tog til lægen da jeg troede man kunne gøre noget ved det. Det viste jeg at jeg havde ocd. Vil dog også mene jeg er særlig sensitiv.
Næste år skal vi på skiferie med nogle venner. Min mands venner. Vi bliver 8 voksne og 6 børn som skal bo sammen. Jeg kan allerede ikke rumme det!!!
Tak skal du have, Tina!
Ved du hvad, det kan jeg virkelig godt forstå, du ikke kan rumme. Det lyder hyggeligt, men helt uoverskueligt. Jeg håber, du og din mand får et værelse med en dør, der kan lukkes. Husk på, at det altså er helt i orden at tage en pause engang imellem, når det bliver for meget :)
Et virkelig fint indlæg! Man har hørt så meget om at folk nu er særligt sensetive.. synes emnet er rigtig spændende.. men man kunne også hurtigt tro at det er den nye dille.. samtidig er der en del ting som jeg kan nikke genkendende til..
Tak, Freja!
Ja, det var lige ved at tage overhånd i en periode – måske fordi det i så høj grad blev fremstillet som en diagnose i stedet for et personlighedstræk :)
Wauw!! Det kunne jeg have skrevet. Bare ikke ligeså godt. Tak fordi du sætter ord på det 😊
Mange tak, Fru Skov :)
Som fellow særlig sensitiv, også med diagnoser oveni, tager jeg virkelig hatten af for dette indlæg. Dit indlæg med angst er virkelig også af samme høje kaliber!
Tusind tak skal du have, Marie! Det er jeg glad for, du synes :)
[…] Det er ingen hemmelighed, at jeg døjer en hel del med angst. Det har jeg gjort i de sidste 3 års tid, og det er desværre kun blevet værre, indtil jeg for nogle måneder siden begyndte at arbejde fokuseret med det. Jeg tænkte det længe som et livsvilkår og noget, jeg bare måtte lære at leve med – som om det bare var en udvidelse af min særlige sensitivitet. […]
You write so well Anne-Li :) I love to read your articles, you have a very special depth and freshness, your dedication to bring insight and value to your readers shines through and hits the spot, and you do it in your own delicate, intelligent original way .
I am commenting on this, because it gave me tears. The time when I was going to kids parties is longer ago than in your case hehe, (in the 70ies) but your description brought precisely back the same agony I was going through ! identical. Same games I couldn’t stand and wanted just to run away from quickest possible :P For me too it has been such a relief when I discovered that this “state of being” can have a definition. I don’t know why, putting a name on what is only a personality trait, helps accept it more and explain it, I think. It feels validating. So one can live on peeling off the guilt for not being like all others :( and focus on contributing with what we do better than others, instead of feeling bad for what we do worse ! ;)