I går havde jeg en lidt sjov oplevelse på uni, da jeg endte i gruppe med en pige, der viste sig at være en, jeg har haft i baghovedet i næsten 20 år – min bedste børnehaveveninde. Vi var uadskillelige, og jeg var knust, da mine forældre fortalte, at hun flyttede væk. Det var på samme tid, som vi skulle begynde i børnhaveklassen, og vi sås et par gange derefter, men af uransagelige årsager flød venskabet ud i sandet.
Børnehaveklassen kan være en travl, hektisk tid…
Jeg er velsignet med et temmelig specielt navn, så da hun hørte det, kunne hun med rimelig sikkerhed regne ud, hvem jeg var. Det var dæleme mærkeligt at opleve sådan en genforening midt i en diskussion om Minecraft. Heldigvis kunne den da anvendes lidt i mediesnakken, da en af hankønnene tørt bemærkede, at en sådan adskillelse ikke var kommet på tale, hvis de sociale medier havde haft noget at sige i 90’erne.
Det viste sig, at “langt væk” betød “på den anden side af byen”, og at hun faktisk kun flyttede omtrent 10 kilometer væk dengang. Jeg troede, det var Asien eller sådan noget, men det var bare en anden forstad til Århus, og jeg kan virkelig ærgre mig over, at det ikke lykkedes os at holde kontakten på tværs af by og forskellige børnehaveklasser, for hvor ville det være awesome at have en veninde helt tilbage fra børnehaven. Jeg har faktisk ingen venner fra før, jeg kom på efterskole.
Da jeg tog afsked med min folkeskole, blev jeg nødt til at trække en streg og give slip på alting bag den. Jeg var skuffet over den veninde, jeg i 10 år havde været bedsteveninder med, og som jeg også havde gået i folkeskole med. Jeg var stadig rigtig glad for hende, men jeg kunne ikke give slip på, hvordan, jeg følte, havde svigtet mig, da jeg virkelig behøvede hende. Det var sgu også nederen gjort, men på den anden side var vi 13 år dengang, og hun kæmpede nok også bare for egen overlevelse i pigeverdenen. Dengang evnede jeg bare ikke at gennemskue gråzonen, og derfor sagde jeg farvel til en veninde, jeg i dag er meget ked af at undvære.
Det blev bare meget sort/hvidt dengang. Jeg har ikke mange minder fra 8. klasse, der var mit sidste år i folkeskolen, men jeg har alligevel en række gode minder med især én bestemt veninde. I foråret flyttede vi midlertidigt til Hornslet, og jeg kan huske, at hun flere gange kom ud og besøgte mig og tog tog både frem og tilbage. Jeg var afgjort ikke en prestigeveninde, og hun har helt sikkert sat sin egen position en smule i fare for at være min veninde. Om sommeren rejste vi til Malta på en sprogrejse, som for mit vedkommende endte med at blive en gennemført fiasko, og jeg så hende kun få gange efter det. Det var sgu en sølle tak at give hende for en masse års godt venskab, men det har jeg først kunnet se i de sidste år, hvor jeg er kommet tilpas meget på afstand af det.
Jeg har haft en tendens til at se alle de andre som skurkene, og dem var der da også en del af, men jeg har virkelig fejlet ved at skære alle over én kam og derigennem vende hele min barndom ryggen. Dengang kunne jeg bare ikke overskue konsekvenserne, og det faldt mig aldrig ind, at min egen opførsel faktisk også var lidt lortet.
Der er ingen at dele minderne med, og selvom det kan være hyggeligt at mindes Spice Girls-kort og spiralsnørrebånd med alle de andre 90’er-børn, ville det nu være fedt ikke at have min egen barndom alene, men at have nogen at mindes turene på den flyvende kost i min farmors have med.
Nå, men gjort er gjort, og sket er sket. Geden er for længst færdigbarberet, og man kan heldigvis godt have et fremragende liv, selvom der ikke er nogen, der kan huske Det Lille Hus i Skoven, vi legede købmandsforretning i.
Det var så underligt at se min børnehaveveninde igen, for selvom jeg kun har få minder fra den tid, kan jeg tydeligt huske, hvor glad jeg var for hende. Jeg skrev med det samme til min mor og bad hende gætte, hvem jeg lige havde mødt, og der gik omtrent 3 sekunder, før hun gættede rigtigt – i første forsøg. Det er dæleme mærkeligt, men det viser nok også bare, hvor tæt på overfladen det gamle venskab alligevel har ligget. Og det gør de jo, venskaberne. Bare fordi de ikke er der længere, kan de jo sagtens have en enorm betydning. Jeg var ikke den, jeg er i dag, uden de veninder, jeg ikke længere har, og de gode minder er der jo stadig, selvom der ikke er nogen, der står på spring for at dele dem.
Kunne jeg gå tilbage og ændre min måde at håndtere min situation på, kan jeg love for, at jeg gjorde det, men når det nu ikke er muligt, kan jeg i det mindste sige, at jeg har lært af mine fejl. Jeg ved godt, det for tiden er meget moderne et sortere og “rydde op” i sine bekendtskaber, men det er en meget stor beslutning at vende et menneske ryggen, fordi man måske ikke længere er 100% kompatible. Der er meget at hente selv i små brøkdele, og jeg er generelt tilhænger af hellere at give folk 10 chancer for meget end én for lidt. Det er det, jeg kan tage med mig, og så har det hele jo været godt for noget.
Har I stadig nogle veninder, som I har kendt for evigt? :)
Jeans: Bershka (lignende her og her) / Top: Forever21 / Skjorte: Vero Moda Jeans (lignende her) / Sneakers: Adidas
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
18 comments
Jeg har stadig en veninde som jeg har kendt siden børnehaven. Vi har siden folkeskolen bevæget os fra hinanden, men når vi så mødes engang hvert halve til hele år, er det som om vi ser hinanden ofte. Jeg har svært ved at sætte ord på det, men det er som om vi accepterer hinanden 100 % og bare kan snakke i flere timer. Jeg ærgerlig over at vi ikke ser hinanden så ofte, men vi har hver vores at se til med studie osv. og det er også helt i orden.
Ej hvor dejligt! Det handler jo heller ikke om, hvor meget man ses. Så længe man ved, man har hinanden og har det godt, når man er sammen :)
Jeg er faktisk så privilegeret, at jeg har kendt min bedste veninde lige siden jeg blev født. Mine forældre og hendes forældre var naboer, da vi var bebser, og min veninde er født et halvt år før mig. Så da jeg blev født blev hun slæbt med på hospitalet, og vi har været venner lige siden, hele vejen op gennem fælles børnehave, spejderklub, folkeskole, fodboldhold og gymnasium.
Og vi er yderligere så heldige, at vi faktisk er et trekløver, omend nummer tre, som er et år ældre end mig, “først” blev vores ven, da vi startede i den dagpleje, som hendes mor kørte. Lige siden dengang har vi tre været veninder, ligesom vores forældre stadig er venner, og når vi ikke ses bare os tre ses alle tre familier fast en gang om året til bowling og spisning :)
Hvor er det fantastisk! Det ville jeg godt nok ønske, jeg også havde! :)
Jeg har faktisk ikke nogen veninder jeg stadig ses med, som er fra før gymnasiet. Både dem fra folkeskolen og efterskolen røg rimelig hurtigt. Dem fra folkeskolen ser jeg dog engang imellem, og dem er der intet ondt med ;) De veninder jeg har nu er fra mit 3. år på gymnasiet (jeg skiftede gym mellem 2. og 3.g) og så dem jeg har fået igennem studiet. Jeg kan helt sikkert godt følge dig i at det er mærkeligt at ens barndomsminder ikke deles med nogle man omgås med faktisk er det ikke noget jeg tænker så meget over. Alle 90’er-minderne har mine veninder nu heldigvis også – de var også fan af Spice Girls og hvad ved jeg ;)
Jeg synes, det er meget rart at høre, jeg ikke er den eneste :D Engang imellem ligner det bare, at alle er medlem af sådan en børnehavebande, der bare har kendt hinanden for evigt! Det er nu heller ikke noget, jeg tænker meget over, men det slog mig bare lige i går, og det er da en følelse, der med jævne mellemrum kommer på besøg – nok også fordi jeg er træt af den måde, det hele skete på. Der ligger lidt fortrydelse og ulmer :)
Men ja – pyha! Vi kan heldigvis ALLE sammen synge med på Barbie Girl! :)
Mange af mine veninder fra dengang er også røget i svinget. Nu er det primært en lille gruppe fra efterskolen, få fra gymnasiet, højskolen og så ellers universitetet. Men det hænger nok også primært sammen med, at jeg ikke havde den allerbedste oplevelse af folkeskoletiden og ret hurtigt sorterede fra den vej rundt.
Vi er efterhånden også så gamle, at efterskoleveninder er “gamle” veninder :D Der er i hvert fald sket meget siden dengang, så på sin vis er man jo også vokset op sammen!
Sådan et fint indlæg. Og så tankevækkende. Jeg holder så meget af at klikke forbi herinde til pæne billeder og ægte snak :)
Jeg har også få ‘gamle’ veninder tilbage. Da jeg var 11 år, flyttede jeg fra Kolding til Varde, og dén afstand var der ikke rigtig noget, der kunne holde til. Det var jo flere lysår væk dengang, og selv med de bedste intentioner lykkedes det bare ikke rigtigt. Varde faldt jeg vist aldrig helt til i, så den ældste veninde jeg i dag har er fra 10. klasse – resten er gymnasieveninder, uni-veninder og mennesker jeg har lært at kende igennem veninders veninder.
For et par år siden tilføjede jeg dog tilfældigt min ældste hjerteveninde fra Kolding på Facebook og Instagram. Det er ret sjovt, for nu liker vi til højre og venstre og skriver små kommentarer. Selvom det aldrig bliver et venskab igen på den måde, så er det alligevel ret hyggeligt at få lidt tilbage på den måde. Og blive en tilskuer til en persons liv, som engang betød alverden. Det kan jeg faktisk meget godt lide. Så forsvinder folk ikke helt.
Du er så sød, Rikke! Tak!
Ligeså irriteret man engang imellem kan blive på facebook, ligeså godt kan det altså være :) Og du har ret – hvis ti kilometer mellem to forstæder svarede til afstanden mellem Danmark og Asien, så er der jo lysår mellem Kolding og Varde!
Jeg har tre veninder jeg har kendt siden vi startede i skole. Vi ses ikke så ofte længere, og bor heller ikke alle sammen i nærheden af hinanden længere, men vi ses et par gange om året og snakker sammen oftere. I nogle perioder er det sværere at holde kontakten, men vi har aldrig sluppet helt, og det er fedt! Vi kender jo til hinandens baggrunde og familier og det er egentlig meget rart at kende nogle der ved hvor man “kommer fra” :)
Hvor hyggeligt! Man må nok også vokse fra lidt fra hinanden i perioder, når man kender hinanden så længe, men så længe venskabet er solidt nok, er det jo ligemeget :)
Man kan jo godt samle veninder op! Jeg har haft stor glæde af gensynet med min folkeskoleveninde Birgitte som jeg tog forbindelsen op med for omkring 5 år siden – vi har skønne snakker og mange grin, og ellers hvert vores liv. Og snart kommer hun med sin mand og besøger mig – og min mand :-) Det glæder vi os alle til. Bare saml op :-)
Min bedste veninde er helt tilbage fra både vugge- og børnehave. Vi har hængt sammen siden sandkassen og senere i folkeskolen, hvor vi gik i samme klasse. Hun flyttede dog med sin familie i 7. klasse – helt til Falster! Jeg kommer fra nordsjælland, så det var ok langt væk.
Men hvis det er ‘ægte’, så kan det stå distancen! Vi havde den trofaste nokiatelefon og arto, og så tog vi på skift hele weekender på besøg hos hinanden. Sådan kørte det resten af folkeskolen og op igennem gymnasiet. Nu går vi begge på universitet og bor 5 minutter fra hinanden i København og er stadig bedsteveninder. :)
Nej hvor dejligt! Det må være det hyggeligste og mest trygge venskab nogensinde :D
Ja, det tror jeg også på. Desværre var min børnehaveveninde og jeg nok for unge, da vi blev “skilt ad” til at kunne gøre ret meget ved det. Arto ville have gjort underværker ;)
Hvor er det en fin historie – og hvor er I heldige med hinanden :)
Super sød historie og nej jeg har desværre ikke nogen tilbage..
Jeg mistede alt hvad jeg havde da jeg for ca 9 år siden blev syg.
Knus <3
Det er jeg ked af at høre. Det er netop i sådan en situation, man har allermest behov for støtte og opbakning. Heldigvis kan jeg da se på din blog, at der er en masse, der har gode ting at sige om dig, og det lader da virkelig til, at du er kommet efter det :)
Ja det var netop der jeg havde brug for dem, så når nu de ikke kunne være der, så er det måske alligevel meget godt at jeg kom af med dem.
Men ja, jeg er kommet ufattelig langt og har andre dejlige mennesker i mig liv.. Har dog rigtig mange savn, men det er noget man må leve med. Jeg bebrejder dem det ikke, psykisk sygdom kan være rigtig svært for alle pårørende.
Knus <3