Skirt: ebay // Sweater: Gina Tricot (2hand) // Shoes: H&M
Jeg kom alt for sent i seng i går aftes. Min lillebror var på besøg og lånte sofaen, men da han lagde sig til at sove, snuppede jeg min bog og lagde mig til at læse. Længe. Alt for længe. Derfor vågnede jeg også aaaalt for sent i dag – helt udmattet af at sove længe og en smule desorienteret. Sådan kan det gå.
Ved et-tiden kom min mor forbi til en kop te, og da jeg fortalte hende, at jeg har sagt ja til at være vært for en folkeskolereunion i slutningen af november, kom vi til at tale om min folkeskoletid. Det sidste år i min folkeskole var et helvede, hvorfor jeg valgte at tage på efterskole i niende klasse og starte på en frisk blandt nye mennesker i et splinternyt miljø. Ofte når jeg tænker tilbage, tænker jeg ikke længere tilbage end til min efterskoletid – hvorfor ved jeg ikke, for der var mange gode år i folkeskolen, bare ikke de sidste. Min mor bragte de sidste folkeskoleår på banen, men til min frustration husker jeg kun en brøkdel derfra. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har blokeret rigtig mange minder fra den tid, fordi mit sind simpelthen ikke har kunnet holde til dem, men min mor; hun husker, og i dag fortalte hun mig en historie, jeg selv kun huskede brudstykker af.
En morgen (jeg tror det var i 7. klasse) gik jeg hjemmefra uden min madkasse. Det er jo, hvad der kan ske, og jeg tror ikke, jeg selv havde opdaget det, før min mor tænkte, at hun da lige kunne køre op med den til mig. Jeg havde hjemkundskab på det tidspunkt, så min mor tog trapperne op til hjemkundskabslokalet. Chokeret opdagede hun, at jeg sad uden for døren og græd, og hun skyndte sig selvfølgelig at spørge, hvad der var sket:
Min hjemkundskabslærer (lad os kalde ham Jørgen.. for det rimer på hans rigtige navn) satte os til at lave æbleskiver og gik rundt og spurgte os, hvordan det gik med dem. Marie og jeg havde nogenlunde styr på æbleskiverne, så jeg svarede selvfølgelig, at det gik fint. Ud af det blå, som et lyn fra en klar himmel, som en sindssyg lærer i et hjemkundskabslokale, greb han hårdt fat i begge mine arme, bankede mig ind i et skab og skreg, at jeg ******* skulle lade være med at være så flabet. Han trak mig uden for døren, hvor han holdt mig fast og skreg videre af mig.
Jeg tror, jeg var i chok. Jeg var hende den stille, hende der altid opførte mig pænt, altid lavede mine lektier, altid sagde pænt “hej” og “tak for i dag”, og lige pludselig var jeg hende, der stod med en rødglødende lærer ind over mig. En lærer der beskyldte mig for at sabotere hans undervisning, for at kigge ubehageligt på ham (Ja, han skældte mig rent faktisk ud, fordi han mente, jeg så på ham, som om jeg ikke brød mig om ham) og for at være så flabet, at jeg ødelagde hans undervisning. Jeg kan ikke huske, hvad han råbte, da han igen gik ind til klassen og lod mig sidde uden for døren, men alene blev jeg endelig. Uden for døren for første (og indtil videre eneste) gang i mit liv.
Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før min mor intetanende ankom med min madpakke og fandt mig grædende, men da jeg fortalte hende, hvad der var sket, kom Jørgen ud til mig, så at min mor var der og antog, at jeg havde ringet efter hende. Han gik helt berserk og skreg endnu mere af mig – nu med min mor som vidne – og da min mor meget bestemt stoppede ham og ville vide, hvad fanden han egentlig havde gang i, kunne han ikke give hende bedre svar, end at han syntes, jeg havde været flabet. Hun tog mig hjem fra skolen i samme sekund og talte med mig om, hvad der egentlig var sket, for selvfølgelig skulle jeg ikke være flabet over for en lærer, men samtidig var hans reaktion jo helt utilstedelig, selv hvis jeg havde været det. Vi kom til bunds i det, og hun sørgede for at tale med nogle af mine klassekammerater, der kunne bekræfte min forklaring, og så sendte hun ellers et brev til Jørgen og rektoren.
Vi kom til møde med de to og min klasselærer, og Jørgen var meget lille og ynkelig, da han rystende gav mig en uforbeholden undskyldning. Problemet med en undskyldning er bare, at den ikke sletter det, der er sket, og at han ikke blev mindre sindssyg af at give mig en undskyldning. Hvis han kunne eksplodere sådan overfor mig i et hjemkundskabslokale på grund af et blik, han mente jeg gav ham, da jeg svarede ham på hans spørgsmål, så kunne det også ske for ham i alle mulige andre situationer over for alle mulige andre børn. Min mor fik arrangeret, at jeg aldrig mere skulle have ham som lærer, så min klasse slap for ham. I et stykke tid. Andre klasser og andre børn måtte finde sig i at have ham som lærer, finde sig i at han i tysktimen satte en film på, gik ud af klassen og sagde til dem, at de endelig ikke måtte spole frem. Sig det til en 9. klasse og vær sikker på, at de spoler frem. Til en pornofilm.
Jørgen var maniodepressiv. Han var dybt uegnet til at have med børn (og andre mennesker) at gøre, men alligevel blev han i sin stilling. Godt nok afbrudt af en sygemelding hist og her. Når jeg tænker tilbage på den dag, kan jeg mærke, at det stadig påvirker mig, og at han bidrog til at gøre min folkeskoletid utålelig. Det er fint, at han sagde undskyld, men det bliver aldrig godt nok. Jeg kom blandt andet til at tænke på Jørgen, da Sneglcille skrev dette meget rørende indlæg om sin egen folkeskoletid. Nok er det lang tid siden, men det er desværre noget, jeg stadig bærer rundt på. Heldigvis tænker jeg kun sjældent på den episode, men det er den, der spøger, når jeg ikke tør spørge min forelæser til råds. Den spøger, når jeg er bange for at betvivle ting, “de voksne” siger, og den er med mig, når jeg mindst venter det. Det er så vigtigt, at vi tænker os om og behandler hinanden ordentligt, for der er meget, selv en undskyldning ikke kan rette op på.
For god ordens skyld, vil jeg pointere, at Jørgen havde ret, da han fornemmede, at jeg ikke brød mig om ham. Det var vi mange, der ikke gjorde.
English recap: This is a story about a teacher I once had. He was bipolar and not at all fit for his post, and he ended up behaving really badly towards me. It is a long story, and I’m not going to translate everything. The point is: Please think about how you treat other people – there are things even an apology cannot fix.
8 comments
Dette indlæg rørte mig virkelig. Tusind tak fordi du skrev det. <3
http://winslow.bloggersdelight.dk/
Tusind tak, det er jeg glad for at høre! <3
<3
Tak <3
I 6. klasse skiftede jeg skole efter lang lang tids mobning. Dråben var en episode, som minder meget om din – min natur&teknik-lærer råbte af mig jeg var flabet og holdt mig fast da jeg ville gå. Jeg bliver så glad når jeg ser hvor mange anti-mobning-programmer der sættes i gang i dag, og når jeg ved at både jeg, men også andre – dig, formåede at komme videre på trods.
Først og fremmest: Tusind tak for din kommentar! Jeg synes ikke selv, det er så nemt at tale om den periode af mit liv, så jeg sætter stor pris på, at du også deler lidt fra dit! :)
Det lyder som om, du har haft nærmest samme oplevelse. Det er forfærdeligt, at man ikke kun skal frygte eleverne, men også lærerne, der burde være støtter i en svær tid. Jeg følte mig så forrådt og svigtet, og du har fuldstændig ret i, at det er et fantastisk skridt i den rigtige retning med alle de gode antimobingsprogrammer. De er nødvendige.
Jeg er glad for at høre, at du kom videre – den eneste vej er frem!
Puha, det lyder godt nok som en forfærdelig oplevelse. Det lyder så uprofessionelt og utilgiveligt, og burde jo aldrig været muligt, at en psykisksyg får lov til at undervise børn. Underviser han stadig. Jeg kan godt forstå det stadig spøger hos dig, jeg frygter at man aldrig nogensinde ryster sådanne oplevelser af sig.
Jeg havde selv en forfærdelig folkeskoletid, her var det dog pigerne i min klasse der tyranniserede. De gør det stadig svært at åbne op for andre mennesker og stole helt hundrede på nogen som helst. Det er 10 år siden jeg afsluttede folkeskolen.
Jeg håber jeres reunion kan give nogle nye, gode minder om din folkeskole og måske genopfriske nogle af de gamle. Rigtig flot og modigt indlæg.
Det var det også. Desværre var det bare én af mange. Hovedparten af mine folkeskoleproblemer kan tilskrives en pigegruppe (hvilket det lader til, du desværre også kender til), og det er dem der stadig præger mig mest. Jeg har det på nøjagtigt samme måde – ni år efter. Det er utroligt, hvad en dårlig folkeskoletid kan betyde – det tror jeg de færreste forstår, hvis ikke de selv har oplevet det.
Ja, det håber jeg også. Jeg er voksen nu (siger folk), og derfor må jeg også bare sige fra, hvis der er noget, der bliver ubehageligt. Det prøver jeg at huske mig selv på. Men det er lettere sagt end gjort.
Tusind tak fordi du også delte noget af din historie!
KH