I dag er det 11 år siden, jeg blev konfirmeret. Det er i sig selv intet særligt jubilæum, men i går aftes faldt jeg tilfældigvis over min gæstebog fra dagen og fandt begge mine forældres taler til mig. Især min mors tale kan jeg læse igen og igen (blandt andet fordi den i modsætning til min fars er skrevet på computer og dermed noget nemmere at tyde), og jeg blev virkelig overrasket over, hvor lidt jeg i bund og grund har ændret mig siden da. Selvom jeg på mange måder har forandret mig, så er min kerne helt og aldeles den samme, og når jeg læser min mors små historier fra jeg var en 10-11 år, kan jeg tydeligt se, at jeg allerede dengang var en lille færdigformet personlighed.
I dagens anledning vil jeg dele et lille udsnit af min mors tale med jer – en episode jeg husker, som var det i går.
3. maj, 2003
(…) Du har sagt og gjort meget sjovt igennem dine 13 år. Desværre har jeg ikke nedskrevet det hele, men noget har jeg gemt. Denne lille morsomhed illustrerer meget af det, du består af: humoristisk afstandtagen, stærk hukommelse og ikke mindst litterær indsigt og interesse. Her kommer den:
Det var den 23. marts 2001 – Anne-Li og jeg sad alene ved middagsbordet, fordi Laust var til videoaften hos en klassekammerat. Jeg anfægter, at Anne-Li er en anelse længe om at få skovlet de sidste mundfulde indenbords, hvortil hun tænksomt, langsomt og tydeligt siger:“Och alla dessa dagar, som kom och svannt – innte viste jag, att det var livet.”
Som en ekstra krølle på historien kan nævnes, at hun kiggede skævt op på mig for at se, om jeg genkendte citatet, før hun koket sagde: “Tjekhov!”
Jeg ved ved Gud ikke, hvorfor jeg valgte at citere Tjekhov på svensk, men det gjorde jeg altså, og jeg har lidt lyst til at high five 11-årige mig for det helt igennem kølige og perfekte svar, der købte mig lidt ekstra tid med fremtidige middagstallerkner. Hvorfor det ikke allerede dengang stod klart for mig, at jeg på den ene eller anden måde skulle beskæftige mig med sprog og litteratur, kan jeg ikke forstå, men det er heldigvis gået op for mig i løbet af de sidste 5 år, og når jeg læser min mors tale igennem, får jeg et sjældent klart billede af det menneske, jeg både var og er, og jeg får jeg en skøn fornemmelse af, at jeg endelig har fundet min rette hylde.
Har I stadig jeres konfirmationstaler? :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Ha ha, børn siger de sjoveste og klogeste ting :)
JA! Og så er det skønt, når forældre husker at skrive dem ned :)
Så vidt jeg husker, var der også ‘Drachmann. Holger Henrik Herholdt Drachmann. Herholdt med D!’ Får vi mon også det afsnit??
Næh, men du husker rigtigt :)
Hej! Jeg er ny (og glad) læser herinde hos dig. Har tænkt på dette smukke svenske citat, siden jeg (gen)læste det her hos dig. Du skriver, at det er fra Tjekhov? Umiddelbart siger google en svensk digter, Stig Johansson? Men kom Tjekhov først med det? Jeg spørger ikke for at være besværlig, men bare fordi jeg sådan fik lyst til at læse det skuespil/den tekst, det stammer fra :)
Hej Signe! Du er så hjerteligt velkommen :D
Jeg kan godt se, at google mener, det er Stig Johansson. Det er jeg utilfreds med. Det eneste, jeg ved, er, at jeg som lille havde læst det et eller andet sted, hvor der stod, det var Tjekhovs ord. Hvis det var løgn, er det da trist! Men det er det nok, når google siger det :D
Haha, det er okay at være lidt besværlig engang imellem – især når man har ret!
Du har det fra et teaterprogram, der har ligget hjemme hos mig, hvori det tilskrives Tjekhov – fra forestillingen ‘Tre Søstre’, som jeg så i Glassalen, da I var små. Programmet var så smukt, i sølv, at jeg havde det liggende fremme længe – med det citat på enten for- eller bagside. Altså tilskrevet Tjekhov… Hvad skal man snart regne med??
Pyha. Så var det i hvert fald ikke min hukommelse, den var gal med. Kildekritikken på den anden side …