Jeans: Asos, Sweater: H&M, Jakke: Fars gamle, Taske: Vintage, Sko: H&M
Jeg så lige en kommentar til en dansk youtubevideo (ikke en af mine egne), og den gjorde mig ærlig talt en smule ond i sulet:
Det er synd du laver dine øjenbryn så unaturligt og grimt sorry. (Nohate) :) ❤️❤️
Der er få ting, der kan irritere mig så meget, som folk der dækker over deres svinere. For mig at se er man bare endnu mere en nar, hvis man ikke engang kan stå ved de grimme ting, man siger til andre mennesker. Optimalt lader man bare være (ikke?), men det der med at dække med hjerter, smileys og #nohate, det er simpelthen for nosseløst.
Nu er øjenbryn en ting, jeg synes, folk ofte fucker op i (inklusiv undertegnede – på det tredje billede nede fra kan man spotte et hul i min udfyldning), og jeg skal da blankt erkende, at skribenten havde en smule ret i, at øjenbrynene kunne have været tegnet bedre op. Jeg tænkte det selv, men det faldt mig overhovedet ikke ind at skrive til den pågældende youtuber og udpege problemet. Men det er da egentlig heller ikke ret fedt?
Jeg er så bange for at kritisere folk, at jeg altid lader være.
Jeg havde en lidt for lang periode, hvor jeg ikke forstod, at foundation skal blendes lidt ned ad halsen, så man ikke får sådan en kæbekant, som Christine Feldthaus lidt uheldigt sportede i DR2s “Man køber da sex“. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min mor spyttede sig i hænderne og gned min linje ud (mødre nyder at putte spyt på deres børn!), før jeg forstod det, og hvis jeg tager makeup på i dårligt lys, kan det stadig ske. Det vil jeg sådan set gerne have at vide! Ligeledes vil jeg gerne have at vide, hvis jeg har læbestift på tænderne eller en fugleklat i håret. “Du har en lort i håret #nohate”.
Jeg tror bare virkelig, at nogle mennesker har misforstået begrebet “konstruktiv kritik”, så nu vil jeg da lige opstille et hypotetisk eksempel. Jeg tror vitterligt, jeg må have verdens sødeste læsere, for jeg har absolut INGEN eksempler at vælge imellem. Tak.
Lad os tale lidt om min header. Den kunne være bedre. Jeg vil slet ikke fortælle, hvor latterligt lang tid, jeg brugte på den, og hvor møgfrustreret jeg blev, da jeg uploadede den, og den så af en eller anden årsag viste sig at være sløret. Nå, men der er fire måder at tackle problemet på:
1) Lade som ingenting (en strategi samtlige af mine læsere har valgt (og den samme strategi, jeg nok selv havde valgt))
2) At lægge en kommentar med ordlyden: “Fuck en klam lortemøgheader din fede ål!”
3) At lægge en kommentar med ordlyden: “Fuck en klam lortemøgheader din fede ål! :) #nohate <3<3
4) At lægge en kommentar ala: “Skal jeg have briller, eller er din header sløret? Er det meningen, eller er du blevet godt og grundigt røvrendt af dit redigeringsprogram? Prøv evt. xxxxx i stedet, hvis du bliver træt af det disede look :)
Det lader til, at utroligt mange kommentarskrivere og -givere tror, at mulighed nummer 3 er det rigtige svar på, hvad konstruktiv kritik egentlig er, og derfor ender vi alle sammen med et lager af ubehagelige kommentarer, vi godt kunne have undværet.
Det er ikke altid bydende nødvendigt at kritisere folk. Selvfølgelig må I gerne give lyd, hvis I bliver rundtossede af min header, ville ønske, jeg havde været bedre til at skjule mine hårnåle eller får OCD-spasmer på grund af mit øjenbryn, men ofte er det bare en brandgod idé lige at tænke: “Er det i bund og grund mit problem?” før man farer af sted og lukker galde ud over en tilfældig, hvis knæ bøjer lidt for meget indad til ens smag.
I ved jo udmærket, at det ikke er jer, jeg taler om, men jeg har altså ikke nerver til at tage debatten op, der hvor det sner, så det bliver her i stedet.
Jeg kan tydeligt huske en af de kommentarer, jeg fik i folkeskolen, lige før jeg flyttede klasse: “Ikke for at være ond, men du er bare ikke moden nok til at være med!”
Det blev hun ikke mindre “ond” af.
Hvad synes I? Er den misforståede “konstruktive” kritik med #nohate bedre end at holde mund? Og hvilken mulighed ville I selv have valgt? Evt. en femte?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
13 comments
Ha ha, jeg kan nu meget godt lide ideen om, at man kan skrive sin kritik og så lave et #nohate, ha! Når det så er sagt, så har jeg ikke lagt mærke til, at din header er sløret. Men måske det er fordi, min skærm er fyldt med indtørrede spytklatter, at jeg ikke kan se det ;-)
Anyways, jeg er helt klart for konstruktiv kritik og er nok lidt ligeglad med, hvordan det kommer ud, hvis det er her på nettet. Jeg mener, intet på nettet er jo reelt og konstruktivt, så derfor forventer jeg heller ikke, at kommentarer er det. Men HVIS du eller andre bloggere gerne vil have noget konstruktiv kritik på enten design eller header, så kan man jo bare spørge. Jeg fortæller gerne, hvad jeg synes, hvis du vil have det ;-)
p.s. jeg elsker forresten dit design, det er noget nær det flotteste i blogland!
Det med skærmen er du (desværre) ikke alene om. Jeg blev lige nødt til at rykke din kommentar længere op, så jeg kunne se den ordentligt.. Nu henter jeg en brillerenseserviet! Lige om lidt.
Ja – vi kan jo bare spørge, hvis vi vil have svar :D Jeg har dog ikke spurgt – fordi jeg nemlig håbede, folk ikke ville lægge mærke til det, før jeg fik mulighed for at lave en ny.
Og tusind tak skal du have! Det er jeg virkelig glad for, du synes! Jeg er også ret glad for det :)
Åh ja, jeg støder også på dem fra tid til anden. Og synes faktisk det er et stigende problem, at der er kommet toner på Facebook, hvor folk er så direkte og nærmest had-agtige, hvor de absolut ikke burde. Og så er det jo klart, at hvis man færdes i internetmiljøer, hvor der er had ”hele tiden”, så er det vel oplagt lige og skrive #nohate, selvom man sender mindre pæne ord afsted?
Jeg ville personligt aldrig benytte mig af den formulering eller noget der ligner. Det er jo lidt ligesom at være dobbeltmoralsk et eller andet sted. Enten står man ved det,så skriver man det konstruktivt eller så lader man være.
Jeg mener, at kunne huske ordets betydning, når både stemmeføring, ansigtsmemik osv. er skåret fra, faktisk kun betyder 7 % af hvordan vi opfatter det der bliver sagt. Og det er jo ret tankevækkende :)
7% ? Det var godt nok ikke meget!
Det kan være, vi burde indføre de gammeldags chatforkortelser (*gg*) med nye bogstaver? *nh* = nohate, *di* = det’ ironisk og *jjmdsssdl* = ja, jeg mener det, så slemt som det lyder!
De kunne hurtigt hitte ;)
Først: virkelig smukke billeder af dig! Du er simpelthen så flot, og brænder så yndigt igennem på alle dine billeder.
Dernæst: Jeg elsker at du kombinerer yndige billeder med tung snak. Det er altså virkelig et forfriskende koncept.
Og så: Jeg er så enig i det, du skriver. Jeg tror, der er sket en sammenblanding af ‘konstatering’ og ‘konstruktiv kritik’. Jeg har oplevet at folk skrev “Dit billede er virkelig dårlig redigeret :)” på min gamle blog, og da jeg skrev “Øh, tak?”, svarede vedkommende med “Du burde kunne tage lidt konstruktiv kritik”. Men nej; det var ikke konstruktivt, det var blot en konstatering.
Det konstruktive må være, når der er en eller anden form for råd gemt ind i kritikken; eller et direkte fingerpeg hen på, hvad der er galt. Konstruktiv er lig med en form for hjælp; og det kræver som regel en højere grad af uddybning. Nu er billedredigering ikke lige det følsommeste emne, men det er bare det tydeligste eksempel, jeg lige har.
Dernæst må jeg indrømme, at der også er et tid og sted for alting. Jeg undrer mig over de mennesker (på internettet såvel som i virkeligheden), der helt legalt himler op om alting. Konstruktiv kritik er i virkeligheden meget følsom, og kan hurtigt ændres til meningsløs kritik, hvis det ikke sker indenfor trygge rammer og med høflig tale. Og det er folk altså ret uheldige med sommetider. #nohate
Tusind tak, Rikke! Jeg er glad for, du kan lide kombinationen – selvom den er lidt atypisk :D
Og da jeg læste din kommentar, tænkte jeg: “Det var jo dét, jeg skulle have skrevet!” For det er nemlig forskellen på at kritisere og konstatere, der også irriterer mig. Selvfølgelig er det en god idé at kunne tage imod kritik, men “dine knæ er buede!” er bare ikke konstruktiv kritik, men en led konstatering, der er fuldstændigt unødvendig. Jeg tænker, ligesom dig, at den konstruktive kritik vel per definition bør indeholde e form for råd/hjælp/vejledning/forslag til, hvordan man løser “problemet”.
#nohate ;)
hahahahahaahha din fede ål :D:D:D:D<3
Jeg er træt af den negative tone, der er overalt på nettet. Jeg melder mig officielt ud af alle facebookdebatter og lignende, for jeg GIDER bare ikke have spredt den slags negativitet ud over mit liv.
That was not my finest moment. Jeg er pinligt dårlig til at finde på øgenavne :D
Ja, det har jeg også gjort for længe siden. Der er jo ingen grund til ligefrem at opsøge dårligt humør!
Hahaha,var helt færdig over “Fuck en klam lortemøgheader din fede ål!” ;D
Åh ja, jeg er ikke så god til det der med at kalde folk navne :D
Hvis man ikke har noget pænt at sige, så lad vær. Et #nohate ændrer ikke på det faktum. Det er måske en lærdom fra den gamle skole inden nettet blev alles mudderkaste plads. Synes generelt vi burde blive bedre til at tælle til ti inden vi skriver noget på nettet og så tænke mere over hvor nemt det er at misforstå skreven tekst.
Lige præcis!